Blog (Side 14)

Helmut Kohl fortjener Nobels fredspris

I denne weekend fyldte EU 50 år. Siden Rom-traktaten blev underskrevet i 1957 har medlemsstaterne nærmet sig hinanden økonomisk og politisk for at undgå de blodige krige mellem medlemsstaterne, der prægede tiden til og med Anden Verdenskrig. 

Ikke mindst i perioden 1985-1995 gik det rigtig stærkt. Tysklands kansler Helmut Kohl var blandt de mest begejstrede for udviklingen. I tiden efter Murens Fald talte han om ”en form for et Europas forenede stater” - fuldstændig som Winston Churchill havde gjort det, da han, som den første, lancerede ideen om en europæisk union i sin berømte Zurich-tale i 1946. 

På trods af at vi ikke finder samme visioner eller begejstring hos stats- og regeringscheferne i dag, findes idealerne stadigvæk i den afsjælede forfatningstraktats hundredvis af sider. I forfatningstraktatens del II står faktisk, at vi med den Europæiske Union har besluttet at dele en fredelig fremtid, der bygger på fælles værdier i en ”en stadig tættere sammenslutning”. Også i den nuværende EU-Kommission er man opmærksom på, hvad alternativet til unionssamarbejdet meget vel kan være, og hvorfor vi skal fastholde Churchills visioner og Helmut Kohls begejstring for det europæiske samarbejde. 

Kommissionsformand Jose Barroso viste sin beundring for den store genforeningskansler ved mandag at indstille ham til Nobels fredspris. ”Kohl fortjener Nobels fredspris”, sagde Barroso på en pressekonference i Berlin i anledning af EU’s 50 års fødselsdag. ”Han har leveret en stor indsats for genforeningen af Tyskland og genforeningen af Europa”.

Af Kasper Elbjørn

E pluribus unum

Kvalitetsreformen af den offentlige sektor fylder mere og mere i aviserne. Ikke mindst efter LO har slået fast, at prisen for en trepartsaftale om bedre offentlig service meget vel kan blive tre-fem mia. kr. om året frem til 2025. For de samme 54 mia. kr. ville marginalskatten ifølge CEPOS’ beregninger kunne sættes ned til 40 pct., og flere penge skaber ikke nødvendigvis en bedre offentlig sektor. 

I et interessant essay af Heritage Foundations Ryan Messmore kan man læse, at en god og samtidig lille offentlig sektor altid er at fortrække frem for en dyr og tung. Den gode offentlige sektor servicerer borgerne ved at prioritere det væsentlige, og holder sig fra alt muligt andet. Han skriver i ”A Moral Case Against Big Government”: ”Essential to government’s particular task is ensuring that other social institutions are free to exercise their own particular tasks”. 

USAs motto er: e pluribus unum. På dansk kan man oversætte det til: Ud af mange, én. Her får vi en ide om, hvad staten og den offentlige sektor burde sikre for borgerne i ethvert frit samfund. En offentlig sektor, der forener borgerne, således at alle har lige muligheder og chancer, og alle forstår den moralske forpligtelse at leve i et frit samfund. I stedet for at udhule vores ansvarsfølelse overfor hinanden, skal den offentlige sektor understøtte den enkeltes ansvar, som aldrig kan erstattes af staten, mener Ryan Messmore. 

Han slutter sit essay med at fastslå: “Not only can the fundamental institutions of family and religious congregations, as well as other communities of civil society, provide more personal, humanizing, holistic, and compassionate care, but they can better engender the trust and responsibility required for citizens to fulfill their moral obligations to each other.”

