Blog (Side 17)

Respekt holder mosaikken sammen i USA

De smukke mosaikker, som man kan se i Roms kirker, stammer helt tilbage fra pave Paschalis' tid i 800-tallet. Og da Jugend- og Art Nouveau-kunstnerne slog stærkt på håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet i tiden før Første Verdenskrig, blev mosaik endnu en gang en efterspurgt kunstart. I dag bruger vi igen mosaik til at dekorere vores køkkener og toiletter. Årsagen er ganske simpel, at mosaikkunsten er smuk.

Indvandrersamfund

Ph.d., dr. Gary Weaver tøver ikke med at kalde USA en stor mosaik. USA er et samfund af indvandrere, og hver gruppe repræsenterer en sten i mosaikken, mener han. Dr. Weaver fortæller, at amerikanerne i dag er enige om, at mosaikken er smuk, og de ved, at hvis man fjerner en enkelt sten i mosaikken, vil mosaikken ikke være lige så smuk i fremtiden, som den er i dag. Han forstår dog godt, at Europa kan have svært ved at holde mosaikken sammen. Det er, som om cementen ikke helt er lavet af den rigtige blanding.

Dr. Weaver har i over 35 år arbejdet på American University. I 1999 stiftede han universitetets International Management Institute (IMI), der er et program, som uddanner erhvervsledere i multikulturel ledelse. Han anerkender, at det har taget lang tid for USA at nå til, hvor landet er i dag.

Martin Luther King

»Det har været en lang udvikling, og borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne var helt afgørende,« siger Gary Weaver.

Borgerrettighedsforkæmperen dr. Martin Luther King Jr. er i mange år blevet kaldt venstre-fløjsaktivist, men i virkeligheden var han en stor fortaler for personlig frihed og ikke kollektivisme.

Det er i hans frihedsbegreb, man finder årsagen til, at han og hans enke fik så stor indflydelse på udviklingen i Amerika.

Dr. Martin Luther King Jr. skrev i et brev, som han sendte under sit fængselsophold den 16. april 1963, at »målet for Amerika er frihed«.

Og dr. Weaver mener, at Martin Luther King Jr. havde helt ret.

På spørgsmålet, om det ikke kræver en helt speciel cement at holde mosaikken sammen, siger dr. Weaver således, at for at forstå, hvad det er, der holder mosaikken sammen, skal man forstå amerikanernes kultur.

»I dette land har vi alle en overdreven tro på den enkeltes frihed,« siger dr. Weaver. Han fortæller, at amerikanerne ikke kan lide gamblere, men de kan godt lide folk, der tager en risiko for at skabe et bedre liv, hvad enten det er for sig selv, familien eller landet. Og det er så at sige den kultur, som man kan kalde den fælles amerikanske kultur.

Den amerikanske drøm

»De europæere, der engang immigrerede hertil, de ville have forandring. De havde en drøm, som de ville gå i døden for. De løb en risiko. Det kendetegner stadig samfundet,« siger dr. Weaver.

Hvad der tager 20 generationer at opnå i Europa, tager kun én generation i USA.

Fattige immigranter dør som regel fattige. Men deres børn klarer sig som regel godt og overvinder den sociale arv.

Man er villig til at gå langt for at sikre, at den amerikanske drøm også lader sig gøre i fremtiden.

Hudfarve, religion m.v. må i hvert fald ikke stå vejen.

Det er da også med udgangspunkt i den enkeltes frihed, troen på et bedre liv og kærligheden til mosaikken i samfundet, at man i byen Akron i delstaten Ohio har dannet en forening for alle trossamfund i området. Kodeordet for foreningen er respekt, siger lederen af foreningen, rabbineren David A. Lipper.

Han fortæller, at alle religioner kan arbejde sammen, hvis man formår at finde en fælles vision.

Respekt, ikke tolerance

I Akron havde man i mange år anerkendt områdets adskillige religioner. Men man havde aldrig rigtigt samlet folk og fundet ud af, hvordan man kunne realisere en fælles vision, der kunne bringe folk tættere sammen, bryde den sociale arv for den næste generation og skabe et mere trygt samfund for familierne.

»Jeg bryder mig ikke om ordet tolerance. Kodeordet er respekt. Ikke tolerance. Og ikke forståelse. Vi må begynde med respekt, og med tiden kan det så være, at vi måske, og kun måske, kommer til at forstå hinanden,« siger David A. Lipper.

Det andet kodeord er mod, fortæller rabbineren.

