Blog (Side 16)

Hvem forstår flad skat bedst?

Dan Mitchell fra Heritage Foundation har skrevet en lettere skræmmende kommentar om the International Monetary Fund (IMF).

Han skriver, at selvom IMF har til formål at hjælpe nationer med at øge den økonomiske vækst, bliver IMF “frequently criticized because its officials often tell poor countries to raise taxes and devalue their currencies”.

Dan Mitchell nævner, at IMF har set på skattereformerne i de østeuropæiske lande i 1990’erne, hvor både socialistiske og liberale regeringer indførte flad skat. Men i stedet for at vurdere effekterne af flad skat med udgangspunkt i økonomisk vækst, ledighed, investeringer m.v., har IMF fokuseret på, om der har været en Laffer-effekt i de pågældende lande – altså, om der er blevet skabt et merprovenu for staten ved at sætte skatten ned.

Det har fået IMF til at spekulere i om de østeuropæiske lande med tiden vil gå væk fra den succesrige flade skattesats, og Mitchell konstaterer tørt: ”It’s unfortunate that socialist governments have a better understanding of tax reform than bureaucrats at the IMF”.

Af Kasper Elbjørn

Jo mere staten vokser...

Præsident Gerald Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Men i dagene efter hans død kom flere og flere historier frem om hans liv og levned, der beskrev ham som andet end det loyale partimedlem, som først rigtig følte sig hjemme i det Ovale Værelse, da det var for sent. 

Ford var bestemt ikke nogen Barry Goldwater eller Ronald Reagan. Men heller ikke en George W. Bush. Ford plejede at sige: ”A government big enough to give you everything you want, is a government big enough to take from you everything you have”, og citatet er ligeså relevant i dag som tidligere. På begge sider af Atlanten. 

Som jeg tidligere har skrevet, er der under Præsident Bush ikke blevet holdt igen med at øge de offentlige udgifter, og herhjemme kæmper politikerne om, hvem der kan øge de offentlige udgifter mest i fremtiden. Senest har Mogens Lykketoft bebudet, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med 2,35 pct. om året. Det er endnu mere end VK-regeringen, som har tilladt en vækst på 1,48 pct. i gennemsnit om året siden 2001. 

Overfor dagbladet Børsen påpegede den tidligere overvismand Torben M. Andersen dagen derpå, at Socialdemokraterne så enten må gennemføre reformer eller sætte skatten op for at betale regningen. Og så er vi tilbage til Fords gamle citat. Fordi jo mere staten vokser, jo mindre er der tilbage til os selv.

Af Kasper Elbjørn

Bush Big Spender

Dagen før den 110. kongres skulle samles for første gang, skrev Præsident George W. Bush en kommentar i Wall Street Journal. Præsident Bush’ vision for Amerika er efterhånden velkendt på begge sider af Atlanten. Denne gang var den også velskrevet: 

“I believe that when America is willing to use her influence abroad, the American people are safer and the world is more secure. I believe that wealth does not come from government. It comes from the hard work of America’s workers, entrepreneurs and small businesses. I believe government closest to the people is more responsive and accountable. I believe government plays an important role in helping those who can’t help themselves. Yet we must always remember that when people are hurting, they need a caring person, not a government bureaucracy”. 

Læste man videre, stødte man på endnu en sætning, som man som borgerlig må have svært ved at være uenig i: 

“By balancing the budget through pro-growth economic policies and spending restraint, we are better positioned to tackle the longer term fiscal challenge facing our country”, fortsatte han. 

Det hører imidlertid med til historien, at republikanerne ikke i praksis har levet op til denne målsætning siden 2001. Der har ikke været nogen form for ”spending restraint” under George W. Bush.

Veronique de Rugy, der sidder i CEPOS’ rådgivende komité, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største ”spender” siden Jimmy Carter, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største ”spender” siden Lyndon B. Johnson. Og det siger ikke så lidt. Jeg har fundet et ældre citat af de Rugy, som sætter årene med Bush lidt i perspektiv:

“Like Reagan, Bush has supported a large defense spending build-up. But a stark difference in fiscal philosophies is evident with regard to nondefense spending. While Reagan attacked the “destructive pattern of runaway spending,” as he called it in his second budget, Bush has expanded a wide array of “compassionate” welfare state programs”.

Af Kasper Elbjørn

Høj skat skader virkelysten

 

I Nyhedsavisen 2. januar diskuterer Ole Thorbek og Flemming Lander begge min kommentar af 29. december.

Jeg stillede spørgsmålet, hvordan det var gået, hvis vi i Danmark stadig havde et skattetryk på 26 procent af BNP, som i 1960, da den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen døde. Årsagen var, at en britisk forsker netop har fundet ud af, at velstanden i Storbritannien ville have været dobbelt så stor, hvis de offentlige udgifter var blevet holdt på det niveau, de havde i 1960.

