Blog (Side 2)

God weekend - især til de liberale i Venstre

Modsat hvad mange af denne blogs læsere tror, er jeg faktisk ikke medlem af Liberal Alliance, men stadig medlem af Venstre.

Faktisk har jeg ikke været så glad for mit medlemskab af Venstre siden 1998.

1998 er ikke et tilfældigt år. Det var året, hvor Uffe Ellemann-Jensen, Venstres daværende formand, mod alle odds var ét mandat fra at vælte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) af statsministertaburetten.

Ved folketingsvalget i 1998 fik Venstre 24 procent af stemmerne eller 42 mandater.

Det svarer præcist til, hvad Venstre fik i den seneste Gallup-måling.

Når jeg netop kun fremhæver Gallup instituttets måling, er det heller ikke tilfældigt.

Folketingsvalget i 1998 var så uforudsigeligt, at ingen meningsmålingsinstitutter gættede på det endelige resultat.
Kun Gallup forudsagde, at Nyrup Rasmussen ville fortsætte som statsminister.

Siden har jeg kun stolet på Gallups målinger.

Det burde se langt værre ud for Løkke
Det ser altså ikke så skidt ud for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som man ellers ofte læser.

Det burde faktisk se langt værre ud, og det undrer mig, at oppositionen efter ni års borgerlig-liberal regering ikke ligger bedre end de gør.

I den seneste Gallup-måling fra november, fører VK-regeringen og dens to støtte partier ligefrem på trods af den økonomiske krise.

Det er næsten ligeså underligt, som dengang i 1998, hvor oppositionen op til valget lå foran SR-regeringen og dens støttepartier i mange målinger, selvom Danmark dengang var inde i en økonomisk højkonjunktur.

Som jeg tidligere har skrevet tror mange stadig på den gamle skrøne om, at oppositionen med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen tabte valget i 1998, fordi han var for liberal.

Det er nonsens.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg under en højkonjunktur udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann-Jensen ikke vandt i 1998, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Vi må tage et opgør med politikernes gavementalitet
Dermed ikke sagt, at en statsminister ikke kan vinde et valg under en økonomisk lavkonjunktur.

Det er der masser af eksempler på. Tænk bare på statsminister Poul Schlüter (K), der blev genvalgt i 1987, 1988 og igen i 1990 under Kartoffelkuren.

Det kræver dog, at man melder klart ud, hvad man vil gøre ved den økonomiske krise, og jeg håber og tror, regeringen ligger så godt, som den gør, på trods af ni års regeringsnedslidning og uro på bagsmækken, fordi danskerne inderst inde godt ved, at vi - med statsministerens ord – må tage et opgør med politikernes gavementalitet.

Optimisme og liberale visioner
Det bliver ikke let at vinde valget.

Men der var alligevel god grund til, at Løkke Rasmussen sprudlede af optimisme og liberale visioner, da han gæstede DR2 Deadline mandag 22. november 2010.

Her slog statsministeren endnu engang fast, at vi skal skabe mere konkurrence i vores samfund for at øge vores produktivitet, fordi kun herigennem kan vi skabe vækst og velstand.

At vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem.

Statsministeren fortsatte den liberale linje efter regeringens Vækstforum i Aalborg.

»Der er for lav produktivitet i Danmark, og det er en del af løsningen at lave en ordentlig kappestrid mellem det offentlige og private«, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er den slags udtalelser, der gør mig glad for stadig at være medlem af Venstre.

Fordi hvis ikke de liberale i Venstre står fast på en liberal dagsorden »dalrer alting bare derudaf«, som Uffe Ellemann-Jensen engang sagde

Af Kasper Elbjørn

Obama vidste den var gal med Nordkorea

Hvis I nogensinde igen hører en kinesisk og amerikansk - eller måske en dansk - toppolitiker sige, at situationen i Nordkorea er under kontrol, skal I ikke stole på dem.

