Blog (Side 15)

That Never Works!

Jeb Bush, der er søn af Præsident George H.W. Bush og bror til den nuværende præsident, holdt for nyligt sin første tale efter sine otte år som guvernør i Florida. Han blev kendt som “King Jeb”, da han insisterede på at få gennemført sit borgerlige og ganske markedsliberale valgprogram, og han forlod embedet med popularitetsmålinger på godt over 60 pct.. Derfor er han en mand, republikanerne lytter til i disse dage.

“Most conservatives are republican, which is a good thing. Not all republicans are conservatives. But I’m a proud conservative”, sagde han, og fortsatte med at diskutere, hvad der gik galt ved midtvejsvalget i november.

“I hope that republicans here in Washington and across the country don’t do what is typical when there is a loss like the one that occurred in November and that is to abandon conservatives principles and redefine what it means to be a conservative to be a little less than Democrats. That never works. I don’t know why people always advocate this. Name one time where that has worked on a consistent basis.  It’s important for us to realize that we lost and there was significant reason why that happened. But it isn’t because conservatism was rejected but because we rejected the conservative philosophy in this country. And we should recognize that”.

Herhjemme er vælgerne i generelle, overordnede samfundsspørgsmål blevet gradvist mere borgerlige. Det viste Professor Peter Kurrild-Klitgaards analyse fra marts sidste år. Men politikerne i Folketinget har alligevel foretrukket mere statsstyring og mindre frihed siden valgnederlaget i 1998. Hvis Jeb Bush har ret, er der kun én ting at sige: That never works.

Af Kasper Elbjørn

Her er der forskel på partierne

Endnu en meningsmåling spåede i denne uge en overvældende sejr til de Konservative i Storbritannien.

Meningsmålingen kommer oven på en politisk debat, der blandt andet har handlet om befolkningens stigende afhængighed af staten. Officielle tal fra regeringen har vist, at mere end syv millioner familier får en større andel af deres indkomst fra staten end de selv tjener.

På trods af den britiske finansministers forvisninger om, at han ikke ønsker et samfund, hvor briterne lever af tilskud fra staten, er det desværre i den retning, det er gået i de 10 år, Gordon Brown har været finansminister.

Men kan man så forvente, at de Konservative vil føre en anden politik, når de kommer til magten?

Konservativ råstyrke

Nej, svarer en af analytikerne fra den britiske tænketank Civitas. David Green har uarbejdet undersøgelsen, og han tror ikke på, at et regeringsskift vil ændre noget.

»Selv konservative, som er bekymrede over de fejl og mangler, der opstår på grund af den offentlige sektors monopol på serviceydelser inden for sundhed og uddannelse, kritiserer sjældent Blair-regeringens tilgang,« sagde David Green til avisen Daily Telegraph.

Ifølge Green er problemet, at hvis politikerne påpeger problematikken og foreslår en mindre statslig service og mere privat service, bliver de med det samme stemplet som afstumpede, følelseskolde mennesker.

De Konservative viste dog mere råstyrke, end Green forudså. Da undersøgelsen blev offentliggjort, sagde George Osborne, der formentlig bliver finansminister, hvis de Konservative vinder næste parlamentsvalg

»under Gordon Brown er statens størrelse blevet stadig større, og regeringen blander sig i mere og mere. Det er præcis det modsatte af, hvad en konkurrence- dygtig økonomi behøver«. Det var klar tale.

Ligner Danmark

Udviklingen i Danmark ligner udviklingen i Storbritannien.

Den seneste opgørelse fra CEPOS viser, at der stort set var dobbelt så mange på overførselsindkomst i 2006, som der var i 1970. Herudover har skiftende regeringer tilladt at lade den offentlige sektor vokse med så stor styrke, at antallet af offentligt ansatte ligeledes er fordoblet i perioden 1970-2006. Den offentlige sektor har faktisk aldrig været større, end den er i dag.

Og udviklingen ser ud til at fortsætte. Frem til 2040 vokser antallet af personer over 65 år med cirka 400.000, samtidig med at antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder med cirka 350.000 personer.

Det trækker i retning af en endnu større offentlig sektor, flere overførselsmodtagere, mangel på arbejdskraft, højere skattetryk og dermed en dårligere dansk konkurrenceevne, hvilket i sidste ende vil gå ud over vores velstand og økonomiske frihed.

