Blog (Side 12)

De forkerte undtagelser

 

Den Europæiske Union leder efter en dagsorden, som europæerne kan forstå, og som europæerne kan forholde sig til. Danmark kan være med til at sætte en ny dagsorden for Unionen, men det kræver, vi igen er fuldt og helt med af det europæiske samarbejde.

EF's Indre Marked udviklede en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa aldrig før havde kendt magen til.

Formålet var at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital mellem medlemslandene, og strategien virkede. Frihandlen sejrede og det nye EF blev en kanon succes. I 1992 stemte danskerne nej til Maastrichttraktaten.

Maastrichttraktaten indeholdt bestemt nogle elementer, som ikke var hensigtsmæssige - især den social dimension - men da den daværende danske regering skulle forhandle en aftale på plads, så vi kunne fortsætte vores medlemskab af EU, fik vi undtagelser på tre områder, der faktisk var fornuftige nok: Det retlige, det økonomiske og det forsvarspolitiske område.

Mister indflydelse Alle tre undtagelser betyder, at vi dag for dag mister indfl ydelse på udviklingen i Europa.

Praktisk har undtagelserne heldigvis ikke den store betydning. Den retlige undtagelser besværliggør den danske deltagelse i bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, men den har heldigvis kun én gang forhindret os i at være med i bekæmpelsen af terror. Det var da Ministerrådet indførte nye funktioner i Schengeninformationssystemet.

Det er én gang for meget, men så er det altså heller ikke værre! Hvorfor ikke være ærlige og sige, at vi ønsker undtagelserne fjernet af politiske årsager.

Ikke af praktiske. Sådan er det også med euroen. Der er ikke rationelle, økonomiske argumenter for at gå ind i eurosamarbejdet, men der er en masse politiske argumenter for at være med.

Værste undtagelse Den værste undtagelse er selvfølgelig forsvarsundtagelsen.

Undtagelsen fra forsvarssamarbejdet betyder, at Danmark ikke kan deltage i planlægning eller udførelse af EU-ledede militære operationer. Dem er der ikke mange af. Ofte er vi til stede som led i FNmissioner eller NATO-missioner.

Derfor kan vi snildt være militært til stede, selvom den økonomiske genopbygning finansieres og udføres af EU. Alligevel har Danmark siden 1993 aktiveret forsvarsundtagelsen 17 gange. Det værste eksempel var i 2004, hvor danske soldater i Bosnien- Hercegovina måtte pakke sammen og rejse hjem, da EU overtog den militære opgave fra NATO.

Danmark må være med til at bære byrden, når udbredelsen af frihed kræver en militær indsats. Forsvarsundtagelsen sender et forkert signal til omverdenen og derfor må forsvarsundtagelsen væk. Jeg mener faktisk, at forsvarsundtagelsen bør stå forrest i rækken af undtagelser, der skal væk.

Hvis vi ønsker, at EU skal arbejde for fred, frihed, vækst og velstand, må vi igen være med fuldt og helt med i samarbejdet. Hvis vi vil undgå, at EU blander sig i alting, og i stedet for at være en klods om benet på danskerne, bliver et håb for fremtiden, må vi af med undtagelserne. For hvem gider at lytte til et medlem, der har det ene ben uden for døren?

Af Kasper Elbjørn

Gløderne fra Den Kolde Krig

Endnu en gang skaber særinteresser og gammelt had splittelse i den frie verden. Ikke engang i Danmark står vi sammen og støtter helhjertet Georgien.

Internationalt har dannet sig to fraktioner. På den ene side står USA og de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste ligesom den amerikanske udenrigsminister til Tbilisi med fuld støtte til Georgien under krigen mod Rusland.

På den anden side står lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønsker, at handelsrelationerne til Moskva lider skade.

Frankrig tilhører normalt samme fraktion, men den franske regering har prøvet at stille sig mere neutralt, fordi landet har formandskabet for EU.

Dertil kommer, at franske meningsdannere på tværs af det politiske spektrum har talt Georgiens sag.

Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den konservative præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten. Han er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland forleden. Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner. Det var klar tale, og man kunne ønske, at alle stod sammen og sagde det samme som de to filosoffer. Også herhjemme. Men sådan er det ikke.

Så sent som 25/8 udtalte SF's udenrigspolitiske ordfører, Holger K. Nielsen, til månedsmagasinet Raeson, at det var Saakashvili, den georgiske præsident, der »udløste konflikten gennem sin militære intervention i Sydossetien.«

Derudover mente han på ingen måde, at Rusland kunne opfattes som en trussel. »Indtil videre vil jeg klappe hesten«, sagde han.

Det kan godt være, der ikke er kold krig i dag, men det lød næsten sådan. Holger K. Nielsen har bestemt ikke ændret retorikken fra dengang, Sovjetunionens ledere holdt det halve Europa fanget i et jerngreb.

Når Holger K. Nielsens bemærkning om Saakashvili er så forargende, er det fordi, præsidenten ikke havde noget valg.

Russerne havde allerede tropperne til invasionen opmarcheret nord for grænsen, da georgierne rykke ind i Sydossetien sydfra. Han måtte beskytte egne statsborgeres liv.

Europa og USA puster til gløderne, som vi aldrig fik slukket efter Den Kolde Krig, hvis ikke vi tager klar afstand fra Ruslands adfærd.

Næsten gang er det Ukraine. Og selv medlemmer af Nato som Polen er blevet truet.

Estland, Letland og Litauen, der indtil i dag kun har været frie nationer, når Rusland har været svagt, havde god grund til at tage til Georgien sammen med Polen forleden. De vil næppe føle sig trygge med en bemærkning om, at de bare skal klappe hesten.

