Blog (Side 10)

Vi har taget stilling til Durban II

Danmark står i en unik situation i forbindelse med FN konferencen, der er kendt som Durban II. Vi kan vælge at deltage og kæmpe for menneskerettighederne ved konferencen, der er planlagt til at finde sted i Geneve 20.-24. april, eller vi kan boykotte konferencen og en gang for alle sende et signal om, at vi ikke vil gå på kompromis med FNs menneskerettigheder.

Durban II-konferencen, der skulle bekæmpe racisme og fremme ytringsfriheden, har i lang tid set ud til at ende med at gøre det stik modsatte. Udkastet til slutdokumentet for konferencen sidestiller zionisme med racisme og blåstempler censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner. Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi-og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år, hvor den frie verden er trængt i defensiven af landene i den islamiske konference ( OIC).

Obama-regeringen i USA meddelte allerede for et par uger siden, at man ikke ville deltage i Durban II. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, sidste torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen, og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

EU KUNNE MULIGVIS i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage fra de muslimske lande i OIC. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EUformandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, hvor også Italien besluttede at boykotte Durban II. Det stiller Danmark i en situation, hvor vi bliver nødt til at tænke kreativt i forhold til, hvad vi plejer at gøre.

Siden Uffe Ellemann-Jensen ( V) var udenrigsminister i 1980erne, har skiftende regeringer fastholdt en god tradition i dansk udenrigspolitik, der handler om, at vi altid truer med at blive, aldrig med at gå. Det har reddet Danmarks medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores NATO-allierede, og i det hele taget båret os frem mod mange udenrigs-og sikkerhedspolitiske sejre siden 1982. Men denne doktrin kan ikke stå alene. De, der husker Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister, vil vide, at han altid førte sin aktivistiske udenrigspolitik gennem alliancer med lande, der havde samme værdier og mål som Danmark.

Det betød ikke, at han ikke kunne være fræk og gå forrest, som da Danmark som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande, men det skete aldrig med hovedet under armen, snarere med vores allierede i hånden. Ligesom han aldrig var bange for at støtte vores allierede quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som Danmark støtter fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

DET ER DENNE SITUATION vi står i i forbindelse med FNs såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. USA, Canada, Italien og Israel har som nævnt allerede boykottet Durban II, og Danmark kan endog gå forrest med et boykot for de lande, der normalt værner om FN-pagtens integritet og funktion.

Natten til onsdag skete en interessant udvikling, som vi naturligvis skal tage bestik af. Den russiske chefforhandler fremlagde et nyt udkast til sluterklæring, hvor de muslimske landes hidtidige krav om et forbud mod religionskritik ikke optræder. Den kraftige, direkte fordømmelse af Israel skulle efter sigende også være udeladt i den reviderede tekst. Til gengæld er russerne begyndt at tale om en etisk kode for medier, hvilket naturligvis ikke er acceptabelt. Men det er bestemt bedre end tidligere, og nu er det så op til de muslimske lande i OIC at melde ud om de kan støtte den nye russiske tekst, og vil forhandle videre ud fra denne.

PÅ HJEMMESIDEN www.durban2.dk har over 1.000 danskere allerede skrevet under på, at de mener, vi bedst manifesterer de værdier og rettigheder, vi tror på, og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge USA, Canada, Italien og Israel og få processen til at bryde sammen, hvis ikke slutteksten beskytter FNs menneskerettigheder. Jeg er selv en af de underskrivere, der ikke mener, vi skal deltage for enhver pris, og jeg var også med i går, da alle underskrifterne blev afleveret i går til udenrigsminister Per Stig Møller ( K). Budskabet til ministeren var entydigt. Med den nye russiske tekst i hånden, kan det sagtens være, at det kan betale sig at deltage ved konferencen og kæmpe for menneskerettighederne, men det skal være ud fra en indstilling om, at Danmark ikke er bange for at smække med døren, og forlade konferencen, hvis den frie verden taber det diplomatiske spil om Durban II.

Det er FNs menneskerettigheder for vigtige til.

Af Kasper Elbjørn

Det lille land mod Durban II

Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) replik til historikeren Mikaels Jalving i JP 11/3 var klar og tydelig. Danmark skylder de mænd, kvinder og børn, der dagligt udsættes for racisme, at deltage i FN-konferencen Durban II om menneskerettigheder.