Af Kasper Elbjørn

CEPOS og Laura fra det lille hus på prærien

I information kunne man i går læse om CEPOS. Det var Marie Lund Klujeff, der er Ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, der problematiserede tænketankes arbejdsmetoder med udgangspunkt i gå-hjem-møderne om skønlitterære forfatteres tanker om frihed

Cand.scient.pol. Christopher Arzrouni, der er medstifter af CEPOS og i dag sidder i vores bestyrelse, vil forestå forelæsningen om Laura Ingalls Wilder, som Klujeff bruger som udgangspunkt for sin kritik. Hun mener, at Arzrouni har sat en frihedstænkertopos for bøgerne, og det er nok ikke forkert. Topos betyder sted, og som metode indebærer topikken, at man kan overveje en sag fra forskellige steder. Men det undrer mig meget, at Klujeff på forhånd kan være så sikker på, hvad Arzrouni vil sige og ikke sige – hvordan han vil tolke bøgerne og hvordan han ikke vil tolke bøgerne - til en forelæsning den 1. maj? 

Når CEPOS har valgt at fortsætte rækken af gå-hjem-møder om forfattere, der har gjort sig tanker om frihed, er det fordi, det er så sjældent, at lige netop frihedsbegrebet er omdrejningspunkt for en forfatteranalyse. Men blot fordi ingen andre tidligere har fokuseret på frihedsbegrebet, kan man bestemt ikke udlede, at det er mindre vigtigt for forfatteren. I nogle tilfælde kan det meget vel være den vigtigste inspirationskilde. Mere vigtigt end eksempelvis opvækst, familie, kønsliv m.v. Det ved vi først, når analysen er lavet. 

Laura-bøgerne er en spændende fortælling om eksistens og skæbne, ligesom bøgerne er en fascinerende beretning om amerikanernes historie. Bøgerne skildrer det traditionelle amerikanske frihedsbegreb, og det er hovedårsagen til, at CEPOS har valgt at fokusere på Laura Ingalls Wilder, som en af de skønlitterære forfattere, der har gjort sig tanker om frihed. Det betyder imidlertid ikke, at analysen af hendes forfatterskab er givet på forhånd. Det betyder bare, at Laura Ingalls Wilder ikke er udvalgt tilfældigt.

Af Kasper Elbjørn

Halvtreds, i trit og trendy?

Fyrre, fed og færdig. Vi kender alle udtrykket, og da den Europæiske Union fyldte 40 år for 10 år siden, var der bestemt noget om snakken. Efter Maastricht-traktaten var det, som om EU's stats- og regeringschefer ikke kunne finde ud af, hvad de nu skulle få tiden til at gå med. Tiden var præget af kortsigtede løsninger og en ubegrænset, urealistisk tro på, at politikerne vidste, hvad der var godt for europæerne.

Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten står tilbage som monumenter over, hvor slemt det stod til, ligesom euro-landene i dag plages af konsekvenserne af, at man gang på gang bøjede euroreglerne.

Det værste var måske nok, at udvidelsen af EU blev forsinket og tilmed overhalet af udvidelsen af NATO. Den daværende estiske udenrigsminister og nuværende præsident, Toomas Ilves, stod forrest i køen af kritikere tilbage ved årtusindeskiftet og vurderede befriende udiplomatisk, at udvidelsen var blevet »en alt for stor hovedpine for alt for mange mennesker«.

I denne weekend fylder EU 50 år. Det europæiske samarbejde har fra begyndelsen været skrøbeligt, fordi man netop oprettede Unionen mere af nød end af lyst - for at stoppe de blodige krige, der prægede Europa frem til og med Anden Verdenskrig.

Siden har medlemsstaterne nærmet sig hinanden økonomisk og politisk, og i de sidste 50 år har der faktisk ikke været krig mellem medlemsstaterne, hvorfor man må sige, at missionen lykkedes. Det bør vi alle fejre! Men vi må bare ikke glemme, at der skal meget lidt til, før samarbejdet knirker.

Det kræver politisk lederskab at holde de store, gamle EU-hjul i gang, men det er ikke altid, Europa har politiske ledere, der formår at udforme visioner, der begrænser sig til grænseoverskridende udfordringer for hele Europa. Og halvtreds betyder ikke nødvendigvis i trit og trendy.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har på det seneste prøvet at sætte gang i handelsforhandlinger med den amerikanske regering om at harmonisere regler, normer og tekniske standarder mellem EU og USA.