Nato og EU må derimod se at komme op på hesten. Medlemskab af Nato og senere måske også EU er den eneste vej frem, hvis vi fortsat ønsker frihed, demokrati og markedsøkonomi i Europa.

Af Kasper Elbjørn

Ruslands uacceptable adfærd

Robert Petersen, der er ph.d.-studerende på Roskilde Universitets Center, skriver i kronikken 12. august, at alt tyder på, at den russiske invasion af Georgien var en reaktion på, at Georgien angreb Sydossetien. Han mener, Rusland har en god sag, og kritiserer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at sige, at intet kan retfærdiggøre, at en stormagt griber ind i et andet lands indre forhold. Det er hvad Vesten selv har gjort i Jugoslavien, Irak og flere andre steder, mener Robert Petersen.

For det første kan man spørge sig selv, hvordan en krig mod et andet land kan være en god sag, men dertil kommer, at Sydossetien er en del af Georgien. Derfor er Georgien i sin fulde ret til at sætte militært ind mod oprørsstyrkerne, der ønsker selvstændighed fra Georgien, og Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig. For det tredje kan man ikke sammenligne forholdene i Sydossetien med hverken det tidligere Jugoslavien eller Irak.

Inden NATO greb ind, foregik en systematisk etnisk udrensning i Kosovo. Det er heldigvis ikke sket i Georgien. Sammenligningen med Irak er også behæftet med fejl. Iraks tidligere diktator Saddam Husseins styre dyrkede konsekvent myten om, at han havde masseødelæggelsesvåben, og destabiliserede hele regionen, imens han nægtede at overholde FNs resolutioner. Der er tale om en helt og aldeles anderledes situation end i Georgien.

Til sidst skriver Robert Petersen, at det hele faktisk er Vestens skyld, fordi NATO og EU blev udvidet østover trods russiske protester. Vi føjede »spot til skade« efter den Kolde Krig, skriver han.

Må jeg minde om, at det var selvstændige, demokratiske nationer, der frivilligt søgte optagelse i NATO og EU, og i alt, alt for lang tid måtte vente på at blive formelt optaget. Hvis Vesten føjede nogen »spot til skade« var det ikke overfor Rusland, men overfor ansøgerlandene, som vi først efterlod bag Jerntæppet i 50 år til et socialistisk rædselsregime styret fra Moskva, for dernæst at lade dem vente over ti år på at blive optaget i de organisationer, der havde sikret os selv både frihed og velstand.

Nu må vi så vise, at vi ikke igen er os selv nok. De omkringliggende lande holder øje med, hvad vi gør. De ved godt, de står som de næste i køen af lande, som Rusland ikke respekterer.

Jeg er enig i, at NATO og EU fremstår foruroligende splittede og ufokuserede. Man kan også med god grund argumentere for, at Georgiens deltagelse i befrielsen af Irak burde have været sikkerhed nok for landet, og at USA skulle have gjort mere end blot fragte de 2.000 georgiske soldater hjem fra Irak.

Men den amerikanske præsident skal alligevel have ros for sin tale natten til tirsdag, der satte tonen for, hvordan vi bør reagere overfor de russiske aggressioner. Han kaldte det »en uacceptabel fremfærd i det 21. århundrede«. Frankrigs præsident og udenrigsministers indsats for at stoppe krigen bør ligeledes fremhæves, ligesom den britiske udenrigsminister var befriende klar i mælet, da han onsdag sagde, at forholdet mellem EU og Rusland skal tages op til revision på EUs udenrigsministermøde 6. september.

Hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede, må der nu handling bag ordene. Et løfte om optagelse i NATO er et uundgåeligt skridt i den retning.

Af Kasper Elbjørn

Tilbage til fremtiden

 EU-skeptikerne har fået vind i sejlene denne sommer. Ikke kun de traditionelle reaktionære modstandere, men også en ny gruppe af skeptikere: de borgerlige EU-skeptikere. Hvis vi skal stoppe denne udvikling, der i sidste ende vil skabe et endnu mere interventionistisk - og måske endda socialistisk - Europa, kræver det en hudløst ærlig tilgang til det europæiske projekt.

Det begyndte med diskussionen om den Økonomiske-Monetære Union. Finansministeren skrev i en kronik i Berlingske Tidende den 6. maj, at det for ham var tankevækkende, at nationalbankdirektørerne fra Cypern og Malta havde »større indflydelse på renten i euro-området - og dermed den danske rente - end den danske nationalbankdirektør«.

Svaret fra de borgerlige skeptikere og senere også partiet Ny Alliance kom prompte. »Vi har ikke brug for en svag euro,« sagde Anders Samuelsen den 23. maj. Principielt efterlyste Ny Alliance blot reformer i euro-området, men reelt fik EU en afklapsning fra de liberale og gjorde næppe tilliden til Unionen større.

Det var dog især Irlands totale afvisning af Lissabon-traktaten den 12. juni, der fik Lars Løkke Rasmussen til at opgive diskussionen. Det skulle han ikke have gjort, fordi deltagelse i euro-samarbejdet handler ikke om økonomi. Det handler om politik. Det er klart, at de andre lande ikke gider lytte til et land, der står med det ene ben ude af døren, og ved at afskaffe undtagelserne er en mulighed for at præge samarbejdet i højere grad end i dag.

En lidt mere ligegyldig historie om, at fødevarekommissær Mariann Fischer Boel ønskede, at alle medlemslande skulle indføre gratis frugt- og grøntordninger til skolebørn, fulgte måneden efter. Når historien er interessant, er det fordi den provokerede enhver, der værdsætter den personlige frihed og det personlige ansvar. Der er al mulig grund til at støtte EUs samarbejde om sundhed, når det eksempelvis gælder muligheden for at blive behandlet i udlandet, men frugt i skolerne er i bedste fald et nationalt anliggende, og egentlig forældrenes ansvar.