Det er så vores demokratiske opgave at argumentere imod, »ikke at stikke af«, skrev udenrigsministeren, når eksempelvis organisation for den islamiske konference (OIC) stiller forslag om censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Det er en god tradition i dansk udenrigspolitik, at man altid truer med at blive, ikke med at gå. Vi skal »bide os fast i bordet«, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde.

Det har tidligere reddet vores medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores Nato-allierede og i det hele taget båret os frem mod mange sejre gennem skiftende regeringer siden 1982.

Men denne doktrin kan ikke stå alene. Så er den intet værd.

Aktivistisk udenrigspolitik

Hvis et lille land som Danmark vil føre aktivistisk udenrigspolitik for at sikre sine egne borgeres frihed og rettigheder ved at påvirke verden, skal det ske gennem alliancer med lande, der har samme værdier og mål som landet selv.

Landet bør ligeledes støtte sine allieredes mål og værdier quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som man støtter, fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

Det er denne situation, som vi står i i forbindelse med FN's såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. Det ser udenrigsministeren bort fra i sit indlæg.

Først og fremmest har vores vigtigste allierede meldt afbud til konferencen. Den amerikanske regering meddelte for et par uger siden, at man ikke ville deltage. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, natten til torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud, fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

Konferencen, der skulle bekæmpe racisme og promovere ytringsfrihed, ser tværtimod ud til at knæsætte racisme ved allerede i forberedelsesfasen at sidestille zionisme med racisme og blåstemple censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi- og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år.

De muslimske lande i OIC har dygtigt forfulgt egne interesser, og den frie verden er trængt i defensiven.

Vores egen dagsorden

Pointen er, at den frie verden kun kan vinde værdikampen, hvis vi står sammen og insisterer på vores egen dagsorden om frihed og rettigheder.

EU kunne muligvis i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EU-formandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, da Italien besluttede at boykotte Durban II.

Det var den velansete udenrigsminister og tidligere EU-kommissær Franco Frattini, der meldte ud, at Italien gik i spidsen for EU, og som det første EU-land valgte ikke at deltage i farcen.

Herefter tilføjede han: »Jeg har personligt talt med Holland, Frankrig og Danmark: Alle nærer stor skepsis, og jeg håber, at de vil følge vores eksempel.« Udenrigsministeren holder altså sine kort åbne. Alt andet ville også undre.

Danmark bør tage bestik af den håbløse situation, som FN er havnet i, ikke mindst i forbindelse med Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge Italien - også selv om vi normalt har gode erfaringer med at bide os fast i forhandlingsbordet.

Det lille land i nord med den kloge, gamle udenrigsminister kan måske være dråben, der får det berømte bæger til at flyde over og stopper Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for.

www.durban2.dk

Af Kasper Elbjørn

Parlamentet skal være vagthunden

 

Lilli Rodeck spørger i Sjællandske den 5.3. hvad parlamentarikerne i Europa-Parlamentet egentlig laver? Hun er sur over, at hun igen skal stemme på nogle overvejende ukendte mennesker, som i 5 år vil være sikret en fantastisk god årsløn.

Jeg synes, det er fuldstændigt ligegyldigt om politikere er kendte, så længe de har noget på hjertet. Derudover kan jeg berolige Rodeck med, at min egen årsløn ikke stiger, hvis jeg bliver valgt.

Men hertil skal siges, at politikere ligesom alle andre mennesker selvfølgelig skal belønnes efter fortjeneste. Hvis parlamentarikerne sikrer vækst og velstand, så skal de også have løn for det, og hvis EU bliver en klods om benet på europæerne, så skal politikerne stemmes hjem.

Det bringer mig frem til det centrale i Rodecks kritik af Europa-Parlamentet: Hvad vi skal bruge Parlamentet til?

EU er hvad man gør det til, og derfor skal vi stemme nogle aktive, dynamiske danskere til Bruxelles, der tør sige stats- og regeringscheferne og alle bureaukraterne imod. Europa-Parlamentet skal være EU's vagthund og sikre, at EU bliver ved med at nedbryde barrierer mellem markeder og mennesker.

Kun herved kan vi sikre vækst og velstand og dermed velfærd. Målet er selvfølgelig fred, frihed og frihandel i hele verden, men EU kan gå forrest, hvis vi vil.

Af Kasper Elbjørn

The era of small government is back - i Israel!