I de sidste år har vi igen og igen og igen hørt, at hvis bare vi holdt op med at kalde det nordkoreanske styre, hvad det er, som Præsident George W. Bush gjorde, da han inkluderede landet på hans Ondskabens Akse, og forhandlede med dem, skulle vi nok få dem til at skrotte deres atomvåben.

Hvis bare vi ville være søde ved dem, vil de godt forhandle fred med os.

Man skulle så tro, at Nordkoreas angreb på Sydkorea, det værste artilleriangreb siden 1953, ville få folk på bedre tanker, men vi slipper ikke.

Inden længe vil de selv samme finde på en eller anden tåbelig undskyldning for angrebet og sige, at det er Nordkoreas måde at sige, at de gerne vil forhandle med USA.

Advarsel til Obama
Der er dog nogle få, der hele tiden, også da Præsident Bush var allermest upopulær, har holdt fast i at advare mod Nordkorea, og det synes jeg skal nævnes i disse dage, hvor situationen er total ude af kontrol.

Tilbage i januar 2009 kun 12 dage før Præsident Barack Obama blev præsident, holdt Stephen Hadley, der dengang var sikkerhedsrådgiver i det Hvide Hus, en tale, som oprindelig var tiltænkt Præsident Bush.

På det tidspunkt var der ikke mange, der længere lyttede til Bush, og derfor var det strategisk fornuftigt at overlade talen til sikkerhedsrådgiveren.

Det blev derfor Hadleys opgave at advare omverdenen og den nyvalgte Præsident Obama om situationen i Nordkorea.

Hadley sagde bl.a. at Nordkorea ville blive en »tidlig udfordring« for den kommende præsident.

Ingen tog advarslen alvorligt.

I stedet inviterede man til flere 6-partssamtaler mellem Nordkorea, Sydkorea, Rusland, Kina, USA og Japan, og gjorde alt for at undgå at genere diktaturet yderligere.

Og den 23. november gik det så galt.

Hård retorik skræmte nordkoreanerne
Jeg erkender, at den hårde retorik, som kendetegnede Præsident George W. Bush, ikke skabte fred mellem Nord- og Sydkorea, men i det mindste blev Nordkorea så skræmt af de barske ord, at de ikke angreb deres demokratiske nabo, som de gjorde i mandags.

En rådgiver fra det Hvide Hus sagde forleden på TV-stationen, ABC, at man ikke foreløbig ville invitere til flere 6-partssamtaler, da man ikke ville belønne Nordkoreas aggressive adfærd.

Nej, tak, men det kunne måske være, man skulle se ondskaben i øjnene og straffe Nordkoreas aggressive adfærd.

Af Kasper Elbjørn

Farvel til den franske doktor

I weekenden sagde Europa og resten af verden midlertidigt farvel til en af de helt store menneskerettighedsforkæmpere, Bernard Koucher, den franske udenrigsminister, der i Frankrig er kendt som le médecin français.

Den 71-årige Kouchner blev i går afløst af den tidligere justitsminister Michèle Alliot-Marie.

Kouchner var den store overraskelse, da Præsident Nicolas Sarkozys premierminister, François Fillons, præsenterede den nye regering i 2007.

Siden har Kouchner ikke skuffet. Han har fuldt og helt levet op til sit rygte som en ægte humanist og menneskerettighedsforkæmper.

EU og de evindelige traktatdiskussioner har han pænt overladt til Præsident Sarkozy og Premierminister Fillons, men ikke uden at gøre omverden opmærksom på, at han - modsat præsidenten - er tilhænger af tyrkisk medlemskab af EU.

Dette budskab er uden tvivl blevet hørt i alle de muslimske lande han har besøgt og irettesat for ikke at respektere FNs menneskerettigheder.

En fascinerende politiker
Jeg mener, Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Han tilhører en generation af politikere, der allerede er gået, eller er ved at gå, på pension, men som udmærker sig ved at sige hvad de mener, og som mener, hvad de siger.

Oprindelig var Kouchner slet ikke borgerlig, men som så mange andre i sin generation tiltrukket af det autoritære.

