Blog

Har man sagt A, må man sige B

Udenrigsminister Lene Espersen (K) åbnede tirsdag op for, at Libyens leder, Muammar Gaddafi, kan rejse i eksil.

Jeg forstår godt, udenrigsministeren foreslår denne løsning på konflikten, der ligner begyndelsen på noget, som kan komme til at vare i rigtig lang tid. Hendes udtalelse er stringent med hendes modvillighed til at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne. Men det er en halv løsning.

Gaddafi bør straffes for sine forbrydelser mod menneskeheden. Har man sagt A, må man sige B.

FN-resolutionen, der blev vedtaget for to uger siden, viste, at FN trods alt engang imellem kan mande sig op og træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Resolutionen tillader således alle nødvendige tiltag, der kan beskytte civilbefolkningen i den nordafrikanske stat.

Jeg er ikke i tvivl om, at man nemmest beskytter befolkningen mod Gaddafi ved at fjerne Gaddafi.

Det har Folkesocialisternes formand, Villy Søvndal, i øvrigt også udtalt.

Han ligger helt på linje med briterne, hvor den konservative udenrigsminister William Hague har antydet, at FN-resolutionen uden tvivl gør det muligt at gå efter Gaddafi, og at det ikke varer længe inden han på en eller anden måde er væk. Forsvarsminister Liam Fox tilføjede i et interview med BBC Radio 5, at der ligefrem var en potentiel mulighed for, at Storbritannien og dets allierede rettede et angreb mod Gaddafi selv.

Jeg er fuld af beundring for den britiske regering, som har overrasket positivt i næsten alle sammenhænge, og derfor uenig med franskmændene, der ligger på linje med den danske udenrigsminister.

På trods af at franskmændene blot timer efter afslutningen på topmødet i Paris om krisen i Libyen, som det første land angreb Gaddafis styrker, skulle franskmændene efter sigende nu lede med lys og lygte efter et eksil til Mellemøstens gale hund.

Forvirret?

Det er der ikke noget at sige til.

Og man bliver ikke mindre forvirret af at følge amerikansk politik. Landets politikere er ligeså splittede på tværs af de traditionelle politiske skel, som de europæiske politikere er.

Det er eksempelvis med tunge skridt, at Præsident Barack Obama er kommet sin udenrigsminister, Hillary Clinton, i møde, og har accepteret at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne.

Clinton synes langt mere enig med en formentlig kommende præsidentkandidat fra det republikanske parti, John Bolton, end med chefen i det Hvide Hus.

I lørdags fortalte den tidligere kontroversielle FN-ambassadør sine tilhængere ved et møde i Des Moines i Iowa, at Gaddafi var et legitimt mål for det amerikanske militær.

»Our military has a wonderful euphemism called national command authority. It’s a legitimate military target. In Libya, Muammar Gaddafi is the national command authority. I think that’s the answer right there.«

Når Gaddafi er væk, ved vi ikke, hvem der kommer i stedet, eller hvilket styre, der opstår, og vi må acceptere de ikke-planlagte forandringer, der oftest følger af frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Det er ikke alle, der kan lide den usikkerhed, og har mod til at byde disse ikke-planlagte forandringer velkommen.

Det er forskellen på de liberale interventionister og realisterne, som jeg tidligere har skrevet om, og de findes hver især i alle politiske partier ude som hjemme.

Derfor vil vi fortsat se politikere på kryds og tværs af de traditionelle skel i dansk og international politik blive fanget i de mest utrolige politiske konstellationer.

Jeg havde eksempelvis aldrig troet, jeg skulle være mere enig med Villy Søvndal end med Lene Espersen, men jeg synes tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med oprørerne.

De har brug for det, og det er det moralsk rigtige at gøre.

Af Kasper Elbjørn

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet

Forleden berettede Politikens netavis om, at et fly fra det libyske luftvåben var styrtet ned nær den østlige by Benghazi.

Besætningsmedlemmerne havde angiveligt kastet sig ud med faldskærm fra det russisk byggede Sukhoj-22 fly.

Flyet lettede fra hovedstaden Tripoli og styrtede ned nær byen Ajdabiya, der ligger cirka 160 kilometer sydvest for Benghazi.

Årsagen var, at piloterne nægtede at adlyde ordrer om at bombe Ajdabiya.