Imens de danske politikere sloges om et par skatteprocenter, franskmændene og italienerne kæmpede om at være mest protektionistiske, og mens ikke bare resten af de vesteuropæiske lande, men også USA, kastede milliarder af skatteydernes penge efter virksomheder og banker, som måske slet ikke er levedygtige på sigt, havde Israels kommende premierminister, den konservative Benjamin Netanyahu, travlt med at danne regering i Jerusalem.

I Danmark er billedet af Netanyahu entydigt. Han fremstilles som en uforsonlig, nationalistisk politiker. Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret. Det er korrekt, at Netanyahu flere gange har sagt, at han ikke vil forhandle om Jerusalem eller trække bosættelserne tilbage fra Vestbredden, men tilføjede sidste torsdag efter hans møde med FN's særlige udsending i Mellemøsten, Tony Blair, at en kommende regering under hans ledelse vil stoppe bosættelserne. Endvidere bekymrer det ham ikke, om Israel er vellidt i Europa, og han mener i øvrigt ikke, at jødiske interesser altid varetages bedst af internationale regler og normer. Ikke mindst er han stærkt kritisk overfor FN på grund af den arabiske verdens stigende indflydelse på FN, herunder ikke mindst FN's Menneskerettighedsråd, en kritik som man også finder i resten af den frie verden ikke mindst på grund af de anti-israelske resolutioner, der gennemtrumfes af organisation for den islamiske konference (OIC).

Men Benjamin Netanyahu er mere og andet end udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi hører bare sjældent om det. Netanyahus kampagne var et ekko af præsident Barack Obamas præsidentkampagne, bedst illustreret af Netanyahus website som til forveksling lignede Obamas. Men også Netanyahus valgslogan var inspireret af Obamas. "Sammen vil vi lykkes", stod der overalt på valgplakaterne i Israel i sidste måned. Noget tyder dog på, at Netanyahus Israel vil lykkes med en anden politik end den, der føres i Obamas Amerika.

Netanyahu har indtil den 3. april til at danne regering. Det i sig selv kan være svært i Israel. Men derudover står landet overfor de samme problemer, som resten af den frie verden. Landet er muligvis allerede i recession og budgetunderskuddet er voksende. Lige nu er Netanyahus finanspolitiske redskab et budget udarbejdet i august. Det rækker næppe langt i denne krise, der i dybde og omfang er værre end noget vi har oplevet tidligere. Israel er en lille åben økonomi ligesom Danmark. På linje med Danmark udgør den israelske eksport over halvdelen af bruttonationalproduktet, men hvor dansk eksport er relativ modstandsdygtig over for økonomiske nedture i andre lande, er Israel hårdt ramt af recessionen i USA og Europa, der udgør henholdsvis 40%, og 35% af eksporten. Det var en af årsagerne til, at over 19.000 mennesker mistede deres job i januar.

Netanyahus opskrift på at få vendt økonomien er ikke ny. Han stod bag det såkaldte økonomiske mirakel i 2001-2005. Dengang fik han på rekordtid - og på trods af Al-Aqsa-intifadaen - vendt økonomien ved hjælp af skattelettelser, og han skabte dermed større vækst, end landet havde oplevet i en hel generation. Ved samtidig at skære ned på de offentlige udgifterne, fik han tillige mindsket Israels budgetunderskud fra 5,1 procent af BNP i 2003 til 1,8 procent af BNP i 2005.

Netanyahus planer denne gang er mere af det samme. Han vil først og fremmest sænke person- og selskabsskatten, liberalisere ejendomsmarkedet, der stadig er præget af Israels socialistiske fortid, og udvide kreditgivningen til virksomheder.

Ligesom i ethvert andet demokrati kan Netanyahu ikke regne med, at hans økonomiske planer ikke vil møde modstand. Efter at forhandlingerne med Arbejderpartiet og det midtersøgende Kadima-parti brød sammen, har Netanyahu forhandlet med valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu. Når det gælder den økonomiske politik ligger Liebermanns parti på linje med Socialistisk Folkeparti, men Lieberman vil formentlig ikke gå efter de økonomiske poster i regeringen. Derimod vil han formentlig insistere på selv at blive udenrigsminister.