Endnu et eksempel på, at Kommissionen prøvede at blive populær på noget, som Kommissionen slet ikke skal blande sig i, kom blot en uges tid senere, da telekommissær Viviane Reding sagde, hun ville tvinge mobilselskaberne til at nedsætte de priser, som de internt afregner med hinanden, med 70 procent. Det lyder godt med billigere mobilpriser - ligesom gratis frugt kunne være rart - men hvis forslaget gennemføres, vil det betyde en betydelig skævvridning af det frie marked og højere priser på alt muligt andet. Teleselskaberne jo skal hente deres indtægter et eller andet sted. Intet er som bekendt gratis.

Det var utålmodigheden med den langsomme vej mod vækst og velstand, der i slutningen af 80erne drog EU mod den såkaldte interventionistiske model, som man må vende sig imod.

Politikernes historiske utålmodighed er bedst beskrevet i Friedrich Hayeks »Vejen til trældom«. Her står, at frihed ikke er en sikker og ukrænkelig besiddelse. Frihed er noget, man skal passe på. Men historien gentog sig op gennem halvfemserne. De europæiske ledere betragtede resultaterne af frihedspolitikken som en sikker og ukrænkelig besiddelse, der ikke viste resultater hurtigt nok. I stedet for at vente på de langsigtede positive konsekvenser af fællesmarkedet, besluttede man, at man gennem interventionisme skulle vise europæerne, at det nye EU havde sin berettigelse. Det er denne interventionistiske tilgang til samarbejdet, som ikke bare de borgerlige vender sig imod, men også folk i al almindelighed.

I Weekendavisen i juni vendte den velkendte Uffe Ellemann-Jensen tilbage med en af de der arrogante bemærkninger, alle elskede, dengang de borgerlige gik med EU-sokker: »De er sgu ikke toneangivende. De er nogle stykker. Og nogle af dem har ikke hævet sig over gadekærsniveauet«.

Nej, den tidligere udenrigsminister talte ikke om socialister eller fodnotepolitikere, men om de borgerlige EU-skeptikere. Og han havde ret i, at de stadig ikke er mange, men de bliver flere og flere, og den seneste dom vedrørende familiesammenføringsreglerne vil skubbe andre i samme retning.

Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan blive så overrasket over dommen. Det er sket mange gange før, at Domstolens afgørelser har haft vidtrækkende politiske konsekvenser. Men politiske afgørelser skal træffes af politikere, og hvis et flertal i Danmark har besluttet, at grænsen for den frie bevægelighed er dér, hvor man sikrer, at tredjelandsborgere ikke kommer ind i landet, så er det dér, grænsen går. Uanset om loven ligger i en gråzone, eller om det er rationelt i en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft.

Lissabon-traktaten fastslår ikke bare, at EU stadig bygger på klassisk-liberale værdier såsom respekten for frihed og menneskerettighederne, men traktaten styrker også den eneste demokratiske institution i EU, Europa-Parlamentet.

Og afgørelsen om familiesammenføringsreglerne viser med al tydelighed, at der er behov for et stærkt parlament, der kan måle sig med den magt, som ikke bare Domstolen, men også embedsmændene - herunder Kommissionen - med tiden har fået.

Det er hovedårsagen til, at jeg er tilhænger af Lissabon-traktaten, selvom jeg blankt erkender, at Thomas Jeffersson, der skrev den amerikanske forfatningstekst, som er et af de smukkeste skrifter i historien, ville vende sig i sin grav, hvis han læste den.

EU bør fortsætte med at deregulere markedet, og Europa-Kommissionens rolle burde være at fremlægge planer, der gør det lettere for borgerne at færdes og handle frit. Europa-Parlamentet bør fungere som EUs vagthund og stoppe alle tiltag, der begrænser det frie marked. Domstolen skal sikre, at de politiske afgørelser bliver overholdt.

Det er på tide, at vi som borgerlige fortæller, at vi stadig tror på det europæiske projekt, men at vi ikke vil finde os i, at EU udvikler sig til en superstat, der mere og mere minder om den statsform, som de nye medlemslande kæmpede imod, da de var underlagt socialismen.

Tjekkiet, der blev medlem efter optagelsesforhandlingerne i København i 2002, har formandskabet for EU i 2009.

Mottoet for formandskabet er »Europe without barriers«. Det er en dagsorden, der sætter kursen for at tage Europa tilbage til fremtiden. Der er håb forude, hvis vi ønsker det.

Af Kasper Elbjørn

Skolefrugt er EU-populisme

To af Venstres medlemmer af Europaparlamentet, Anne E. Jensen og Niels Busk, skriver i DAGBLADET/ Frederiksborg Amts Avis den 19. juli, at ideen om at lave en europæisk skolefrugtsordning er helt rigtig.

De vil bruge endnu flere skattekroner på ordningen og tredoble beløbet på 670 millioner kroner.

Jeg er også tilhænger af at bekæmpe fedme, og jeg vil også gerne have, at danske børn - og alle andre børn rundt omkring i verden - får sund mad, men EU skal altså ikke blande sig i, hvad vores børn skal spise.

Hvis danske børn skal have gratis frugt i skolen, må regeringen selv til lommerne og bruge danske skattekroner til at betale for frugten.

Det betyder ikke, at medlemslandene ikke skal samarbejde om sundhed, og det er kun godt, hvis parlamentarikerne presser på, som de to fra Venstre.

Når det eksempelvis gælder muligheden for at blive behandlet i udlandet, er det en rigtig god ide at samarbejde om sundhed, men frugt i skolerne er i bedste fald et nationalt anliggende og egentlig forældrenes eget ansvar.

