Blog (Side 13)

Robin Hood og ungsocialisterne

En gruppe unge, der alle lignede Robin Hood, overfaldt forleden Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, da hun prøvede at komme i snak med demonstranterne på Christiansborg slotsplads. Det har sat gang i folketingsdebatten. Alle er heldigvis klar over, at det ikke var den rigtige Robin Hood og hans røverbande fra Sherwood-skoven, der overfaldt hende. Uenigheden er opstået fordi Pia Kjærsgaard troede, hun blev overfaldet af udklædte medlemmer af Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), hvorimod SF’s leder Villy Søvndal kunne fortælle, at det ikke var SFU’ere, men derimod en aktionsgruppe under Enhedslistens ultrasocialistiske ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdomsfront (SUF). Det er klart, det er svært for Pia Kjærsgaard at kende forskel på socialister, der er klædt ud, men det er trods alt betryggende, at hendes gæt ikke var helt ved siden af. Venstrefløjen har tradition for at benytte vold og overfald for at få deres politik gennemført, hvorimod liberale og borgerlige markerer deres holdninger gennem ord og gerninger. Det tætteste liberale er kommet en revolution er vel Fløjlsrevolution i Østeuropa i 1989.

Når den tåbelige gætteleg mellem Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal er værd at fremhæve, er det fordi, det slet ikke giver mening, at voldelige socialister klæder sig ud som Robin Hood.

I William Langlands digt Piers Plowman fra 1377 horer vi vist nok om Robin Hood for forste gang, da den dovne prast Sloth tilstar: Jeg kan ikke mit Fadervor perfekt, sadan som prasten synger den, men jeg kender versene om Robin Hood. Jeg tror stadig, hans ord er relevante. Fadervor er garanteret mindre popular end historien Robin Hood og kampen mod prins John (John Sans Terre), der overtog magten fra sin bror Kong Richard (Richard Lovehjerte), og opkravede sa mange skatter, at folket hensank til fattigdom.

John Sans Terre fik sit tilnavn »uden land«, fordi han selv tog magten, da Kong Richard var på korstog for at erobre det Hellige Land (som vi i dag kender som Israel) tilbage fra muslimerne. I virkeligheden kan John Sans Terre meget vel have taget magten i sit broders fravær for at redde England fra statsbankerot, eftersom Richards oversøiske eventyrer nærmest slog bunden uden af statskassen. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor skatterne steg, men sagnet fortæller, at Robin Hood kæmpede mod en stadig større og styrende stat. Den yderste venstrefløj repræsenterer alt andet end den gamle legende om Robin Hood. Socialistisk Ungdomsfront, der overfaldt Pia Kjærsgaard forleden, mener, at der er brug for en socialistisk revolution. De vil fjerne den personlige frihed og vælte kapitalismen for at skabe et såkaldt socialistisk demokrati. På SUFs hjemmeside kan man læse, at SUF går ind for en fuldstændig omvæltning af det kapitalistiske system gennem strejker, blokader og civil ulydighed. Det minder bestemt mere om prins Johns virke end om Robin Hoods frihedskamp, og det havde været relevant, hvis politikerne på Christiansborg havde taget denne trussel alvorlig, i stedet for at lege bogstavleg blot fordi Pia Kjærsgaard tog fejl af SFU og SUF.

Af Kasper Elbjørn

Støtte til Taiwan

DANSK Folkepartis Pia Kjærsgaard ramte plet i sin replik til den kinesiske ambassaderåd 17/9. Kort og kontant forklarede hun, hvorfor vi bør stå skulder ved skulder med befolkningen i Taiwan. Hun er heldigvis ikke helt alene med sit synspunkt.

Allerede i april 2001 sagde præsident George W. Bush på tv-stationen ABC’s Good Morning America, at USA skulle gøre »whatever it took« for at hjælpe Taiwan med at forsvare sig over for Kina. Hermed signalerede han klart og tydeligt, at USA ville fortsætte sin militære støtte til Taiwan i hans embedsperiode.