En Netanyahu-regering med Lieberman som udenrigsminister vil uden tvivl få EU-diplomaterne og den arabiske verden til at se rødt. Men inden man dømmer Liebermann ude, skal man huske, at det faktisk er på det udenrigspolitiske, at han har sin styrke. Det ved Netanyahu. Liebermann har en ny og anden tilgang til fredsprocessen. Han mener ikke, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabiliteten i Mellemøsten. Han mener heller ikke, at konflikten er territorial, og han tror ikke på, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten. Han anser konflikten for at være ideologisk, og mener, at en ny opdeling af området netop skal tegnes af ideologiske forskelle. Udover udenrigsministerposten vil Liebermann formentlig gå efter de mere værdipolitiske ministerier, som i Israel omfatter kultur, undervisning, infrastruktur og bolig.

I denne situation vil Netanyahu efter alt at dømme selv påtage sig finansministerposten for netop at have hånd i hanke med økonomien. Det vil så være med en stærk vicefinansminister til at håndtere ministeriet, da Netanyahu får nok at bestille som premierminister. Her nævner de israelske medier, at det kunne blive en af de kronprinser i Likud-partiet, der tilhører Netanyahus liberalistiske fløj. Alternativt vil han udnævne en af de tunge økonomiske drenge i Israel såsom den tidligere chef for nationalbanken Jacob Frenkel, der ikke er politiker, men loyalt kan gennemføre Netanyahus reformer for ham. Alt i alt tegner det godt.

Lederen af Republikanerne i den amerikanske Kongres, John Boehmer, var hård i sin bedømmelse af præsident Barack Obamas tale til nationen forleden. "The era of big government is back," sagde han som en stærk kontrast til præsident Bill Clintons replik tilbage i januar 1996, hvor han i en radiotale erklærede: "The era of big government is over". Noget tyder på, at Benjamin Netanyahu har lyttet mere til Clinton end Obama. Man fristes til at skrive, at "the era of small government is back". Men denne gang i Israel.

Af Kasper Elbjørn

Der er brug for Dirty Harry

En kraftig opstramning af straffene for bandekriminalitet er blandt de tiltag, som regeringen spillede ud med onsdag for at få sat en stopper for bandekrigen i København. Allerede fra morgenstunden lød kritikken af hårdere straffe. Forsangeren fra rockgruppen Magtens Korridorer, Johan Olsen, førte an i indslaget Kanten i P1 Morgen i en ellers glimrende monolog, der faldt i en rytme og i et sprog, der næsten mindede om rap. Han kaldte hårdere straffe for »Dirty Harry-mentalitet«. »Gør du noget kriminelt, skal du straffes, og straffes hårdt«, sagde han, og fortsatte: »Man skal ikke underkende effekten af det signal, magtens top her udsender«, og det har han helt ret i.

Ligesom rap er ideen om hårdere straffe og en konsekvent retspolitik af amerikansk oprindelse. Kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson skrev helt tilbage i 1982 en artikel om en teori, som de kaldte ’Broken Windows’. Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Hvis man så et ødelagt vindue, skulle det udskiftes med det samme. Hvis vinduet ikke blev udskiftet, ville der skabes en stemning af, at det var i orden at smadre vinduer. Ét knust vindue, ville blive til flere knuste vinduer, påstod de, og langsomt ville der ske en nedbrydning af bydelen gennem hærværk og vandalisering. Det ville skabe utryghed for de mennesker, som boede i området, som til sidst ville flytte væk til skade for samfundet. Hvis man der­imod konsekvent slog hårdt ned på selv den mindste kriminelle handling, ville der skabes en stemning af tryghed, der ville brede sig og få de kriminelle til at føle sig uvelkomne. Dermed ville man også forebygge de mere alvorlige kriminelle handlinger, der ofte begås af dem, der starter med at smadre vinduer og lave ballade for sjov, eller fordi de keder sig.

Tænketanken Manhattan Institute stødte ved en tilfældighed på Kelling og Wilsons artikel i 1989, men fandt ud af, at New Yorks unge politichef, Bill Bratton, allerede havde taget ideen til sig og introduceret den nede i New York undergrundsbane. Her havde man sat hårdt ind mod graffitimalere og billetsnydere, og det havde vist sig, at netop de fyre, som snød med billetterne og tegnede på væggene, faktisk også begik andre forbrydelser. Dermed kunne man bruge disse små forseelser til at få bugt med de mere alvorlige lovovertrædelser. Derudover fjernede man graffitien hver eneste aften. Det sikrede ikke bare en reel ændring af forholdene i undergrundsbanen, men også stor visuel effekt. Alt i alt følte new yorkerne sig mere trygge, ligesom de kriminelle følte sig mere utrygge og holdt op med at tyrannisere nede i undergrundsbanen. Manhattan Institute var sikre på, at ideen kunne bruges andre steder i samfundet, og inviterede både George Kelling og Bill Bratton til flere seminarer for at promovere ideen om de knuste vinduer.

