Blog (Side 11)

Tjekkerne viser vejen for EU

 

Det tjekkiske EU-formandskab viste tænder allerede de første dage efter, at formandskabet rykkede fra Paris til Prag. Tjekkerne lod klart og tydeligt forstå, at Israels angreb på terrorbevægelsen Hamas var »defensivt, ikke offensivt«.

Det var klar og ærlig tale og afspejler, at tjekkernes holdninger er formet af erindringen om den sovjetiske besættelse under Den Kolde Krig.

Tjekkerne og de andre nye medlemslande ved bedre end nogen, at når det ligner terror, når det lugter af terror, så er det nok terror. De er et frihedselskende folk, der ikke finder sig i noget.

Men Israels krig mod terrorbevægelsen Hamas bliver ikke tjekkernes største udfordring de næste måneder. Millioner af husstande i Europa har fået vinterkulden at føle som følge af gas-krigen mellem Rusland og Ukraine.

Gas-krigen er opstået, fordi russerne og ukrainerne ikke kan blive enige om en ny aftale om levering af naturgas. De kuldsejlede forhandlinger resulterede i, at Rusland skruede ned for naturgasleverancerne til Ukraine 1/1.

Lukkede næsten for gassen

Natten til 6/1 gav Ruslands premierminister Vladimir Putin sin accept af, at det statskontrollerede Gazprom reducerede leverancerne yderligere til det, der kaldtes et teknisk minimum.

Leverancerne til resten af Europa blev omgående ramt, og EU sendte delegationer til Moskva og Kiev i et forsøg på at få genoptaget forhandlingerne. Officielt fastholdt Europa-Kommissionen, at der var tale om en kommerciel konflikt og ikke en politisk strid, men sandheden skal findes hos det tjekkiske EU-formandskab. Igen.

Den tjekkiske statsminister, Mirek Topolanek, der også er EU-formand, var ikke sen til at erkende situationens alvor og erklærede, at hvis der ikke fandtes en løsning, måtte man indkalde til et topmøde mellem statslederne fra Ukraine, Rusland og Tjekkiet samt kommissionsformand José Manuel Barroso.

Topolaneks topmøde blev aldrig til noget, men strategien var med til at presse russerne til at åbne for gashanerne igen. Mirek Topolanek vidste, at Putin aldrig ville tillade, at hans præsident gik til forhandlinger med ærkefjenden fra den tidligere sovjetstat, Ukraines Præsident Viktor Yushchenko, og den gamle frihedskæmper fra Prag, Præsident Vaclau Klavs.

Putin gav sig

Hellere åbne for gassen end acceptere Ukraine og Tjekkiet som ligeværdige partnere har Putin formentlig tænkt.

På seks dage formåede det tjekkiske EU-formandskab at sætte russerne skakmat og melde klart ud i forhold til demokrati og terror.

Det er mere end det franske EU-formandskab formåede på seks måneder.

Alt imens påbegyndte tjekkerne deres vigtige EU-dagsorden, der meget sigende går under sloganet: Europe without barriers - Europa uden barrierer.

Et EU, der arbejder for fred, frihed og frihandel og værner om de værdier, EU blev bygget på, er vejen frem for Europa.

Desuden kan gas-krigen lære os, at hvis EU igen skal blive det håb for fremtiden, som der er brug for, skal vi skabe et bæredygtigt Europa, hvor vi passer på ressourcerne, og hvor vi er uafhængige af stater, der ikke er frie og demokratiske eller støtter terrororganisationer, som er modstandere af de værdier, som EU bygger på. Ikke bare økonomisk uafhængige, men også energiuafhængige.

Hvis den økonomiske vækst og den vigtige energidagsorden samtidig kan gavne miljøet, har vi ramt helt rigtigt. Noget tyder på, at tjekkerne viser Europa vejen frem.

Af Kasper Elbjørn

I dit hjerte ved du, at han havde ret

 dag ville Barry Goldwater fylde 100 år. Goldwater er værd at mindes, fordi han mere end nogen anden politiker personificerede den konservative frihedsbevægelse, der begyndte som et oprør mod Præsident Dwight Eisenhower i 1950erne, senere triumferede ved præsident Ronald Reagans to jordskredssejre i 1980erne, men først for alvor sejrede, da den demokratiske præsident Bill Clinton i bedste Goldwater-stil erklærede: »The era of big government is over«.

Goldwater blev født den 1. januar 1909 i Phoenix, og gik relativt sent ind i politik. Når han alligevel fik så stor indflydelse, skyldes det stemningen i det republikanske parti op til præsidentvalget i 1960. De unge borgerlige havde trofast støttet Eisenhower, men de var ved at få nok. Eisenhower havde ikke gjort noget, som hans Demokratiske forgænger, præsident Harry Truman, ikke kunne have gjort. Tværtimod.

Ungarerne havde råbt efter amerikansk hjælp, da de sovjetiske tropper rullede ind over grænsen under oprøret i 1956. Sovjetunionen havde truet med krig, og for ikke at puste til ilden tillod Eiserhower og hans udenrigsminister John Dulles de sovjetiske styrker at undertrykke ungarernes stærke ønske om frihed, demokrati og markedsøkonomi. Herefter havde kommunisterne haft held til at lancere det sovjetiske rumprogram, Sputnik, og var blevet fejret af alle anti-amerikanere over hele verden. Kommunisten Fidel Castro havde uden synderlig modstand gennemført et militærkup på den lille ø ud for USAs østkyst, Cuba. Men ikke nok med det. Præsident Eisenhower inviterede tilmed Castros vigtigste allierede, slagteren fra Budapest, Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, på besøg i USA.