Jeg har aldrig påstået, at lavere skatter giver mere velfærd fra det offentlige. Derimod skrev jeg, at lavere skatter kan give mere velstand. Pointen er, at med færre velfærdsordninger og lavere skatter ville beskæftigelsen og velstanden blive større, fordi det bedre ville kunne betale sig at gøre en ekstra indsats på arbejdsmarkedet.

Thorbek skriver, at danskerne allerede arbejder meget. Det er ikke korrekt. Et af CEPOS seneste notater viser tværtimod, at vi har den sjettekorteste arbejdstid i OECD.

Grunden til den relativt lave danske arbejdstid er ikke, at danskerne er dovne.Derimod skal den korte arbejdstid ses i lyset af den meget høje skat på arbejde, som blandt andet indebærer, at fire ud af ti fuldtidsbeskæftigedes betaler 63 procent i skat, når de tjener 100 kroner ekstra.

Det er den fjerdehøjeste marginalskat i OECD, og den høje skat skader naturligvis virkelysten - og dermed også velstanden - i samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Europas stats- og regeringschefer burde lytte til borgerne

Der er gode nyheder for Europa den dag, politikerne begynder at lytte lidt mere til befolkningen.

Johnny Munkhammar fra den svenske tænketank Timbro var så venlig at gøre mig opmærksom på Eurobarometer 66. Da undersøgelsen blev offentliggjort hørte man kun om modstanden mod Tyrkiets optagelse i EU. Men undersøgelsen indeholder også andre interessante resultater. 

I følge Eurobarometret er 6 ud af 10 europæere enige i, at fri konkurrence er den bedste garant for økonomisk vækst (64 pct.) ligesom de mener, at staten blander sig for meget i deres liv (62 pct.). 

Selv blandt socialister (der i undersøgelsen betegnes ”venstrefløj”) mener 61 pct., at konkurrence er den bedste garant for vækst og 59 pct., at staten blander sig i for meget! 

Stats- og regeringscheferne samt alle parlamentarikerne kunne med rette gøre lidt mere for at styrke markedet i stedet for at begrænse det med love og regler. Det er set før, dengang kommissionsformand Jacques Delors lancerede planen om det Indre Marked. Det er da også på grund af markedet, at vi har vores velfærd og velstand. Ikke på trods. Det synes europæere at have forstået her ved indgangen til 2007.

Af Kasper Elbjørn

Ideen, der forvandlede New York

Rudi Giuliani blev verdenskendt som Amerikas Borgmester, da han på næsten Churchillsk facon beroligede verden umiddelbart efter terrorangrebet den 11. september 2001. Men allerede inden da havde han vist sig at være en modig og spektakulær politiker. Lang tid før han blev valgt som borgmester, troede han på, at tanker, ideer og visioner kan ændre enhver by, stat eller organisation for altid. Det blev hans egen lykke og New Yorks redning.

Charles Sahm er vicedirektør på Manhattan Institute, der ligger i en kontorbygning lige ved New Yorks hovedbanegård, Grand Central Station. Han er ikke i tvivl om, at historien om Manhattan Institute og Giuliani er et af de bedste eksempler på, hvordan en tænketanks ideer kan blive til virkelighed og få en enorm og positiv indflydelse på samfundet.

»Livskvaliteten i New York var forsvindende lille, og det ændrede man,« siger han i dag 25 år efter, at teorien om de ødelagte vinduer ”Broken Windows”, der forvandlede New York, blev født.

Charles Sahm fortæller, at historien om Manhattan Institute er ejendommelig i et amerikansk perspektiv. Modsat de fleste andre tænketanke i USA er Manhattan Institute oprettet af en europæer, den britiske mangemillionær Anthony Fischer i 1978. Han havde med stor succes stiftet den britiske tænketank Institute of Economic Affairs tilbage i 1955 i frustration over planøkonomiens fremmarch, og nu gik turen altså til New York.

Året 1978 er ikke ligegyldigt. New York var på daværende tidspunkt lammet af kriminalitet og økonomisk krise. Præsident Gerald Ford havde nægtet byen yderligere økonomisk hjælp. Overskriften i avisen Daily News den 30. oktober 1975 var ikke til at tage fejl af: »Ford to City: Drop Dead«.

Der var brug for nytænkning, og Anthony Fischer så en ny mulighed for at tilvejebringe reformer, der kunne skabe mere frihed og større personligt ansvar.

En tænketank er dog aldrig garanteret succes. Det er altid en kamp op ad bakke for tænketanke, da de løsningsmodeller, som tænketanke arbejder med, som regel er præget af at være langsigtede og idealistiske. Manhattan Institute måtte især slås med at være en borgerlig tænketank i en traditionel venstreorienteret by. Der gik da også mange år, før Manhattan Institute for alvor slog igennem og fik indflydelse på New Yorks udvikling.

Kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson havde i 1982 skrevet en artikel om en teori, som de kaldte ”Broken Windows”. Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Hvis man så et ødelagt vindue, skulle det udskiftes med det samme. Årsagen var, at hvis vinduet ikke blev udskiftet, ville der skabes en stemning af, at det var i orden at smadre vinduer. Ét knust vindue bliver til flere knuste vinduer, og langsomt vil der ske en nedbrydning af et område gennem hærværk og vandalisering, der med tiden fører til, at de mennesker, som bor i området, bliver utrygge og flytter væk.

Kelling og Wilson forudså, at hvis man derimod slår hårdt ned på selv den mindste kriminelle handling, skabes der en stemning af tryghed, der breder sig, og får de kriminelle til at føle sig uvelkomne og udenfor det almindelige samfund. Dermed kan vindue-teorien med tiden også forebygge de mere alvorlige kriminelle handlinger, der ofte begås af dem, der begyndte med at smadre vinduer for sjov.

Lawrence J. Mone, der i dag er direktør for Manhattan Institute, arbejdede som analytiker i tænketanken, da han ved en tilfældighed stødte på Kelling og Wilsons artikel i 1989. Mone fandt dog hurtigt ud af, at New Yorks unge politichef Bill Bratton allerede havde taget ideen til sig og introduceret den nede i undergrundsbanen. Her havde man sat hårdt ind mod graffitimaleri og billetsnydere.

»Mange havde spurgt: Hvorfor bruge tid og penge på at have to betjente stående og dele små bøder ud for lovovertrædelser som graffiti og billetsnyderi. Men det viste sig hurtigt, at de samme fyre, som snød med billetterne og tegnede på væggene, faktisk også begik andre forbrydelser samme dag. Dermed kunne man bruge disse små forseelser til at få bugt med mere vigtige lovovertrædelser. Derudover fjernede man graffitien hver aften, så der var faktisk både en stor visuel ændring og reel ændring. Alt i alt følte folk, at der blev gjort noget aktivt for at få bugt med kriminaliteten, og de følte sig dermed mere trygge, ligesom de kriminelle følte sig mere utrygge. Så indsatsen i undergrundsbanen var allerede en stor succes,« siger Charles Sahm.

Manhattan Institute inviterede derfor både George Kelling og Bill Bratton til seminarer for at promovere ideen, og man fik Kelling til at skrive artiklen om til en bog ”Fixing Broken Windows” (1996), ligesom instituttets magasin City Journal behandlede emnet flere gange.

Indsatsen i undergrunden skete ikke uden protester, men Charles Sahm fortæller, at de sædvanlige argumenter såsom, at det er fattigdom, fordomme og opvækst, der skaber kriminalitet og bringer unge i uføre, hurtigt forsvandt, da kriminaliteten faldt. Det viste sig, at der ingen sammenhæng var mellem stigende arbejdsløshed, narkomisbrug m.v. og så kriminalitet. Man kunne sagtens bekæmpe det ene og så vente med det andet.

I 1989 tabte den republikanske politiker Rudy Giuliani borgmestervalget i New York, og han begyndte at komme til flere af Manhattan Institutes seminarer for at få inspiration og især bedre kendskab til New Yorks udfordringer.

»Man kunne reelt se ham sidde på første række og tage noter, og ved et af symposierne, han deltog i, stødte han på George Kelling og lærte om erfaringerne med vindue-teorien,« beretter Charles Sahm.

Da Giuliani igen stillede op i 1993, var det med læren fra Manhattan Institute i bagagen og masser af progressive ideer for New York, som New Yorkerne var villige til at prøve af. I løbet af 1990’erne faldt antallet af voldelige overfald med mere end 56 pct., hvorimod volden kun faldt med 28 pct. i resten af USA. Antallet af indbrud faldt med 65 pct., men kun 26 pct. på landsplan. Tallene taler for sig selv, og hans politik blev et forbillede verden over.

Også i Danmark har Manhattan Institutes teori sat sit præg på gadebilledet. I København satte borgmester Søren Pind (V) i 1990’erne hårdt ind over for graffiti og forbedrede renovationen af de københavnske gader. Og justitsminister Lene Espersen (K) synes at være inspireret af ideen. Det har bl.a. medført, at hun siden 2001 har indført hårdere straffe.

New York forvandlede sig fra en af de værste byer i USA til et forbillede for resten af verden takket være tankerne og ideerne fra Manhattan Institute. Og uanset om Giuliani vinder præsidentvalget i 2008, lever hans ånd videre på alverdens gader.

Af Kasper Elbjørn

Opgør med fodnoterne

Med den tilspidsede situation i Afghanistan og den fortsatte krise i Irak er den aktivistiske danske udenrigspolitik og Danmarks tætte sikkerhedspolitiske samarbejde med USA endnu engang til debat. Imidlertid synes der at være en bemærkelsesværdig enighed om grundlaget for den aktivistiske danske udenrigspolitik.