De modige piloter bør vi hylde, ligesom vi skal hylde alle de andre modige mennesker i Mellemøsten, der langt om længe siger fra overfor de rædselsregimer, som de alt for længe har været tvunget til at acceptere.

Vi kunne dog godt have hjulpet piloterne. Vi kunne have sørget for, at deres fly slet ikke havde mulighed for at lette.

Der er ingen, der siger, at det næste fly, der letter, er bemandet med ligeså modige piloter.

Og bombeflyene vil blive ved med at lette, så længe udenrigsminister Lene Espersen (K) og hendes kolleger i EU - med EU’s repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Cathrine Ashton, baronessen fra benzintanken, i spidsen - ikke vil blande sig.

Anderledes har det været med USA's udenrigsminister, som af helt andre grund har holdt lav profil.

Der er alt mulig grund til at tro, at hun har været uenig med sin chef i, at USA ikke skal blande sig, og noget tyder på, at Præsident Barack Obama er begyndt at lytte til sin udenrigsminister, Hillary Clinton.

I hvert fald lød der meldinger i går aftes om, at USA nu »holder alle muligheder åbne«, og at man er parat til at blande sig.

Jeg gætter på, at det er årsagen til, at der fredag blev indkaldt til hastemøde i NATO.

I stedet for blande os udenom af frygt for at blive beskyldt for at have iværksat demonstrationerne, bør vi altid hjælpe med kræve frihed, demokrati og menneskerettigheder, når og hvor det er muligt.

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet, som Sovjetunionens sidste diktator, Mikhail Gorbatjov, sagde efter ankomsten til Østberlin den 6. oktober 1989, da vestlige journalister spurgte ham om farerne ved den oppiskede stemning i befolkningen.

Derfor skal vi blande os. Og det kan kun gå for langsomt.

Tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med det libyske folk og alle de andre, der demonstrerer i gaderne.

Jo længere tid blodsudgydelser fortsætter og bombeflyene letter, des sværere vil opbygningen af demokratiet blive.

Af Kasper Elbjørn

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Ronald Reagan fylder 100 år

Søndag den 6. februar ville Ronald Reagan være fyldt 100 år.

Hans største bedrift som præsident var, at han efterlod sig en bedre verden, end den han overtog.

Ronald Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning, og ikke mange - slet ikke i Danmark - forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium.

Sovjetunionen havde imidlertid ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan.

Kommunismens sidste sider
I marts 1983 forudsagde Reagan, at kommunismen var endnu et trist, bizart kapitel i menneskehedens historie, hvis sidste sider lige var ved at blive skrevet.

I Danmark og mange andre vesteuropæiske lande rystede man på hovedet af den nyvalgte præsident.

Enkelte danske socialister hånede ligefrem Reagan, og kaldte ham for en »gal hund«, »utilregnelig« og en »afdanket filmskuespiller«.

10 år senere i 1993 var den Kolde Krig slut, og de østeuropæiske lande indledte samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

Den der ler sidst, ler bedst, fristes man til at skrive.

Fra demokrat til republikaner
Det var rigtignok, at Reagan havde været skuespiller. Senere blev han fagforeningsleder. Dengang var han medlem af det demokratiske parti. Det var først, da han læste det lille, ideologiske skrift The Conscience of a Conservative, at han blev republikaner.

Bogen var skrevet af den republikanske senator Barry Goldwater.

Goldwater skrev, hvad der gik galt i USA efter den økonomiske krise i 1930erne, og hvordan amerikanerne kunne genskabe troen på den amerikanske drøm.

»Hvis en million amerikanere ville læse denne bog grundigt, ville hele nationen og verden ændres til det bedre«, erklærede Russell Kirk, der i 1953 havde forfattet bogen The Conservative Mind. Ganske illustrativt rundede bogsalget 3,5 millioner eksemplarer små fem år efter den kom på gaden.

Bogen blev en politisk bibel for en hel generation af borgerlige meningsdannere og politikere. En af dem var Ronald Reagan.

Han blev republikaner i 1962, og støttede Goldwater under den katastrofale præsidentkampagne i 1964.

Indsættelsestalen
16 år senere blev Reagan selv præsident efter en jordskredssejr, som han mirakuløst formåede at overgå fire år senere.

Budskabet i hans indsættelsestale var ikke til at tage fejl af. Det var direkte inspireret af The Conscience of a Conservative. Reagan sagde det ikke direkte, men pointen var, at staten ikke skulle ses som løsningen på Amerikas problemer. Staten var problemet.