Den moralske deroute blev ikke bedre af, at Eisenhower stort set videreførte Roosevelts og Trumans velfærdspolitik, hvilket fik den nyvalgte senator Goldwater til at kalde regeringens politik for en »dime-store New Deal«: En dårlig version af præsident Franklin Roosevelts velfærdsprogram fra 1930erne.

Fortvivlelsen var reel, men ingen før Goldwater havde formået at sætte ord på den. Og i løbet af få år genskabte Goldwater de unges tro på det republikanske parti i så høj grad, at han måtte gå til podiet under det republikanske konvent i 1959 for at stoppe en underskriftsindsamling, der havde til hensigt at stille ham op til valget i 1960. Vi skal vokse op og tage vores parti tilbage, jeg tror det kan lade sig gøre en dag, sagde han til forsamlingen. Lad os tage arbejdstøjet på, sluttede han, og lovede dermed, at han ikke udelukkede at stille op til præsident.

Den borgerlige frihedsbevægelses politiske bibel blev Goldwaters lille billigbog til 3 dollars, The Conscience of a Conservative, der udkom i kun 10.000 eksemplarer og blev totalt forbigået af de toneangivende medier. Den politiske elite havde ikke set frustrationen hos de unge, og vidste derfor ikke, at bogen ramte lige ind i fortvivlelsen over, at Eisenhower havde spildt otte år ved magten. I bogen skriver Goldwater, hvad der gik galt efter Den Store Depression, og hvordan amerikanerne kommer videre og får genskabt troen på den amerikanske drøm, ligesom man her for første gang kan læse, hvordan USA kan bringe sovjetimperiet til fald. En strategi, som Ronald Reagan fulgte til punkt og prikke.

Goldwater sagde ja til at blive præsidentkandidat i 1963 i visheden om, at han skulle stille op imod sin gamle ven, præsident John Kennedy, der havde vundet knebent over Nixon i 1960. Men ligesom den skæbnesvangre kugle tog Kennedys liv, tog den også livet af kampagnen. I stedet for Kennedy blev Goldwaters modstander, Lyndon B. Johnson, præsident.

Goldwater vidste, hvad han gik ind til. Han havde tidligere kaldt Johnson indbegrebet af paranoia og kynisme, og valgkampen blev da også en ulækker omgang, som republikanerne slet ikke var forberedt på. Goldwater blev kaldt alt lige fra fascist til racist og tabte stort. Men siden er valget blevet kaldt »a glorious disaster«, en glorværdig katastrofe, hvor man måske nok tabte valget, men skabte fundamentet for noget meget større: En ny borgerlig revolution. En af de unge, der deltog i kampagnen, John William Middendorf, der senere blev minister i Nixons regering, har skrevet en fremragende bog af samme navn. En bog som alle vi, der var aktive i Venstres valgkamp i 1998, burde have læst - for 10 år siden!

Mange konstaterede efter præsidentvalget i 1980, at det tog 16 år at tælle stemmerne, og Goldwater vandt. Det var selvfølgelig Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater som Reagan kunne have genskabt troen på USA efter Vietnam-krigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode. Han samlede det republikanske partis tre fløje: de palæokonservative med deres drøm om et USA af små selvstændige erhvervsdrivende, de neo-konservative med deres antikommunisme og accept af en stor offentlig sektor, og libertarianerne, der afviser utopier og vil have skatterne ned, flere i arbejde og vækst. Men uden Goldwater, ingen Reagan.

»In your heart you know he's right«, lød Barry Goldwaters valgslogan. Han lærte os, at hvis staten er så stor, at den kan give os alt, hvad vi vil have, er den også stor nok til at tage alt, hvad vi har. Det er værd at huske på i dag på hans 100 års fødselsdag, hvor verden igen har brug for en Goldwater, som har modet til at gå imod strømmen og sætte en ny visionær dagsorden, der kan sikre vores personlige og økonomiske frihed samt redde stumperne af vores frie samfund.

Af Kasper Elbjørn

Den georgiske test

Den kolde krig er ovre. Alle lande har ret til at bestemme, hvilken retning de vil bevæge sig i, sagde Europa-Kommissionens formand José Manuel Barroso, da han annoncerede Kommissionen for nye naboskabsaftaler med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine i onsdags.

»Én ting er fælles for landene. De betragter unionen som eksempel på god regeringsførelse og en betingelse for økonomisk vækst. Og de vil gerne tættere på«, sagde Barroso.

Heri havde han helt ret, og det var ikke en dårlig dag at give de tidligere socialistiske diktaturer et klap på skulderen. Natten forinden fik Rusland lovning på genoptagelse af de diplomatiske forhandlinger i NATO-Rusland Rådet, mens Georgien og Ukraine måtte gå tomhændede hjem uden at rykke tættere på medlemskab af NATO.

Det var et forkert signal at sende både til Rusland og til Ukraine og Georgien, fordi det må bestemt gøre ondt på Georgien og Ukraine igen at få smækket NATO-døren lige i hovedet, mens Rusland bliver belønnet uden årsag. NATO havde ellers forleden en mulighed for at vise, at organisationen ikke er præget af splittelse efter afvisningen af georgisk og ukrainsk medlemskab tilbage i april, der udløste en krig mod Georgien et par måneder senere.

En af hovedårsagerne til at man heller ikke ønskede at begynde optagelsesforhandlinger i foråret, var ifølge NATO-landene at landegrænserne ikke var sikre nok til at begynde et formelt samarbejde via den såkaldte Member­ship Action Plan. Membership Action-planen kan på sigt føre til medlemskab, men den er samtidig en rigtig god gulerod for de lande, der trænger til at få en med pisken og respektere menneskerettighederne, gennemføre markedsreformer, bekæmpe kriminalitet og korruption m.v.