Det kræver reformer

Det er naturligvis muligt at undgå denne negative udvikling, men det kræver reformer, der flytter personer fra overførsler til beskæftigelse.

Hertil kommer en finansieret skattereform, der sænker skatten på arbejde, således at det kan betale sig at gøre en ekstra indsats på jobbet. Ligesom det er nødvendigt at stoppe den automatiske vækst i den offentlige sektor. Indtil videre er der stadig forskel på, hvordan partierne i Storbritannien ser på befolkningens afhængighed af staten. De Konservative repræsenterer stadig et alternativ til Gordon Browns politik. Men om de borgerlige tør gøre noget ved problemet, når de får regeringsmagten, kan man kun gætte på.

Af Kasper Elbjørn

McCarthyism? Hvad var det?

I dag er det 57 år siden, at den amerikanske senator Joe McCarthy holdt sin seks timer lange tale til Kongressen, hvori han refererede til over 80 unavngivne personer, som han beskyldte for at være medlemmer af det Kommunistiske Parti eller tilhængere af partiet.

Der er siden lavet mange film og bøger om det, der i dag er kendt som ”McCarthyism”. Det er vel næsten blevet et skældsord på grund af film som eksempelvis ”Good Night and Good Luck” (2005).

Oprindelig var McCarthy imidlertid ikke ude efter skuespillere, TV-værter, forfattere eller andre kendisser. Han var faktisk ikke engang interesserede i kommunister, men derimod embedsmænd og diplomater, der havde stillinger i den amerikanske centraladministration, og som sympatiserede med Sovjetunionen eller var sovjetiske spioner, og dermed en trussel for den amerikanske stat.

Høringerne som McCarthy satte i værk efter den berømte tale blev kontroversielle fordi det demokratiske flertal i kongressen forlangte, at der blev sat navn på de personer, man mente udgjorde en sikkerhedsrisiko for staten. Hermed stemplede man reelt alle, der gav vidneforklaring, som kommunistsympatisører uanset om de var det eller ej. Den slags vilkårlighed klæder aldrig en retsstat.

Udover høringerne iværksatte man forskellige tiltag, der skulle stoppe Sovjetunionens infiltrering af det amerikanske samfund. Præsident Harry Truman mente, at Kongressen, som ellers var styret af hans eget parti, gik for vidt, og allerede i 1950 prøvede han at stoppe en lov, der ville gøre det umuligt for kommunister at blive amerikanske statsborgere. Han skrev i sin begrundelse: “In a free country, we punish men for the crimes they commit, but never for the opinions they have (…) no matter how distasteful the opinion may be to the vast majority of our people”.

Det er kloge ord, som også er vigtige at huske for os danskere, når vi føler vores samfund er truet, selvom det naturligvis aldrig er ligegyldigt om danske statsborgere sympatiserer med eller støtter holdninger, organisationer eller lande, der udgør en trussel mod den danske stat.

Af Kasper Elbjørn

Der er stadig forskel på partierne i Storbritannien

De seneste dages politiske debat i Storbritannien har i stor stil handlet om befolkningens stigende afhængighed af staten.

Officielle tal fra regeringen har nemlig vist, at mere end syv millioner familier får en større andel af deres indkomst fra staten end de selv tjener. På trods af den britiske finansministers forvisninger om, at han ikke ønsker en sovjetisering af det britiske samfund, hvor man netop lever af tilskud fra staten snarere end sin egen løn, så er det netop i den retning, det er gået i de 10 år, Gordon Brown har været finansminister. 

Men kan man så forvente, at de Konservative vil føre en anden politik, når de kommer til magten igen? Nej, svarer en af analytikerne fra den britiske tænketank Civitas

“Even Conservatives who are concerned about the failure of public sector monopolies in health and education are slow to criticise the Blair Government’s approach”, sagde David Green til Daily Telegraph. Ifølge Green er problemet, at hvis man påpeger problematikken, og foreslår en mindre rolle for staten indenfor eksempelvis sygehussektoren, bliver man med det samme stemplet som et afstumpet, følelseskoldt menneske. 