Og verden lyttede. Den borgerlige frihedsrevolution, som Goldwater i sin tid begyndte, skyllede i løbet 1980erne fra USA henover Europa. Den reformerede de vesteuropæiske økonomier, og den væltede Berlinmuren, skubbede Sovjetunionen i graven, og ændrede verden for altid.

En ægte tro på demokratiske værdier og frihedsrettigheder
Det var hverken mådehold, forsigtighed eller overfladisk veltalenhed, der ændrede verden dengang, men derimod Reagans ægte tro på, at de demokratiske værdier og frihedsrettigheder, der er nedfældet i den amerikanske grundlov, er overlegne andre, men derfor også forpligter USA til at påtage sig en helt speciel rolle i verden.

Det er derfor vi mindes ham i dag. Vi mindes ikke kun hans bedrifter, men hans urokkelige tro på, at gøre alt for at bevare Amerika som den sidste og største bastion for frihed. For uden frihed, er freden intet værd, og derfor mente han heller ikke kun, at den Kolde Krig skulle slutte, men vindes.

I sin afskedstale sagde han:

»My friends: We did it. We weren't just marking time. We made a difference. We made the city stronger; we made the city freer; and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all.«

Nej, det var ikke så ringe endda.

Tillykke med de 100 år!

Af Kasper Elbjørn

Seks år er lang tid i politik

»Venstre og de konservative tænker i taktik og ikke i politik. Rohde, du skylder vælgerne at svare på, hvad der skal ske i fremtiden?«.

Sådan lød ordene fra Socialdemokratiets nuværende formand, Helle Thorning-Schmidt, tilbage i januar 2005, da cirka 120 tilhørere på Politikens opfordring var kommet for at høre fire politikere debattere et emne, flere af dem ellers mere eller mindre havde fået forbud mod at debattere.

Jens Rohde, Venstres daværende politiske ordfører, svarede, at han ikke ville lægge sig fast på f.eks. at afskaffe efterlønnen, »men vi afviser ikke reformer«, tilføjede han.

Helle Thorning-Schmidt var langt mere offensiv end de tre andre deltagere, der udover Rohde bestod af den nuværende vicestatsminister og justitsminister, Lars Barfoed (K), og de Radikales nuværende leder, Margrete Vestager (R).

»Jeg ved godt, at alle advarselslamper blinker rødt, når jeg siger det her, men vi bliver nødt til at ændre efterløn og pensionsalder, men kun for os, der i dag er under 40«.

Det var dengang.

I dag, seks år efter, og hele to år efter at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik, viste de borgerlige-liberale, at de har lagt taktikken bag sig og nu fører borgerlig, ansvarlig politik.

Efterlønnen udfases stille og roligt, og regeringen sikrer samtidig at ældre, nedslidte danskere får adgang til en ny senior førtidspension, uanset om de har været tilmeldt efterlønsordningen eller har haft råd til at være medlem af en A-kasse.

De svageste i vores samfund bliver prioriteret i forhold til alle dem, der godt kan arbejde.

Det er en god løsning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort op med den politiske arv fra hans forgænger og en gang for alle genfundet de borgerlige-liberale kerneværdier.

Men pensionsreformen er ikke ny.

Tilbage ved valgmødet i Politikens Hus i 2005 foreslog Helle Thorning-Schmidt næsten fuldstændig det samme.

Hun mente, at efterlønnen i fremtiden skulle gå til dem, der har slidt hårdest og længst: »Jeg forestiller mig altså ikke en fuldstændig udfasning af efterlønnen. Samtidig skal vi sørge for, at der er så få som muligt på overførselsindkomster«, sagde hun og påpegede, at det derfor var vigtigt, at mennesker uden uddannelse hele tiden kan uddanne sig.

Seks år er lang tid i politik.

Af Kasper Elbjørn

Danmarks økonomiske frihed stiger igen

Heritage Foundations Index of Economic Freedom for 2011 blev lanceret i dag.

Når jeg læser en måling om enten personlig eller økonomisk frihed, hvor USA ligger lavere end Danmark, bliver jeg altid skeptisk.

Det samme skete i morges, da jeg læste Wall Street Journal.