Til sidst fremhæver de to liberale parlamentarikere, at det er » pokkers « , at Lissabontraktaten ikke er trådt i kraft, for så havde parlamentet kunne » tvinge « ordningen igennem over for medlemslandene.

Jeg er tilhænger af Lissabontraktaten, fordi den styrker EU's eneste demokratiske institution, og det er der behov for.

Hvis Lissabontraktaten vedtages, håber jeg, parlamentet vil udvikle sig til at blive en vagthund, der stopper den slags populistiske forslag, og derfor er det en smule sørgeligt at læse, at to liberale parlamentarikere vil bruge deres nye magt til at tvinge medlemsstaterne til noget, som medlemsstaterne bedre selv kan klare.

Af Kasper Elbjørn

Værdikamp: SF har bjergtrøjen på i kulturkampen

 

Til sommer vil Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, samle 100.000 danskere til en march mod det, han kalder religiøse mørkemænd i Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund.

Der er en stolt tradition for at marchere hos de røde, sorte og brune. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er heller ikke særlig god til det, men jeg vil dog alligevel melde mig under de socialistiske faner, når Søvndals march begynder.

Det er jeg ret sikker på, at mange andre danskere også vil. Jeg tror faktisk, at Søvndal, ligesom så mange andre socialistiske ledere før ham kan samle 100.000 danskere til demonstrationen, fordi demonstrationen er hævet over partipolitik og vendt mod fundamentalisme og fanatisme - ikke mindst religiøs. Man kan derfor undre sig over, hvorfor popgruppen Outlandish er inviteret til at spille til arrangementet, men lad nu det ligge. Pointen er her, at Søvndals march vil blive en stor sejr i kulturkampen for socialisterne.

Mens de borgerlige har travlt med at svine hinanden til - alt efter om man fandt det hensigtsmæssigt at genoptrykke nogle efterhånden velkendte tegninger - har socialisterne vundet den prikkede bjergtrøje. Den prikkede bjergtrøje tildeles den rytter i Tour de France, der først passerer de på forhånd fastlagte højdepunkter på bjergetapen. Vinderen af den prikkede bjergtrøje vinder som regel ikke hele Touren. Det ved vi danskere alt for godt. Man kan faktisk nå at blive diskvalificeret i mellemtiden, hvis man snyder og udgiver sig for noget, man ikke er eller ikke kan. Men alligevel er den prikkede trøje vigtig, og det må vi tage bestik af i den borgerlige lejr.

Ligesom de borgerlige meningsdannere lagde alt for visionsfattigt ud, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede den nye kultur- og værdidebat i Weekendavisen den 17. januar 2003, er det på tide, vi fokuserer på det vigtige. Det betyder ikke, vi skal være enige om alt. Den Internationale Fagbevægelse blev dannet ud fra mottoet »Enighed gør stærk«, men er man borgerlig, ved man, at det modsatte er tilfældet. Uenigheden gør stærk. Vi har dog ikke længere banen for os selv. Det ville da også være mærkeligt i et demokrati, selvom det har været sådan siden 2001. Oppositionens entré på den politiske scene gør, at der ikke mere er plads til de mange mærkelige personangreb og ligegyldige diskussioner om skønhedsfejl.

Det gik ellers lige så godt. Socialisternes ønske om en stærk og styrende stat med stadig højere skatter led nederlag til skattestoppet, som stort set alle partier i dag er tilhængere af i en eller anden form. Det betragter jeg bestemt som en stor sejr for det borgerlige Danmark. Udfordringen i dag er ikke at kæmpe for skattestoppet, men snarere dets hensigt om at skabe en helt ny form for økonomisk selvdisciplinering, der kan forhindre den nærmest uhæmmede vækst i de offentlige udgifter.

Hertil kommer, at Socialdemokraternes påstand om, at vi skal vælge mellem skattelettelser og velfærd, har lidt skibbrud. Hvis Socialdemokraterne havde vundet så meget som ét mandat på det budskab ved folketingsvalget i 2007, havde det bestemt været op ad bakke i kulturkampen på den korte bane. Men danskerne gennemskuede den falske analogi. Det viser, at alle, der har advokeret for lavere skatter og større økonomisk frihed, har noget at være stolte af. Ikke mindst tænketanken CEPOS, der den 11. marts kunne holde fire års fødselsdag med en konkret sejr i bagagen.

Det mener jeg er en vigtig sejr, og dermed må jeg også erklære mig helt uenig med statsministeren i, at den økonomiske politik ikke betyder noget. Det gør den naturligvis.

På den korte bane handler værdi- og kulturdebatten om finanslovens paragraffer. Det er i finanslovens paragraffer, at morgendagens samfund findes, og kulturkampen om finanslovens paragraffer har rykket ved danskernes holdninger. Danskerne sætter naturligvis pris på den økonomiske frihed, som skattestoppet indirekte giver, og som skattelettelser i særdeleshed giver. Derfor kan man med god grund undre sig over, at regeringen ikke går mere offentsivt frem på skatteområdet. Det rationelle argument for skattelettelser er naturligvis, at en indkomstskattelettelse, der kan få flere til at arbejde mere, er en del af løsningen, når der er risiko for overophedning af dansk økonomi. Hvis budskabet er for svært at forklare, er der det mere simple, moralske budskab, at skattelettelser er retfærdige. At vi har ret til resultatet af vores personlige indsats i livet.

Skattelettelser er første skridt mod målet, som er et velfærdssamfund, hvor alle har lige muligheder, uanset hvor de kommer fra, og belønnes efter deres individuelle præstationer i livet.

Kampen om økonomisk retfærdighed frem for økonomisk lighed må også kæmpes på den lange bane. Kulturkampen på den lange bane handler om, hvordan vi opfatter, hvad der er godt og skidt. Det er en kamp om dansk åndsliv. En kamp om danskernes holdninger og værdier, og her er især synet på historien vigtig.