I dag stiller ingen af de toneangivende politiske aktører spørgsmålstegn ved en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, og selv regeringens tætte samarbejde med USA er bredt accepteret.

I vidt omfang er linien da også en videreførelse af den tidligere SR-regerings politik. Både aktivisme og atlantisme er blevet centrale elementer i dansk udenrigspolitik, og debatten handler ikke om, hvorvidt aktivisme og atlantisme skal være grundpillerne i politikken, men hvordan de skal være det.

Danmarks udenrigspolitiske aktivisme blev først formuleret i det såkaldte "forståelsesbrev" forfattet af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres udenrigspolitiske ordfører Lone Dybkjær i juni 1988.

Det sigtede mod "...at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning samtidig med, at hensynet til dansk sikkerhed varetages...".

Brevet blev startskuddet til et opgør med den traditionelt passive og reaktive danske udenrigspolitik og ikke mindst med den politik, der mellem 1982 og 1988 pålagde den borgerlige regering at fremsætte fodnoter til de fælles NATO-beslutninger og dermed sendte Danmark ud på kanten af det acceptable for et NATO-medlem.

Fodnotepolitikken udgjorde en betragtelig skærpelse af den traditionelle forbeholdne position, som Danmark indtog i forholdet til NATO. Fodnoterne ændrede omverdenens opfattelse af Danmark som et land solidt plantet i NATO.

Imidlertid var Uffe Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, og hans holdning var velkendt hos vores allierede, hvilket formentlig har hjulpet på stemningen, når en fodnote blev skrevet ind i de fælles NATO-beslutninger.

Derfor kan man med rette sige, at selv om fodnoterne tærede på Danmarks goodwill og på længere sigt udgjorde en potentiel risiko for vores frihed og demokrati, så gik Danmark alligevel ud af fodnoteperioden uden for alvor at have mere end ridser i omdømmet hos USA og resten af den frie verden.

Aftalen om forståelsesbrevet blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Ikke blot fordi Det radikale Venstre på Lone Dybkjærs opfordring brød med partiets traditionelle linie i udenrigspolitikken af hensyn til landets sikkerhed.

Begivenheden var også afgørende, fordi aftalen i kombination med afslutningen af den Kolde Krig skabte helt nye muligheder for dansk udenrigspolitik.

Indtil afslutningen af den Kolde Krig var de europæiske småstaters udenrigspolitiske handlemuligheder i høj grad bundet af den sikkerhedspolitiske spænding mellem de to blokke med USA og Sovjetunionen i spidsen. For Danmark betød det, at ligesom udenrigspolitikken fra 1864 og frem til 1945 havde været påvirket af den mulige trussel fra Tyskland, så var den fra 1945 til 1989 præget af den mulige trussel fra Sovjetunionen.

Efter 1989 er magtpolitikken fortsat et grundvilkår i international politik, men dens virkemidler har undergået en væsentlig forandring i det euro-atlantiske område, hvor militær magt spiller en mindre rolle end tidligere, og diplomatisk kompetence til gengæld er blevet vigtigere.

Forståelsesbrevet muliggjorde en maksimal udnyttelse af disse nye muligheder ved at skabe det indenrigspolitiske grundlag for, at en kvalitativ ændring af trusselsbilledet kunne følges op af en kvalitativ ændring af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Perspektivet i dansk udenrigspolitik blev globalt i forfølgelsen af klassiske udenrigspolitiske mål som sikkerhed, velstand og værdier, og sikkerhed blev anset for at være en fælles udfordring snarere end et nationalt problem.

De nødvendige ressourcer for at føre politikken ud i livet og en generelt større risikovillighed skabte gode betingelser for en aktiv politik.

Politikken kom op gennem 1990'erne til udtryk både i det geografiske nærområde, hvor Danmarks spillede en meget aktiv rolle i forhold til de baltiske lande, i udvidelsen af NATO og særligt EU, og globalt, hvor Danmark bl.a. gennemgik en såkaldt militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem sin meget omfattende deltagelse i internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse.

Aktiv militær indsats blev nu opfattet som et legitimt udenrigspolitisk middel, hvis målet var international fred og sikkerhed og menneskerettigheder, og den foretrukne samarbejdspartner i sikkerhedspolitikken var som oftest USA.

Kontrasten mellem nutid og fortid blev endnu tydeligere efter terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen så terrorangrebene som udtryk for et angreb på alt, hvad vi står for - individuel frihed, fælles sikkerhed og demokrati - og betonede, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA og sine andre NATO-allierede.

Han understregede, at vores fremtid og vores sikkerhed er fælles, Danmarks sikkerhed er identisk med NATO og USA's sikkerhed. Modsætningen til den fodnotepolitik, som mindre end 15 år tidligere havde været synonym med den sikkerhedspolitiske kurs i statsministerens eget parti, var til at tage og føle på.