Et andet sted i New York havde den republikanske politiker Rudy Giuliani netop tabt borgmestervalget. For at samle inspiration til næste valg begyndte han at komme til flere af Manhattan Institutes seminarer. Da Giuliani igen stillede op i 1993, var det med læren fra Manhattan Institute i bagagen, og new yorkerne kvitterede ved at vælge ham. Giulianis medicin virkede, og i løbet af 1990erne faldt antallet af voldelige overfald med mere end 56 pct., hvorimod volden kun faldt med 28 pct. i resten af USA. Antallet af indbrud faldt med 65 pct., men kun 26 pct. på landsplan. Tallene taler for sig selv, selvom udgangspunktet selvfølgelig også var værre i New York end andre steder.

Teorien om de knuste vinduer og New Yorks gode resultater blev et forbillede for alverdens byer. Også i Danmark har teorien sat sit præg på gadebilledet. I 1990erne forbedrede borgmester Søren Pind (V) renovationen af de københavnske gader, ligesom han satte hårdt ind overfor graffitimaleri for at forhindre kriminaliteten i at udvikle sig. Pinds afløser, den radikale Klaus Bondam, afskaffede nultolerancepolitiken på graffitiområdet efter Pinds nederlag i kampen om overborgmesterposten i 2005. Valgnederlaget skyldtes ikke mindst, at Pind insisterede på, at det centrale problem for København netop var udviklingen i kriminaliteten og den manglende integration. Mange rystede på hovedet. Københavnerne ville hellere have nye billige boliger, og Pind tabte med et brag. Jeg skal for en god ordens skyld tilføje, at jeg kender Pind, og at jeg også mente, valgstrategien var forkert, men den var ærlig, og vi ved i dag, at Pind havde ret. Når gode danske borgere ikke tør sende deres små børn på legepladsen, så ved vi, at kriminaliteten er det altoverskyggende problem. Vi skulle have udskiftet de knuste ruder i stedet for at skændes om billige boliger. Vi skulle have skabt trygheden og smidt de kriminelle ud af byen, inden uskyldige blev dræbt. Vi skulle have passet på hovedstaden, inden det var for sent og børnehaverne måtte installere panserglas for at beskytte de små. Vi skulle have tænkt os om.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har mig bekendt ikke besøgt Rudy Giuliani eller Manhattan Institute, og han vil sikkert ikke kaldes Dirty Harry. Men han kan sin teori om de knuste vinduer, og han ved at hårde straffe og en konsekvent retspolitik virker. Straffen for banderelateret kriminalitet bliver nu fordoblet, drab begået i forbindelse med bandekrigen skal give livstid og muligheden for at smide de kriminelle ud af byen og landet bliver skærpet.

Jeg er liberal, og ville ønske, at vi ikke behøvede bevæge os på kanten af vores hævdvundne rettigheder. Jeg forstår godt kritikken af bandepakken, men vi må erkende, at vi er nået dertil, hvor vi bliver nødt til at sende et signal til de kriminelle om, at vi er villige til at stoppe dem med alle midler. Der er brug for Dirty Harry, og bandepakken er det rigtige skridt på vejen væk fra den nuværende situation. Bogstavelig talt.

Nu får man i det mindste de kriminelle væk fra gader og stræder og mulighed for at genskabe den tryghed, som der var på Nørrebro før i tiden.

Af Kasper Elbjørn

Velfærdsstaten blev for stor og for stærk

Kai Dalsgaard fra det socialistiske parti, De Grønne, skriver i NORDJYSKE 25. februar, at man i disse dage mærker omkostningerne ved finanskrisen.

Interessen for Marx er tiltagende, skriver Dalsgaard, ligesom han fornemmer den folkelige mistillid, der lå bag nazismens valgopråb: "Jer kender vi tilstrækkelig, nu skal I lære os at kende". Dalsgaard mener, at vejen dermed er banet for den handlekraftige mand og et nyt system i stedet for det nuværendes liberale fallitbo.