Både de Konservative og de Liberale Demokrater viste sig dog at være mere modige end Green forudså. David Laws, der er de liberales velfærdsordfører beskyldte Gordon Brown for at have skabt en afhængighedskultur til staten, og George Osborne, der formentlig bliver finansminister, hvis de Konservative vinder næste parlamentsvalg sagde: “Under Gordon Brown the role of the state has multiplied and government has got bigger and bigger. This is exactly the opposite of what a competitive enterprise economy needs”. Indtil videre er der altså stadig forskel på partierne i Storbritannien.

Af Kasper Elbjørn

Terroren kommer og går, retsstaten består

Stuttgarts øverste landsrets beslutning om at prøveløslade den tyske terrorist Brigitte Mohnhaupt efter 24 års fængsel har sat fokus på Rote Armee Fraktion.

Den venstreekstremistiske terrororganisations aktiviteter kulminerede i det tyske efterår i 1977 med kidnapningen af og senere drabet på Hans-Martin Schleyer. Brigitte Mohnhaupt stod i spidsen for den såkaldte anden generation af Baader-Meinhof-gruppen, der med bombeterror og bortførelser rystede den (vest)tyske retsstat og dræbte i alt 34 personer.

Imens tyskerne diskuterer om den tyske retsstat skal vise sin storsind ved at benåde denne terrorist eller om en benådning er en hån mod de efterladte, er det værd at påpege, at hele diskussionen om løsladelsen er mulig fordi Rote Armee Fraktion ikke længere udgør en trussel mod den tyske retsstat.

Den tyske retsstat har andre udfordringer i dag end den havde i 1977. Sådan vil det også gå med de trusler, vi i dag er udsat for, og det er derfor, at vi skal være varsomme med at indføre ny anti-terrorlovgivning, der ikke tages op til revision efter en vis tid.

Derfor har CEPOS foreslået, at man indfører solnedgangsklausuler i anti-terrorlovgivningen, således at Folketinget er nødt til at revidere anti-terrorlovgivningen efter en vis tid. Jeg har før omtalt brugen af solnedgangsklausuler. Når det er en god ide, er det fordi, at anti-terrorlovgivning ofte repræsenterer alvorlige indgreb i borgernes frihed. I øvrigt er det helt almindeligt i mange andre lande at påhæfte lovgivningen med solnedgangsklausuler.

Terrororganisationer har det med at forsvinde igen efter en årrække, og det bør anti-terrorlovgivningen også gøre.

Af Kasper Elbjørn

Tillykke, Ronald Reagan

”Det elendige planøkonomiske system kunne ikke sikre både en militær oprustning, der stod mål med Vestens, og en rimelig levestandard for de befolkninger, der takket være de nye kommunikationsmuligheder fik stadigt bedre indblik i, hvordan man levede på den anden side af Jerntæppet. Der blev sat trumf på af en stærk amerikansk politisk ledelse under præsident Ronald Reagan”. 

Sådan skriver en af vore egne stærke ledere, Uffe Ellemann-Jensen, om Ronald Reagan i bogen ”Det lysner i øst” (Gyldendal, 2006). I dag, den 6. februar, har Ronald Reagan fødselsdag. Han ville være fyldt 96 år, og han er værd at fejre, da han er en af de præsidenter, der efterlod sig en bedre verden, end den han overtog, da han blev præsident i 1981. 

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjev, blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte. 

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var ”(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier. 

I dag er de fleste af de østeuropæiske lande, der var underlagt lederne i Kreml, frie demokratier, medlemmer af EU og NATO, og de ved, hvem de skal takke for deres frihed. Det så man for nyligt, da en ung toppolitiker fra Tjekkiet, en af Prags borgmestre, Tomas Chalupa, fortalte, at Prag ville bygge et mindesmærke for Ronald Reagan. Begrundelsen for mindesmærket var enkel: ”Reagan (…) defeated Communism”. 

Tillykke, Ronald Reagan.

Af Kasper Elbjørn

A sæjer walbekom!

Det er sket før, at politikere – ja, selv ministre – skifter parti.

Gustav Rasmussen var en af de sidste aristokrater i dansk politik. Han kom fra den såkaldte landadel, og studerede jura på Københavns Universitet efter sin studentereksamen. Her traf han John Christmas Møller, der var konservativ, som han selv, men langt mere politisk bevidst. 