Dengang var der flere, der mente, at den nye præsident havde talt over sig, men det havde han ikke. Allerede i sin første udenrigspolitiske tale, der blev holdt i Ronald Reagan-biblioteket under valgkampen i 1999, sagde han: »Vi benægter ikke, at der findes ét Kina. Men vi benægter Beijings ret til at tvinge sit regime ned over et frit folk. Som jeg har sagt før, vi vil hjælpe Taiwan med at forsvare sig selv.«

Selvom tale er guld, kan guld ikke alene hjælpe det lille land, der er lidt mindre end Jylland og Sjælland tilsammen. Den politiske støtte til Taiwan skal naturligvis bakkes op af konkrete initiativer, der viser det kinesiske regime, at vi mener det, når vi siger, at Taiwans befolkning har krav på sin frihed og skal indlemmes i det internationale samfund.

Kina på rette spor

Jeg hører til dem, der tror, at Kina er på rette spor på trods af Amnesty Internationals rapporter om, at menneskerettighedsbeskyttelsen ikke er blevet væsentligt forbedret de seneste år. Titusinder af mennesker holdes fortsat tilbage og er i konstant fare for at blive udsat for tortur eller anden form for mishandling.

Men den aktive handelspolitik, som Kina påbegyndte i 1990’erne og de økonomiske reformer generelt har skabt vækst og velstand, hvilket med tiden vil skabe en middelklasse, der vil forlange stadig flere rettigheder.

En stærk og stor middelklasse kan næppe tromles ned af tankvogne på den Himmelske Freds Plads, men tværtimod sikre flere juridiske reformer og måske endda ende med at blive garanten for Kinas demokratiske naboer.

Vi kan hjælpe menneskerettighedsforkæmpere ved at supplere handelspolitikken med krav til det socialistiske regime. Kina skal vide, at den frie verden ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Kan ikke stå alene

En anerkendelse af Taiwan kan derfor ikke stå alene. Anerkendelsen bør følges op af en aktiv udenrigspolitisk linje over for Beijing, et militært samarbejde mellem Taiwan og NATO, samt en indlemmelse i missilskjoldssamarbejdet.

Andre asiatiske demokratier, der lever op til kriterier svarende til NATOs optagelseskriterier, bør tilbydes samme aftale.

Hvis det er sandt, at Dansk Folkeparti ønsker at tage det første spadestik ved at arbejde for, at Taiwan anerkendes som fuldgyldigt medlem af det internationale samfund, tjener det partiet til ære. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) bør lytte til partiet i denne konkrete sag. Det vil tjene hans eftermæle til ære.

Af Kasper Elbjørn

Anmeldelse af "Lederskab" af Rudy Giuliani - på dansk ved Lene Astrup i JP

Det bedste råd, jeg fik, da jeg blev ansat som kommunikationschef hos tænketanken CEPOS i februar 2005, lød ”Show it, don’t shout it”. Det var min tidligere kollega, der anbefalede, at vi altid skulle love for lidt og præstere for meget.

Budskabet er et af de centrale ledelsesprincipper, som New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani, præsenterer i bogen ”Lederskab”, ligesom bogen i sig selv lever op til reglen.

”Lederskab” er således meget mere end politikerens guide til god ledelse. Den er historien om, hvordan den skandaleramte, afgående politiker på én dag blev til hele verdens borgmester. Rudy Giuliani fortæller historien om 11. september 2001, da verden blev en anden. Vi hører, hvordan Rudy får brug for alle aspekter af lederskab, da to passagerfly flyver ind i symbolet på den vestlige verdens frihed og velstand. De to tårne på Manhattan. Hvordan telefonlinien bliver afbrudt, da Rudy Giuliani prøver at komme igennem til vicepræsidenten, fordi tårnene styrter sammen. Hvordan Rudy frygtløst beroliger omverdenen, at han har kommandoen og er i live direkte fra krigsskuepladsen. Og hvordan han om natten finder inspiration og styrke i Roy Jenkins bog om Winston Churchill, som ligger på hans natbord.