Resultatet af NATO-topmødet var ikke overraskende, at landegrænserne blev netop det, som NATO havde advaret imod: usikre. Det skete, da russiske tropper rykkede ind over grænsen til Georgien i sommer. Mere usikre grænser kunne Tyskland og andre af de europæiske lande, der ikke ønskede at skade forholdet til russerne, næppe have ønsket sig.

Russerne gjorde invasionstropperne klar nord for grænsen og da georgierne kom til Sydossetien sydfra for at skabe stabilitet i området, efter nogle russiskstøttede oprørsgrupper havde prøvet at skabe ballade, væltede de russiske tropper ind over grænsen til det demokratiske land med undskyldningen om, at de ville passe på russerne i området.

Resultatet af krigen var ikke blot, at Georgiens infrastruktur blev ødelagt og økonomien forværret, men også at Rusland fik held til at dele den frie verden i to.

På den ene side står i dag USA og de nye medlemslande fra Østeruopa, der alt for godt kender russernes magtspil. Og på den anden side står lande som Tyskland med den tyske udenrigsminister i spidsen, som stærkt inspireret af den tidligere socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, ikke ønsker, at handelsrelationerne til Moskva lider skade.

Frankrig tilhører normalt denne fraktion af lande, der heller ikke ønsker at skade forbindelserne til Rusland. Men den franske regering har prøvet at stille sig mere neutralt denne gang, formentlig fordi landet har formandskabet for EU.

Dertil kommer, at franske meningsdannere på tværs af det politiske spektrum har talt Georgiens sag.

Under overskriften »SOS Géorgie? SOS Europe!« skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération den 14. august, at den »georgiske test« vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien og støttede i øvrigt den konservative præsident Sarkozy ved valget i 2007. Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten. Han er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy denne gang med én stemme, og deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod Rusland, så afslører vi os selv som papir-tigre. Og det er bestemt afgørende, at vi viser russerne, at vi ikke ligger under for deres olie og gas, hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede.

Det gjorde NATO ikke i tirsdags. EU er ikke meget bedre. For nylig anbefalede Europa-Kommissionen at genoptage partnerskabsforhandlingerne med Rusland. Rusland svarede igen med dagen efter at true med at sætte missiler op langs Østersøen. Man kan håbe, at kommissionsformand Baroso havde lært af lektien, da han annoncerede de nye naboskabsaftaler. I hvert fald var det et passende budskab netop dagen efter NATO-topmødet.

Vores egen udenrigsminister Per Stig Møller (K) sagde efter NATO-topmødet, at hverken Georgien eller Ukraine var i en position, »hvor de kan lave et tiger-spring frem« mod NATO-medlemskab. Det er sørgeligt, hvis han virkelig ser sådan på det, men værre er, at vi risikerer at afsløre os selv som papir-tigre, som hverken kan springe eller gå, og ingen kan regne med.

Af Kasper Elbjørn

EU i bedring efter landbrugsreform

 

Alle vi, der på trods af vores begejstring for det europæiske samarbejde, har brokket os over EU's landbrugsstøtte, kunne sidste torsdag fejre en lille sejr. EU's landbrugsministre blev natten til torsdag enige om at støtte fødevarekommissær Mariann Fischer Boels såkaldte sundhedstjek af landbrugsstøtten.

I løbet af nattens forhandlinger blev der skåret i den direkte landbrugsstøtte. Alle landmænd, der modtager mere end 5.000 euro i direkte støtte, får deres betalinger reduceret med 5 pct., og pengene bliver i stedet overført til budgettet til udvikling af landdistrikterne. Denne sats vil blive forhøjet til 10 pct. i 2012.

Alle landmænd, der modtager over 300.000 euro om året, vil få deres tilskud yderligere reduceret med 4 pct.

Det er besynderligt, at man på den måde straffer landmænd, der har succes, og belønner dem, der har mindre succes, men det er trods alt fornuftigt, at støtten reduceres.

Allerede i 2003 reformerede man den fælles landbrugspolitik. En væsentlig del af støtten blev omlagt fra hektarstøtte og såkaldte dyrepræmier til en afkoblet, direkte støtte.

Afkobling betyder, at støtten ydes uden krav om en bestemt produktion. Tidligere koblede man støtten med krav om, hvad landmanden skulle producere, og man fristes til at skrive, at Sovjetunionens diktatorer ikke kunne have udtænkt en bedre politik.

Erfaringen med 2003-reformen viste da også, at afkoblingen ikke medførte dramatiske ændringer i produktionsstrukturen i EU som helhed, men tværtimod fik landmændene til at producere det, som markedet efterspørger, på en mere bæredygtig måde.

Den gode nyhed er, at Mariann Fisher Boel natten til torsdag fik overtalt EU's ministre til én gang for alle at afskaffe den resterende koblede støtte. Det er en stor sejr for hele Europa.

EU's målsætning om, at 10 pct. af energiforbruget i transportsektoren skal udgøres af biobrændstoffer, mens over en tredjedel af USA's majsproduktion allerede hældes i benzintanken hvert år, fik priserne på fødevarer til at stige i uhørt grad omkring årsskiftet.

Uanset hvor moralsk forkasteligt biobrændstof måtte være, er der dog ikke grund til krisestemning. Det gælder også, når man ser på det generelle forbrug af fødevarer. Forbruget vokser bestemt hurtigere end fødevareproduktionen.

Det er endnu en af globaliseringens positive konsekvenser. Flere nationer bliver rigere, og folk spiser mere og bedre, men udviklingen sker så langsomt, at vi ikke burde have et problem endnu og måske aldrig får det, fordi markedet af sig selv kompenserer ved at producere flere fødevarer. Det samme gælder befolkningsudviklingen.