Anders Fogh Rasmussens regering har overordnet set fastholdt prioriteterne fra 1990'erne, men samtidig også skruet op for både aktivisme og atlantisme.

Politikken er ikke kun tilpasset det nye trusselsbillede efter 11. september og de begrænsninger, som det danske forsvarsforbehold pålægger regeringen i forhold til EU-samarbejdet.

Den er i lige så høj grad et ideologisk opgør med fortiden, en del af en mere generel værdikamp, hvor villigheden til at bringe ofre for at nå sine overordnede mål ofte understreges med direkte henvisning til kontrasten til besættelsen og fodnoteperiodens udenrigspolitik.

Samtidig med, at aktivismen er fortsat, er dens gevinster og faldgruber blevet stadig tydeligere.

På den ene side rummer aktivismen mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os og forholde sig til globaliseringens udfordringer.

Dertil kommer muligheden for at deltage i udbredelsen af frihed, markedsøkonomi og demokrati til stadig flere lande, særligt i samarbejde med USA.

På den anden side omfatter i hvert fald den sidste type af projekter en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder uafhængigt af befolkningens ønsker.

Den såkaldte sociale ingeniørkunst er ikke bare utopisk, men også udgiftstung for de deltagende landes borgere, livsfarlig for både soldater og civile og rummer samtidig risikoen for at undergrave respekten for de værdier, som er målet.

Hvilken lære de politiske beslutningstagere vil drage af dette i fremtiden, ved vi ikke, men deres svar vil næppe indeholde så radikale opgør med fortiden som både fodnoteperioden og den efterfølgende forståelse af Danmarks rolle i international politik på meget forskellig vis var udtryk for. Aktivismen er kommet for at blive.

Af Kasper Elbjørn

Kampen om historien

Den konsensus , der opstår om fortiden, præger nutiden for slet ikke at tale om vores visioner for fremtiden. Derfor er der på mange måder tale om reel kulturkamp, når man ønsker at ændre den altdominerende måde at forstå historien på. Der er tale om en konflikt mellem forskellige intellektuelle positioner. En kamp om dansk åndsliv. Den kulturkamp har tænketanken Cepos valgt at blande sig i, og det er der nu kommet en antologi ud af. Antologien udkommer i dag og hedder 20 begivenheder der skabte Danmark.

Danmark er et lille land, og i Danmark har der almindeligvis kun været plads til én opfattelse af historien ad gangen. Det gælder ikke kun i offentligheden, men også blandt fagfolk. Den lærde forskning i historie har i Danmark udviklet sig gennem en række skoler, der hver i sin tid var altdominerende og hver især hævdede at repræsentere den eneste rigtige måde at forstå historien på og dermed den eneste rigtige historie. Indtil 1970'erne havde det i årtier været den radikale Erik Arup og hans elever, der satte dagsordenen. Den stillede bønder, kornpriser og landbrug i centrum som historiens drivende kræfter, mens politik, krige, konger og ikke mindst religion blev reduceret til perifere og forstyrrende fænomener. Arup-skolen mente ligesom de radikale politikere, at religion er noget sludder, og at pacifisme er den eneste fornuftige politiske holdning, mens folk, der mener, at nationen kan og bør forsvare sig mod trusler, er i bedste fald naive og i værste fald provokatører.

På trods af marxisternes indtog på universiteterne i 1970'erne er opfattelsen af historien stadig farvet af den radikale tradition. Selv om den mistede taget på universiteterne, havde den fortsat et godt tag på seminarierne og i skolerne, især da mange opfattede den som en modvægt mod marxismen. Det var den egentlig ikke; den radikale historieopfattelse er med sin tro på landbrugets centrale rolle og sin foragt for nation og religion nærmest en slags marxisme uden det revolutionære had til demokratiet. Især den radikale skole har således dannet den historiske bevidsthed i det sidste halve århundrede. Fra skolerne på universiteterne er måderne at forstå historien på formidlet via lærebøger til elever, der har opfattet de deri udtrykte meninger og stofvalg som naturlige, dækkende og sandfærdige. Således er opfattelser af historien, der i realiteten er bestemt af stærke fordomme, blevet alment accepterede sandheder, der præger samfundet og visionerne for, hvordan Danmark skal udvikle sig.

Den radikale traditions livskraft kommer ikke mindst til udtryk ved, at P. Munchs Verdenshistorie i tre bind stadig bliver brugt i undervisningen, selvom de nærved 100 år gamle.