Det er en fascinerende fortælling, som alle kan lære af. En bog der ikke efterlader nogen tvivl om, hvorfor Rudy fører i meningsmålingerne om at blive republikanernes præsidentkandidat, og kan bringe Hillary Clinton og Barack Obamas håb om at flytte ind i det Hvide Hus i seriøs fare.

Rudy Giulianis bog er en personlig beskrivelse af ledelsesprincipper, der har virket for ham i tiden som borgmester, og som han ydmygt anbefaler gennem anekdoter og gode historier. Overordnet handler de om at prioritere, forberede sig, give ansvar fra sig og omgive sig med dygtige mennesker, lytte til alle gode ideer, uanset hvem de kommer fra, og lade medarbejderne udvikle ideerne, samt tillid og sund skepsis. Ligesom vi hører, hvordan hans far lærte ham, at en god leder er som en bokser, hvis vigtigste færdighed er at forblive rolig kampen igennem.

En anden interessant pointe er Rudy Giulianis opgør med den populære forhånelse af mikroledelse.

En selvsikker leder vil ikke tøve med at give ansvar fra sig, men han skal aldrig være for fin til at kende detaljerne i sin organisation eller virksomhed. Han skal tænke på detaljerne, skriver han, og henviser til teorien om ”de knuste vinduer”, som blev udviklet af tænketanken Manhattan Institute, og som Rudy med stor succes gjorde til sin egen.

Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Teorien om de knuste vinduer er udviklet af kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson, og de forudså, at ét knust vindue ville blive til flere knuste vinduer. En kriminel handling ville blive til flere kriminelle handlinger, og langsomt ville der ske en nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering, hvis ikke man med det samme satte hårdt ind mod kriminaliteten.

Da Rudi Giuliani blev borgmester i New York i 1994, introducerede han ideen i lovgivningen. Mere politi på gaderne, hårdere straffe for selv de mindste forseelser og bedre renovation. Alt sammen for at skabe tryghed for de lovlydige borgere. Resultaterne var slående. Selvom kriminalitetsraterne var for nedadgående i hele landet, nedbragte New York kriminaliteten tre til seks gange mere end landsgennemsnittet. Tallene taler for sig selv, og Rudys resultater blev et forbillede verden over.

Alt i alt er bogen dybt inspirerende og oversat til et elegant dansk. Desværre mangler der både navne- og emneregister, hvilket er ret ærgerligt, da bogen er så meget mere end blot en bog om ledelsesredskaber. Det ødelægger dog ikke helhedsbilledet.

Af Kasper Elbjørn

De borgerlige principper holder

Da dette er en min sidste arbejdsdag på CEPOS, vil jeg bruge dagens kommentar til at fremhæve en af de amerikanske politikere, som få kender, men som har betydet meget for en af de mest markante og bedste amerikanske præsidenter nogensinde.

Der er tale om Ed Meese. Meese var stabschef, da Ronald Reagan var guvernør i Californien, ligesom han sammen med James Baker og Michael Deaver var en del af den såkaldte trojka, der fik afgørende indflydelse på amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, da Reagan rykkede ind i det Hvide Hus i januar 1981. Meese blev senere justitsminister, og er i dag tilknyttet tænketanken Heritage Foundation. 

Tilbage efter midtvejsvalget holdt Meese et foredrag, hvor han på Goldwater-manér prøvede at genskabe begejstringen hos de borgerlige. 

Han fortalte, at også Ronald Reagan var vant til nederlag. Ja, faktisk blev Reagan republikaner lige inden det værste valg i mands minde. Det var da Barry Goldwater tabte til Lyndon B. Johnson ved præsidentvalget i 1964, der med rette er blevet kaldt a glorius disaster. Nok tabte Goldwater valget katastrofalt stort, men han vandt æren, og pustede ideologisk liv i partiet. Og uden Goldwater, ingen Reagan. 

Budskabet fra Ed Meese var, at vi skal blive ved at kæmpe for den borgerlige humanisme og det liberale frisind. De borgerlige principper holder, men de skal kommunikeres hele tiden, uafbrudt, så flere og flere motiveres og mobiliseres til at arbejde for dem.

Af Kasper Elbjørn

En flamme er slukket

I går eftermiddags døde Ruslands tidligere præsident Boris Jeltsin. 