»Vi bliver nødt til at være modige nok til at samles og realisere vores fælles vision om et mere trygt samfund. Vi ved jo af gode grunde ikke, hvad vi kan forvente af hinanden, før vi mødes og sidder rundt om bordet,« siger David A. Lipper.

Udfordringerne er stadig store, fortæller dr. Surinder Bhardwaj, der til daglig er professor på Kent State University. Han er hindu og tydeligvis blandt de ældste i foreningen.

Mangfoldigheden

»Vi har forskellige baggrunde og erfaringer. Nogle familier kom til landet for 200 år siden. Indtil 1965 var her faktisk næsten udelukkende kristne europæere. Siden begyndelsen af 1970'erne kom flere og flere ikke-europæere og ikke-kristne. Resultatet er, at vi i dag har en meget mere rig og forskelligartet kultur,« siger dr. Bhardwaj.

Han siger, at udfordringen i Akron er den samme som i ethvert andet samfund: At udnytte de ressourcer, som udviklingen skaber for herigennem at give næste generation bedre muligheder.

Måske har amerikanerne med deres helt specielle historie lettere ved at gøre gavn af udviklingen.

Omvendt kan det jo sagtens være, at det faktisk blot kræver gensidig respekt og en smule mandsmod at holde mosaikken sammen og få den til at glimte.

Opskriften er hermed videregivet.

Af Kasper Elbjørn

Blandt høge og duer

Der er næsten fuldt hus, da vi når frem til den populære Hawk and Dove-bar på Pennsylvania Avenue.

Præsident George W. Bush skal holde sin årlige State of the Union-tale til nationen. Sammen med 14 andre europæere er jeg på rejse gennem USA inviteret af det amerikanske udenrigsministerium. Vi er i Washington, og herefter går rejsen til det rigtige Amerika langt fra forskere, journalister og europæiske korrespondenter.

Mange har set frem til Præsident Bushs tale til nationen med stor spænding, da Bush ligger meget lavt i meningsmålingerne. Ifølge en ny meningsmåling foretaget af Gallup for CNN og avisen USA Today ser et flertal af amerikanerne ham stadig som en stærk og respektabel leder, men omvendt synes over halvdelen ikke, at hans præsidentperiode har været succesfuld. Snarere tværtimod.

På Pew Reasearch Center, der er et uafhængigt meningsmålingsinstitut i Washington, anskueliggjorde Carroll Doherty situationen ved at sammenligne med de få andre præsidenter, der har siddet to valgperioder.

»Bush ikke er en Nixon, men han er absolut heller ikke en Reagan eller Clinton, der begge lå betydeligt højere i meningsmålingerne på dette tidspunkt i anden valgperiode, « sagde Carroll Doherty.

Præsident Bushs tale til nationen denne aften er derfor ikke uvæsentlig. Talen er måske ikke hans vigtigste tale nogensinde, men den forventes at indeholde spændende reformudspil, der kan sætte en ny dagsorden for hans anden valgperiode.

Plan for de syge

Ikke mindst forventes et udspil inden for sygesektoren. Ligesom i de fleste andre vestlige lande trænger helsesektoren til samme grundige eftersyn, som Bush allerede har givet pensionssystemet. Problemet er, at hans pensionsreform ikke er speciel populær endnu. Mange gætter dog på, at Bush alligevel har en plan for sygesektoren. Han plejer nemlig ikke at lade sig skræmme af dårlige meningsmålinger.

Inde på Haw and Dove står høgene, de røde, bedre kendt som republikanerne i det ene lokale i baren. Duerne, de blå, altså demokraterne har samlet sig i et andet lokale i baren.

Det politiske landskab

Mine rejsekammerater er allerede begyndt at placere sig i det politiske landskab. Jeg har egentlig mest lyst til at blive inde hos republikanerne, men der er så lidt plads, at man umuligt kan presse sig frem i mængden og bestille en øl og en burger. Jeg besinder mig derfor og går videre ind til de blå.

De blå bryder sig tydeligvis ikke om Bush. Men det er måske også noget af det eneste, demokraterne er enige om i disse dage. Man kan sige, som Carroll Doherty gjorde det tidligere på dagen, at det eneste, der samler demokraterne i øjeblikket, er hadet til Bush.

Edward Gresser, der er cheføkonom for tænketanken PPI, er helt enig.

»I øjeblikket har hver eneste demokrat i repræsentanternes hus, hver senator og hver en demokratisk guvernør en udlægning af, hvad demokraternes politik er,« sagde Gresser.

