Blog (Side 18)

Fuldblodskommunisten

GERT PETERSEN beskylder i JP 10/6 Søren Pind for at tilsvine Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov. Og jeg vil give Gert Petersen ret i, at det er usædvanligt, at man i Vesten taler eller skriver nedsættende om Gorbatjov. Historien har det med at dømme Gorbatjov for hans sympatiske væsen og ikke hans gerninger. Faktum er, at Gorbatjov var fuldblodskommunist og for enhver pris ønskede, at det sovjetiske rædselsimperium skulle bestå. Gorbatjovs strategi var at sikre Vestens støtte til Sovjetunionen gennem reformer og åbenhed.

Sidste blodige træk

Derfor er det korrekt, når Gert Petersen skriver, at Gorbatjov var den, der trak hæren ud af Afghanistan, gav Andrej Sakharov og andre dissidenter deres fulde frihed, standsede alle støjsendere, gennemførte valg, der ikke var frie som vores, men dog alligevel en nyskabelse i regimet, han præsiderede. Men man må ikke glemme, at hele strategien med hans åbenhed og reformer var at sikre Sovjetunionens overlevelse. Gert Petersen glemmer rædslerne i de tre baltiske lande i januar 1991, når han skriver, at Gorbatjov uden sværdslag accepterede sovjetimperiets fald, da folkeflertallet ønskede det. Det er simpelthen ikke sandt. I ly af mediernes ensidige fokus på Irak og den første golfkrig, invaderede den røde hær Letland og Litauen den 8. januar 1991. De tre baltiske lande havde længe ønsket deres frihed, og i foråret 1990 havde de med næsten enstemmighed valgt selvstændigheden efter næsten 50 års besættelse. Sovjetunionen vidste, at USA og NATO-landene havde brug for sovjetternes støtte i koalitionen mod Irak og var klar over, at USA ville have svært ved at bryde koalitionen for at sikre Baltikums selvstændighed. Det var Sovjetunionens sidste blodige træk. Og enhver med Gert Petersens kendskab til Sovjetunionen ved, at et sådan træk ikke sker uden lederens godkendelse. Der er ikke noget at sige til, at Gorbatjov ikke er populær i Estland, Letland og Litauen. Nobelkomiteens hædersbevisning til Gorbatjov vidner desuden om, hvordan verden så sent i historien som 1991 stadig vendte det blinde øje til vores baltiske venner på den anden side af Østersøen. Først da den russiske præsident, Boris Jeltsin, fik magt, som han havde agt, i august 1991, fik de tre baltiske lande, og med dem mange flere besatte områder, deres frihed tilbage. På det tidspunkt var Gorbatjov heldigvis blot et levn fra tider, som de fleste helst ville glemme.

Flankeret af Reagan

Modsat Gert Petersen er jeg derfor enig med Søren Pind i, at Gorbatjov ikke havde fortjent Nobels fredspris. I hvert fald burde han have været flankeret af præsident Ronald Reagan, der havde lige så stor indflydelse på afslutningen på Den Kolde Krig som Gorbatjov. Reagans motiver var blot så meget mere ædle end Gorbatjovs motiver. Gorbatjovs strategi slog fejl, fordi statsledere som præsident Reagan ikke ubetinget ville støtte regimer som det sovjetiske. Det glemte Nobelkomiteen. Men det bør historien ikke glemme med frygt for at blive beskyldt for tilsvining

Af Kasper Elbjørn

Uretfærdig behandling af Israel

EU-kommissionensundersøgelse af europæernes holdning til befrielsen af Irak afslørede en enorm uvidenhed om Israel. Undersøgelsen viste, at europæerne i løbet af de sidste tre år fuldstændig har glemt, at Israel til forveksling minder om en europæisk stat.

59 procent af europæerne mener, at Israel er verdensfredens største fjende. I Danmark mener hele 64 procent, at Israel er en trussel mod verdensfreden.

Det italienske formandskab for EU med udenrigsminister Franco Frattini i spidsen afviste lige netop den del af undersøgelsen, der omhandlede Israel, med, at resultatet var fremkommet ved misledende spørgsmål og derfor ikke afspejlede den officielle holdning i EU, der tidligere er blevet klart tilkendegivet ikke mindst under dansk og italiensk formandskab.

På sin vis kan Italiens udenrigsminister have ret, men resultatet af undersøgelsen er så alvorligt, at undersøgelsen ikke bare bør afvises.

Undersøgelsen tegner således et billede af Israel, der er totalt forvrænget. Et billede, der kun kan ændres gennem oplysning.

Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten. Modsat alle de andre lande i Mellemøsten så har den israelske befolkning en mulighed for at fravælge den til enhver tid siddende regering.

Israelerne harda også i endnu højere grad end os danskere benyttet sig af denne mulighed i tidens løb. Når israelerne har ønsket og turdet tro på fred med deres nabolande, har de valgt ledere som Yitzak Rabin og Ehud Barak.

Omvendt så har israelerne fravalgt ledere som Rabin og Barak, når de har været bange og opgivende over for troen på fred med araberne. Problemet for tiden er, at kritikken af den siddende regering forstummer, når der skal formuleres et alternativ. Premierminister Ariel Sharon kritiseres ofte for, at han ikke lever op til sine valgløfter, og at han regerer i den forkerte retning, men ingen kommer med et alternativ til Sharons politik.

Der er simpelthen intet alternativ, så længe arabernes terror fortsætter.

I disse dage rejser unge israelske studerende rundt i Europa for at fortælle om det Israel, som minder så meget om det skandinaviske samfund.

Om det andet Israel, der er blevet helt glemt i mediernes billede af Israel. Det er organisationen Israel at Heart, der har sendt israelske unge ud i verden for at fortælle om det Israel, vi ikke hører om mere.

De fortæller, at de spiller musik, går på cafeer, diskoteker og restauranter samt studerer og arbejder, ligesom danskerne.

De fortæller, at deres liv til forveksling minder om studerendes liv i Danmark, Skandinavien og resten af Europa. Dog med én undtagelse: den evige trussel om terror.

De beder ikke om medlidenhed, men blot om en vis forståelse.

Det er initiativer som dette, der kan være med til at dæmme op for det forvrængede billede af Israel, der efterhånden tegnes i næsten alle europæiske medier.

Ligesom europæernes opbakning til krigen mod terror falder, så falder euro-pæernes opbakning og forståelse for de prøvelser, som israelerne i langt højere grad lever med hver dag. Få europæere har oplevet terroren på egen krop.

Vi ved ikke, hvad det vil sige, når terroren rammer caféen rundt om hjørnet, den nærmeste skole eller en skolebus. Europa ved ganske enkelt ikke, hvad terror er. Det er forskellen på Europa og USA - og på Europa og Israel. Det er det, undersøgelsen afspejler.

Vejen til fred i Mellemøsten gennem Israel. Derfor bør vi give israelerne en chance.

Af Kasper Elbjørn

Til kamp mod småhedsvanviddet

Kampen mod den såkaldte hvad-skal-det-nytte-holdning tog mange år. Først i 1982 skiftede Danmark kurs i udenrigspolitikken, selv om elementer fra fortiden stadig spiller os et puds. Danmarks deltagelse i befrielsen af Irak er det seneste bevis på, at selv et lille land kan gøre stor forskel, hvis landet tør. Det nytter noget.

Det er imidlertid ikke længere givet, at vores nuværende aktive udenrigspolitiske linje fortsætter. Den seneste tids debat vedrørende befrielsen af Irak samt Danmarks forhold til EU kalder til kamp mod det, som en tidligere dansk udenrigsminister kaldte småhedsvanvid.

En af de første bannerførere mod den passive udenrigspolitiske linje var Laust Moltesen. Moltesen var udenrigsminister i Madsen-Mygdals regering, der fungerede 1926-1929. Han var således chef for diplomatiet i en tid, der må betegnes som en af de fredeligste i et århundrede præget af to verdenskrige. Ikke desto mindre så han faren ved ikke at tage stilling og endte sin karriere som indædt modstander af samarbejdspolitikken og den vage holdning til datidens kommunistiske og fascistiske terrorregimer.

Laust Moltesen blev født i Sønderjylland og var hele sit voksne liv venstremand. Han kom i Folketinget i 1909, og da Folkeforbundet blev oprettet efter Første Verdenskrig, var han selvskreven til at repræsentere Danmark i Geneve. Moltesen var tilhænger af, at man måtte have et forum, der understøttet af lov kunne anvende magt mod fredsbrydere og diktatoriske regimer. Derfor var Moltesen i lighed med den amerikanske præsident Woodrow Wilson og senere den engelske premierminister Winston Churchill tilhænger af Folkeforbundet, der oprindeligt havde til hensigt at opretholde verdensfreden ved magt.

Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede. Præsident Wilson greb tanken og foreslog, at den skulle realiseres som en del af fredsslutningen efter Første Verdenskrig. 40 stater gik fra begyndelsen sammen i forbundet, og tallet øgedes til 55 stater i 1928. I løbet af 1930erne viste det sig imidlertid, at Folkeforbundet hverken kunne gennemtvinge eller opretholde freden. Folkeforbundet degenererede til en diskussionsklub ude af stand til at bremse de kommunistiske og fascistiske regimer. USA meldte sig i sin isolationisme aldrig ind i Folkeforbundet, og medlemsstaternes uvilje mod at sætte handling bag de gode intentioner viste sig tydeligst, da Mussolinis Italien invaderede Abessinien.

Efter sin tid som udenrigsminister måtte Laust Moltesen se sine holdninger henvist til nyttesløse protester mod Staunings flertalsregering med Det Radikale Venstre. I et dramatisk opgør med SR-regeringen tog Moltesen til sidst konsekvensen af regeringens hvad-skal-det-nytte-politik og nedlagde i 1932 sit folketingsmandat i protest mod den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han mente, at SR-regeringen led af småhedsvanvid.

Laust Moltesens værste frygt blev til virkelighed, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Udenrigsminister P. Munch måtte i juli tage konsekvensen af sin fejlslagne tilpasningspolitik, og i stedet udpegede Stauning Erik Scavenius til ny udenrigsminister. Det var især udenrigsministeriet, der stod for kontakten til besættelsesmagten, og Scavenius var om muligt en endnu større fortaler for en imødekommende politik overfor tyskerne. Den gamle radikale ideolog Viggo Hørups retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte?, var blevet et mantra for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Småhedsvanviddet ville ingen ende tage.

Småhedsvanvid kan bedst betegnes som en sygelige besættelse af forestillingen om mindrevær. Småhedsvanvid giver sig i samfundet kollektivt udslag i angst for det ukendte, fremmede sprog, kulturer og påvirkninger fra stormagter. Den individuelle form kan også kaldes den indre jantelov: du skal ikke tro, jeg er noget. Den kollektive form giver de angrebne en fællesskabsfølelse, der danner et vældigt uerkendt vakuum af mindreværd.

Danmarks ageren i Den Kolde Krig var oftest karakteriseret af arven fra Stauning, Munch og Scavenius. Også vores flakkende holdning til vores medlemskab af EU må vel siges at være et levn fra den tid. På mange måder led Danmark næsten konsekvent af småhedsvanvid - lige fra Moltesens afgang som udenrigsminister i 1929 og frem til 1982, hvor partifællen Uffe Ellemann-Jensen overtog udenrigsministerposten.

Efter Anden Verdenskrig etableredes FN. Den institutionelle opbygning af FN følger nøje Folkeforbundets, og ligesom Folkeforbundet havde sin storhedstid i fredsperioden 1924-1930, så har FN da også vist sig at være overordentlig nyttig og operativ i fredstid. Det sås eksempelvis ved dets dannelse efter Anden Verdenskrig samt i 1990erne efter Den Kolde Krigs ophør og frem til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Den væsentligste forskel på FN og Folkeforbundet er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner ikke gælder for FN. Derfor blev FN på mange måder de kommunistiske terrorregimers beskytter under Den Kolde Krig. I dag kan man frygte, at FN ligeledes kan blive misbrugt til at blive en form for garant for regimer, der støtter vor tids største internationale trussel, terrorismen.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, da diskussionen om befrielsen af Irak var på dagsordenen i foråret. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at FNs tidligere chef for våbeninspektørerne, Hans Blix, kan have ret i, at forløbet op til befrielsen af Irak kan have skadet FN's Sikkerhedsråd for stedse. Skylden kan dog ikke lægges på USA eller Storbritannien. Årsagen er snarere, at mange lande i FN led af det, som Laust Moltesen kaldte småhedsvanvid. Danmark var lykkeligvis ikke mere blandt disse lande.

Årsagen hertil grunder sig i, at der mange år efter Moltesens embedsperiode i 1982 endelig kom en udenrigsminister, der turde tage opgøret med småhedsvanviddet. Uffe Ellemann-Jensen handlede ud fra tesen om, at små lande sagtens kan gøre en forskel. Ellemann-Jensen-doktrinen er klogeligt blevet videreført af både Nyrup Rasmussens regeringer og regeringen Fogh Rasmussen. Især Nyrup Rasmussen personligt og hans forsvarsminister, Hans Hækkerup, har taget voldsomme kampe internt i regeringen for at overbevise om fornuften i at støtte de militære indgreb, som USA iværksatte i 1990erne uden om FN.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at Ellemann-Jensen-doktrinen videreføres af kommende regeringer.

Socialdemokratiets nye leder Mogens Lykketofts udmeldinger i foråret op til befrielsen af Irak er et tegn herpå. I Politiken 25/3 gav Lykketoft udtryk for, at ingen nær politisk ven eller fjende med kendskab til hans holdninger kunne tro, at han som regeringschef ville have sendt danske kampstyrker til en USA-ledet krig uden FN-mandat.