Alligevel førte de stigende priser til det, vi kender som fødevarekrisen. Det skete især, fordi der skabtes en kunstig knaphed på verdensmarkedet og dermed en kunstigt høj verdensmarkedspris.

Flere lande indførte eksportkontrol og begrænsede eksporten af fødevarer og bidrog dermed i højere grad til hamstring og højere priser end de lande, der udnyttede de stigende fødevarepriser til at afsætte deres varer på verdensmarkedet.

Ikke mindst prisen på mælkeprodukter blev berørt af fødevarekrisen, og Mariann Fischer Boel brugte de stigende priser til at tage et endeligt opgør med de berygtede EU-mælkesøer og -smørbjerge, der var genstand for hidsig debat i 1980'erne.

Planøkonomiens anstødelige konsekvenser kan næsten ikke illustreres bedre end med mælkesøerne og smørbjergene, og selv om fødevarerne igen har fundet et mere normalt prisleje, forøges mælkekvoterne med én procent årligt de næste fem år, inden de skal endeligt udfases i 2015.

Det er den rigtige vej at gå. Derudover er der en teknisk tilpasning, der giver Danmark en yderligere stigning på 2 pct. fra 2009, som mælkeproducenterne kan glæde os over.

Mariann Fischer Boel er, siden hun fremlagde sin plan, blevet kaldt alt fra ultra-liberal til personificeringen af afkoblingen.

Det var ikke venligt ment, og forhandlingerne torsdag nat, der blev til tidlig morgen, er et godt eksempel på, at det har været en svær kamp at nå til enighed om de tiltag, der trods alt nu gennemføres.

Sundhedstjekket blev dog aldrig den helt store operation, som man kunne have håbet på, og som bestemt er nødvendig. Patienten er ikke rask, men den er i bedring og smitter ikke nær så meget, som tidligere.

Omvendt viser sundhedstjekket, at fremlægger man en ambitiøs plan, der kan synes umulig at få gennemført, kan man nå så meget længere, end hvis man opgiver på forhånd, sætter sig uden for døren og surmuler, fordi det hele ikke er, som man gerne ville have.

Af Kasper Elbjørn

Min tale til VU aftenen før præsidentvalget 2008

kaver.jpg

Uanset hvem der vinder valget i nat, så vinder USA. Der er tale om to fremragende kandidater. På hver deres måde repræsenterer de bedste ved USA.

I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker har visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

John McCain repræsenterer de første rettigheder i denne sætning. På linie med Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt har han gennem hele sit liv kæmpet for menneskers umistelige ret til et liv i frihed.

Barack Obama er indbegrebet af den amerikanske drøm.

Ligesom Ronald Reagan og Bill Clinton repræsenterer han amerikanernes stræben efter lykke.

Begge to vil skabe forandring og forandringen skal genskabe troen på Amerika og på ordene i Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson skrev for 232 år siden.

De har samme mål, men vil bruge forskellige midler til at nå målet.

Årsagen til, at jeg er her i dag og stiller op til Europa-Parlamentet er faktisk lidt den samme.

Jeg vil gerne være med til at genskabe troen på det europæiske samarbejde i EU.

Men det kræver, at EU vender tilbage til det, som EU er bedst til, og gør det sammen med USA og resten af den frie verden.

Mine politiske holdninger blev formet tilbage i frihedsåret 1989.

Der skete en masse ting i 89.

Først var der Massakren på den Himmelske Freds Plads i Kina.

Massakren repræsenterede alt, hvad jeg var imod.

Det var socialismen, der udfoldede sig og viste sit sande ansigt, da de kinesiske soldater skød på de studerende, fordi de sagde sandheden om det socialistiske regime i Kina.

Det var ikke den vej, jeg ønskede Vesteuropa skulle gå.

Dengang var Europa stadig delt med en mur ned igennem hele Europa.

Og planøkonomien og den socialistiske statsterror havde vist sig at være et helvede for østeuropæerne.

Vesteuropas nationer var derimod frie og velfungerende demokratiske nationer, der skabte vækst og velstand ved hjælp af markedsøkonomien.

Sammen havde Vesteuropas ledere skabt EFs Indre Marked.

Gennem Indre fællesmarked havde landene udviklet en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa ALDRIG før havde kendt magen til.

Årsagen var selvfølgelig, at man afskaffede handelshindringer, og gjorde livet lettere for europæerne.

Det blev lettere at bevæge sig rundt i Europa, og det blev lettere at handle med hinanden.

Frihandlen sejrede over hele Europa.

Og sammenhængskraften i Vesteuropa blev styrket, fordi man gik den liberale vej.

Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at EU var en fantastisk platform for et lille land som Danmark i en globaliseret verden.

Det lyder lidt som en kliche, men al det liberale kom fra Bruxelles.

Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, Baltikums frihed og Tysklands genforening – har Europa lullet sig i søvn.

Man troede alt var godt.

Det var sket før!

I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere HELLER IKKE de nye trusselstegn alvorligt.

På nær én mand. Det var Winston Churchill.

Og den 19. september 1946 holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for ”United States of Europe”.

Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie.

Så fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie.

Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden.

Og Churchill opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Her 7 år efter terrorangrebet i New York og Washington, synes jeg, man kan sige, at selvom terrorangrebet var forfærdeligt - kan vi også lære af angrebet.

Lidt ligesom Churchill mente, at vi skulle lære af Anden Verdenskrig.

Der er dog en forskel – fordi jeg synes ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. 