Det er formentlig også derfor, at tilråbene fra de øldrikkende demokrater er både positive og negative, da talen går i gang. Ja, der er endog flere bifald undervejs. Ikke mindst da Bush begynder at tale om reformer af sygesikring, synes alle enige om, at Bush har ret i, at der skal ske noget. Alle ved, at den store babyboom-generation skaber store problemer i fremtiden. Ikke mindst inden for hospitalssektoren.

Enigheden stopper dog, da snakken går på, hvilken vej man skal gå.

Store spørgsmål

Skal man gennem skattefradrag skabe incitamenter, der sikrer, at amerikanerne helt af sig selv tegner sygesikring, og altså bibeholde det effektive private system? Eller skal man tvinge virksomhederne til igen at betale for sygesikring? Eller skal man gå en helt tredje vej og nationalisere systemet?

Og hvis man nationaliserer systemet, lader staten betale for læger og sygeplejersker og derefter sætter skatten op - hvordan undgår man i så fald, at udgifterne løber løbsk?

Det sidste er i følge PPIs cheføkonom demokraternes største udfordring.

Vi kender problemet fra Danmark. I Danmark vokser antallet af personer over 65 år med 400.000 frem til 2040 samtidig med, at antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder med 350.000 personer. Det trækker i retning af højere skattetryk, medmindre der gennemføres reformer, inden babyboom-generationen går på pension og bliver gamle og syge.

Pew Research Center har opgjort en liste over de største udfordringer, USA står over for i dag. Amerikanerne prioriterer først og fremmest forsvar mod terrorisme og økonomien. Men herefter kommer uddannelse samt sikring af kontanthjælpen og fremtidens hospitalssektor.

Bush nævner selv problemet i talen til nationen. Et af de største tilråb i aften på Hawk and Dove kommer faktisk, da Bush siger, at de første af i alt 78 millioner baby-boomere i år runder 60 år.

»Og de inkluderer to af min fars yndlingsdrenge - mig selv og præsident Clinton,« siger han. Baren går nærmest i selvsving. Der skåles og grines. På begge sider. Hos både de røde og de blå. Høgene og duerne. Tilskuerne i baren klapper endda, da Bush foreslår, at der nedsættes en (velfærds-)kommission, der skal undersøge, hvad det vil kræve af samfundet, når hele denne babyboom-generation går på pension.

Læren fra Danmark

Som de eneste to lande er Finland og Danmark repræsenteret med to deltagere på denne tur gennem Amerika, der netop er begyndt. Og vi to danskere kigger lidt på hinanden, da Bush har præsenteret sit forslag. Noget tyder på, at Bush har lært af Danmark. Ingen reformer. Men en kommission, som forhåbentlig en dag vil anbefale reformer, der herefter kan gennemføres af både de røde og de blå. Nu venter amerikanerne også.

Af Kasper Elbjørn

En ny balance imellem stat og marked

Marianne Karlsmose, (KD) skriver i Kristeligt Dagblad den 13. april, at når direktøren for den nye tænketank, CEPOS, spår, at såvel de borgerlige som Socialdemokraterne i de kommende år vil privatisere velfærdsstaten, kan man frygte, at civilsamfundet sættes ud på et sidespor i velfærdspolitikken.

Frygten er ubegrundet. Civilsamfundet er de dele af samfundet, som ikke ejes af staten, og privatisering vil på lang sigt skabe en ny balance imellem stat og marked, hvor civilsamfundet netop styrkes med basis i de frie markedskræfter.

Privatisering betyder, at der frigøres penge, som bør bruges til at afdrage på den offentlige gæld. Rentegevinsten ved at gælden bliver mindre, kan anvendes til lavere skat. Skattelettelser betyder, at folk får flere penge til at vælge, hvilke af civilsamfundets institutioner, de vil prioritere.

Det sker selvfølgelig på bekostning af staten. I stedet for at staten og politikerne prioriterer for befolkningen, så bestemmer befolkningen selv, hvilke medier, oplysningsforbund, foreninger, kulturelle og kirkelige organisationer m.v., som de vil støtte.

Et uafhængigt og stærkt civilsamfund kræver simpelthen et samfund, hvor folk har råd til at prioritere i deres hverdag.

CEPOS har fremlagt opgørelser, der viser, at danskernes private forbrug ligger under andre europæiske lande såsom England, Østrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland, Frankrig og Spanien. Årsagen til at vores private forbrug er så lavt, er den høje beskatning. Hvis man nedsatte skatten ville man øge beskæftigelsen, produktionen og velstanden i Danmark.

CEPOS mener naturligvis ikke, man skal afskaffe staten. Men det er på tide, vi vender blikket indad og diskuterer, hvilke funktioner, som staten påtog sig i det sidste århundrede, der varetages bedre og mere effektivt af markedets og civilsamfundets institutioner.