Imidlertid er Index of Economic Freedom sammen med Economic Freedom of the World-indekset, der er lavet af den canadiske tænketank Fraser Institute i samarbejde med et netværk af op mod 100 institutioner, blandt de mest troværdige økonomiske indeks, der findes, ifølge Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

Heritage Foundation, der blev stiftet i 1973 og holder til i Washington, måler ti kategorier: den finansielle holdbarhed, åbenhed i forhold til handel og investeringer, statens størrelse, erhvervs- og arbejdsmarkedsregulering, ejendomsrettigheder, korruption, den monetære stabilitet og skattebyrden.

Om det er Lars Løkke Rasmussens reformer de sidste to år eller den voldsomme gældsbyrde, som Barack Obamas regering har påført amerikanerne i samme periode, der er årsagen til, at Danmark igen går frem denne gang til en ottende plads, imens USA falder til en niende plads, er svært at sige, når man ikke har studeret tallene bag listen.

Men læser man kommentaren om Danmarks placering, kan man dog konstatere, at Danmark stort set kun får kritik for vores høje skatter.

Terry Miller, der er leder af afdelingen for international handel og økonomi hos Heritage Foundation, skriver i Wall Street Journal, at listen generelt må siges at være ordentlig positiv, da den økonomiske frihed er på fremmarch i næsten hele verden.

117 lande, hovedsagelig udviklingslande og nye vækstøkonomier, har forbedret deres score, og det gennemsnitlige niveau for økonomisk frihed rundt om i verden er forbedret med omkring en tredjedel på indeksets skala fra 0 til 100.

Miller påpeger:

Sustainability, not the faddish environmental sustainability that has dominated political circles for almost two decades, but rather the true sustainability of economic growth and job creation, is back in style.

Af Kasper Elbjørn

Skal alle medlemmer have samme løn som Malou Aamund?

Endnu et år er begyndt, og intet har ændret sig.

I hvert fald vælter debatsiderne på de andre aviser med indignerede kommentarer over, at Venstres Malou Aamund har valgt at blive i Folketinget indtil næste folketingsvalg for at sikre, at regeringen ikke mister sit flertal med Kristendemokraterne - og i øvrigt får løn for at sidde i Folketinget frem til valget.

Jeg er ret sikker på, at hun i dag forbander, at hun lovede Venstres gruppeformand at blive frem til valget.

Faktum er i hvert fald, at fordi hun var opstillet og blev valgt for partiet Ny Alliance, er det Ny Alliances arvtager, partiet Liberal Alliance, der får hendes stol i Folketingssalen, hvis hun stopper allerede den 1. februar, hvor hun tiltræder sin nye stilling i det private erhvervsliv.

Det har regeringen ingen interesse i.

Et liv efter politik
Malou Aamund viser med sin exit, at det er muligt at få en succesrig karriere efter at have været aktiv politiker.

Jeg synes det er betryggende, at der er et liv efter politik.

Som jeg tidligere har skrevet, lånte tidligere statsminister Poul Hartling (V) engang et citat fra den amerikanske præsident, Richard M. Nixon, der havde sagt, at politik er som at sætte sig op på ryggen af en tiger. Enten rider du længere og længere ind i junglen og holder fast. Ellers falder du af - og bliver ædt.

Desværre viser Malou Aamunds exit også, at du godt kan blive ædt af tigeren, selvom du er kommet ud af junglen i tide.

Det er ærgeligt, da det næppe får flere erhvervsfolk til at gå ind i politik, og der er brug for flere politikere, der har haft en karriere, inden de går ind i politik.

Langt mere interessant debat
Jeg mener, det er langt mere interessant at diskutere, om pædagogerne i Enhedslisten, de studerende hos Folkesocialisterne, folkeskolelærerne hos De radikale, fagbosserne hos Socialdemokraterne, politibetjentene hos De konservative, hjemmehjælperne hos Dansk Folkeparti og landmændene hos Venstre virkelig have samme løn som en succesrig erhvervskvinde som Malou Aamund, der garanteret er gået betydelig ned i løn, da hun blev valgt?

Jeg synes, man skal have løn for at sidde i Folketinget. Vi har brug for dygtige, engagerede og visionære politikere, der kan lede og udvikle vores land, og de færreste har råd til at gå ind i politik uden at få løn.

Men skal alle have det samme?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det langt bedre kan betale sig for studerende at blive valgt til Folketinget end for en erhvervskvinde som Malou Aamund.