P. Munch var forsvarsminister under Første Verdenskrig. Han og hans kolleger i den radikale regering holdt muligvis Danmark ude af krigen, men fik til gengæld tilnavnet løgnens og bedrageriets ministerium. Det var ikke uden grund, at den konservative udenrigspolitiker John Christmas Møller fandt på dette tilnavn. Danskerne betalte med deres frihed for ikke at blive inddraget i Første Verdenskrig. Da Stauning dannede regering i 1929, blev P. Munch udenrigsminister og en yderst indflydelsesrig en af slagsen. Få måneder efter Besættelsen i juni 1940 måtte han gå af. Hans neutralitetspolitik havde denne gang lidt alvorligt skibbrud. Danmark var besat, men hans tanker om udenrigspolitik og hans forestillinger om frihed, lighed og fremskridt blev stående i hans historiebøger, som mange, ikke mindst af de generationer, som i dag styrer Danmark, har læst i gymnasietiden.

Tænketanke skal præge samfundsudviklingen, og derfor udgiver Cepos i dag en antologi, der kan medvirke til at bryde det radikale historiemonopol. En antologi, der har til formål at nedbryde tabuer, sætte lys på vinkler i historien, der er blevet glemt, samt gøre op med myter der gennem historieskrivningen har fået lov til at blive stående ubemærket.

Ideen til antologien blev oprindelig affødt af kanondiskussionen, der har verseret i Danmark siden 2004. Debatten begyndte, da daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i september 2004 offentliggjorde en detaljeret læseplan for historiefaget i gymnasiet. En referencegruppe under undervisningsministeren havde udarbejdet en liste med 21 specifikke emner, og listen markerede et brud med den 30 år lange tradition for, at lærerne selv måtte vælge, hvilke emner og perioder de beskæftigede sig med. Listen blev imidlertid lanceret med en påmindelse om, at kanon betyder rettesnor, og at listen var lavet for at få en fælles forståelse for den fælles arv.

Det samme gjaldt undervisningsminister Bertel Haarders historiekanon for folkeskolen. Bertel Haarder (V) mente, at historie var et kulturfag, der krævede overblik og sans for kronologien, og at de kulturbærende fag skulle give de unge et kulturfællesskab, som de kunne tage afsæt i.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt med overblik og en vis sans for kronologi i lige netop historiefaget, men da historie med ministerens egne ord er et kulturfag, kan man ikke udelukke, at en historiekanon udvikler sig til en facitliste, og dermed bliver et led i den kultur- og værdidebat, der ikke skal udkæmpes af staten, men af befolkningen. En berettiget kritik af ideen om en historiekanon er derfor, at den kan betyde ensretning og meningstyranni, hvilket ethvert frit samfund må vende sig imod. Dertil kommer, at når en kanon bliver lanceret i mere eller mindre officielle fora, risikerer man at centralisere det danske åndsliv, så fremtidige, socialdemokratiske regeringer føler sig kaldet til at afløse en evt. borgerlig kanon med en socialdemokratisk kanon. Den form for statslig indblanding i den danske kultur, skal vi vende os imod.

Bertel Haarders historiekanon kan imidlertid næppe blive anklaget for at være en del af kulturkampen eller udtryk for ensretning og meningstyranni. Tværtimod blev den beskyldt for at være så bred og rummelig, at den næppe i praksis vil få nogen større effekt.

Vi håber, at Bertel Haarders historiekanon vil få den effekt, som den var tiltænkt af ministeren, men vi tror, det er tvivlsomt. Når vi mener det er tvivlsomt, er det fordi, at lærerne frit kan bruge kanonen i den rækkefølge, de ønsker, selvom kanonen blev præsenteret som en kronologisk fortløbende liste. Dermed opnår man ikke det overblik og sans for kronologien, som er kanonens vigtigste argument.

En historiekanon, som Ulla Tørnæs' eller som Bertel Haarders, kan være med til at skærpe interessen for historien. Kanoner kan skabe historisk overblik og sans for kronologien i historien, og de kan skabe fælles forståelse for den fælles arv. Alt sammen er vigtigt. Men de skal ikke bruges i kampen om åndslivet. Den kamp må stå andre steder. Det skal staten ikke blande sig i, men ministre og politikere kan selvfølgelig opfordre til debat og bør blande sig i den, når de har noget at sige.

Den interessante kanon er bygget op af begivenheder, der er delikate for alle parter og strømninger i samfundet, og af begivenheder, der kan siges at have skabt det samfund, der skal lære af den. Den interessante kanon er derfor berettiget i et lille land som Danmark, hvor der kun har været plads til én opfattelse af historien, og hvor mange historiebøger er præget af tabuer, fortielser og myter.

De 20 kapitler i Cepos' nye antologi repræsenterer ikke forfatternes bud på en historiekanon for universitetet, gymnasiet eller folkeskolen. Forfatterne er formentlig ikke engang enige i, om eleverne skal have en kanon eller ej. Antologien indeholder dog personer, begivenheder og analyser, som forfatterne mener, er vigtige, hvis vi skal have en akkurat forståelse af Danmarks udvikling.