Da Venstre dannede regering efter valget i 1945 manglede man en oplagt kandidat til udenrigsministerposten. Foranlediget af den afgående udenrigsminister John Christmas Møller (K), der havde fungeret som minister siden befrielsen, faldt valget på Gustav Rasmussen. Mon ikke Knud Kristensen (V) senere har fortrudt valget af Gustav Rasmussen. Ikke bare var de politisk uenige, men efter valget i 1947, hvor Socialdemokratiet overtog magten fra Venstre, forblev Gustav Rasmussen nemlig udenrigsminister, selvom Socialdemokratiet overtog magten. Knud Kristensens bemærkning var: ”A sæjer walbekom!” 

At skifte fra et liberalt parti til et socialistisk parti er bestemt bemærkelsesværdigt, men dengang måske alligevel ikke helt så dramatisk. Der var trods alt tale om en diplomat, og Venstre og Socialdemokratiet var enige om de store linier i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Måske var de to partier mere enige om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, end Gustav Rasmussen var enig med de to partier om disse anliggender. Han strittede således imod medlemskab af Atlantpagten af angst for Stalins Sovjetunionen. Heldigvis stod Hans Hedtoft (S) fast.

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet skulle have udnævnt Gustav Rasmussen som minister. Det var en stor fejl. Socialdemokratiet havde dygtige ministeremner som H.C. Hansen, og den unge Per Federspiel fra Venstre kunne bestemt have varetaget jobbet ligeså godt som Gustav Rasmussen.

Af Kasper Elbjørn

Hvem er Chao?

Der er næppe mange danskere, der overhovedet har hørt om hende. Men faktisk er Elaine Chao med Donald Rumsfelds afgang før nytår den eneste af Præsident Bush’ ministre, der har siddet, siden han tiltrådte i 2001.

Chao er indvandrer fra Taiwan. Hun kom til USA i begyndelsen af 1960erne kun 8 år gammel, og er tydeligvis indbegrebet af den amerikanske drøm. I 1989 blev hun efter en karriere i banksektoren vicetransportminister. Efterfølgende var hun aktiv i velgørenheder og erhvervslivet samt hos tænketanken Heritage Foundation, inden hun igen blev minister i 2001. 

Traditionelt har beskæftigelsesministeriet i USA fungeret som forbindelseslinien mellem administrationen og fagbevægelsen, men med Chao ændrede det sig. Weekly Standard skriver i seneste nummer, at hun i højere grad så sig selv som ambassadør for hele arbejdsstyrken – både dem der var i fagforening og dem, der ikke var. Dette kan synes helt naturligt, når man tænker på, at den organiserede del af arbejdsstyrken er faldet fra 35 pct. i 1950erne til 12.5 pct. af arbejdsstyrken. Men ingen havde gjort det før hende. Derudover har hun ikke været bange for at gå udenom fagforeningernes hovedorganisation og forhandle direkte med fagforeningerne. 

I skyggen af den udenrigspolitiske dagsorden, der blev dominerende efter angrebet 11. september 2001, moderniserede hun arbejdsmarkedet og skabte større flexibilitet, ligesom hun har arbejdet for at skabe større åbenhed og gennemsigtighed især i forhold til fagforeningernes aftaler og procedurer. I disse dage rejser hun rundt i USA, og fortæller, at det som i dag opfattes som en løngab i virkeligheden er et kompetencegab. Det sker som følge af den debat om minimumslønnen, som er opstået i USA. Problemet med at hæve minimumslønnen er, at man risikerer at holde endnu flere ude af arbejdsmarkedet, der netop mangler kompetencer før, de er deres løn værd. Hertitage Foundation havde for nylig en god artikel herom.

Danske ministre kan lære noget af Elaine Chao. Ikke fordi hun formentlig ender med at blive den eneste minister, der sidder i hele Bush-perioden, men fordi hun har formået at sætte borgerlige fingeraftryk indenfor sit område, og alligevel været loyal overfor sin chef.

Af Kasper Elbjørn

Intet er gratis

Præsident Gerald J. Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Han var ikke en ubetydelig præsident, men han satte sig alligevel aldrig tydelige spor som præsident.