Hvis ikke vi har en pluralistisk tilgang til historien, begrænses vores muligheder for at skabe et kritisk syn på nutiden og en progressiv vision for fremtiden. Mange ser i dag på velfærdsstaten som et indiskutabelt gode, men det var naturligvis et politisk valg, at det danske samfund blev, som det blev. Der var mange, der havde andre visioner for Danmark: et frit og retfærdigt Danmark, der måske havde givet bedre muligheder og endnu større velstand, end den vi nøjes med i dag.

Vi kender stort set ikke disse frihedskæmpere i dag. De er forsvundet ud af historiebøgerne, og hvis man ikke kender deres visioner for Danmark, kunne man tro, at den eneste mulighed for Danmark i det 20. århundrede, og det eneste rigtige, var kampen for økonomisk lighed gennem økonomisk omfordeling. Vi skal genfinde de gode historier om folk, der ønskede et andet, mere retfærdigt samfund. Vi skal lære af deres sejre og deres nederlag, så vi kan bekæmpe de røde, sorte og brune med det for dem værst tænkelige våben: åndsfriheden. Den borgerlige åndsfrihed, som kun værdsættes i et samfund, hvor den gensidige respekt for hinandens ejendom medfører, at folk opfatter hinanden som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit.

De borgerlige har hidtil tabt kampen om historien, hvilket vi bliver mindet om i disse dage, når de seneste ugers udmeldinger fra Villy Søvndal kan få danskerne til at tro, at de røde altid har bekæmpet de sorte, som Søvndal gør det i dag.

Kender man derimod historien, ved man, at kimen til politiske katastrofer ligger hos de borgerliges naivitet og passivitet. Derfor skal vi bakke op om Villy Søvndals march. Søvndal har den prikkede bjergtrøje, og det er fuldt fortjent. Den gule trøje må dog ende hos de borgerlige, fordi ligesom de røde aldrig kommer til at elske markedsøkonomien og ikke forstår den, men blot har lært at acceptere den, kan de røde aldrig bekæmpe de sorte og brune. Årsagen er selvfølgelig, at de i bund og grund har fuldstændig samme mål om at beherske vores gøren og laden og dermed forhindre os i frit at udøve vores rettigheder.

De borgerlige har altid kæmpet imod de røde, brune og sorte. Ikke med lige stort held, og hvis de borgerlige meningsdannere skal sætte dagsordenen i debatten igen, må vi dels gøre op med den såkaldt bløde borgerlighed, som kendetegner langt hovedparten af de borgerlige meningsdannere i Vesteuropa, og som karaktermæssigt er så udvandet, at man ikke kan kende forskel på borgerlige og socialister. Dertil kommer, at vi må overbevise de moderate, demokratiske muslimer om de borgerliges respekt for liv, ære og velfærd. Ellers går vi glip af endnu en mulighed for at vise den borgerlige humanisme og det liberale frisinds moralske overlegenhed.

»Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten«, pointerede statsministeren i 2003, fordi det er udfaldet af værdi- og kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Heri havde han helt ret. Og det skal gøres med samme klarhed og overskud til at sætte dagsordenen i værdidebatten, som Villy Søvndal har gjort det i 2008.

Af Kasper Elbjørn

Vaclav Klaus og EU - skeptisk realisme

 

Der skulle tre valgrunder til for at genvælge ham som præsident. Dramaet er næsten blevet totalt forbigået i de danske medier. Det stod ellers i vores baghave, og kan få afgørende betydning for Europa.

Den 15. februar blev Tjekkiets præsident Vaclav Klaus genvalgt til en ny femårsperiode.

Da det socialistiske diktatur kollapsede i november 1989, arbejdede Vaclav Klaus som analytiker på det Tjekkoslovakiske Videnskabernes Selskab. Ligesom Vaclav Havel var Klaus kendt som stor modstander af det socialistiske regime. Men modsat Havel og de andre dissidenter var han hverken forfatter eller journalist. Derimod havde han en økonomisk baggrund.

Klaus var blandt de reformøkonomer, der fik udrejsetilladelse i det såkaldte politiske forår i Prag i slutningen af 1960erne, og det skulle blive en tur, der satte sig dybe spor. Klaus læste blandt andet i USA, hvor han stiftede bekendtskab med frimarkedstænkere som Ludwig von Mises og Milton Friedman. Men det var især Friedrich Hayek, som fik Klaus til at indse kapitalismens moralske overlegenhed i forhold til den uretfærdige planøkonomi, som han selv var tvunget til at leve i.

»Foråret i Prag« kulminerede for 40 år siden i januar 1968, da de reformvenlige kommunister pressede den gamle garde ud af regeringskontorerne. I april fremlagde den nye regering en reformpakke, der skulle give socialismen et menneskeligt ansigt. Magthaverne i Kreml opfattede med rette programmet som et anslag mod hele den socialistiske model, og sendte soldater ind i Tjekkoslovakiet for at stoppe processen inden ideerne spredte sig til andre østeuropæiske lande.

I tiden der fulgte var det bestemt et dårligt karrieretræk at bekende sig til Friedrich Hayeks grundidé om, at staten altid udgør en trussel mod borgernes frihed, og kun bør gribe ind, når borgernes frihedsrettigheder er truet. Det er klart, at man ikke bliver belønnet for at mene, at et samfund, der mangler frihedens selvregulerende mekanismer, bliver et tyrannisk samfund, som kun kan rette sine fejl, når magthaverne har ført landet ud i katastrofen. Men Klaus fik ret, og efter Fløjlsrevolutionen i 1989 var der pludselig brug for de reformer, som Klaus var blevet eksponent for. Klaus blev finansminister i frihedsregeringen, og i 1992 udnævnte præsident Vaclav Havel ham som statsminister for Tjekkiet. Nu stod Klaus selv i spidsen for det, der siden er blevet kaldt det tjekkiske mirakel.