Jeg synes, vi skal - tilbage til fremtiden og frihed og frihandel – dét er fremtiden!

Frihed og frihandel –  kan genskabe troen på EU.

Det er også derfor, at jeg er tilhænger af John McCain.

McCain er er gammel mand, men hans budskab er fremtidssikret.

Obama siger han vil tage fra dem, der arbejder hårdest og tjener mest og sprede velstanden.

Men det har vi prøvet i Europa. Ikke mindst her i Danmark.

Resultatet er at Danmark i dag har den mindste vækst i OECD.

McCain vil skabe vækst. Og han vil gøre det gennem frihed og frihandel.

Han ved, at mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden

USA er - ud over EU og Norge - Danmarks vigtigste eksportmarked.

Mere protektionisme vil ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik.

Derfor tror jeg McCain vil være bedst for Danmark og Europa.

Den frie verden må arbejde sammen genskabe troen på Thomas Jeffersons ord i uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker har ret til et liv i frihed og ret til at stræbe efter deres egen lykke.

Af

Verden har brug for McCain

På tirsdag skal USA vælge, hvem der skal lede den frie verden de næste fire år. Det er et af de mest interessante præsidentvalg i mange, mange år. Uanset om amerikanerne vælger Demokraternes Barack Obama eller Republikanernes John McCain vil det have stor indflydelse på Danmark og resten af Europa. Målet for dem begge er forandring, men midlerne er forskellige. Og forandring er der brug for efter næsten 20 år med enten en Bush eller en Clinton i Det Hvide Hus. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken forandring amerikanerne vælger.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Barack Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama. Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der var brug for forandring, var inspirerende. Hillary Clinton repræsenterede derimod mere af det samme. Mere Clinton. Mere Bush. Derudover var hun tilhænger af at befri Irak i 2003 og vælte Saddam Husseins styre, hvilket dengang fyldte meget i amerikanernes verdensbillede. Det blev hendes skæbne.

Republikanerne ønskede også forandring. Derfor valgte de John McCain som deres præsidentkandidat. McCain var outsideren, der oprindeligt havde stillet op mod George W. Bush og med en ukuelig intrigritet og stædighed havde fastholdt sine politiske holdninger og stået fast på sine principper gennem hele sin karriere.

Historien om John McCain er betagende og afføder den dybeste respekt. Og her tænker jeg ikke kun på hans politiske karriere.

McCain fulgte familietraditionerne og blev som ung mand optaget i det amerikanske flådeakademi. I sommeren 1967 blev han sendt til Vietnam for at deltage i Vietnamkrigen, og 23. oktober samme år fløj han sit 23. bombetogt over Nordvietnam. Men denne gang gik det galt. Hans fly blev skudt ned af et missil over Hanoi. McCain brækkede begge arme og et ben i styrtet og var nær druknet, da han landede med sin faldskærm. Han blev gennembanket, da de nordvietnamesisiske soldater fandt ham, og blev herefter taget til fange.

Da det kommunistiske styre senere opdagede, at hans far var en berømt amerikansk admiral, tilbød man ham at blive frigivet, men McCain afslog, da han ikke ønskede særlige rettigheder på grund af sin baggrund, ligesom han vidste, hvor meget historien ville skade USAs omdømme, hvis den kom frem. I stedet forblev han fængslet på det frygtede »Hanoi Hilton« indtil krigen stoppede i 1973.

Når jeg i dag - på trods af Barack Obamas inspirerende taler - støtter McCain, er det imidlertid ikke på grund af hans baggrund, men fordi McCain repræsenterer den forandring, som er bedst for Danmark og Europa.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne, og Obama hører faktisk til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen. Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden hverken brug for Obamas forskrækkede protektionisme eller hans maskerede skatteplan.

Barack Obamas løfte om, at 95 pct. af amerikanerne skal have skattelettelser, lyder bestemt befriende. Tænk, hvis en politiker lovede os det samme! Problemet for Obama er, at amerikanerne er vant til løfter om skattelettelser, der ikke bliver til noget. Den første præsident, George H.W. Bush, sagde stort set det samme. Han lovede faktisk et skattestop, men hævede alligevel skatten. Derfor har amerikanerne brugt de seneste uger til at se Obamas skatteløfte efter i sømmene, og det viser sig, at det, som Obama kalder skattelettelser, blot er omfordeling gennem fradrag og tilskud. Så hellere et skattestop, der holder, fristes man til at sige som dansker.

McCain har bestemt ikke været lige heldig med alle sine forslag til at stoppe finanskrisen. Hans løfte om at hjælpe amerikanerne ud af finanskrisen er velment, men hans plan vil om muligt gøre ondt værre. Han vil lidt groft sagt hjælpe banker, der har misbrugt den overregulering, der har præget finanssektoren, ligesom han vil lade boligejere, der var forsigtige, da de købte deres hus, betale for de boligejere, der tog en chance og købte et hus, de reelt ikke havde råd til. Det er korrekt, at roden til den økonomiske krise skal findes i ejendomsmarkedet, og det er her, man skal tage fat først, men McCains plan vil ikke skabe den ansvarlighed, der er brug for fremover.