Når Gerald J. Ford alligevel er værd at nævne i dag, er det på grund af dette lille mundheld: »En stat, der er stor nok til at give dig alt hvad du vil have, er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har«.

Citatet er nemlig relevant på begge sider af Atlanten den dag i dag.

Højt forbrug

Herhjemme bebudede Mogens Lykketoft (S) i Information 6. januar, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med knap 2,5 procent om året. Det er endnu mere end under Fogh, som har tilladt en vækst på 1,5 procent i gennemsnit om året siden 2001.

Og George W. Bush er ikke bedre end Lykketoft, når det gælder væksten i den offentlige sektor. Bush er så at sige en god socialdemokrat, når det gælder finanspolitikken. Under Bush er statens udgifter til velfærdsydelser nærmest eksploderet, og Veronique de Rugy, der arbejder for den amerikanske tænketank Heritage Foundation, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største »forbruger siden Jimmy Carter«, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største »forbruger siden Lyndon B. Johnson«. Og det siger ikke så lidt.


Mere mådehold

Ligesom Lyndon B. Johnson har George W. Bush haft flertallet i de to kamre i Kongressen, mens han har været præsident, men det er slut nu for Bush. Det nye flertal i Kongressen kan måske medføre, at der bliver passet lidt bedre på pengene i de sidste to år, Bush er ved magten.

Ikke fordi Demokraterne ikke lider af forbrugsiver, men fordi Bush og Kongressen vil holde hinanden i skak. Den mulighed er der nemlig i USA. Under Bill Clinton havde Republikanerne eksempelvis magten i Kongressen. Dengang var væksten i det offentlige forbrug forholdsvis moderat - ikke mindst fordi præsidenten og Republikanerne holdt hinanden i skak.

Mest til sundhed

Anderledes ser situationen ud i Danmark. Det faste flertal, som den nuværende VK-regering råder over, har accepteret, at regeringen har øget det offentlige forbrug med 31 milliarder kroner i perioden fra regeringsskiftet i 2001 til 2007. Væksten er generelt gået til sundhedsområdet (cirka 12 milliarder kroner), socialområdet, herunder børn og ældre (cirka otte milliarder kroner) og undervisningsområdet (cirka otte milliarder kroner).

Prisen på en endnu større vækst i de offentlige udgifter på eksempelvis 2,5 procent om året er nye velfærdsreformer eller højere skatter. Og her er det, at præsident Fords lille mundheld bliver interessant. Fordi en stat, der er stor nok til at give dig alt, hvad du vil have, også er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har.

Intet er gratis, og regningen ligger og venter i den anden ende.

Af Kasper Elbjørn

De fattiges bedste ven

Jens Ringsmose går i Nyhedsavisen den 16. januar i kødet på New York Times-skribenten Nicholas D. Kristofs ironiske forsøg på at rette op på George W. Bush’ eftermæle. Ringsmose skriver, at det hører med til billedet, at Bush har forøget den økonomiske hjælp til Afrika med mere end fire milliarder dollars, ligesom Bush har lovet yderligere en fordobling af hjælpen frem til 2010.

Det er korrekt, at denne mere bløde side af Bush’ udenrigspolitik ikke har kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Om det så er noget Bush vil blive husket for i eftertiden er en anden sag.

David Boaz fra Cato Institute skriver i en kommentar, at Afrika i årtier har været den største modtager af ulandshjælp. Alligevel er kontinentet fortsat forarmet og underudviklet. Hidtil er der altså ikke meget, der tyder på, at økonomisk hjælp til Afrika medfører vækst og velstand. Derfor tror jeg ikke, at den enorme forøgelse af Afrikastøtten vil blive husket af eftertiden.

Økonomisk frihed og mere global frihandel ville derimod have hjulpet Afrika ud af fattigdommen, og det hører bestemt med til et nuanceret billede af George W. Bush, at han som præsident kæmpede for større grad af global frihandel lige fra begyndelsen af sin embedsperiode. Fordi som han sagde i sin World Bank-tale i juli 2001: “Those who protest free trade are no friends of the poor”. Desværre har han stået ret alene med ønsket om frihandel.

Af Kasper Elbjørn