Vaclav Klaus er blevet kaldt alt fra Tjekkoslovakiets Milton Friedman til Østeuropas Margaret Thatcher, men ingen af betegnelserne er præcise nok til at beskrive Tjekkiets genvalgte præsident. Han hører heller ikke til hos de helt store frihedskæmpere fra 1989, som Havel, Polens Lech Walesa eller Litauens Vytautas Landsbergis. Han hører til blandt de få ledere i historien, der kan kombinere ideologi og ideer med real politik.

Når Tjekkiet i januar 2009 overtager formandsposten for EU vil der være tale om en historisk begivenhed. Det er kun anden gang, at et af de tidligere østeuropæiske diktaturer skal stå i spidsen for EU, men den egentlige årsag til, at det kan blive et skelsættende formandskab, er, at Klaus måske er den sidste europæiske leder, der rent faktisk har en klar vision for det europæiske samarbejde.

Vaclav Klaus bliver ofte kaldte EU-skeptiker, og han er da også skeptisk over for det EU, som vi kender det i dag. Han skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det indre marked, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der har været fremherskende siden 1992, og er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og dens afløser, Lissabon-traktaten, var det ikke fordi, han var modstander af EU, men fordi han mente, at traktaten cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Klaus vil tilbage til den oprindelige inter­governmentale model, hvor nationalstaterne samarbejder - uanset historiske, økonomiske, kulturelle eller religiøse forskelle - på de områder, der styrker europæernes personlige og økonomiske frihed. Ikke begrænser vores frihed. Og måske bliver hans vision til virkelighed igen, når han står i spidsen for Europa næste år.

Af Kasper Elbjørn

Køn, race og alder er ligegyldigt

HVIS DER er en »særlig plads i Helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden«, håber jeg, at Skt. Peter er ligeså kønsdiskriminerende, som citatet antyder. Ellers ville det samme vel gøre sig gældende for mænd, og en ting er sikkert: Jeg ville aldrig hjælpe en mand, blot fordi han var mand.

Citatet stammer fra den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright og blev gengivet i JP 10/2 af forfatteren Lotta Snickare. Snickare skriver, at Clinton er en mønsterbryder, og hun mener, Clinton skræmmer os, fordi hun er kvinde. Men Clinton er hverken en mønsterbryder eller særligt skræmmende.

Kvinder i politik er lige så normalt på den anden side af Atlanten, som det er her i Danmark. Derfor er der formentlig kun få, der kunne finde på at stemme på Hillary Clinton, fordi hun er kvinde. Det er snarere andre og mere seriøse parametre, der har givet hendes konkurrenter vind i sejlene. Clinton er ganske enkelt uinteressant i forhold til den anden demokratiske præsident- kandidat, Barack Obama. Det er hendes store problem.



Begejstring

Demokraten Barack Obamas evne til at skabe begejstring og signaler om, at der er brug for en ny generation til at skabe de ændringer, som demokraterne savner, har eksempelvis intet at gøre med, at han er mand. Han kan simpelthen noget, Clinton ikke kan.

Republikaneren John McCains overraskende gode meningsmålinger i forhold til Clinton viser, at på trods af den nuværende administrations dårlige omdømme kan en republikaner sagtens måle sig med Clinton, hvis han har de rigtige ideer og den erfaring, som Clinton bryster sig af, men ikke kan påvise. Det har intet at gøre med, at han er mand. Heldigvis.

Derudover er det langt fra nyt, at en kvinde stiller op som præsidentkandidat. Det er faktisk meget, meget længe siden, at en kvinde første gang stillede op til et amerikansk præsidentvalg. Victoria Woodhull stillede op for Rettighedspartiet i 1872. Dengang havde kvinderne ikke valgret, men de kunne godt stille op, og det gjorde Woodhull.

I 1922 blev demokraten Rebecca Latimer Felton den første kvindelige senator. Den første kvinde, der blev valgt til repræsentanternes hus, var republikaneren Jeannette Rankin. Hun blev valgt første gang i 1917 og anden gang i 1941.



Arbejdsminister

Den første kvindelige minister blev udnævnt i 1933 af præsident Franklin D. Roosevelt, og modsat vores egen første kvindelige minister, Nina Bang, der kun sad i Staunings første kortlivede regering, var Frances Perkins arbejdsminister helt frem til 1945.

Senator Margaret Chase Smith var den første kvinde, der stillede op som præsidentkandidat for et af de to store partier. Det var i 1964, hvor Barry Goldwater løb med nomineringen. Det betyder dog ikke, at der aldrig har været en kvinde på den endelige stemmeseddel ved et amerikansk præsidentvalg. Geraldine A. Ferraro stillede op som demokraten Walter F. Mondales vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1984. Præsident Reagan endte dog med at blive genvalgt sammen med vicepræsident George H.W. Bush, men det var næppe Mondale eller Ferraros køn, der var årsag hertil.

Elizabeth Dole, der i øvrigt ligesom Hillary Clinton er gift med en toppolitiker, Bob Dole, er den seneste kvinde, der stillede op som præsidentkandidat. Det var i 2000. Dole havde været Reagans arbejdsminister, og hun fortsatte som transportminister under George H.W. Bush, da han blev præsident i 1989. Derudover var hun i flere år en ganske succesfuld præsident for det amerikanske Røde Kors.

Hvis erfaring alene talte, havde hun haft gode chancer mod de to topkandidater i 2000, George W. Bush og John McCain, men selv påviselig erfaring rækker ikke langt nok til at blive præsidentkandidat.

Hun manglede karisma, visioner og ideer, der kunne skabe de ændringer, som republikanerne savnede efter otte år med Bill Clinton. Både Liz og Bob Dole endte med at pege på Bush.