Lykketofts modvilje mod den nye amerikanske udenrigspolitik, der stærkt inspireret af Woodrow Wilsons og Winston Churchills udenrigspolitiske ideer blev formet efter terrorangrebet den 11. september, er formentlig dybfølt og derfor ikke forbigående. Det må man have respekt for - og bekæmpe.

Det er vigtigt, at Danmark ikke kommer ud i samme udenrigspolitiske slingrekurs i forholdet til USA, som den der kendetegner vores medlemskab af EU. Derfor bør udenrigspolitikken indgå som et yderst vigtigt valgtema i den kommende valgkamp.

Der er en lige linie fra Laust Moltesen frem til Uffe Ellemann-Jensen og til Danmarks udenrigspolitiske linie i dag. Derfor var det også naturligt, at Danmark var med i koalitionen, der befriede irakerne fra et diktatur, som til forveksling mindede om det sovjetiske under Josef Stalin.

Beslutningen om at deltage i den internationale koalition var endnu et opgør med den passive tilpasningspolitik, der kendetegnede dansk udenrigspolitik før 1982. Desuden viste vores deltagelse i befrielsen af Irak, at Danmark kan gøre stor nytte internationalt. Vi skal derfor altid være parate til at forsvare væsentlige værdier som fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder ved at yde et militært bidrag. Ikke mindst terrorangrebet på New York og Washington for to år siden har tydeliggjort, at det er mere påtrængende end nogensinde. Ingen mennesker ønsker krig, men hvem vil have fred, hvis freden indebærer, at befolkninger lever som det irakiske folk før befrielsen?

Mange danske politikere lider stadig af det, som Moltesen kaldte småhedsvanvid. Adskillige er stadig præget af hvad-kan-det-nytte-tankegangen. Modstanden mod at lade Danmark indgå i koalitionen samt ulysten til at udvikle samarbejdet i EU er de mest udtalte eksempler på danske politikeres småhedsvanvid.

Ikke mindst Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre synes at have svært ved at ryste småhedsvanviddet af sig, når det gælder forholdet til USA, ligesom Dansk Folkeparti har gjort det til en dyd at være modstander af EU - uanset hvilken del af samarbejdet, der diskuteres.

Desværre ser mange politikere stadigvæk helst, at Danmark hverken bliver hørt eller set. Det er, som om de gamle dogmer fra Staunings, Munchs og Scavenius tid vækkes til live, når Danmark indtager en holdning på tværs af, hvad andre måtte mene, og når vi markerer os som et internationalt stærkt engageret land. Om det skyldes mangel på mod, lederskab eller visioner, er det svært at svare på. Det må de pågældende politikere selv gøre, hvis de kan. Men det er vigtigt, at vi værner om vores nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitik, som det tog så mange år at føre igennem.

Af Kasper Elbjørn

Berlusconi og formandskabet – manden og bolden

Selvom de danske medier gjorde alt, hvad de kunne for at væmmes mest muligt over, at den italienske premierminister Silvio Berlusconi nu er formand for EU, var det nu nok den engelske avis The Independent, der løb med prisen for bedste overskrift. »Europe United in Disgust as Berlusconi takes EU Throne«, skrev avisen. Den danske avislæser kan således være tryg ved, at det ikke kun er i Danmark, at man går efter manden i stedet for bolden. Sådan er det åbenbart i hele EU. I stedet for at fokusere på manden burde man fokusere på bolden, det vil sige hele det italienske formandskab.

Italien var med til at stifte det EU, vi kender i dag, og Italien har før med stor succes haft formandskabet for EU. Rom-traktaten behøver ingen præsentation, og de fleste vil vide, at det var under italiensk EU-formandskab, at man i 1975 vedtog at etablere direkte valg til Europa-Parlamentet, ligesom man i 1985 aftalte at indføre et indre marked i EU og i 1992 skabte grundlaget for at introducere en fælles europæisk mønt, euroen. Alt sammen vedtaget under forskellige italienske formandskaber. Alt i alt har Italien således gjort betydelig mere for det europæiske fællesskab end de fleste andre medlemslande. Det nuværende italienske formandskab indleder således i disse dage et meget lovende formandskab, der fortjener langt større opbakning, end medierne giver det.