Jeg både håber og tror Dalsgaard tager fejl. Det er meget muligt, at velfærdsstaten, som vi kender den, vil ændre sig, men heldigvis tror jeg, at europæerne er kloge nok til netop ikke at falde for fristelsen for den såkaldte handlekraftige mand, som de røde, sorte og brune valgte sidste gang, vi havde finanskrise og økonomisk recession i 1930'erne.

Fælles for kommunismen, nationalsocialismen og fascismen er først og fremmest, at det er autoritære ideologier, der taler for en hierarkisk organisering af samfundet og underordning af det enkelte individs interesser. Dalsgaard har ret i, at der på de værste dage under finanskrisen i det sene efterår 2008 kom der meldinger om, at Karl Marx’ Das Kapital, Kapitalen, og Adolf Hitlers nationalsocialistiske Mein Kampf, Min kamp, var begyndt at sælge igen.

Heldigvis er både amerikanerne og europæerne kommet til fornuft. Vi ved godt, at det ikke er de røde, sorte og brune vi skal lytte til igen.

Ifølge data fra TitleZ, en virksomhed, der opgør bogsalget for online bogforhandleren Amazon, er den kvindelig filosof Ayn Rand nu den førende ideologiske forfatter. I hendes roman "Atlas Shrugged" fra 1957, beskriver hun, hvad der vil ske i USA og resten af den vestlige verden, hvis politikerne overregulerer markedskræfterne og begrænser vores frihed med skatter og afgifter. Slutresultatet er et moralsk og økonomisk kaos. I stedet skal mener hun, at vi skal passe på ressourcerne. Både menneskelige og de økonomiske.

Det moralske og økonomiske kaos vi oplever i øjeblikket er ikke resultatet af et frit, retfærdigt og liberalt samfund, men snarere konsekvensen af en velfærdsstat, der har vokset sig for stor og for stærk. Ikke bare i Danmark, men i næsten alle lande i EU og også i USA. Det ved alverdens kunder hos Amazon åbenbart godt, og det er et positivt tegn i en yderst kritisk tid.

Af Kasper Elbjørn

Ingen skal tvinges

I Sjællandske 2.2. roser Sofie Carsten Nielsen fra Det Radikale Venstre, at de borgerlige partier i Sverige har fremsat et forslag om, at alle uanset køn og seksuel orientering skal have retten til at indgå ægteskab. Hun håber, at den danske regering vil lære af sine svenske søsterpartier, og fremsætte forslaget i Danmark.

Jeg er enig i, at staten ikke skal blande sig, i hvem man gifter sig med. Derfor ville jeg til enhver tid støtte en udvidelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Artikel 12 til også at omfatte homoseksuelle her i landet. I Artikel 12 står der: »Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, der giver regler om udøvelsen af denne ret.«

Problemet er, at Sofie Carsten Nielsen også vil tvinge de andre lande i EU til at udvide retten til at indgå ægteskab. Hun truer sågar med at fremsætte forslaget i Europa-Parlamentet, hvis hun bliver valgt den 7. juni til Parlamentsvalget.

Det er forslag som disse, der er med til at undergrave opbakningen til EU. Hverken Europa-Parlamentet eller nogen anden institution i EU bør påtvinge medlemsstaterne værdier eller kulturmønstre, som landene ikke selv ønsker.

EU skal fokusere på det, som EU gør bedst, nemlig at nedbryde barrierer mellem markeder og mennesker. Når disse barrierer er væk, vil det også være meget lettere at forandre værdier og kulturmønstre gennem argumenter og uddannelse.

Værdier og kulturmønstre, uanset hvor meget vi ønsker at forandre dem, bør ikke blive bestemt af overstatslige institutioner som EU.

Af Kasper Elbjørn

EU kan gå forrest

Man kan godt mærke , at Dan Jørgensen ( S) har siddet nede i Bruxelles de sidste fem år. I mellemtiden er de politiske partier kravlet op fra de traditionelle skyttegrave og ned i et stort hul på midten af dansk politik.

Dermed mister vi en masse alternative løsningsmodeller for vores land, fordi partierne flokkes om midtervælgerne, men det skaber også en masse nye muligheder. En af dem er en skattereform, og oppositionen lige fra De radikale over Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti skal have ros for at give regeringen en chance for at lave en større reform.