Politik frem for bagtale

Hvis ikke Hillary Clinton snart viser tænder snarere end tårer, taler politik snarere end bagtale, lider hun samme skæbne som Dole.

Selvfølgelig er verden klar til en kvindelig præsident, ligesom danskerne er klar til en kvindelig statsminister, men det skal være én med mere end et godt slogan.

Der er ingen i dag, der vælger ledere efter køn, race eller alder. Det er gammeldags, og det er irrationelt.

Og mon ikke Skt. Peter tager højde for det, når vi står ved Himlens port?

Af Kasper Elbjørn

Friheden må ikke ofres på klimaets alter

Et par dage efter regeringsdannelsen skrev Berlingske Tidende på forsiden, at den nye klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) var klar til at presse alverdens stormagter for at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er aktivistisk udenrigs­politik, så det batter, og den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er værd at fastholde. Ikke på grund af klimaet, men fordi aktivismen skaber mulighed for at kæmpe for, at undertrykkelsen af mennesker rundt omkring i verden og brugen af tvang minimeres så meget som muligt. Det var det oprindelige formål med kovendingen i udenrigspolitikken for 20 år siden, og der er god grund til at frygte, at lige netop den globale klimaaftale, der skal indgås i København i 2009, vil være en barriere for dette mål.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft bred opbakning i den danske befolkning, lige siden statsminister Poul Schlüter (K) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sammen med de radikale ledere Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær indgik en nærmest uhellig udenrigspolitisk alliance i 1988. Efter Schlüters afgang blev den aktivistiske linie videreført af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og især hans første forsvarsminister, Hans Hækkerup (S), og de har sikkert ikke haft det let i en folketingsgruppe, hvor mange stadig led af Vietnam-syndromets indbyggede dybe skepsis til USA. Krigene i Kuwait, eks-Jugoslavien og senere i Afghanistan og især Irak kunne ligeledes let have kæntret båden, men danskerne holdt stædigt fast i den aktivistiske linie.

Det betyder dog ikke, at en regering kan vinde valg på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der er fortsat ingen leder i den frie verden, der har vundet et valg på udenrigspolitik. I denne valgkamp prøvede den mest ekstreme venstrefløj alligevel at spille Irak-kortet, men uden held. Det hænger formentlig sammen med, at Danmark - på godt og ondt - slet ikke deltager i krigen mere, samtidig med at antallet af angreb er mere end halveret i forhold til i sommer. Det går endelig i den rigtige retning.

En egentlig debat om Irak-krigen og dermed den aktivistiske udenrigspolitik var derfor ikke-­eksisterende frem til, at stats- og vicestatsministeren præsenterede regeringsgrundlaget for den genvalgte regering 22. november. Godt gemt mellem løfter om mere velfærd og lavere skat stod der, at regeringen ville fastholde Danmarks høje internationale engagement i fredsbevarende og fredsskabende indsatser. Meget mere konkret blev det ikke. Og det er der nok en god grund til, da der først og fremmest står klima på den udenrigspolitiske dagsorden frem til 2009.

Der er ikke noget galt i, at regeringen prioriterer klimaaftalen. Der er al mulig grund til at forhindre alvorlige og uoprettelige klimaændringer, hvis man kan, og vores aktivistiske udenrigspolitik har banet vejen for, at vi muligvis kan få alle ombord ved topmødet i 2009. Men det er det forkerte tidspunkt at stikke halen mellem benene og efterlade opposi­tionsbevægelserne rundt omkring i verden på grund af stigende vandstand.

De første foruroligende tegn på, at vi er på vej ud ad denne deroute kom i forbindelse med det russiske parlamentsvalg. Uanset hvor meget regeringen har brug for Kremls støtte til en klimaaftale, er det forkert, at Danmark ikke protesterer over fængslingen af en af oppositionens ledere, Garry Kasparov, ligesom vi skal stå først i koret af EU-medlemmer, der forlanger ukrainsk medlemskab af EU og NATO. Vi skal ikke være russisk klimagidsel.

Det samme gælder over for Kina. Vi ved, at de danske chefforhandlere har brug for de kinesiske kommunister i 2009, men det ændrer ikke ved, at vi bør fortælle kommunisterne, at vi ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Landene i Mellemøsten skal selvfølgelig også med i klimaaftalen. Og i sagen om den 19-årige saudiske pige, der blev voldtaget af syv mænd og derefter idømt 60 dages fængsel og 200 piskeslag, fordi hun var i bil med en mand, hun ikke var i familie med, fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) travlt med at samle EU-landene i en fælles protest. Der kom ingen dansk afstandtagen fra den groteske sag.

I Libanon har den demokratiske regering brug for vores støtte, når politikere og journalister bliver angrebet på åben gade med iransk-producerede bomber, eller når terrororganisationer truer det demokratiske fundament i landet, også selvom andre diktaturstater ikke ser en interesse heri.

Ved siden af Libanon ligger Syrien. Strategien over for Syrien burde være ligetil. Alle soldater i Libanon skal trækkes tilbage, al støtte til terrorvirksomhed må stoppes, grænserne lukkes, alle Saddam-støtter, der flygtede til landet, skal udleveres og Israel accepteres, ligesom markedsreformer, ytringsfrihed og demokrati skal implementeres. Til gengæld skal vi hjælpe med at genopbygge landet økonomisk - og Assad-familien kan endda få lov til at blive siddende - indtil de første demokratiske valg fjerner familien fra den politiske magt. Strategien kunne nemt fremføres af Danmark i henhold til regeringsgrundlaget og overføres til andre lande med tiden.

Iran, landet hvor man hænger homoseksuelle, kan ikke blackmailes til frihed, og udgør den største trussel mod den frie verdens interesser i dag.