Initiativet kunne meget vel blive en forløber for det transatlantiske frihandelsområde - med EUs indre marked som forbillede - som vores egen Uffe Ellemann-Jensen engang foreslog, og som den nuværende statsminister har overtaget og fremsat igen. Et transatlantisk økonomisk partnerskab står højt på det tyske EU-formandskabs ønskeseddel, men EUs fødselsdagsgave bliver snarere den globale opvarmning. Som en kommentator på avisen Financial Times skrev forleden: »Gudskelov for den globale opvarmning. Den lægger måske nok planeten øde. Men i mellemtiden kan den redde den Europæiske Union«.

På trods af at ingen reelt ved, om vores økonomiske satsninger mod global opvarmning gør en forskel, er indsatsen mod klimaforandringer formentlig den eneste vigtige sag, som vor tids stats- og regeringschefer kan enes om, næste gang de mødes til topmøde for at fejre EUs 50-års fødselsdag.

Af Kasper Elbjørn

Danmark stiller op, USA melder fra

Modsat Danmark, annoncerede Bush administrationen forleden, at USA for andet år i træk ikke opstiller til valg til FNs nyoprettede Menneskerettighedsråd. Begrundelsen var den simple, at Rådet efter snart et års virke ikke fungerer meget bedre end FNs stærkt udskældte Menneskerettighedskommission, som Rådet afløste.

Begrundelsen støttes af cand.jur. og lektor i internationale menneskerettigheder Jacob Mchangama, der i nyhedsmagasinet Ræson under overskriften ”FN undergraver menneskerettighederne” skriver, at overgangen fra Kommission til Råd kun medførte kosmetiske og teoretiske ændringer snarere end vidtgående reformer, hvilket ellers var målsætningen. Mchangama påpeger i øvrigt i dette engelsksprogede indlæg, at medlemskab af Rådet stadig er åbent for alle FN-stater - også stater, der begår grove krænkelser af menneskerettighederne. Han mener, at Rådet om muligt er endnu mere politiseret, end Kommissionen var det.

Heritage Foundations FN-ekspert, Brett D. Schaefer, har udarbejdet et notat vedr. Rådet, og fastslår tilsvarende, at “…the Human Rights Council has not proven to be an effective instrument in addressing and advancing human rights in its inaugural year. The Bush Administration has made the right decision in not running for a seat on the Council.”

Beslutningen om ikke at opstille til et råd, der ikke fungerer, er bestemt en effektiv måde at markere sin utilfredshed på, men om vi andre står stærkere med et USA, der ikke er medlem af Rådet, og dermed ikke kan præge Rådets beslutninger, er mere tvivlsomt. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtalte ved annonceringen af Danmarks kandidatur, at hvis Danmark skulle opnå valg, ville man arbejde for, at Rådet bliver ”troværdigt, effektivt og operativt”. Det er der absolut brug for, men spørgsmålet er, om vi kan opnå dette uden USA, og derfor om vi skulle have markeret vores respekt for menneskerettigheder og håndhævet vores menneskerettighedspolitik på linie med USA.

Af Kasper Elbjørn

Det enkelte individ er smart

Forleden så jeg filmen Men in Black om de to hemmelige agenter, der skal redde jorden fra onde rumvæsener. På et tidspunkt siger Jay, der spilles af Will Smith: “Hvorfor det store hemmelighedskræmmeri? Mennesker er smarte, de kan håndtere det.” Og så svarer hans kollega, Kay, der spilles af Tommy Lee Jones: “Det enkelte individ er smart. Mennesker er uintelligente, angstneurotiske, farlige dyr - and you know it!” 

Når jeg hæftede mig ved ordvekslingen er det fordi, vi måske her finder årsagen til, at så mange mennesker demonstrerede mod regeringen i efteråret. 