Udover at fokusere på premierminister Berlusconis fortid som italiensk erhvervsmand har enkelte medier valgt at fokusere på Berlusconi som diplomat i visheden om, at det også nok skal gå galt. Ikke mindst de franske aviser har gjort opmærksom på, at (franske) EU-diplomater frygter, at Berlusconi vil finde på at bruge EU-formandsposten til at komme med egenrådige udenrigspolitiske udspil. Berlusconi har i forvejen skabt opsigt ved at erklære, at både Israel og Rusland kunne optages i EU, hvis Tyrkiet kunne. I sidste måned lagde han sig derudover ud med en række af de øvrige medlemslande ved bevidst at undlade at besøge Arafat under en rundrejse i Mellemøsten. Det er ikke noget, der passer Frankrig og »det gamle Europa«, men problemet er måske ikke kun Berlusconi, men derimod lige så meget, at Berlusconi modsat så mange andre stats- og regeringschefer har erkendt, at EU er så meget mere end »de gamle«. »Det nye Europa« ser formentlig Berlusconis udspil som et forfriskende pust fra et land, der egentlig hører til blandt »de gamle«.

Den italienske regering forstår, måske bedre end noget andet land i EU, hvor betydningsfuld en balanceret holdning til konflikten i Mellemøsten er.

I de kommende måneder vil fredsprocessen i Mellemøsten blive blandt det italienske formandskabs største udfordringer både inden og uden for EU. Mange af de nye medlemslande vil uden tvivl følge Berlusconis udenrigspolitiske linie, der ikke udelukkende er pro-Israel, men som bevidst underminerer Arafat, for herigennem at styrke Abu Mazen, selvstyrets premierminister, og hans ønske om at bevæge selvstyreområdet væk fra brugen af terror - og mod en fredelig løsning af konflikten med Israel. Det er desuden også USAs position, hvorfor heller ikke præsident Bush mødtes med Arafat, da han efter befrielsen af Irak genstartede fredsprocessen.

Meget tyder på, at Berlusconi handlede helt bevidst, da han valgte ikke at se Arafat, og at han vil benytte formandskabet til netop at fremme denne udenrigspolitiske linie over for de andre stats- og regeringsledere. Målet er selvfølgelig at forbedre EUs anseelse i Washington og Israel, hvilket også er tiltrængt. Den italienske regering forstår, måske bedre end noget andet land i EU, hvor betydningsfuld en balanceret holdning til konflikten i Mellemøsten er. Den synes at have forstået, hvor meget den europæiske - næsten blinde - pro-palæstinensiske attitude ødelægger for både EU og konflikten i sig selv.

Denne erkendelse var også synlig under det danske EU-formandskab, hvorfor det i dag er Danmarks udenrigsministers plan, man arbejder ud fra for at skabe fred. Det italienske formandskab kan forhåbentlig bidrage yderligere til at skabe respekt omkring EU - hos begge de stridende parter. Det er vigtigt for EU og for muligheden for fred.

Et af de helt konkrete tiltag, som Berlusconi lancerede på sin rundrejse i Mellemøsten for netop at skabe respekt om EU på begge sider, var den plan for økonomisk genopbygning af en fremtidig palæstinensisk stat, som premierminister Ariel Sharon kaldte »Berlusconi-planen«. Medierne har på forunderlig vis fuldstændig overset dette vigtige tiltag, som med garanti vil blive et vitalt element i vejen til varig fred mellem en jødisk og palæstinensisk stat, liggende side om side.

I det store og hele har Berlusconi allerede inden det italienske formandskab gik i gang udvist forståelse for Mellemøst-konflikten ved at indtage en helt klar position over for begge parter. Berlusconi formåede således at kombinere en klar afstandtagen fra terror og den del af det palæstinensiske lederskab, der stadig ikke tager afstand fra terroren, med en håndsrækning om økonomisk hjælp til den del af lederskabet, der rent faktisk ønsker fred. Alt sammen sagt imens han lod israelerne forstå, at europæerne naturligvis ønsker dem det bedste, nemlig fred, da vi i bund og grund ligner hinanden kulturelt og deler samme politiske anskuelser. Israel er som bekendt det eneste demokrati i Mellemøsten.

Billedet af Berlusconi som en politiker med nye dristige udenrigspolitiske visioner harmonerer naturligvis ikke med billedet af Berlusconi som en leder, der ikke er værdig til at stå i spidsen for EU. Det er måske derfor, at så få europæiske medier har skrevet om Berlusconis rejse i Mellemøsten. Den lover måske lidt mere, end man kunne tænke sig?

Berlusconis udfald mod Martin Schulz var ligeledes under lavmålet, men det var Schulz' bemærkninger

til Berlusconi så

sandelig også

,

Ligeledes fokuserede man udelukkende på Berlusconis udfald mod den socialistiske EU-parlamentariker Martin Schulz, da medierne skulle rapportere fra Berlusconis tale i Europa-Parlamentet 2. juli. Nævnt blev i ingen avis, at de øvrige EU-parlamentarikere faktisk flere gange afbrød Berlusconi under hans tale - med bifald!