Marianne Karlsmose mener, vi skal tænke nyt og bringe civilsamfundet på banen i dansk velfærdspolitik. Det er CEPOS principielt enig i. Men civilsamfundet skal styrkes ved netop at begrænse staten. Ikke ved at gøre det civile samfund endnu mere afhængig af staten.

Af Kasper Elbjørn

EU svigtede det ukrainske folk

Friheden gik sin march i endnu et europæisk land tirsdag aften, men det var ikke på grund af EU – nærmest tværtimod.

Ukraines hovedstad ligner måske stadig et sovjetisk museum, men Kijev emmede af frihed og demokrati, da titusindvis af demonstranter gik til præsidentpaladset og forlangte, at magthaverne anerkendte, at oppositionslederen Viktor Jusjtjenko vandt præsidentvalget.

Hidtil har EU udtalt sig nølende til valgsvindlen i Ukraine. Det hollandske EU-formandskab, der har den tvivlsomme ære at skulle udtale sig på EUs vegne, havde ingenting at sige til situationen tirsdag aften. Ingen udmelding til fordel for det ukrainske folks bestræbelser på at håndhæve deres valg af præsident. Reelt kom der slet ikke anden melding fra EU, end at man opfordrede til, at de ukrainske myndigheder bevarede en vis selvdisciplin.

En international organisation, som er baseret på frihed, demokrati og menneskerettigheder, og som inden længe vil bede om befolkningens opbakning til en ny forfatning, der skal styrke EU i Europa og verden omkring os, syntes overordentlig lidt interesseret i 47 millioner europæere i Ukraine. Ukrainerne, der efter udvidelsen af EU 1. maj blev EUs nabo i Øst, er åbenbart værd at ofre til fordel for Gerhard Schröder, Jacques Chirac og Silvio Berlusconis gode ven Vladimir Putin. Præsident Putin har således ikke ligget på den lade side, når det kommer til valget i Ukraine. Rusland har aktivt støttet Ukraines statsminister Viktor Janukovitj, som var de nuværende magthaveres præsidentkandidat. USA har heldigvis ikke holdt sig tilbage. På værdig vis sagde en talsmand for udenrigsminister Powell tirsdag aften, at præsidentvalget ikke var frit, ikke var fair, og ikke reflekterede folkets vilje. Derfor var USAs holdning helt klar, at myndighederne skulle genoprette folkets tillid og valgets legitimitet. Folkets vilje skulle efterkommes og være reflekteret i udfaldet af valget. Det var klar tale, og i Europa er det også tid at støtte frihedsbevægelserne i Ukraine. Vi kan ikke være andet bekendt.

Medlemskab af EU og især NATO giver selv små lande muligheden for at komme med provokerende meldinger over for stormagter, fordi vi ved, at vi er sikret af vores allierede . Den mulighed skal man gribe endnu en gang. Lige nu gælder det det hårdt prøvede folk i Ukraine. Det er tid for europæiske lande, der rent faktisk mener, hvad de siger, når de taler om frihed og demokrati, at støtte befolkningens krav om et regimeskifte. Vi skal ikke love dem guld og grønne skove, men vi skal hjælpe dem på vej til en bedre fremtid og gerne også medlemskab af EU og NATO på længere sigt. Det er EUs omdømme, der er på spil. Og i Ukraine kan det være kød og blod.

Af Kasper Elbjørn

Forsøg på historieomskrivning

Tidligere forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen påstår i JP 13/11, at han og Socialdemokratiet virkelig mente den fodnotepolitik, der besværliggjorde Danmarks engagement i NATO i 1980'erne. Men hvorfor støttede Olesen NATO's dobbeltbeslutning uden så meget som en enkelt fodnote, da partiet var i regering? Historien er jo, at den daværende socialdemokratiske regering, hvori Olesen var udenrigsminister, støttede kansler Helmut Schmidts ide om en dobbeltbeslutning. Helmut Schmidt forstod modsat så mange andre, at man blev nødt til at forhandle med Sovjetunionen udfra en styrkens position, og dobbeltbeslutningen gik ud på at opruste samtidig med, at man forhandlede. Dengang vidste man ikke, at beslutningen ville markere begyndelsen på afslutningen af Den Kolde Krig, men heldigvis bakkede den socialdemokratiske regering op om dobbeltbeslutningen sammen med vores partnere i NATO.