Demonstranterne – og der var mange – råbte på endnu flere penge til det offentlige, selvom regeringen har øget det offentlige forbrug med 35 mia. kr. siden 2001. Alle disse mennesker var altså for en stund endnu mere venstreorienterede i deres holdninger end stort set alle partierne på Christiansborg. Og sågar mere venstreorienterede, end hvad de normalt giver udtryk for. Professor Peter Kurrild-Klitgaards analyse om vælgernes holdninger og partiernes udspil, som jeg tidligere har omtalt, viser jo, at når man spørger danskerne individuelt om generelle, overordnede samfundsspørgsmål, så er de faktisk blevet gradvist mere borgerlige siden slutningen af 1970erne. Og endnu mere borgerlige end partierne på Christiansborg. 

Noget stemmer altså ikke overens. Måske er det vitterligt fordi det enkelte individ er smart, men mennesker i flok er uintelligente, angstneurotiske, farlige dyr.

Af Kasper Elbjørn

Lykketofts fejltagelse

I sin nye bog ”Velstandens kilder” filosoferer David Gress over et fænomen, han kalder ”Lykketofts fejltagelse”. 

”Lykketofts fejltagelse” består i at tro, at velfærdsstaten er kilden til Danmarks velstand nu og i fremtiden. David Gress skriver: 

”Lykketofts fejltagelse begynder med en sandhed, som er, at humankapital er afgørende for velstand. Fejltagelsen beror i at tro, at det alene eller hovedsagelig er skattefinansierede, politisk kontrollerede institutioner og regler, der skaber humankapital og dermed sætter folk i stand til at udnytte den fysiske kapital bedst muligt.” 

Når det er værd at bruge tid på ”Lykketofts fejltagelse”, er det fordi den trives så godt i Danmark. ”Lykketofts fejltagelse” er bekvem for dem, der nyder godt af politisk styring og den store offentlige sektor. 

Fejltagelsen består i at bytte om på årsag og virkning. Det var velstanden, der gjorde den offentlige sektor mulig, og den offentlige sektor har i dag nået en størrelse, hvor effekterne af dens størrelse begynder at æde grundlaget for dens eksistens - nemlig velstanden.

Af Kasper Elbjørn

Kritikken preller af Bush administrationen

Der findes efterhånden ikke en blog eller et medie, der ikke har kritiseret Præsident George W. Bush og hans administration, og jeg har også selv været inde på emnet tidligere her, her og her. Ethvert demokrati skal kunne tåle kritik, men hvis kritkken måske ikke gør så stort indtryk på Bush, er der en god grund.

Kritikken er især gået på, at de offentlige udgifter under Bush er steget voldsomt. Andre har påpeget, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken efter terrorangrebet 11. september 2001 har været alt for aggressiv. Det er imidlertid værd at huske, at George W. Bush aldrig lovede at reducere velfærden, men tværtimod kaldte sig ”compassionate conservative” eller velfærdskonservativ. Weekly Standard havde for et stykke tid siden en artikel herom. Endvidere er det nok for tidligt at bedømme den såkaldte Bush-doktrin, som præsidenten lancerede i 2002. Der er da heller ikke præsenteret et reelt alternativ indtil videre.

Bush har altså holdt, hvad han lovede, og det bliver han belønnet for internt hos republikanerne. Det viser en ny meningsmåling fra avisen USA Today. I februar var Bush’s popularitetsmåling på kun 37 pct., men blandt de amerikanere, der er republikanere eller sympatiserer med det Republikanske Parti mente 76 pct., at han stadig gjorde et godt job.

I USA afgøres valget i høj grad af evnen til at mobilisere sine egne vælgere, fordi det kræver en større indsats at stemme, hvilket mange, der ikke er aktive i politik, derfor undlader. Meningsmålingen er derfor langt mere interessant for Bush end alverdens medier og blogs.