Dan Jørgensen skriver her i avisen 2/ 2, at der ikke er råd til bedre infrastruktur, hvis danskerne får skattelettelser. Han burde vide bedre. Begge dele kan skabe vækst. Det viste de socialdemokratiske regeringer i 1990' erne, selvom det ud fra en økonomisk betragtning bedre kan betale sig at lette skatten, hvis man skal have gang i økonomien. Derudover er det også mere retfærdigt at give danskerne skattelettelser, så vi selv kan bestemme, hvordan vi vil bruge vores penge. Ligesom det værste vi kan gøre nu, er at hæve skatten.

Jeg er enig med Dan Jørgensen i, at den globale recession, som begynder at tegne sig, er større og værre i omfang end nogensinde tidligere, og at den kun kan løses globalt.

Hvis vi skal løse krisen, må vi arbejde sammen, og det europæiske samarbejde indenfor EU er et godt sted at begynde. Men det kræver et åbent sind på tværs af landegrænser og ideologiske skel.

Problemet er, at Dan Jørgensen allerede har taget det første spadestik ned i en af de gamle ideologiske skyttegrave, som vi må undgå, hvis vi ønsker en fælles løsning, der kan genskabe væksten i Danmark og Europa og resten af verden. I stedet skal vi være åbne for alle løsningsmodeller samtidig med vi værner om vores personlige og økonomiske frihed og arbejder for mere frihandel for at sætte gang i verdensøkonomien igen.

Præsident Obamas bemærkning forleden om, at amerikanerne skal købe amerikanske varer, » Buy american « , er heller ikke den rigtige vej at gå. Protektionisme vil også blot forværre krisen. Frihed og frihandel er derimod vejen frem, og EU kan gå forrest, hvis vi vil.

Af Kasper Elbjørn

EU er hvad vi gør det til

Socialdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet Dan Jørgensen skriver i Midtjyllands avis d. 2/2, at Rina Ronja Kari tager fejl, når hun i et indlæg her i avisen 27/ 1 kalder EU for et liberalt projekt. Heri har han helt ret, selvom tonen måske er lidt barsk. EU er hverken et liberalt eller et socialistisk projekt. EU er, hvad man gør det til, og det er det, der gør samarbejdet så interessant, men det er også derfor man altid skal forsøge at præge samarbejdet.

Modsat Jørgensen og Kari er jeg liberal, og jeg mener bestemt ikke, man kan kalde EU for et liberalt projekt, men hvis vi skal have genskabt troen på, at EU er den bedste garanti for fred og frihandel, skal vi liberale vinde kulturkampen, ligesom vi vandt den i 1980erne, hvor vi skabte fællesmarkedet, og ligesom vi tabte den i 1990erne, hvor den sociale dimension i samarbejdet lagde troen på EU i graven.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det liberale og det europæiske igen kan gå hånd i hånd fordi frihed og frihandel, det er og bliver fremtiden for Europa. Vi skal tilbage til den liberale vej. Vi skal så at sige tilbage til fremtiden.

Af Kasper Elbjørn

Lieberman - mere end en højrenationalist

Det skortede ikke med fy-ord i de danske morgenudsendelser i radio og TV i går efter det israelske valg. Højreorienteret, nationalistisk, højre-nationalistisk - og Danmarks Radio gik så langt, at man i radioavisen flere gange kaldte valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu, for ultra-nationalistisk.

Det gjorde terrororganisationen Hamas i øvrigt også. Dén lader vi lige stå et øjeblik.

Sandheden er mere nuanceret. Når det gælder den økonomiske politik, ligger Liebermans parti på linje med Socialistisk Folkeparti. Man accepterer markedsøkonomien, men ønsker ikke ubetinget at frigive de frie markedskræfter.

Det kan næppe kaldes højreorienteret.

Avigdor Liebermans parti er heller ikke mere nationalistisk end de danske partier, der ofte handler ud fra kortsigtede, nationale interesser.

Derudover er partiet faktisk tilhænger af medlemskab af NATO og endda også EU, men især kendt for at gå ind for et sekulært samfund, hvor stat og kirke er adskilt.

Det er snarere partiets holdning til Mellemøst-konflikten, der skiller partiet ud fra de andre partier i Israel.