Jeltsin spillede en hovedrolle i den nærmest teatralske afslutning på det socialistiske terrorregime, som Sovjetunionen repræsenterede. Alene derfor er han værd at mindes i dag. 

Jeltsin kom til at symbolisere kampen for frihedsrettigheder og markedsøkonomi i de skæbnesvangre dage i 1991, hvor han kravlede op på en af de kampvogne, som kupmagerne havde rullet ud i gaderne under det mislykkede augustkup mod den stærkt svækkede sovjetleder, Mikhail Gorbatjov. 

Han var den første folkevalgte præsident i Ruslands historie, men han var også den første russiske leder siden Alexander Kerensky, der frivilligt gik af. Når historikerne en dag skal skrive historien om Rusland, vil det netop være forskellen på den i Vesten så populære Gorbatjov, der blev tvunget fra magten og forblev socialist og så Jeltsin, der accepterede demokratiets spilleregler og fuldt ud bekendte sig til det frie marked. 

Hans embedsperiode var ikke altid lige køn, men hans kamp for frihed markant. Jeltsin har engang sagt: ”en mand skal leve livet som en strålende flamme og brænde så kraftigt, som han kan. Til sidst brænder han ud. Men det er bedre end altid at være en lille, ligegyldig glød.” Man må sige, han levede op til sit bon mot.

Af Kasper Elbjørn

Den egentlige skandale i Verdensbanken

Verdensbankens kompetente chef, Paul Wolfowitz, er havnet i en dybt beklagelig, men ikke enestående sag. Kort fortalt fik han sin kæreste forflyttet fra verdensbanken til det amerikanske udenrigsministerium, da han blev udnævnt for netop ikke at havne i en interesse konflikt. Forinden godkendte han imidlertid en lønforhøjelse, der fulgte med over i udenrigsministeriet, hvorfor kæresten efter sigende skulle have en løn på niveau med udenrigsministeren selv. 

Når sagen er blæst så stor op, er det fordi Wolfowitz har prioriteret korruptionsbekæmpelse og god regeringsførelse siden han blev chef for den magtfulde organisation. 

Robert B. Holland, III kommenterer i dag sagen i Wall Street Journal, og gør opmærksom på, at sagen er uheldig, men at den muligvis slet ikke handler om Wolfowitz og hans kæreste, men om Wolfowitz politiske dagsorden for Verdensbanken: 

”Many are opposed to Mr. Wolfowitz’s anti-corruption emphasis, some on the good faith basis that he is placing disproportionate emphasis on the issue at the expense of other development priorities. Others, however, are opposed on the selfish basis that elevating anticorruption and governance considerations will result in lower lending levels and more difficult negotiations with borrowing governments. Still others may fear exposure of corruption among staff itself and possible adverse donor reaction if widespread corruption appears to plague Bank operations.” 

Den egentlige skandale i Verdensbanken er ikke lønforhøjelsen til Wolfowitz’ kæreste, men at Wolfowitz nu måske må opgive sin politiske oprydning fordi han ikke fejede foran egen dør.

Af Kasper Elbjørn

Holdninger og værdier i de danske medier

Alle mennesker er præget af værdier, holdninger og ideer. Nogle ideer er blot så tæt forbundet med konsensus og mainstream, at de ikke ser ud som ideer. Men det er de. 

Debatten om Berlingske Tidendes nye chefredaktør fik mange til at råbe vagt i geværet. Sådan må det være med Lisbeth Knudsens fortid. Knudsen er muligvis en dygtig leder og håndværker, men hun er præget sine holdninger, ligesom vi andre. Det betyder dog ikke, at hendes hjerte ikke banker for Gud, konge og fædreland. Det gjorde socialdemokraten Erhard Jacobsens hjerte eksempelvis. Derudover er der sket meget i verden siden redaktørtiden på Det Fri Aktuelt for snart 10 år siden. 