Italien har under alle omstændigheder gjort betydelig mere for det europæiske fællesskab end de fleste andre medlemslande. Mine sympatier for Berlusconis erhvervskarriere er naturligvis ikke forfærdelig høje. Berlusconis udfald mod Martin Schulz var ligeledes under lavmålet, men det var Schulz' bemærkninger til Berlusconi så sandelig også. Det ændrer dog ikke ved, at det er en stor fejl at afvise, at Italien ikke igen kan skrive sig ind i historiebøgerne som landet, der, ligesom Frankrig, bærer det europæiske fællesskab frem mod nye højder til gavn for Europa og verden omkring os.

Det italienske formandskab under premierminister Berlusconi fortjener opbakning. Min opfordring er, at man går efter bolden - ikke manden. Og selvom den engelske avis The Independent nok aldrig når denne erkendelse, så skulle det alligevel fryde, om de europæiske medier ved udgangen af december må krybe til korset, rydde forsiden og skrive: »Europe United by Italy«. Det ville være en sejr for Italien - men også for Europa.

Af Kasper Elbjørn

En ny verden

I en storstilet TV-transmitteret tale erklærede præsident Bush natten til den 2. maj 2003 krigshandlingerne i Irak for afsluttet. Kampen om Irak var en sejr i krigen mod terror, der begyndte 11. september 2001, og som stadig foregår, sagde Bush fra dækket af hangarskibet USS Abraham Lincoln omgivet af sine soldater.

Det var gode nyheder for Irak og den ny verden, der opstod efter den 11. september 2001. Men allerede inden krigshandlingernes blev afsluttet, var det igen blevet tid til det diplomatiske spil - nogen vil måske kalde det den diplomatiske krig.

FN - moderne udgave af Folkeforbundet
Især de kræfter, der oprindeligt havde været imod en befrielse af Irak spillede hurtigt ud med et ønske om, at FN igen skulle på banen. FN skulle lede genopbygningen af Irak på trods af, at FN blot få uger før de allierede gik ind i Irak, havde spillet fuldstændig fallit.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, der i 1930'erne degenererede til en diskussionsklub, ude af stand til at bremse de fascistiske diktatorer. Årsagen til FN's fallit var først og fremmest Frankrig, Tyskland og Ruslands modstand mod en resolution, der kunne bremse vor tids måske værste diktator.

Dertil kommer, at selvom FN uden tvivl og med god grund er den organisation, der nyder størst tillid i dag, så består FN samtidig af alle verdens lande – også lande, der ikke ser en fordel i, at Irak omdannes til et demokrati, der respekterer menneskerettigheder og tillader politisk og økonomisk frihed.

Mange lande indenfor FN ønsker ikke, at en positiv udvikling af Irak spreder sig som ringe i vandet i resten til Mellemøsten. Derfor skal FN nok være involveret, hvilket Præsident Bush da også lovede i
Irland den 8. april, men styringen skal komme andetsteds fra. Hvis Tyskland, Frankrig og Rusland ikke havde så travlt med at positionere sig, ville de muligvis også se problematikken i alene at lade FN styre
genopbygningen.

Kissinger's G8
Hvis man absolut skal pege på et internationalt forum, der med ligeså meget legitimitet kunne styre genopbygningen, bør man derimod pege på G8.

Ideen til G7 (der i 1990'erne blev til G8 efter russisk medlemskab) kom fra Præsident Ford's udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et samarbejdsforum, der udgjordes af store industrialiserede lande med fælles værdisæt, og hvis ledere var demokratisk valgt. Oprettelsen af G7 reflekterede bl.a. FN's afmagt overfor de forskellige internationale udfordringer, som verden oplevede i 1970'erne, da den Kolde Krig var mest kold.

G8 er i dag en samarbejdsorganisation, der med stor legitimitet kunne have ledet genopbygning af Irak. Det kunne samtidig have været begyndelsen på en ny og større rolle for G8 i en verden, der endnu
engang står overfor nye udfordringer, som ikke nødvendigvis imødekommes bedst af FN.

Store lande har spillet sig af banen
Det er en skam, at så mange står fast på kravet om, at FN skal lede genopbygningen af Irak. Det hindrer en sikker fremtid for det i forvejen prøvede irakiske folk.