Forbilledet i udarbejdelsen har dels været forlaget Gallimards populære historiske bogserie 30 journées qui ont fait la France, hvor rutinerede historikere, skribenter og journalister hver i ét bind ud fra bestemte datoer fortæller om vendepunkter i nationens historie.

Et andet forbillede har været A.D. Jørgensens klassiske Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie . A.D. Jørgensens fortællinger udkom første gang i 1882. Hver gang bogen er blevet genudgivet har den været genstand for en hidsig debat fordi den netop ikke repræsenterede danmarkshistorien, men et bud på danmarkshistorien, ligesom Cepos' antologi.

Vi blander os i kampen om historien fordi vi ønsker en pluralistisk tilgang til danmarkshistorien.

Pluralismen giver ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Pluralismen opfordrer derimod til, at man selv tager stilling til den givne kamp, konflikt og diskussion. Ligesom der ikke kun findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes, findes der heller ikke kun ét svar på, hvordan historien fortælles.

Vi respekterer , hvis folk er uenige i vores og forfatternes valg af begivenheder til antologien. Det gør vi fordi pluralismen er født af tolerance. Men så må kritikerne komme med et andet og bedre bud på begivenheder, personer og institutioner, der har skabt Danmark på godt og ondt.

Af Kasper Elbjørn

Fordel licensen via fond

Medieforsker Frands Mortensen sagde det egentlig meget klart forleden i Berlingske Tidende. DR eksisterer udelukkende for at lave programmer. Ikke for at bygge huse, kunne jeg så tilføje. Men herefter hører min enighed med medieforskeren fra Århus også op. Hans pointe er nemlig, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) skal skaffe flere penge, eller også skal han og DR i fællesskab sænke kravene til, hvad der skal sendes i TV og radio.

Her er et andet forslag. Sælg DR (eller en betydelig del af virksomheden) og kom i stedet alle licensmidlerne over i den nye Public Service Fond. Alle skal kunne søge midler fra Public Service Fonden, og Radio- og TV-Nævnet, som i dag kontrollerer DR, kunne passende kontrollere, at de penge, der blev delt ud, også blev brugt til at sende public service. Dermed ville alle TV- og radiokanaler frit få mulighed for at komme med forslag til nye dramaserier, nyhedsprogrammer, dokumentarprogrammer o.lign. Udsendelser, det er svære at producere i et lille land med kun fem mio. indbyggere. DR skal også komme med forslag og være med i konkurrencen om licensmidlerne i Public Service Fonden. De vil sikkert løbe med størstedelen af midlerne, fordi de har så mange udmærkede medarbejdere. Jeg mener således ikke, at DR skal nedlægges, men at virksomheden skal privatiseres, så generaldirektører ikke fremover bygger koncerthuse eller begynder andre store projekter for borgernes licenspenge.

Folketinget har besluttet, at licenspengene i fremtiden skal indkræves via den nye medielicens, som også rammer mennesker, der kan se TV på en mobiltelefon, PC, iPod, PDA, mv. Det lyder sådan set fair nok, at alle skal betale uanset medie. Men man kunne have undgået medielicensen ved at introducere en licenskode, således at man kun kunne benytte DRs hjemmeside, hvis man indtastede sin licenskode. Det havde været langt mere retfærdigt. Det er jo ikke alle med mobiltelefoner, PCer eller lignende, der benytter sig af DRs Internet.

Nu skal de betale alligevel. Medielicensen er imidlertid vedtaget, og pengene skal bruges ordentligt. I forbindelse med at DR sælges, og licenskronerne lægges i den nye Public Service Fond, bør man derfor præcisere public service-begrebet. Det kræver EU faktisk allerede i dag. Kommissionen har i den såkaldte Alkmar Trans dom gjort det helt klart, at det skal fremgå af den nationale lovgivning, hvordan public service defineres. Det gør det ikke i dag. F.eks. står der i Radio- og fjernsynslovens §10, at public service skal omfatte fjernsyn, radio og internet el. lign. Det er da ikke særlig præcist. Den nye medielicens sikrer, at DR har penge nok. Hvis DR ikke kan levere public service for de mange penge pga. andre aktiviteter, så er det måske på tide helt at skille sig af med DR og søge nye veje.

Af Kasper Elbjørn

Texas - et pejlemærke for fremtiden

Der er syv stater i USA, hvor man ikke betaler indkomstskat. En af staterne er Texas. Men Texas er også interessant på mange andre områder. Og udviklingen i den store stat følges tæt i resten af Amerika.

Texas udmærker sig ved at være den mægtigste stat i Amerika. Texas er lidt mindre en Tyrkiet og har et befolkningstal på 22 mio., hvilket er lidt flere end i Australien.

Og så har staten leveret fire præsidenter siden Anden Verdenskrig. Dwight Eisenhower og Lyndon B. Johnson var født i Texas, ligesom George H. W. Bush og den nuværende præsident Bush har stærk tilknytning til Texas. Præsident George W. Bush har endog været guvernør for Texas i otte år.