Jeg kan godt forstå, hvis nogen ser ansættelsen som et angreb på Berlingske Tidendes sjæl, og det er faktisk et demokratisk problem, hvis de danske medier klumper sig sammen på midten i en stor konsensus grød, og i objektivitetens navn leverer et langt og stort forsvar for den stærke og styrende velfærdsstat. 

I februar var jeg til et seminar hos den norske tænketank Civita, der bar titlen medier uten mening. Generalsekretæren i Norsk Presseforbund, Per Edgar Kokkvold, fortalte, at pressens rolle var tredelt. For udover at indhente og videregive information, og afdække kritikværdige forhold i samfundet, skal man også tage standpunkt, og formidle holdninger og værdier. Ellers bliver man et postvæsen for ufordøjet information.

I Berlingske Tidendes redaktørerklæring af 5. november 1948 står der, at de Berlingske blade skal ledes i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt. Ligesom der står, at bladenes grundsyn er konservativt. Tiden vil vise om Lisbeth Knudsens grundsyn er konservativt. Der er behov for det.

Af Kasper Elbjørn

Giulianis søjler for vækst og udvikling

Washington har brug for en stor dosis finanspolitisk disciplin, skrev Rudy Giuliani i avisen Financial Times i onsdags, og der er noget om snakken, hvilket vi før har beskrevet her og her. Giuliani fremhævede, at der var behov for, at staten blev bestyret mere som en virksomhed med fokus på kredit og debit. 

“That is what I did in New York. My administration inherited a $2.3bn deficit. We responded by imposing fiscal discipline. We cut programmes. We cut taxes. And we got results. We turned the deficit into a multibillion-dollar surplus. We cut bureaucracy by 20,000 workers – while increasing cops on the street and teachers in the classroom. And we cut taxes 23 times, all while working with a Democrat-dominated city council. Every year – in good times or bad – I required city commissioners to propose cuts in their own budgets. I wanted to keep my managers focused on saving taxpayers’ money, while spending it more effectively”, skrev Rudy Giuliani. 

Herefter lancerede han sine fire søjler for vækst og udvikling: 

  1. Statens udgiftsvækst skal reduceres, og den offentlige sektor skal effektiviseres, så staten kan blive mindre. 
  2. De lavestlønnede tjener mere og mere, hvorfor flere og flere rykker væk fra den laveste skattesats, og skattelettelserne fra 2001 og 2003 udløber indenfor kort tid. Men der er brug for, at det kan betale sig for alle at arbejde, og derfor er der brug for uigendrivelige skattelettelser både i toppen og i bunden. 
  3. Erhvervsskandalerne de sidste 10 år har ført til unødig regulering, som er ligeså hæmmende for væksten, som skatter. Derfor er der behov for et opgør med regler og forordninger. 
  4. En sund pengepolitik, hvor Centralbanken fungerer mere som et kompas, der sætter en retning, snarere end en vejrhane, der skifter som vinden blæser. 

Giuliani har allerede sin plads i historiebøgerne som hele verdens borgmester i dagene efter terrorangrebet den 11. september. Og det er umuligt at forudsige, om han ender som præsident endsige kandidat. Men det forhindrer ikke danske politikere i at lade sig inspirere af hans lederevner, hans visioner og løfte om større finanspolitisk disciplin.

Af Kasper Elbjørn

Folkeskolen skal udvikle og dyrke forskelligheden nedefra

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) var hurtig til at tage afstand fra Dansk Folkepartis skoleforslag, der havde til hensigt at indføre en form for statsskole. 

Partiet er stærkt utilfreds med styringen af folkeskolen, men problemet ligger formentlig ikke i kommunerne, som ville blive taberne, hvis Dansk Folkeparti fik deres forslag gennemført. Det er snarere Danmarks Lærerforening, der har bundet deres medlemmer på hænder og fødder, så hverken skoleledelse eller kommunerne har mulighed for at forbedre folkeskolen. 