Afgørende element

S-regeringen forpligtede helt naturligt Danmark til at deltage i finansieringen af oprustningen, som jo var et afgørende element i beslutningen. Opbakningen varede imidlertid kun, til S kom i opposition i september 1982. Nu havde man den helt modsatte holdning til dobbeltbeslutningen. Olesen og regeringen havde ikke behøvet helhjertet at støtte dobbeltbeslutningen og finansieringen heraf. Danmark kunne sagtens have fået en fodnote, ligesom vi fik, da Olesen og hans partikammerater var gået af. Det er et ynkeligt forsøg på at omskrive historien, når Olesen over for JP 13/11 påstår, at S's motiv ændrede sig i 1982. Årsagen til den nye holdning til NATO skulle efter sigende være, at Ronald Reagan var blevet præsident. Påstanden er grotesk. Intet havde ændret sig i 1982, andet end at S var i opposition. Reagan vandt præsidentvalget i 1980 og blev indsat i januar 1981, ikke i september 1982, men der skulle altså gå 19 måneder, før S var uenig med ham.

Tydeligt sprog

Reagan symboliserede dengang som nu den aktive modstand mod Sovjetunionen, og han kan med rette tage æren for afslutningen på Den Kolde Krig, men Kjeld Olesen har da sovet i timen, hvis han tror, at Reagans strategi over for Sovjetunionen var en nyskabelse. Jeg er sikker på, at Reagan gerne ville have taget æren for dobbeltbeslutningen, men Helmut Schmidt havde allerede leget med tanken så tidligt som i 1977, og Danmark havde støttet principperne uden fodnoter. Historien taler sit tydelige sprog. Og det gør Kjeld Olesen desværre også.

Af Kasper Elbjørn

Den usynlige fjende

Nyttige idioter er folk, som ubevidst går fjenders ærinde.

Det gjorde de to tidligere udenrigsministre Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft i denne uge. Ved at skabe tvivl om Danmarks engagement i Irak viste de, at vores alliance med USA og andre frie og demokratiske nationer ikke er ubrydelig, og det er en sejr for alverdens terrorister.

Svend Auken spurgte for nyligt lidt målløs, hvorfor Jyllands-Posten kaldte ham og andre beundrere af Michael Moores film Fahrenheit 9-11 "for nyttige idioter." Han skrev: "Nyttige idioter for hvem?"

Auken havde helt ret i, at man naturligvis ikke er en nyttig idiot, blot fordi man lader sig narre af Moores propaganda. Michael Moore er en gemen løgner på linje med Leni Riefenstahl, men han er ikke fjende af frihed og demokrati.

Svend Auken ved altså godt, hvad en nyttig idiot er. Måske fordi han selv var en af dem i firserne.

Farlig fjende

Dengang var fjenderne af frihed og demokrati dem, som befandt sig på den anden side af jerntæppet i de socialistiske regimer i Østeuropa. Dengang skabte Socialdemokratiet sammen med de radikale og resten af venstrefløjen tvivl om vores medlemskab af NATO i deres desperation over præsident Reagan og rystede dermed alliancen, da der var allermest brug for sammenhold.

Situationen i dag er den samme. Fjenden er endog usynlig og måske endnu mere farlig end under Den Kolde Krig. Derfor er der igen brug for ubrydeligt sammenhold over for vores fælles fjende, terrorismen og terroristerne.

Sejr for terrorister

Og de nyttige idioter er dem, som ikke har forstået budskabet: Enhver sprække i sammenholdet mellem frie og demokratiske nationer er en sejr for terroristerne.

At Det Radikale Venstre igen er med på de nyttige idioters hold, var forventeligt. Det var de før Første Verdenskrig. Det var de før og under Anden Verdenskrig. Og det var de under Den Kolde Krig. Det er nærmest blevet en partitradition.

Og selvom historien gang på gang har vist, at partiets politik har vist sig at være forkert, har man modsat Socialdemokratiet holdt fast i den.

I 1950'erne erkendte Socialdemokratiet i det stille, at dets politik op til Besættelsen var slået fejl og opbyggede en stolt transatlantiskorienteret udenrigspolitik.

Men under Anker Jørgensen og Auken gik det galt igen, og med hovedet under armen blev man det sovjetiske rædselsimperiums nyttige idioter. Først da Poul Nyrup Rasmussen blev leder af partiet, vendtes skuden, og da Socialdemokratiet igen kom i regering i halvfemserne, videreførte man stort set den borgerlig-liberale regerings politik.

Aukens holdning

Det er i dag helt klart, hvis nyttige idioter Helveg og Lykketoft er på vej til at blive. Lykketofts udmelding torsdag om, at noget taler for, at Danmark i en eller anden form skal være til stede i Irak, skabte ikke klarhed over oppositionens holdning.