Når det er lidt svært for os at forstå værdien af at være populær hos sine egne, kan det hænge sammen med den intense regulering af borgernes liv med CPR-registering i Danmark og udsendelse af valgkort, der gør partivalget til en gavebod for vælgeren, der frit kan krydse på ønskelisten efter sine sociale behov. I Danmark behøver partierne ikke at bekymre sig for sine kernevælgere, men kan koncentrere sig om at kapre stemmer fra andre partier. I USA derimod kan partierne ikke ignorere egne traditionelle vælgere, hvis de vil vinde.

Af Kasper Elbjørn

Hvad gør vi ved den globale opvarmning

Imens tidligere vicepræsident Al Gore uddeler Oscars og inviterer til koncerter mod global opvarming, fortsætter den mere seriøse debat om klimaforandringer blandt eksperterne. For godt 14 dage siden havde Patrick J. Michaels fra Cato Institute eksempelvis en interessant kommentar i avisen USA Today, der nu er online på Catos hjemmeside. 

Helt på linie med rapporten fra FN’s Klimapanel, IPCC, der blev offentliggjort for nylig, skriver han, at den globale opvarmning siden midten af det 20. århundrede skyldes menneskeskabte drivhusgasser. Det interessante ved kommentaren er, at Michaels modsat så mange andre, erkender, at det er svært at finde den forkromede løsning på udfordringen. Ikke mindst fordi vi ikke har teknologien til virkelig at gøre en forskel. 

Han skriver, at når det eksempelvis gælder FN’s Kyoto Protokol, så er problemet, at selv hvis alle nationer verden over tilsluttede sig ideen, ville effekten formentlig blive overgået af klodens naturlige temperatursvingninger. Men han kritiserer ikke kun FN’s Kyoto Protokol. Han er ligeså kritisk overfor de amerikanske løsningsmodeller, som han mener, er endnu mere uduelige. 

”The stark reality is that if we really want to alter the warming trajectory of the planet significantly, we have to cut emissions by an extremely large amount, and - a truth that everyone must know - we simply do not have the technology to do so”, skriver Michaels, og sætter hovedet på sømmet: “Consequently, the best policy is to live with some modest climate change now and encourage economic development, which will generate the capital necessary for investment in the more efficient technologies of the future”.

Af Kasper Elbjørn

Planøkonomiens genopståen

Bedst som man troede, at planøkonomien så småt var ved at afgå ved døden til alverdens folks glæde, viser den sit grimme ansigt i form af den venezuelanske præsident, Hugo Chavez. 

Det er længe siden, at en nation bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur. Siden den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med markedsøkonomiens indtog over hele verden, er statens magt blevet udhulet i de mange lande, og diktatorerne forsvundet eller fjernet. Men med de seneste tiltag under præsident Chavez er det bestemt ikke den vej, Venezuela bevæger sig. 

Siden Chavez blev genvalgt i 2006 har han forlangt ændringer i forfatningen, således at der ikke længere er noget i vejen for, at han kan genopstille. Menneskerettighedsforholdene i landet herunder ytrings- og pressefriheden er i stigende grad under pres. Centralbankens uafhængighed er blevet stækket for at fremme den såkaldte venezuelanske socialistiske revolution, ligesom præsidenten har bedt nationalforsamlingen om tilladelse til at regere pr. dekret. Udviklingen kulminerede i sidste uge, hvor Præsident Chavez bekendtgjorde, at han via dekret ville give staten lov til at ekspropriere supermarkeder, forretninger og andre virksomheder. 

Udviklingen skræmmer. Den 5. marts 1933 var der valg i Tyskland. Valget var præget af rigsdagsbranden, der havde skabt utryghed i den i forvejen oprørte tyske befolkning. Nationalsocialisterne lovede økonomiske og politisk stabilitet. De fik et pænt valg, men ikke flertal. Alligevel blev den såkaldte Ermächtigungsgesetz gennemført ved hjælp af nye afstemningsregler, opfundet til lejligheden. Loven gav den nye kansler magt til at regere pr. dekret uden parlamentarisk vedtagelse, og ideen om en centralt styret planøkonomi i et tysk storrum kunne implementeres.

Af Kasper Elbjørn