Som ungkommunist ledte han sågar medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Allerede i 1971 var han dog kommet på bedre tanker, og havde lagt kommunismen bag sig, og gjorde sig bemærket ved at være en af medstifterne af organisationen Læger uden grænser.

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992, blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy.

Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin indtil han i 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo.

Alt for emotionel
Dominique Moïsi fra den franske International Relations Institute er mildest talt ikke enig i min beundring for Kouchner.

Moïsi udtalte i går til AP, at Kouchner var alt for emotionel, og gentog derefter den gamle konspirationsteori om, at Præsident Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne.

Som jeg tidligere har diskuteret, er der dog ikke meget, der tyder på, at udnævnelsen af Kouchner i 2007 udelukkende var en provokation eller en del af en kynisk politisk strategi.

Udnævnelsen af Koucher, som magasinet The Economist skrev tilbage i 2007, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden, ligesom han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som den tidligere Præsident Jacques Chirac var blevet synonym med.

Dødsdommen over Ashtiani
I de sidste måneder har jeg prøvet at følge dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani. Den iranske kvinde er dømt til at blive stenet til døde for utroskab.

Hvis man følger denne forfærdelige sag, kan man ikke komme udenom Kouchner

Han var den første statsleder, der tog skarp afstand fra dødsdommen, og sagde, at dødsdommen var et klart brud på menneskerettighederne, som den frie verden under ingen omstændigheder ville acceptere.

Dette mod bør han hædres for, og jeg håber nordmændene i Nobelpriskommiteen husker ham næste år.

Sakineh Mohammadi Ashtiani og alle os andre, der mener vi skal kæmpe for frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne blev en kampfælle fattigere lørdag aften, da Kouchner indgav sin afskedsbegæring til Præsident Sarkozy.

Men jeg tror heldigvis ikke, vi har hørt det sidste fra Kouchner endnu.

Af Kasper Elbjørn

Døgnets vigtigste nyheder genfortalt

Det er os selv, der køber aviserne, og vi klikker selv på artiklerne på nettet.

Ligesom vi får de politikere, vi fortjener, får vi altså også de nyheder, vi fortjener. Det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af.

Jeg vil lige opsummere, hvad der er sket i det seneste døgn rundt omkring i verden, og så vil jeg opfordre til, at vi som nyhedslæsere tænker lidt over, om det står mål med, hvad vi har læst i de danske medier de sidste 24 timer.

Obamas rejse i Asien
For det første er der G20 topmøde i Sydkorea, og G20 landenes ledere er på vej til G20 mødet.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, var i den forbindelse på et tredages besøg i Indien inden han i går tog videre til Indonesien.

I Indien anbefalede han, at landet får sæde i FNs sikkerhedsråd, hvilket uden tvivl vil styrke forholdet mellem Indien og USA, men helt sikkert ikke vil blive vel modtaget i Pakistan og Kina.

Kontuerne til en ny verdensorden er ved at tegne sig. Alligevel var det besøget i Indonesien, hvor han er vokset op, der løb med al omtalen i Danmark.

Zoellick, Verdensbanken og guldstandarden
Forud for G20 har Verdensbankens dygtige direktør Robert Zoellick i øvrigt stjålet hele dagsordenen.

I Financial Times mandag skrev han mandag, at verden har brug for et nyt monetært system, hvor kurserne på verdens største valutaer bliver bundet til udviklingen i prisen på guld.

Det går et land som Kina aldrig med til, men hans indlæg udstillede i uhørt grad, at næsten hele den vestlige verden stort set har glemt, hvad finansiel disciplin vil sige.

Jeg vil ikke kalde hans indlæg for en falliterklæring for den vestlige verden, men hans forslag kommer fordi flere centralbanker har sat gang i seddelpressen, og dermed udhuler de reelt værdien af begrebet penge.

Det er det, der er ved at ske i øjeblikket, og det kan godt gå hen og blive kritisk. Derfor var det godt, at de internationale medier tog advarslen fra Verdensbanken alvorligt.