Dermed forbliver Hækkerup den eneste socialdemokrat, der har taget afstand fra tvivlrådigheden om de danske styrkers forbliven i Irak.

Vi afventer med spænding Svend Aukens holdning. Er han alligevel igen en nyttig idiot?

Af Kasper Elbjørn

Præsidenten fører

George W. Bush fører nu for første gang i år over demokraternes John Kerry. Det viser en meningsmåling foretaget af Los Angeles Times. Man skulle tro, det var en nyhed, de danske medier ville kaste sig over. Men når det går godt for Bush og skidt for Kerry, er det lige pludselig ikke så interessant at rapportere fra den amerikanske valgkamp. Årsagen til at præsidenten har taget føringen, kan til en vis grad findes i de seneste ugers reklamer, som kritiserede Kerry's soldatertid i Vietnam og efterfølgende modstand mod Vietnamkrigen. Den ene af reklamerne har imidlertid vist sig at være direkte løgn, imens den anden, der kritiserede Kerry for at have kaldt sine soldaterkammerater for krigsforbrydere i en høring i senatet i 1971, principielt havde sin rigtighed. Den historie har vi alle hørt. Og hvis de danske korrespondenter besinder sig og rapporterer om den bemærkelsesværdige meningsmåling, vil vi efter alt at dømme også blive fortalt, at republikanerne ikke skal glæde sig for tidligt.

Vietnam-veteranerne

Vi vil formentlig blive tudet ørerne fulde om, at præsidentens folk muligvis har meget nære forbindelser til Vietnam-veteranerne, der indsatte reklamerne, og at reklamerne derfor vil ramme Republikanerne som en boomerang. Den sædvanlige klagesang. Historien er dog ikke så enkel. Kerry viste således svaghedstegn allerede efter Demokraternes konvent. Ikke mindst Kerrys tale blev ellers skamrost af medierne. I Danmark var hans tale ligefrem forsidehistorie. Men lige lidt hjalp det, selvom et parti normalt stiger med ca. 10 procent. point efter et veltilrettelagt konvent. Det gik nærmest lige modsat. I de mest positive meningsmålinger gik Kerry frem med 3 procentpoint. I andre var Kerry ligefrem gået tilbage. I Washington tumler man stadig med udfaldet. Journalisterne har røde ører, og forskerne hiver sig i håret. Ikke siden 1972 er et parti gået tilbage efter et konvent. Og 1972 skræmmer naturligvis. I 1972 tabte Demokraternes George McGovern som bekendt stort til Præsident Nixon. Hørte journalisterne, hvad man ville høre, eller hørte amerikanerne bare ikke det samme som journalisterne? Svaret burde give grund til eftertænksomhed. Også i de danske medier. Ikke mindst når man så tydeligt favoriserer den demokratiske kandidat over den siddende republikanske kandidat. Valget i USA er ikke afgjort trods den seneste meningsmåling. Historisk er meningsmålingerne i begyndelsen af september dog et ret sikkert pejlemærke. Kun en gang er det ikke gået som meningsmålingerne forudsagde i begyndelsen af september. Det var i 1980, hvor Jimmy Carter og Ronald Reagan havde lige stor tilslutning i september, men hvor Reagan alligevel vandt en jordskredssejr.

Af Kasper Elbjørn

Fogh på støt udenrigspolitisk kurs

 

Det måvære hårdt for de gamle koldkrigere. I over 50 år baserede de hele deres liv på en verden, der ikke er mere. Alt hvad de kæmpede for og arbejdede efter, er i dag historie. Det gør ikke deres historie mindre interessant. Vi kan lære meget af historien om den kolde krig, men den gamle anskuelse af verdenen under den kolde krig er i dag fuldstændig ubrugelig.

Mange kloge koldkrigere tog konsekvensen af den ny verdensorden og analyserede køligt, at verden blev en anden den 11. september 2001. Enkelte gik så langt som at sige, at den kolde krig var en slags tredje verdenskrig, og at en fjerde formentlig var begyndt med terrorangrebet mod New York og Washington.

De fleste af de gamle koldkrigere kendte alt for godt til forskellen mellem civilisation og holocaust. De valgte at stå på civilisationens side dengang som nu, og gik i gang med at fordømme regimer og ledere, som de førhen støttede for at bevare magtbalancen mellem Øst og Vest.

Andre har ikke fattet, at verden blev en anden 11. september. Eller også nægter de simpelthen at erkende, at alt hvad de arbejdede for under den kolde krig, i dag er ligegyldigt?