McCain synes dog at være kommet til fornuft. Forleden forklarede han, at en bæredygtig økonomi går hånd i hånd med sikkerhed. Det er et ægte budskab om håb og frihed, og vigtigere end nogensinde i en verden, hvor frie, demokratiske stater bliver mere og mere økonomisk afhængige af stater, der hverken er demokratiske, ønsker markedsreformer eller respekterer menneskerettighederne. Måske er det netop dette budskab, der kan redde McCains præsidentkampagne. Det er et troværdigt budskab, fordi McCain om nogen repræsenterer en sikker hånd, når det gælder sikkerhed.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det især John McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne slutte borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater. Han har vist, at han ved, hvad han taler om.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik, end man har set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men McCain har ikke lagt skjul på, at hans energipolitik især skyldes, at han ikke ønsker, at energibehovet overskygger eller overtrumfer kampen for frihed, demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Jeg har dyb respekt for dem, der tror på det bedste i folk og håber på en bedre verden, men jeg er mere tryg ved politikere som McCain, der tør sige tingene ligeud og ønsker at skabe rammerne for en bedre verden med en aktivistisk udenrigspolitik, hvor man - med tidligere præsident Theodore Roosevelts ord - »speak softly but carry a big stick«.

Det er hovedårsagerne til, at jeg modsat mit parti, som er Venstre, håber, at McCain bliver præsident i 2009. Men jeg erkender, at det nok går anderledes. Man skal dog ikke glemme, at det er de små decimaler, der tæller i de sidste dage. Hvis Obama fører med mindre end tre pct. på mandag, kan McCain stadig godt vinde, men hvis Obama fører med mere end ni pct. er det stort set umuligt for McCain at vinde på tirsdag.

Men er det hele så spildt, hvis McCain taber? Nej, McCain har en stor opgave foran sig, selv om han taber. Han skal tilbage i sin gamle rolle som oppositionspolitiker. Ikke kun i forhold til en præsident Obama og hans kommende regering, men også i forhold til den del af det republikanske parti, der ønsker at følge den reaktionære linje, som hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin mere eller mindre bevidst er kommet til at repræsentere. Det er ikke den vej, det republikanske parti skal gå. Der er mere end nogensinde behov for et republikansk parti, der viderefører den stolte frihedstradition fra Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt over Barry Goldwater til Ronald Reagan. Verden har brug for John McCain.

Af Kasper Elbjørn

Derfor er McCain det bedste bud

 

Både Demokraternes Barack Obama og Republikanernes John McCain repræsenterer et stærkt alternativ til præsident George W. Bush. Målet er forandring, men midlerne er forskellige, og i stedet for blot at forblive begejstret over Obamas taler har jeg nærlæst, hvad det egentlig er, han vil. Og det er faktisk årsagen til, at jeg, som antropolog Dennis Nørmark beskriver det i JP 19/10, er endt med at kaste min »kærlighed i den republikanske lejr«.

Jeg lytter altid, når Nørmark skriver og siger noget. Det gjorde jeg også, da jeg for nogle år siden var ansat i Cepos, hvorfor Nørmark blev inviteret flere gange til tænketankens arrangementer.

Men denne gang må jeg melde hus forbi. Måske skulle Nørmark gå lidt mindre op i ligegyldigheder, som hvem der stemmer på McCain, og i stedet gå mere op i, hvorfor de gør det, og hvad det egentlig er for en forandring, de to kandidater ønsker.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama.

Det har jeg tidligere skrevet her i JP tilbage i februar. Dengang gjorde jeg opmærksom på, at Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der er brug for forandring, klart er at foretrække frem for Hillary Clinton.

Årsagerne til, at Republikanerne valgte John McCain, er helt de samme. Jeg havde foretrukket New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, fordi jeg er mere enig med ham, når det gælder værdipolitikken og de indenrigspolitiske områder, men Giuliani formåede ikke at distancere sig fra præsidenten, og derfor er McCain Republikanernes præsidentkandidat i dag.

Interessant fænomen

Jeg er helt enig med Nørmark i, at venstrefløjens begejstring for Obama er et interessant fænomen, da Obama absolut ikke kan kaldes socialist.

Jeg er bestemt også enig med Nørmark i, at man som liberal bedre kan identificere sig med Obama og Demokraterne i væsentlige værdipolitiske spørgsmål, men samtidig er jeg også dansker, og derfor kan jeg ikke tillade mig at gå op i, hvad amerikanerne ønsker med deres skoler, sygehuse og pension.

Ikke at det ikke interesserer mig. Jeg tror vi kan lære meget af hinanden, men først og fremmest støtter jeg John McCain på grund af hans handels-, forsvars-, og udenrigspolitik.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Og her hører Barack Obama altså til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser. Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden ikke brug for Obamas forskrækkede protektionisme.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det ligeledes republikanernes og især McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne ende borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper.

Tiltro til McCain

I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik end set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men udenrigspolitik handler om andet end højere vandstand. Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne i alverdens diktaturer på den frie verdens næste træk, og Obamas ønske om at forhandle sig til en bedre verden har EU ligesom prøvet før uden succes.

Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forlader os på Obamas gode hensigter. Også her vil John McCain være bedre for verden.

Af Kasper Elbjørn

Forudsigelig støtte til Obama

 

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt sagde under et besøg i USA, at hun varmt støtter Demokraternes præsidentkandidat Barack Obama. Det var næppe den helt store overraskelse, men alligevel stor nok til, at historien kunne bringes i Berlingske Tidende.

Thorning-Schmidt oplyste også til avisen, at hun forventer, at statsminister Anders Fogh Rasmussen vil fortsætte det nære forhold til USA med Obama som præsident. Det skulle næppe være det store problem, da Venstres søsterparti i USA faktisk er Demokraterne. Og som bekendt er statsministeren fra partiet Venstre. Republikanernes søsterparti i Danmark er De Konservative. Det efterlader Socialdemokraterne helt alene. Der er simpelthen ingen socialdemokrater i USA. Om det siger noget om danskerne eller amerikanerne, må læserne selv vurdere.