Den modigste budgetreform i mands minde
Storbritannien, som også deltager i G20 topmødet, er vel, udover Tyskland, det eneste land, der har taget fat om roden og fået ryddet op i økonomien.

Den nye konservative-liberale regering med David Cameron i spidsen har vedtaget den modigste budgetreform i mands minde. Briterne ved godt, at de har levet over evne i mange år, og har accepteret, at det kommer til at gøre ondt før det bliver godt igen. Respekt for det. Derfor raser debatten om EU’s budget også i Storbritannien.

Briterne vil selvfølgelig ikke acceptere, at Europa-Parlamentet har foreslået en budgetstigning på 6,2% når de selv skal spare 40% og ved EU-topmødet for to uger siden fik Cameron bl.a. Tyskland og Danmark med på en aftale om, at budgettet i EU ikke må stige med mere end 2,9%

Tirsdag udtalte det polske medlem af parlamentet Sidonia Jedrzejewska imidlertid til avisen Daily Telegraph, at statslederne i virkeligheden har planlagt at hæve EU-budgettet stykvis i løbet af året, hvorfor man slet ikke vil overholde loftet på 2,9%

Det kan jeg ikke huske, jeg læste noget om i de danske aviser.

Den britiske regering har også andre ting at tænke på.

Regeringstoppen arbejder hårdt på at komme ud af krisen, og er på vej med den største erhvervsdelegation til Kina. Det har fået menneskerettighedsorganisation Amnesty International til at kritisere den britiske erhvervsminister Vince Cable.

Cable har udtalt, at Storbritannien ikke vil konfrontere Kina med landets krænkelser af menneskerettighederne, når delegationen kommer til Beijing forud for G20 topmødet.

Storbritannien følger dermed Frankrigs præsident, der i sidste uge besøgte Kinas præsident Hu Jintao. Præsident Sarkozy sagde bl.a., at konfrontationen ikke var den bedste måde at gøre fremskridt på.

Fransk konfrontationspolitik
Den franske præsident må altså være uenig med hans udenrigsminister Bernard Kouchner.

Kouchner har udmærket sig ved netop at konfrontere præstestyret i Iran efter dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg før har skrevet om. I en erklæring på det franske udenrigsministeriums hjemmeside udtalte den franske udenrigsminister, at han havde ringet til Irans udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, for at udtrykke sin »forfærdelse« over, at Iran ikke havde opgivet at henrette den 43-årige iranske kvinde, der er anklaget for utroskab.

Kouchner har ellers været travlt optaget af et todages besøg i Libanon.

Forud for sin afrejse holdt Kouchner et pressemøde på den franske ambassade i Beirut, hvor han sagde, at den specielle domstol, der skal afdække, hvem der myrdede Libanons premierminister Rafik Hariri har Frankrigs fulde støtte og er til gavn for alle libanesere, fordi det ikke er acceptabelt at tillade straffrihed i en sådan forbrydelse.

Udtalelsen faldt efter at terrororganisationen Hizbullah havde kaldt den specielle domstol for et »israelsk projekt«.

Den historie blev der heller ikke plads til i de danske medier.

Døgnets tophistorier i Danmark
I Danmark var døgnets tophistorie finansloven.

Socialisterne råbte, at regeringen førte en for hård økonomisk kurs. Liberalisterne sagde, den økonomiske politik var for slap. Og VK-regeringen selv mente, det var den bedste finanslov i 10 år.

En anden historie, der fik næsten ligeså meget plads i medierne som finanslovsforliget, handlede om, at udviklingsminister Søren Pind (V) får rabat på tøj fra tøjmærket Sand.

Og rabatkortet var »sort«.

Derudover udtalte tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) at han aldrig havde haft en rabataftale på tøj.

Ja, dette er en advarsel. Og hvis du har tid - så tænk lidt over den!