I sidste uge kom det frem i en CIA-rapport, at Iran holdt op med at udvikle atomvåben i tiden efter fjernelsen af Saddam Husseins styre i Irak i 2003. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad jublede og kaldte rapporten for en sejrserklæring. Det er altid en sejr, når sandheden kommer frem, men i den frie verden er der ingen grund til at juble. Præsident Ahmadinejads begejstring over kvaliteten af efterretnings­undersøgelserne er naturligvis en anerkendelse af hele rapporten. Her er det værd at bemærke, at rapporten også fortæller, at den iranske regering stadig yder økonomisk støtte til og træning af terrorister i Irak. Det anerkender det teokratiske styre altså nu.

Iran opfordrer til og arbejder fortsat for ustabilitet og kaos, men situationen i Iran er ikke håbløs. På mange måder kan den sammenlignes med situationen i Polen i 1983. Vi ved, oppositionen er der, og regeringerne i den vestlige verden må styrke efterretningerne i landet, så vi bedre kender de enkelte mennesker i oppositionsbevægelsen. Vi skal efterligne Reagan-administrationens politik over for Polen i begyndelsen af 1980erne og hjælpe oppositionen i Irak, følge dem og råbe op, når de pludselig forsvinder. Det må ønsket om en global klimaaftale naturligvis ikke forhindre. Ligesom klimaaftalen ikke må mindske presset på Mellemøsten for at bekæmpe og udrydde terrororganisationer som Hamas, Hizbollah, Al-Aqsas Brigader m.fl.

Samme strategi burde man for lang tid siden have ført over for Latinamerika. Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden er statens magt blevet udhulet og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Befolkningen er heldigvis begyndt at sige fra over for Venezuelas præsident Hugo Chavez. Nu må den frie verden vise, at vi har hørt deres nødråb. Chavez' planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum lader sig ikke stoppe af en klimaaftale.

Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne på den frie verdens næste træk, og det er ikke nødvendigvis krig, men det er altså heller ikke klimapolitik. Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forliger os på gode hensigter og nøjes med at kalde blodige despoter for banditter. Det er der ingen, der tager seriøst udover et par enkelte skrivebordsjournalister.

Nu er det op til offentligheden, medierne og alle de udenrigspolitiske ordførere i det nyvalgte Folketing at sikre, at benovelsen over, at Danmark skal være vært for klimatopmødet i 2009 ikke fører til en eneste indrømmelse til diktatorer og despoter, når det gælder demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Klimaindsatsen må ikke overskygge eller overtrumfe kampen for frihed og erobre Danmarks udenrigspolitiske manøvrerum. Friheden skal ikke ofres på klimaets alter

Af Kasper Elbjørn

At være sin gode løn værd

Den 24. oktober var Irene Odgaard så venlig at citere mig fra et gammelt Deadline-interview. Hun skrev, at jeg havde pointeret, at det er de dygtige topchefer, der skaber vækst og arbejdspladser. "Hvis de ikke får en høj løn, kan vi ikke tiltrække dem". Jeg står naturligvis ved udtalelsen og min pointe om, at alle der gør et godt stykke arbejde skal belønnes. Ellers finder de et andet sted at arbejde.

Jeg kan ikke forarges over rapporten, Irene Odgaard referer til, den såkaldte Executive Excess 2007, men det hænger måske også sammen med, at jeg kender den ultrasocialistiske tænketank, United for a Fair Economy, der har udgivet rapporten.

I rapporten står, at direktørlønnen i de 20 største amerikanske fonde var 675,5 mio. dollar i snit, og regnedrengene i 3F har fundet ud af, at det svarer til, at det tager direktøren omkring ti minutter at tjene én arbejders årsløn.

Her skal man huske, at direktøren har et helt andet ansvar end arbejderen. Ligesom regnedrengene i 3F får højere løn end medlemmerne, får forbundsformand Poul Erik Skov Christensen højere løn end regnedrengene.

Årsagen er, at hvis en forbundsformand eller en direktør er dårlig til sit arbejde, kan alle medarbejderne meget vel miste deres job. Det ansvar skal selvfølgelig honoreres.

Om disse direktører og forbundsformænd er deres løn værd, skal jeg ikke blande mig i. Jeg er sikker på, at de pågældende direktører bliver fyret af deres bestyrelser, hvis de ikke skaber vækst i deres virksomheder. Ligesom jeg går ud fra, at medlemmerne af 3F stemmer Poul Erik Skov Christensen ud af formandskontoret, hvis han ikke handler i medlemmernes interesse.

Jeg ikke enig i, at ulighed altid skaber dynamik. I lande med stor ulighed, skaber øget ulighed formentlig dynamit.

I Danmark, som er verdens mest lige land, er det imidlertid absurd og dybt useriøst at gøre den stigende ulighed til et problem. I Danmark er uligheden steget siden 1993, fordi arbejdsløsheden er faldet. Hver gang, der kommer en dansker i arbejde, stiger uligheden. Uligheden stiger, fordi flere og flere får det bedre. Eller sagt på en anden måde, der bliver færre og færre, der står uden arbejde.

I stedet for at fokusere på uligheden burde vi fokusere på den stadig mindre del af befolkningen, der ikke kan arbejde, og som virkelig er svage. De er imidlertid ikke medlem af 3F, og mange af dem vil formentlig ikke stemme ved det kommende valg. Det er måske derfor, Irene Odgaard hellere vil tale om ulighed og direktørlønninger.

Hverken ulighed og direktørlønninger udgør et problem for det danske samfund, men 3F har nok en analyse, der viser, at der både er nye medlemmer og stemmer i den diskussion. Hun gør bare sit arbejde, så hun er sin løn værd.

Af Kasper Elbjørn