Et eksempelpå en mand der bevidst eller ubevidst sidder fast i en naiv og gammeldags anskuelse af verden, er den tidligere ambassadør, Henning Kjeldgaard. I Politiken 27. juli. demonstrerede han næsten hjerteskærende, hvor galt i byen en gammel koldkriger kan gå. At hans unge partifælle, Jeppe Kofod, på modsatte side antydede, at det muligvis er en socialdemokratisk partidisciplin at være blind og døv, gjorde ikke læsningen mindre trist.

I sit indlæg revsede Kjeldgaard regeringen for at have brudt mere end et halvt århundredes dansk udenrigspolitik. Nu ved jeg ikke, hvornår Kjeldgaard gik på pension, men den linje som regeringen har lagt siden november 2001, er i klar forlængelse af det udenrigspolitiske skifte, som Uffe Ellemann-Jensen i 1988 fik mandat til at gennemføre efter forhandlinger med den daværende radikale udenrigsordfører, Lone Dybkjær.

Efter den udenrigspolitiske slingrekurs under Kjeld Olesen og den pinlige fodnoteperiode fra 1982-1988, fik Danmark igen en klar og konsekvent udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tog udgangspunkt i, at et lille land sagtens kan gøre en forskel, hvis blot vi samarbejder med store lande, der har samme værdier som os selv.

Det erden ægte hjørnesten i dansk udenrigspolitik, som første gang kulminerede ved vores aktive deltagelse i den første Golfkrig og anerkendelsen af de tre baltiske lande i 1991. Og takket være Nyrup Rasmussen og Hans Hækkerup har skiftende socialdemokratiske regeringer stået fast ved reorienteringen af dansk udenrigspolitik. Hvis der endelig har været et brud på Ellemann-Jensens doktrin, var det under Mogens Lykketofts otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Fogh Rasmussens regering har ikke med logrende villighed fulgt Bush-administrationens udenrigspolitik, men har tilfældigvis været enige i mange af Bush-administrationens prioriteringer. Årsagen er, at også denne regering viderefører den aktive udenrigspolitik, der blev grundlagt i 1988, og som passer så godt til den ny verdensorden, der opstod efter angrebet på USA den 11. september 2001

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn

Irak 'n' Roll

Klokken er over midnat, da Carpark North lander i Kuwaits lufthavn natten til fredag. Carpark North er på vej til deres to mest kontroversielle koncerter nogensinde. Koncerterne spilles i Camp Yggdrasil og Camp Eden for soldaterne i Irak.

Bandet ved, at deres tur til Irak er kontroversiel. »Men det var bare noget, vi måtte gøre,« siger bassisten Søren Balsner, der først og fremmest glæder sig til at give soldaterne en god oplevelse i en hård hverdag.

Lau Højen, der er gruppens forsanger, fortsætter: »Vi syntes, det var meget, meget interessant at komme ned at se, hvad der egentlig sker. Komme ned at se lokalbefolkningens forhold til soldaterne. I det hele taget forholde sig til situationen i Irak uden at blive styret af medierne,« siger Lau.

Efter udlevering af vand, hjelme og skudsikre veste kører det århusianske band med deres manager, teknikere og medfølgende journalister af sted mod Irak. Motorvejene blandt de imponerende kuwaitiske bygninger afløses efter et stykke tid af en kulsort nat, som kun afbrydes af brændende oliefelter, der lyser op som små rødgule sole i horisonten.

Soldaterne, der tager imod bandet, anbefaler, at alle sover, da hver og én skal være vågne, så snart bussen kører ind i irakisk territorium. Men kun få sover, da alle er optaget af, hvornår man skal begynde koncerten fredag aften uden at misse fodboldkampen mod Bulgarien.

Lige før grænsen gør bussen holdt, da alle skal iføre sig skudsikker vest og hjelm. De tre århusianere har tydeligvis ikke haft vest og hjelm på før. Begge dele bliver dog hurtigt spændt på. De er lige så fast besluttede på at tage vest og hjelm på, som de er sikre på, at beslutningen om at tage herned er rigtig.

»Når man er her, kan man ikke gøre andet end at grine ad de folk, der sidder derhjemme og synes, at det er helt vild dårlig stil, at vi er taget herned. Vi er her faktisk. Vi ser, hvad der virkelig sker. Prøv det selv,« siger Morten Thorhauge, bandets trommeslager.

Rød-hvide farver

Fredag formiddag, inden temperaturen sniger sig op over 50 grader, stiller bandet alt koncertudstyret op i Camp Yggdrasil, hvor engelske, norske, tjekkiske, hollandske, litauiske og danske flag vejrer side om side. Imens Morten og Lau laver lydprøve, diskuterer Søren danskernes deltagelse i koalitionen.