I stedet bør der tilbydes et langt mere varieret skoletilbud end tilfældet er i dag, ligesom det burde være muligt at lokalisere alle særønsker og få en oversigt over skolernes særlige specialer. Cand.mag. Knud Erik Behrens, der leder Køge Private Realskole, talte ved et frokostsymposium sidste år, og han pointerede, at der indenfor privatskoler er tradition for at profilere sig på en bestemt pædagogisk retning eller på et særligt kreativt miljø. Kommunerne bør tilsvarende tydeliggøre skolernes særlige styrker, så elever med kvalifikationer indenfor et specielt felt kan søge den rette skole. Vi får ikke en bedre folkeskole ved at ensrette skolerne oppe fra. Vi skal så at sige udvikle og dyrke forskelligheden nedefra og i henhold til borgernes behov. Folkeskolen skal gøres mangfoldig, flersidig og mangestrenget. 

Hvis staten skal have yderligere indsigt med folkeskolen, hvilket kan være en god idé, bør man fastholde de nationale tests og udbygge den årlige kvalitetsredegørelse. CEPOS har i rapporten ”Folkeskolen med nye øjne” foreslået, at kommunale evalueringsteams skal stå for nationale rapporter, kommunale rapporter og være aktiv medspillere i den løbende kvalitetssikring.

Af Kasper Elbjørn

Stram Public Service

 

En meningsmåling, som Megafon har foretaget blandt 1.593 danskere for TV 2/Nyhederne, viste, at langt de fleste mener, at det er en dårlig eller meget dårlig idé at kræve mere licens for at hjælpe DR ud af det økonomiske rod, institutionen er havnet i. Det er heller ikke nødvendigt. Teknologien er løbet fra den gamle definition af public service. Og det ved seerne og lytterne naturligvis. 40 pct. af de adspurgte påpeger således, at DR kunne få flere penge i kassen ved at skære i den klassiske musik og sporten. 25 pct. mener, at der godt kan undværes noget underholdning.

Når seerne og lytterne har ret heri, er det naturligvis, fordi vi får masser af musik, sport og underholdning fra de private kanaler og på internettet. Siden kulturminister H.P. Clausen (K) brød DR’s monopol og fik etableret TV 2, har udviklingen taget fart. Men som i de fleste andre historiske sammenhænge var det det frie marked og ikke politikerne, der betød mest for udviklingen.

Opfindelsen af parabolantennen er uden tvivl den mest afgørende forudsætning for forløbet, der nu overflødiggør, at lige netop musik, sport og underholdning er en del af DR’s programflade. Derfor er der brug for en ny og mere målrettet definition af public service. Public service bør handle om at levere det væsentlige kulturelle, debatskabende eller nyhedsstof, som private stationer forsømmer. Helt på linje med den måde, DR 2 fungerer på i dag.

DR har selv taget bestik af udviklingen, og det klæder DR ikke at bede om flere penge, men tage ansvar for sit virke. Programdirektør Lars Vesterløkke sagde således til nyhedstjenesten MediaWatch, at DR i dag leverede programmer, som de skulle sende, og programmer, som de valgte at sende for at sikre DR gode seertal. »Sidstnævnte programtyper vil være dem, vi kan finde på at fravælge. Jeg tror, det i praksis betyder, at man vil opleve DR som lidt mindre fokuseret på at holde et givent shareniveau – og til dels en høj dækning«.

Det er absolut et skridt i den rigtige retning, fordi DR selvfølgelig ikke skal fokusere på seertal. DR skal ikke konkurrere med private udbydere for licenspengene. Det gælder naturligvis ikke kun radio og tv, men også internettet, som er blevet en del af public service-begrebet, men som reelt ikke behøvede være det. Udbuddet på internettet er så omfangsrigt, at internettet allerede i dag sikrer befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Det behøver vi ikke DR til at sikre. Markedet har allerede taget hånd om den udfordring – helt af sig selv.

Et strammere public service-begreb er vejen frem både i den nuværende økonomiske krise og fremover. Når der er taget hånd om krisen, og den stramme definition har vendt DR’s underskud til et overskud, fordi man har skåret den lette underholdning væk, som vi allerede får fra det private, kan man så gå videre. Det naturlige skridt er at bruge de overskydende licenskroner til at sætte licensen ned eller at opbygge en licensfond, hvor alle kan søge midler til at lave god public service.

 

Af Kasper Elbjørn