Af Kasper Elbjørn

Kvinde dødsdømt for utroskab får støtte fra Danmark

Dødsdommen over den 43-årige iranske kvinde, Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg skrev om tilbage i september, er suspenderet. Hun er dømt til døden på grund af utroskab og de fleste internationale medier forventer, at dødsdommen vil blive stadfæstet, men i stedet for at foregå ved stening, vil hun blive hængt.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) tog i denne uge initiativ til sammen med sine nordiske kolleger at udsende en yderst kritisk erklæring om dødsdommen og det iranske styres overgreb på menneskerettighederne.

Det var på tide. Men bedre sent end aldrig.

Jeg håber, at vi bare et øjeblik kan se bort fra de ligegyldige diskussioner om næser, gamle breve og pseudo-skattesager, som vi har herhjemme.

Lad os hæve os over landsbyens gadekær og give udenrigsministeren den anerkendelse, hun fortjener for dette initiativ.

Norden, EU og resten af den frie verden kan naturligvis ikke bare se på, at en kvinde dømmes til døden på grund af utroskab. Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Det står faktisk artikel 12 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Tiden rinder ud for Ashtiani
Tiden er ved at rinde ud for Sakineh Mohammadi Ashtiani, og for nogle uger siden kom et hjerteskærende opfordring fra Ashtianis søn, Sajad Ghaderzadeh, til den frie verden.

Han skrev i et åbent brev til EU’s stats- og regeringschefer:

»Måske burde jeg ikke skrive et brev til 27 europæiske og vestlige lande, men hvad kan jeg gøre? Jeg har intet andet håb, men jer, mine venner. Jeg har ikke flere tårer at græde med. Det eneste jeg har tilbage, er en klump i halsen. Jeg håber blot, at Gud hjælper mig at skrive dette brev. Jeg har mistet min far, og nu vil staten tage vores mor fra mig og min søster for en forbrydelse, hun ikke har begået «.

Den 10.oktober fulgte han op på brevet ved at give et interview om sagen til to tyske journalister. Det iranske præstestyre var ikke sent til at reagere. Under interviewet blev både Sajad Ghaderzadeh og de to journalister anholdt.

Han er siden blevet nægtet adgang til advokat, og har ikke mulighed for at kommunikere med omverden.

Et levn fra en anden tid
Sagen om Sakineh Mohammadi Ashtiani har stort set ikke været beskrevet i de danske medier, men rundt omkring i verden er det efterhånden en kendt sag.

I andre lande har man heldigvis været langt mere opmærksom på hendes tragiske situation, bruddet på Menneskerettighederne og den dybe uretfærdighed, der ligger bag dødsdommen.

Som jeg tidligere har beskrevet, var den fremragende franske udenrigsminister Bernard Kouchner den første, der havde mod til at sige fra overfor præstestyret.

Kouchner sagde på linje med de nordiske udenrigsministre, at dødsdommen var et brud på Menneskerettighederne, og skrev i et brev til sine EU-kollegaer, at dødsdommen var »et levn fra en anden tid«.

Grundlæggende menneskelig værdighed
Det fik Europa-parlamentet til enstemmigt at vedtage en resolution, der fordømte dødsdommen, og så rullede bolden.

»Storbritannien vil ikke glemme fru Ashtianis sag, og fordømmelsen af menneskerettighedssituationen i Iran vil heller ikke blive mindre med tiden. Vi vil fortsætte med at opfordre Iran til at opfylde sine internationale forpligtelser «, sagde William Hague, den nye britiske udenrigsminister, til avisen, The Times.

Italiens udenrigsminister Franco Frattini kaldte dødsdommen et budskab til det internationale samfund og Tysklands udenrigsminister fulgte trop. »Det er ikke et spørgsmål om religion, men om grundlæggende menneskelig værdighed«, sagde Guido Westerwelle.

Mere præcist kan det ikke siges.

Dermed havde de mest betydningsfulde europæiske udenrigsministre taget afstand fra krænkelserne af Menneskerettighederne i Iran. De havde taget ansvar, og de havde set ondskaben i øjnene.

Målet må være total frifindelse
Efter Kouchers brev og udmeldingerne fra de store EU-lande, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om Menneskerettigheder.