Hvad siger I?

Af Kasper Elbjørn

Reform eller sparekniv

Jeg blev bedt af Politiken om at skrive nogle gode råd til statsministerens nytårstale. Jeg valgte at fokusere på, at der er mange, der har glemt, at alternativet til reformer er nedskæringer.

Derfor håber jeg, at statsministeren i morgen aften vil fortælle, hvordan han vil reformere det danske samfund. Han bliver også nødt til at fortælle åbent og ærligt, at det kommer til at gøre ondt, før det bliver godt. Vi kommer alle sammen til at miste nogle ydelser, vi har vænnet os til.

Til gengæld håber jeg, reformerne vil give os friheden til at være forskellige tilbage.

En måling i Politiken viste, at det frie valg er regeringens største succes. Derfor er der alt mulig god grund til fortsat at fokusere på mennesket frem for systemet, når reformarbejdet går i gang. Vi skal sørge for at lave en ordentlig kappestrid mellem det offentlige og private. Derudover skal reformerne befri os fra de love, regler og byrder, der forhindrer forskellighed. Vi skal genskabe friheden mellem danskerne. Ikke kun fordi det er det moralsk rigtige, men også fordi det er vejen til økonomisk vækst.

Til sidst håber jeg, at statsministeren giver sig tid til at hjælpe os med at finde modet til at byde de ikke-planlagte forandringer velkommen, der kommer af mere frihed mellem mennesker. Det er en mindst lige så vigtig opgave.

Af Kasper Elbjørn

Danmark er ikke Titanic endnu

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, skriver i en kronik i Jyllands-Posten i dag, at danskerne står på dækket af Titanic med kurs ret mod isbjerget.

Jeg har stor respekt for Anders Samuelsen.

Jeg hører til dem, der tror, der er brug for et liberalistisk parti, som Liberal Alliance, og jeg mener overordnet, at hans analyse er korrekt.

Han skriver bl.a.:

»Sandheden er jo, at uanset hvor gerne vi end vil, så kan vi ikke finansiere fortsat offentlig vækst og stadig flere velfærdsgoder ved at kræve stadig højere skatter af en mindre og mindre arbejdsstyrke. Vi har allerede et underskud på de offentlige finanser på 80 mia. kr., og det vil vokse sig større i de kommende år, medmindre vi handler nu.«

Det har han ret i. Men analogien halter.

Historien om Titanic
Historien om Titanic er, at Titanic modtog den første advarsel om is forude for ruten mod Amerika den 12. april 1912. Flere advarsler fulgte i løbet af lørdagen. Søndag aften modtog radiotelegrafisterne alvorlige ismeldinger, men flere af meldingerne blev aldrig afleveret til kaptajn Edward James Smith.

Den sidste advarsel blev modtaget kort før kl. 23, ca. tre kvarter før sammenstødet med isbjerget.

På det tidspunkt var Edward James Smith tilsyneladende gået i seng og måtte vækkes før han reagerede på meldingen.

Resten af historien kender vi alle.

Farten er allerede sænket
Danmarks kaptajn hedder ikke Edward James Smith. Han hedder Lars Løkke Rasmussen.

Statsministerens telegrafister har advaret ham igen og igen, og han reagerede så snart han tog roret.

Det kan godt være statsministeren endnu ikke har fået vendt skuden, men han har sænket farten med genopretningspakken, som betalte regningen for den økonomiske krise.

Vi kan godt nå at vende skuden, inden vi ender som Titanic.

Samuelsen slutter kronikken med et åbent brev til statsministeren, som han gerne vil se træde i karakter.

  • Opsig velfærdsforliget så vi kan få taget et opgør med efterlønnen.
  • Fratag Dansk Folkeparti vetoretten på skattepolitikken.
  • Gør det klart, at vi over de næste år skal have 40.000 færre i den offentlige sektor gennem regelforenkling, mindre bureaukrati og mere tillid til de ansatte.

Alt sammen lyder fornuftigt nok.

På ret kurs igen
Vi har brug for en statsminister, der stiller sig op på dækket, vender skuden, og får Danmark på ret kurs igen.

Statsministeren bliver nødt til åbent og ærligt at fortælle, at det kommer til at gøre ondt, før det bliver godt. Det kommer ikke kun til at tage 12 minutter.