Endnu engang må vi derfor sætte vores lid til de allieredes ledere. De vil ikke pege på G8, men derimod udelukkende på alle de lande, der hjalp med at befri Irak herunder Danmark, som i skrivende stund ser ud til at få en stor rolle i Irak på trods af, at vi i sidste øjeblik ikke havde mod nok til at sende en større styrke til Irak efter krigen.

Omvendt så har store lande som Frankrig, Tyskland og Rusland endnu engang spillet sig af banen i deres iver efter at få indflydelse i forhold til USA.

Et terrorregime er styrtet
Præsident Abraham Lincoln, efter hvem hangarskibet, som Bush talte fra den 2. maj, er opkaldt, sagde engang: "The probability that we may fail in the struggle, ought not to deter us from the support of a
cause we believe to be just".

Vi kan i dag være glade for, at endnu et terrorregime er styrtet i grus. Det er så sandt en sejr for kampen mod terror i alle dets afskygninger.

I Danmark kan vi være stolte over, at vi trods alt støttede USA i kampen for at vælte et terrorregime og befri et folk. Ikke desto mindre er det ikke gode nyheder, at flere af de store industrialiserede lande i
dag står så splittet, at Frankrig, Tyskland og Rusland ingen roller får i genopbygningen af Irak og i den fortsatte kamp mod terror.

Af Kasper Elbjørn

Demonstrationer gavner ikke freden

 

DET ER NOGET sludder, at vi gik Saddam Husseins ærinde, skriver Jytte Lemvig Klippegaard (JLK) i JP 20/2. Hun mener, at statsministeren er ved at være ret langt ude i tovene, når han siger, at demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde. Jeg ville ønske, at JLK havde ret, men meget lidt tyder på det. FN oplyste samme dag, som JKL's indlæg blev bragt, at siden våbeninspektørerne forlod Bagdad 7/2, har man ikke set et eneste positivt skridt fra irakisk side. Ikke en eneste irakisk videnskabsmand har stillet op til interview, og ikke et eneste dokument er blevet udleveret til FN. Fredsprotesterne og de diplomatiske uenigheder i FN og Europa har desværre opmuntret Saddam Hussein til at modarbejde våbeninspektørerne og FN's diplomatiske anstrengelser for at undgå krig. Statsministeren fik ret. Demonstranterne gik Saddam Husseins ærinde, ligesom store dele af befolkningerne i Europa i sin tid gik Hitlers ærinde og Stalins ærinde. Lighederne er skræmmende, men slående.

JLK skriver, at hun har lov til at mene, at krige er gemene, at verden vil have fred. Det mener vi alle måske lige med undtagelse af Saddam Hussein. Ikke mindst den amerikanske regering prøver jo lige netop at afvæbne Saddam Hussein uden en krig ved gennem FN at sende våbeninspektører til Irak.

Målet for os alle er naturligvis at sikre fred, demokrati og en verden uden terror. Hvis det i tilfældet Irak kræver en årelang besættelse af Irak, så kan vi andre blot håbe, at USA gider at bruge tid, penge og kræfter på en så lang affære. Jeg tror det næppe. USA har brug for hjælp, og vi bør støtte dem gennem FN, ligesom statsministeren har givet udtryk for.

Samtidig må man opfordre JKL og de 10 mio. andre demonstranter til at tænke sig lidt bedre om, inden de næste gang går på gaden for at støtte en gemen diktator som Saddam Hussein. Sådanne demonstrationer gavner ikke anstrengelserne for fred, demokrati og en verden uden terror. Tværtimod.

Af Kasper Elbjørn

NATO går foruroligende fremtid i møde

 

JOHAN KELLER (JK) skriver i et indlæg 13/2, at NATO-traktatens art. 4 handler om at komme et partnerland til undsætning, hvis det bliver angrebet. Det er ikke korrekt. JK forveksler muligvis art. 4 med art. 5. Ifølge NATO-traktatens art. 4 kan alliancens medlemmer bede om konsultationer, hvis de føler sig truet. Det var det, Tyrkiet gjorde i mandags, hvilket er helt legalt. Derimod var Frankrig, Tyskland og Belgiens modstand mod at hjælpe Tyrkiet ganske foruroligende for NATO's fremtid. De tre lande forhindrede således ugen igennem NATO i at hjælpe Tyrkiet med at tage blot de mindste forberedelser til at modstå et angreb fra Irak.

NATO fremstod splittet og handlingslammet, fordi de tre lande lod diskussionerne i FN overskygge NATO's idealistiske principper.

JK skriver, at han er ganske tilfreds med denne udvikling. Han mener, at danskerne i øjeblikket er bedre tjent med at lade sig repræsentere af Europas hofnar, den belgiske udenrigsminister, der stod bag bruddet i NATO.