En lignende udtalelse er kommet fra den iranske ambassade i Danmark efter brevet fra de nordiske udenrigsministre.

Irans Islamiske Republik fastholder, at en sådan opmærksomhed i forhold til en person, hvis sag pågår ved domstolene i overensstemmelse med landets love kun har meget lidt at gøre med bekymringer over menneskerettighederne. Formålet er først og fremmest at nedgøre det islamiske lovsystem, hedder det i en erklæring, som ambassaden har sendt til Berlingske Tidende.

Det internationale pres er uden tvivl årsagen til, at den højesteret omstødte dødsdommen over Ashtiani fra stening til hængning.

Målet må være total frifindelse af Ashtiani og amnesti til hendes familie.

EU må stå sammen overfor Iran
Det kræver, at hele EU står sammen. Ungarn og Polen, der har de to kommende EU-formandskab før Danmarks i første halvår 2012, kunne sammen Danmark spille en aktiv rolle i heri. Udenrigsministeren har allerede bevist at hun er god til at få folk til at samarbejde.

Men det stopper ikke der.

Vi skal fremadrettet konsekvent påpege selv de mindste krænkelser af Menneskerettighederne i Iran. Vi skal i ord og i handling støtte menneskerettighedsforkæmperne i Iran. Vi kan ikke blive ved at gemme os bag handelssanktioner og økonomiske sanktioner.

Vi må sige fra - også selvom det koster.

Det nytter.

Af Kasper Elbjørn

Valget er ikke ligegyldigt, men vil heller ikke sætte USA i stå

I dag vil vi sikkert se mange, mærkelige udtalelser fra politikere og meningsdannere, der mener, resultatet af midtvejsvalget i USA er ligegyldigt eller at valget vil sætte USA helt i stå.

Begge udsagn er hysteriske. Valget er ikke ligegyldigt, men det vil naturligvis heller ikke sætte USA i stå.

Valgresultatet er i øvrigt ikke mere historisk, end vi har set det hele før og sandheden om, hvor stor indflydelse valget vil få på amerikansk politik ligger selvfølgelig midt imellem de to useriøse udsagn.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er overrasket over, at Demokraterne ser ud til at få et større nederlag end i 1994, da Præsident Bill Clinton stod i spidsen for partiet, men Clinton vandt som bekendt en pæn sejr ved præsidentvalget i 1996 over den republikanske hædersmand, Bob Dole.

Præsident Obama kan, som jeg skrev i går, sagtens få vendt nederlaget til endnu en sejr de næste to år.

De forudsigelige danske kommentarer til midtvejsvalget kan med rette krydres med denne dugfriske analyse af investeringsrådgiveren Mike Shedlock.

På hans blog, MISH’S Global Economic Trend Analysis, skriver han bl.a.:

»Vi kommer ikke til at se en tilbagevenden til guld-standarden som følge af dette valg. Vi kommer heller ikke til at reformere sundhedsreformen inden den eksploderer (men det kan dog ske hurtigere end vi tror). Centralbanken bliver heller ikke elimineret. Og desværre kan vi heller ikke få de krigsliderlige til at holde mund. Der er ingen tvivl om, at dette er vigtige spørgsmål, men det er ikke de eneste spørgsmål, der er på spil. Det, der er det helt afgørende, er i hvilken retning landet bevæger sig i forhold til kritiske udfordringer, hvor vi har desperat brug for at bevæge os i en anden retning«.

Derefter nævner de politiske områder, hvor han tror, at midtvejsvalget vil få en positiv betydning: Dommedagsprofeternes indflydelse på klimalovgivningen, fagforeningernes magt, det offentlige overforbrug og statens rolle i samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Obama kan sagtens overleve katastrofevalget

De første valgsteder i USA åbner i disse timer, og det ser ikke godt ud for Præsident Barack Obama og hans parti.