Han må også hjælpe os med at finde modet til at byde de ikke-planlagte forandringer velkommen, der kommer af reformerne. Det er en mindst ligeså vigtig opgave.

Jeg tror og håber, han kan vende skuden inden vi rammer isbjerget.

Af Kasper Elbjørn

Forgiftet af en folkestemning

Jeg er enig i med Lars Trier Mogensen, da han i lørdags skrev på lederpladsen i Politiken, at Miljøminister Karen Ellemanns (V) foreløbige beslutning om at stoppe et transportskib med det giftige stof HCB til Kommunekemi i Nyborg var usaglig.

Lars Trier Mogensen glemmer dog, at det netop ikke var Karen Ellemanns ønske at stoppe transporten.

Hun oplyste gang på gang, at alle relevante myndigheder havde givet tilladelse og bekræftet sikkerhedsproceduren for HCB-transporten.

En miljøeffektiv behandling af farligt affald
Kommunekemi har fået fuld godkendelse til oplagring og forbrænding af det australske HCB-affald. Miljøcenter Odense, Rambøll og Brandteknisk Institut, der har foretaget miljøgodkendelsen, har været fuldt opmærksomme på, at affaldet fra Australien indeholdt HCB, skriver Miljøstyrelsen på deres hjemmeside.

Dertil kommer, at Kommunekemi er et af Europas førende anlæg til forbrænding af farligt affald, som i årtier har sikret en miljøeffektiv behandling af farligt affald til gavn for både miljøet og mennesker, og jeg vil til enhver tid hellere have, at Kommunekemi håndterer den slags farlig affald end en konkurrent nær det Det Indiske Ocean.

Lars Trier Mogensens rationelle og fornuftige ord var derfor et langt stykke hen ad vejen en positiv overraskelse for mig, da jeg sneg mig ud på trappeopgangen lørdag morgen for at hente min Politiken.

En enmandshær
I dagevis har Politiken ellers brugt spalteplads på at angribe miljøministeren for ikke at blande sig i den aftale, der var indgået mellem Kommunekemi og HCB ved at lade alle mulige eksperter syde hende ned.

Det virker nærmest som om hun som en anden enmandshær har kæmpet helt alene for at fastholde aftalen – uden hjælp fra det embedsapparat, der ellers er ansat til at forsyne hende med sagens faktiske detaljer.

Socialisterne har selvfølgelig gjort fælles front mod regeringen med et beslutningsforslag, der gennem Folketinget skulle stoppe transporten, således at Kommunekemi ikke kunne leve op til sine forpligtelser i aftalen.

Dermed havde det været op til Liberal Alliance at bestemme om regeringen skulle stemmes ned på sagen. Man må formode at et parti som Liberal Alliance, der hævder, de er det eneste liberale parti i Folketinget, ville have blandet sig udenom, og derfor har Lars Trier Mogensen ret i, at Miljøministeren ikke havde behøvet at blande sig i sagen.

Men Lars Trier Mogensen glemmer, at hendes eget bagland i gruppen meldte sig i koret af kritikere, og dermed var flertallet væk.

At det forholder sig sådan, skriver jeg ikke, fordi jeg har anonyme kilder internt i mit parti, der har oplyst mig herom, men fordi man faktisk kunne læse dette forleden.

Flere gruppemedlemmer lagde endog navn til i Ekstra Bladet fredag den 3. december.

Derfor var der ikke andet at gøre end at bøje sig for flertallet.

På saglighedens grund
Men det var ikke miljøministeren, der ikke turde stå fast på saglighedens grund.

Det var socialisterne, og der findes som bekendt »socialister i alle partier«, som F. A. Hayek skrev i »Vejen til Trældom«.

De lod sig forgifte af en flygtig folkestemning.

Tænk hvis medierne havde angrebet socialisternes usaglige tilgang til sagen i stedet.

Karen Ellemann sagde selv, at der ikke var sagligt belæg for at gøre det, at det var en politisk beslutning.

Det var nok forkert formuleret.

Hun var tvunget til at tage denne beslutning, og den var hverken saglig - da vi ved, at kommunekemi er blandt de bedste til at destruere farligt affald og har modtaget farligt affald mange gange før – eller politisk - fordi Karen Ellemann er liberal, og liberale er tilhængere af, at erhvervslivet får lov til at udfolde sig uden statsindgreb.

Af Kasper Elbjørn