Den holdning må stå for helt egen regning. Noget tyder på, at JK fik sat sig lidt for hurtigt ved tasterne. Danmark, såvel som Europa og resten af verden, er naturligvis langt bedre tjent med udenrigsministre, der, inspireret af Winston Churchill, ønsker internationale handlekraftige alliancer og organisationer, herunder et NATO, der lever op til de idealistiske principper, som NATO blev bygget på.

Af Kasper Elbjørn

Anti-amerikanisering

DET ER ikke bare Socialdemokratiet, der i dag mangler et politisk projekt. Hele venstrefløjen er lammet, når det gælder politisk nytænkning. Efter Sovjetunionens sammenbrud og 1990ernes kamp om miljøet står venstrefløjen i dag tilbage i dyb krise. Ikke kun fordi de tog grueligt fejl, når det gjaldt de socialistiske regimer i Østeuropa, men også fordi befolkningerne har indset, at virkeligheden er langt mere nuanceret, end venstrefløjen hidtil har fremstillet den. I Danmark ses krisen tydeligst inden for Socialdemokratiet og SF. Begge partier - med de to formænd, Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft, i spidsen - prøver at dirigere debatten væk fra venstrefløjens krise og mod USA. I noget, der lignede krisestyring efter nye interne problemer, langede Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft, således ud efter USAs udenrigspolitik og Danmarks støtte til USA i krigen mod terror.

Ikke et ord om Irak
6/1 påstod Lykketoft således, at Bush-administration var faretruende, gik egne veje og i et foruroligende omfang baserede sig på militære løsninger. I ugen forinden havde SFs formand på samme vis karakteriseret USA som et problem. Ikke et ord om Irak eller Nordkorea. Det var USA, som var et problem for verdensfreden ifølge Holger K. Nielsen. Begge politikere glemte behændigt, at Bush-administrationen ikke én eneste gang er gået uden om FN efter terrorangrebene den 11. september 2001. Ligeledes så de to fuldstændig bort fra, at USA ganske succesfuldt befriede Afghanistan fra Taleban-styret sammen med en global koalition af verdenslande. Den største koalition af samarbejdende lande nogensinde. Tidligere statsminister Nyrup Rasmussen, hvis regering Lykketoft var medlem af, og som var støttet af SF, sagde det for en gang skyld ganske klart den 11. september 2001: »Vi står skulder ved skulder med USA.« Det gjorde Danmark dengang, ligesom vi har gjort det efter regeringsskiftet. Det var et løfte, som affødte klar respekt i og uden for Danmark. Men i desperation over at have udsigt til flere år i opposition spiller venstrefløjen atter på anti-amerikanismen i mangel af bedre. Den antiamerikanske propaganda, som venstrefløjen lægger for dagen, er hverken indsigtsfuld eller visionær, men spiller på Europas mindreværdskomplekser og venstrefløjens egne indenrigspolitiske frustrationer.

Man kan frygte, at venstrefløjen i desperation over interne magtkampe og mangel på politiske ideer igen er på vej tilbage til den fejlagtige fodnotepolitik, hvor Danmarks vigtigste allierede bliver gjort til fjenden. I starten af 1980erne strømmede en liberal-konservativ bølge ind over de vestlige demokratier som reaktion på den forfejlede økonomiske politik, som var blevet ført i 1970erne. I Danmark prøvede venstrefløjen med alle kneb at vælte den nye borgerlige-liberale regering. Det endte med en fodnotepolitik mod regeringens vilje, som satte vores NATO-medlemskab på spil.

USA svigtes
Venstrefløjens kamp mod NATOs oprustning viste sig at være helt forfejlet. De socialistiske regimer havde ikke råd til at følge med, hvorfor magthaverne gik med til at nedruste for til sidst at gå under i økonomisk ruin. Den Kolde Krig ophørte herefter, og Europas stater er i dag frie og demokratiske medlemmer af NATO og inviteret til at blive medlemmer af EU. USA føler sig som et land i krig og har derfor mere end nogensinde brug for opbakning. Alligevel svigtes USA af mange af de lande, der skulle være dets stærkeste allierede. Danmark har som altid en regering, der virker loyalt over for USA, og man kunne ønske, at resten af Folketingets partier ville gøre det samme. For slet ikke at tale om resten af Europa. USA er i dag et af de eneste lande, der udviser indsigt og har visioner for en bedre verden uden frygt for terrorhandlinger og en ny 11. september. Venstrefløjen burde gå i politisk tænkeboks i stedet for at bruge krudtet på populistiske angreb mod USA.

Af Kasper Elbjørn