Soldaterne, der netop har bygget scenen, giver et indtryk af, at irakerne oplever de rød-hvide farver på soldaternes skuldre som positive. Søren er derfor optaget af at vide, hvordan danskerne kan være populære, når amerikanerne så er upopulære.

»Jamen, de har jo insisteret på at administrere de store byer som Bagdad og Tikrit. Hvor Saddam var populær. Og med store etniske konflikter. Vores område var meget udpint under Saddam Hussein, og vi har kun en enkel storby. Dertil kommer, at de godt kan lide måden, som vi prøver at lave demokrati på med store møder, som nu snart skal ledes af dem selv. En form for kommunestruktur,« siger Rasmus Knudsen, der er overkonstabel i Camp Eden, men følger bandet under hele opholdet.

Rasmus Knudsen fortæller, at det har været svært for nogle af soldaterne, specielt dem der er ude første gang, at ringe hjem til mor og far og gang på gang skulle forklare, at bomberne altså ikke sprænger om ørerne på dem. »Man bliver træt af det. Man kunne godt tænke sig, at medierne gav et mere korrekt billede,« bemærker Rasmus.

Ikke krig over det hele

Peter Bach Christensen, som er kontakt- og velfærdssergent, er enig. Han undrer sig også over, at de danske aviser giver et »forskruet« billede af situationen. »Der er ikke krig over det hele. Det er der slet ikke,« siger han lettere frustreret.

»Det er meget surrealistisk, når vi selv hører om de amerikanske tab, for vi oplever ikke de her selvmordsbomber. Vi oplever ikke de her direkte konfrontationer. Selv om det er et rigt olieområde, har vi godt styr på lokalområdet. Vi gør meget ud af ikke at være frembrusende. At snakke med dem, ikke til dem,« pointerer Peter Bach Christensen og gør opmærksom på, at den seneste tid har skærpet vigtigheden af at handle korrekt og med respekt over for irakerne.

Selv om udstationeringen i Irak har været en god oplevelse, glæder han sig dog til at komme hjem.

»Jeg har to små børn, der venter derhjemme. Dem savner jeg meget. Så tiden går langsomt nu,« siger Peter, der efter fire måneders udstationering har to måneder tilbage.

»Vi bør bakke op«

Efter koncerten siger flere af soldaterne, at oplevelsen har været motiverende for dem. At det har skabt stor glæde. Været et afbræk i hverdagen. Og et skulderklap. Det er Lau ikke overrasket over.

»Soldaterne bør have en fornemmelse af, at deres land ikke vender dem ryggen. Nu kom forsvarsministeren herned i lørdags . Og det er vel, fordi han erkender, at han har soldater ude og bør se til dem. Jeg tror, det er vigtigt, når man er 4.000 kilometer væk hjemmefra og kæmper for et lands sag eller politik, at landet bakker op om det, der er besluttet. Hvad enten man er enig eller ej,« pointerer Lau.

At soldaterne ikke arbejder forgæves på at forbedre irakernes levevilkår ses også, da bandet kører fra Camp Yggdrasil til Camp Eden lørdag formiddag. Det er en lang og varm tur, men blandt ørken og oliefelter ligger byer, som reagerer positivt, når de ser bandet og soldaterne.

»Nu er rørt et stort ord, men jeg må indrømme, at jeg blev en lille smule rørt over at se, hvordan folk kom ud af deres huse og hytter og vinkede til os. Og små børn der løb efter os og gav thumbs up, da vi kørte forbi og vinkede. Det var helt vildt fedt. Og det må være, fordi danskerne gør et godt arbejde og opfører sig ordentligt,« siger Morten, inden han begiver sig over bag scenen til de to andre.

Work it out

Fra de enorme højttalere pumpes nu endnu en gang iørefaldende elektrorock ud i den massivvarme aften i Camp Eden, hvor mere end 400 danske soldater sammen med deres britiske og litauiske kolleger og den besøgende forsvarsminister Søren Gade præsenteres for en omgang Irak’n’roll.

»It’s better now, work it out, this is what it’s all about, for we’re headed for the wild wonders«. Det er Carpark Norths hitsingle »Wild Wonders«. Soldaterne genkender sangen og synger med.

Teksten synes at passe til lejligheden, og man må håbe, at de tre århusianere har ret, når de i teksten skriver, at det er bedre nu. Vi må arbejde videre. Det er det, det handler om for Irak. De har i alt fald prøvet at hjælpe.

Carpark North rejste fra Irak mandag og landede i København i går morges.

Af Kasper Elbjørn