Thorning-Schmidt pegede på tre forhold, der fik hende til at anbefale Obama. Det ene var udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Derudover pegede hun på klimapolitikken samt på en løsning af den finansielle krise. Når det giver anledning til forundring, er det fordi Republikanernes præsidentkandidat John McCain på netop disse tre områder har en langt mere fordelagtig politik for Danmark.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - udover EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, ville mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Jeg medgiver gerne, at præsident Bill Clinton er undtagelsen, der bekræfter reglen, men Obama var meget klar i mælet om sit syn på frihandel under primærvalgkampen mod Hillary Clinton. Det gik især ud over NAFTA - det amerikanske frihandelsområde mellem Canada, USA og Mexico - som han påstod havde kostet amerikanske arbejdspladser, hvorfor han ønskede at genforhandle aftalen.

Øget frihandel kan bestemt koste arbejdspladser på kort sigt, men på lang sigt skaber frihandel økonomisk vækst og dermed arbejdspladser. Det kunne Thorning-Schmidt måske fortælle til Obama. Hun er tidligere EU-parlamentariker og ved, at frihandlen inden for EU har været yderst fordelagtig for medlemslandene. Verden har ikke brug for forskrækket protektionisme i disse tider. Hvis vi overhovedet skal håbe på, at WTO-forhandlingerne bliver bragt til ende, har vi brug for en forhandlingsvenlig amerikansk regering. Især Sydeuropa er skyld i, at alle har opgivet EU. USA er reelt det sidste håb, hvis der skal indgås en aftale.

Thorning-Schmidt fremhæver forsvars- og sikkerhedspolitikken som hoved­årsag til, at hun støtter Obama, men det var McCain, der ene mand forlangte flere tropper til Irak. Da præsident George W. Bush endelig indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl og McCain havde ret, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det altså McCains fortjeneste.

Når det gælder Iran, har Obama indirekte sagt, at han støtter EUs mislykkede forsøg på at forhandle med Iran. McCain har sagt, at forhandlinger med Iran er udelukket. Ingen har dog udelukket at vælte præstestyret med magt, hvorfor de to kandidater ikke ser helt forskelligt på den iranske atomtrussel. Det samme gælder Rusland. Efter krigen mod Georgien sagde McCain, at han ville udelukke Rusland fra gruppen af verdens førende industrialiserede nationer, G7, og hans udtalelse blev fulgt op af Obamas fordømmelse af Rusland.

McCain og Obama er heller ikke så uenige om klimapolitikken. McCain betonede især behovet for energi­uafhængighed, da han fremlagde sin energiplan hos danske Vestas, og begge er tilhængere af et loft for udslip af drivhusgasser.

Begge kandidater har haft svært ved konkret at pege på, hvad de vil gøre ved finanskrisen. Ingen af dem er vilde med finansminister Henry M. Paulsons plan, og det er der god grund til. Det er svært at forsvare, hvorfor staten skal bruge borgernes penge på at redde virksomheder - herunder banker - der går ned på grund af kortsigtede økonomiske dispositioner og misbrug af særregler pålagt af den stat, der nu redder dem. Planen vil redde de store og de rige, og dermed skabe en vis stabilitet, men kernen i krisen er problemerne i ejendomsmarkedet. Det var her, problemerne begyndte, og det er her, krisen kan sluttes. Det er en smule løjerligt, at Thorning-Schmidt støtter Paulsons plan, ligesom det står uklart, hvorfor hun er så begejstret for Obamas finanspolitik. Gælden er vokset i takt med, at velfærdsudgifterne er eksploderet under præsident Bush, og USA har ikke brug for at spendere flere penge på velfærd, som Obama har foreslået. De har snarere brug for det udgiftsstop, som McCain har talt om.

Jeg havde haft respekt for Helle Thorning-Schmidts udmelding, hvis hun havde fokuseret på eksempelvis Obamas ønske om at nationalisere sundhedsvæsenet.

Det lyder måske lidt som en forældet tanke fra det 20. århundrede, men forslaget harmonerer med Socialdemokraternes politik, og det vil formentlig hverken skade EU eller danskerne og dansk økonomi.

I stedet kom der en forudsigelig udmelding blottet for substans og med fokus på områder, hvor McCain enten er enig med Obama eller står stærkere end Obama.

Af Kasper Elbjørn

Småhedsvanvidet

 

Da jeg for nylig skrev i DAGBLADET/ Frederiksborg Amts Avis, at Danmark havde de forkerte undtagelser, havde jeg egentlig forventet, at jubelentusiasterne havde beskyldt mig for fanefl ugt, fordi jeg er medlem af Venstre, der er kendt for at støtte det europæiske samarbejde i EU fuldt og helt. Men måske findes jubelentusiasterne slet ikke, mere eller også har de ligesom mig et mere nuanceret syn på EU end tidligere. I hvert fald viste den efterfølgende debat, at EU-modstanderne slet ikke har rykket sig med tiden.

Rygmarvsreaktionen er de samme sure, reaktionære udfald om, at vi ikke har nogen indfl ydelse, som vi har hørt på, siden vi blev medlem.

Bjørn Atlar spurgte mig således, om jeg virkelig troede, at de store lande ville høre på os, hvis vi blev fuldt medlem af EU igen? Svaret er ja. Hvis vi sætter en fremadrettet dagsorden, der harmonerer med EU's oprindelige formål om at skabe frihed og sammenhængskraft blandt medlemslandene, så er jeg sikker på, at vi får magt, som vi har agt. Problemet er i dag, at ingen har en vision for det europæiske samarbejde. Derfor overlades initiativet til bureaukraterne herunder Kommissionen, som blander sig i alt muligt og umuligt, som medlemslandene bedre tager sig af, imens modstanderne blot kritiserer.