At staten ikke har indkomstskat betyder ikke, at man får 100 kr. i lommen, når man tjener 100 kr. Indbyggerne i Texas betaler indkomstskat til regeringen i Washington, men modsat andre stater betaler man ikke indkomstskat til regeringen i Texas.

Ejendomsværdiskat

Ifølge et notat fra Cepos har OECD opgjort den gennemsnitlige marginalskat i USA til at være 43 pct. for personer med en indkomst, der er dobbelt så høj som gennemsnitsindkomsten. Denne marginalskat er inklusiv skat til delstaterne. Men i Texas betales der ikke indkomstskat til delstaten. Og det gør det naturligvis mere attraktivt at arbejde i Texas i forhold til så mange andre steder.

Nu er det ikke sådan, at Texas ikke får skatteindtægter af den grund. Ejendomsværdiskatterne er relativt høje i Texas. Kommunerne bestemmer selv skatten, som i 2003 varierede mellem 0,3 pct. og - 1 pct. Ejendomsværdiskatterne udgør næsten halvdelen af Texas' samlede indtægter. Den anden halvdel kommer fra det, som vi - kan kalde moms på fødevarer, medicin, benzin, tobaksvarer mv.

Årsagen til det for danskere besynderlige system er, at der er stor mobilitet i Texas. Det er ikke unormalt, at folk arbejder i staten i to-tre år, og så flytter tilbage til Mexico eller til en anden stat i Amerika. Mange af indbyggerne er derfor ikke villige til at betale for mere langsigtede investeringer såsom store infrastrukturprojekter.

»De vil have det, de kommer for, lige nu,« siger Mike Eastland, der er adm. direktør for rådet for Texas' nordlige regioner, NCTCOG. Mike Eastland mener ikke nødvendigvis, at det er en styrke for Texas, at man har den form for gennemtræk i arbejdsstyrken.

Texas som forbillede

Men situationen reflekterer meget vel måden, vi alle kommer til at leve på i fremtidens globaliserede verden. Derfor ser man på Texas som et forbillede, mener han.

Beskatning af mursten i stedet for arbejde var til debat i Danmark, da Velfærdskommissionen udgav sin rapport i december. Forslaget blev faktisk stillet for at imødekomme de udfordringer, som globaliseringen stiller med stor mobilitet på arbejdsmarkedet og øget konkurrence for at få de bedste hoveder til landet.

Mike Eastland forklarer, at man i Texas ikke har tradition for folkeafstemninger som i andre amerikanske stater. Men meget tyder på, at et forslag om at hæve momsen for at få penge til et øremærket infrastruktur-projekt kunne ende i en folkeafstemning, fordi politikerne heller ikke har tradition for at hæve skatterne uden at spørge vælgerne først. En form for skattestop kunne man nok sige.

Sympati for skattestop

Og netop det danske skattestop møder stor sympati. Gratis velfærdsydelser er ikke populære hos tænketanken National Center for Policy Analysis i Dallas. Devon M. Herrick, ph.d., der har specialiseret sig i sundhedssektoren, peger på, at før præsident Johnsons sundhedsreformer, der introducerede skattebetalt lægehjælp, var sundhedsudgifterne 6 pct. af BNP. I dag udgør de 14 pct. Det er en voldsom stigning, der ikke er holdbar i længden, mener han.

Herrick kan se en tydelig tendens, når han sammenligner normal lægehjælp med skønhedskirurgi, som stort set er den eneste form for lægehjælp, der udelukkende er betalt af folk selv. Selv om antallet af operationer indenfor plastikkirurgi er firedoblet i løbet af de seneste 10 år, er priserne kun steget med 16 pct. Priserne i sundhedssektoren er derimod steget med 47 pct.

Han peger endvidere på, at nye opfindelser og effektiviseringer inden for skønhedskirurgi i de seneste 10 år har medført lavere priser og bedre resultater. Inden for den øvrige sundhedssektor har nye opfindelser og mere viden betydet højere udgifter og længere ventelister.

Opskriften på et bedre, mere effektivt og billigere sundhedssystem er ifølge Herrick brugerbetaling gennem borgerkonti, således at patienterne bliver tvunget til at stille samme krav om billigere og bedre service, som man gør inden for eksempelvis skønhedskirurgi. Hvis man ikke bruger alle pengene på kontoen, beholder man dem til senere i livet, hvor man muligvis har mere brug for dem.

Tankerne fra tænketanken i Texas har - ligesom de mange andre ideer fra den store stat - vundet gehør i Washington. Ikke fordi præsidenten selv kommer fra Texas, men fordi staten på mange måder repræsenterer fremtidens USA. Måske er det også tid, at europæerne begynder at lytte.

Af Kasper Elbjørn