Lieberman mener ikke, at konflikten handler om, hvor grænserne til Israel skal gå, men derimod om kultur og værdier. Derfor har han også tilkendegivet, at han er villig til at afgive israelsk territorium for at gøre de to stater i en to-statsløsning mere homogene.

Til gengæld gør han gældende, at israelere, der ikke anerkender Israel, ikke kan være israelske statsborgere, ligesom han ikke mener, at Israel skal forhandle med lande, der ikke accepterer Israels ret til at eksistere. Hermed rammer han et ømt punkt hos de jødiske israelere, som på tværs af partitilhørsforhold i stigende grad mener, at de arabiske israelere er mere loyale over for Hamas end de er over for Israel.

Årsagen til, at Avigdor Liberman fik så stor succes ved valget i tirsdags, skyldes dog først og fremmest, at han formåede at fremstille sit parti, der på dansk hedder Vort Hjem Israel, som et nyt folkeparti, der ikke kun henvender sig til den oprindelige vælgergruppe, de russiske indvandrede, men er et frisk pust i israelsk politik. Når strategien lykkedes for Lieberman, skyldtes det formentlig skuffelsen over regeringspartiet Kadima, der blev dannet af tidligere premierminister Ariel Sharon umiddelbart inden valget i 2006.

Sharon oplevede aldrig sit partis valgsejr i 2006. Umiddelbart efter valgkampen var skudt i gang, blev han ramt af flere massive hjerneblødninger og har siden ligget i dyb koma. I stedet blev Ehud Olmert premierminister, og han har ikke været nogen succes.

Det indså Lieberman, der efter sidste valg blev en del af Olmerts koalitionsregering.

Umiddelbart efter præsident George W. Bush' besøg i Israel i januar 2008, hvor han prøvede at presse de israelske politikere til at holde Olmert flydende på grund af fredsprocessen og på trods af korruptionsanklager, forlod Lieberman Olmerts synkende skib. Det var et klogt valg, der senere gav ham massiv vælgeropbakning.

AVIGDOR LIEBERMAN BLEV født i den del af det tidligere Sovjetunionen, der i dag hedder Moldova. Han immigrerede til Israel i 1978 og fik senere en kandidatuddannelse fra Jerusalems universitet.

I 1990erne var han generalsekretær for Likud og en af Benjamin Netanyahus allierede. Han fungerede endda som stabschef for Netanyahu, da Netanyahu første gang var premierminister 1996-1999. I 2001 blev hans nydannede parti optaget i Ariel Sharons regering, og Lieberman blev minister for infrastruktur 2001-2002. I 2006 gik han med i Ehud Olmerts regering for at holde de nye russiske partier fra magten, og der var sikkert mange fra både Likud og Kadima, der så en fordel i, at det netop var Lieberman, der holdt styr på de russiske israelere og ikke de russiske oligarker, der var flyttet til Israel siden Sovjetunionens sammenbrud.

»Israel har ret til at kræve fuld tilslutning fra alle sine borgere. Den, som ikke er parat til at anerkende Israel som en jødisk og zionistisk stat, kan ikke være borger i landet«, sagde Lieberman i en tale på Saban Center for Middle East Policy i Washington tilbage i 2006, da han som nyudnævnt minister i Olmerts regering forklarede sin holdning til Mellemøst-konflikten. Han påpegede endvidere: »Fredsprocessen er baseret på tre grundlæggende falske præmisser: at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabilitet i Mellemøsten, at konflikten er territorial og ikke ideologisk, og at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten«. Uanset hvad man ellers mener om Avigdor Lieberman og hans parti, Yisrael Beiteinu, bør man tænke lidt over denne nye tilgang til konflikten. Ikke mindst i lyset af at der trods utallige fredsforsøg stadig ikke er fred mellem Israel og de arabiske lande. Og hvis Yisrael Beiteinu bliver tungen på vægtskålen, når præsident Shimon Peres en af de kommende dage skal pege på en forhandlingsleder, vil Liebermans betragtninger om Mellemøst-konflikten uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle fremover.

Det havde derfor været interessant, hvis de danske medier havde brugt morgennyhederne i går til at analysere sig frem til, hvad Liebermans syn på konflikten vil betyde for fredsprocessen i stedet for at bruge tiden på at brændemærke et politisk parti med symboler, der tilhører det 20. århundrede.

Af Kasper Elbjørn