Fri bevægelighed Atlar skriver, at det netop er den frie bevægelighed, der er skyld i, at vi får for mange tilsætningsstoffer i vores mad. Jeg er enig i, at det økologiske ømærke på poserne er vildledende, fordi økologiske æbler fra EU kan være sprøjtet med kobber, som af miljømæssige årsager ikke er tilladt i Danmark. Ligesom der kan være nitrit i udenlandsk økokød. EU's ømærke er defi nitionen på økologi, men alle producenter har mulighed for at uddybe deres produkt på emballagen, og næste gang Atlar køber ind, vil jeg anbefale ham at tage ansvar for sit eget liv og læse emballagen. Jeg er glad for valgfriheden. Jeg køber som regel økologisk, men jeg vil gerne have muligheden for også at købe billigt.

Den Indre Marked har ved at fjerne handelshindringer skabt billigere produkter og større produktudbud.

Det gavner europæerne, og det skaber konkurrence og billigere priser. Det er så at sige EU-samarbejde, når det er bedst.

Atlar lider af det, en tidligere udenrigsminister, Laust Moltesen ( V), kaldte småhedsvanvid, der kan betegnes som en næsten sygelig besættelse af forestillingen om egen lidenhed.

Hvis vi alle gjorde det, ville vores selvstændighed - som Atlar er så bekymret for - først blive truet.

Af Kasper Elbjørn

Tænketank blev en anerkendt spiller

 

Da journalisterne Samuel Rachlin og Bent Blüdnikow første gang præsenterede ideen om at stifte en borgerlig tænketank i Danmark efter amerikansk forbillede, var der ikke mange, der troede, det kunne lade sig gøre.

Det var ikke mindst spørgsmålet om finansieringen, der fik de fremmødte på det indledende møde til at sætte spørgsmålstegn ved ideen. Men forfatteren Claes Kastholm Hansen tog til sidst ordet og sagde, at hvis behovet var så udtalt, som vi mente, det var, skulle pengene også nok komme. Og han fik ret.

VK-regeringen, der blev dannet i 2001, havde bevæget sig så langt mod midten, at den havde efterladt sig et borgerligt tomrum i Danmark.

Resultatet var , at ingen angreb regeringens politik fra en frihedsorienteret, liberal vinkel, og det borgerlige Danmark var nærmest blevet synonym med regeringen. Ikke mindst den kultur- og værdidebat, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde skudt i gang i Weekendavisen i januar 2003, havde vist, at det borgerlige Danmark manglede et intellektuelt tyngdepunkt, der kunne hjælpe med at sætte en borgerlig dagsorden.

Men sporene skræmte. Hidtil havde det ikke været muligt at samle nok penge til at stifte en uafhængig borgerlig tænketank.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds succes og indflydelse på SR-regeringen frem til 1943 var udgangspunktet for at stifte tænketanken Erhvervenes Oplysningsråd. Erhvervenes Oplysningsråd var især aktivt i erhvervspressen frem til 1970'erne, men da hovedsponsorerne trak deres støtte, lukkede Erhvervenes Oplysningsråd.

To konferencer om 'Frihed og fremtid i Europa' i 1980-81 var tænkt som grundlag for en ny borgerlig tænketank, men projektet, som historikeren David Gress stod i spidsen for, blev opgivet. Et andet initiativ blev kaldt Libertas - The Danish Adam Smith Institute. Logoet blev lånt fra Adam Smith Institute i London og var tilmed støttet af instituttet, hvorfra ideen om privatisering var opstået. Men også dette initiativ, som bl.a. inkluderede professor Peter Kurrild-Klitgaard, endte med at blive droppet.

Jeg var så privilegeret at følge bestyrelsens arbejde med at samle pengene ind til tænketanken Cepos i løbet af 2004. Den tidligere konservative forsvarsminister, Bernt Johan Collet, var helt klart drivkraften i dette arbejde. Det var ikke let, men når det lykkedes for ham og bestyrelsen, var det især, fordi han insisterede på, at Cepos skulle være en fagligt uangribelig institution og uafhængig af de politiske partier og økonomiske interesser. Det sidste sikrede man ved at have mange sponsorer i stedet for blot en.

Når Cepos i dag er en anerkendt spiller i den hjemlige debat, er jeg ret sikker på, at det er, fordi Cepos ikke gik på kompromis. Man arbejdede uafhængigt og roste konsekvent tiltag, der skabte mere frihed og retfærdighed, ligesom man forblev kritisk over for tiltag, der skabte tvang og formynderi - uanset om ideerne kom fra regeringen eller oppositionen. Cepos har især været god til at kæmpe den værdikamp, der handler om finanslovens paragraffer.

Værdikampen på den lange bane kommer forhåbentlig senere. Det er en kamp, der handler om dansk åndsliv og især synet på historien. Historien er vigtig, fordi den præger vores syn på samtiden og visioner for fremtiden. Hvis man eksempelvis har fået læst og påskrevet, at økonomisk lighed er godt, er man tilbøjelig til at tro, at det modsatte af lighed er ulighed - når det i virkeligheden er retfærdighed. I de seneste år er der dukket mange flere tænketanke op, ligesom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fået støvet sit image lidt af og nu kæmper side om side med Cepos' økonomer om at sætte dagsordenen i Danmark.

Det er godt, fordi i et samfund uden tænketanke opstår sjældent nye ideer. Tænketanke behøver ikke at tilpasse sig det politisk bekvemme eller mulige. I stedet for at følge folkestemningen kan de sætte en ny dagsorden og dermed sikre, at nye ideer og tanker slår rod blandt meningsdannere, befolkning og politikere. Til gavn for hele samfundet.

Af Kasper Elbjørn