Den sidste landsdækkende meningsmåling, som Gallup har udarbejdet, forudsagde, at 55% af vælgerne stemmer på en republikaner ved det amerikanske midtvejsvalg til de to kamre i Kongressen. 40% vil stemme på en kandidat fra Præsident Obamas demokratiske parti  og 5% havde ikke besluttet sig mandag morgen.

Man skal dog ikke afskrive Obama endnu, selvom han står op til et stort nederlag, når han vågner onsdag morgen.

En gentagelse af 1994-valget
New York Times bloggeren, Nate Silber, der forudsagde udfaldet af præsidentvalget i 2008 på bloggen FiveThirtyEight, mener, at valgresultatet vil give 232 pladser til Det republikanske parti og 203 til Demokraterne. Han er lidt mere i tvivl om Demokraterne også vil tabe flertallet i Senatet.

Hvis Demokraterne taber 52 pladser vil valget uden tvivl blive sammenlignet med katastrofevalget i 1994 to år efter Bill Clinton var blevet præsident.

Sammenligningen med Præsident Clintons valgnederlag i 1994 illustrerer, som Jeppe Kofod, MF (S), også skriver her på bloggen, at en præsident sagtens kan blive genvalgt, selvom hans parti taber det første midtvejsvalg.

Et andet eksempel er Præsident Ronald Reagan. Reagan vandt stort over Præsident Jimmy Carter i 1980, og på trods af at han tabte midtvejsvalget to år senere, formåede han mirakuløst at blive genvalgt ved endnu en jordskredssejr i 1984.

Et signal om svaghed
Familien Clinton kender de to eksempler ovenfor bedre end de fleste. Derfor tror jeg heller ikke på, at udenrigsminister Hillary Clinton affyrede den første salve i kampen om at blive præsident i 2012, da hun for et par måneder siden karakteriserede Amerikas gigantiske budgetunderskud som en trussel mod landets sikkerhed.

Hendes udtalelser skabte ikke desto mindre stor opsigt, da man sjældent hører en minister tage afstand fra præsidentens økonomiske politik.

»Om man er en republikaner eller demokrat, konservativ, progressiv - uanset hvad du kalder dig selv - er der ingen free lunch, og vi kan ikke foregive, at [økonomien] ikke gør alvorlig skade på vores land og kommende generationer,« sagde hun sagde, og tilføjede, at det voksende underskud sender »et signal om svaghed internationalt.«

Hillary Clinton var i Washington for at holde tale til Council on Foreign Relations, men hendes henkastede bemærkninger efter talen gjorde det klart, at hun mener det voksende underskud »udgør en national sikkerhedstrussel på to måder: det underminerer vores evne til at handle i egen interesse, og det begrænser os, hvor begrænsninger er uønskede.«

Den amerikanske økonomi skal være stærk
Det er ikke for ingenting, at Hillary Clinton støttede den republikanske senator, Barry Goldwater, ved præsidentvalget i 1964.

Goldwater advokerede ligeledes for, at den amerikanske økonomi skal være stærk, hvis USA skal kæmpe for frihed og retfærdighed i verden. Goldwater havde helt ret. Det ved Hillary Clinton, og selvom hendes bemærkninger var rettet mod præsident George W. Bush, der efterlod et rekordstort underskud på over 300 mia. dollars, var det temmelig indlysende, han var ikke hendes eneste mål.

Underskuddet toppede nemlig med over 1.416 mia. dollars i 2009 under Præsident Obama. Det er mere end en firdobling siden Præsident George W. Bush gik af, og alle forudser, at det forbliver på disse astronomiske højder i år.

Som guvernøren for staten Indiana, Mitch Daniels, har sagt, så savner man næsten budgettallene under Bush.

Et økonomisk morads
Hvis Demokraterne taber midtvejsvalget, er det formentlig på grund af det økonomiske morads, som landet er havnet i på grund af overforbrug og forkerte prioriteringer.

Præsident Obama og hans regering overfortolkede deres mandat, og gjorde efter alt at dømme stor skade på landet og kommende generationer med den gigantiske stimuluspakke og en sundhedsreform ingen var tilfredse med.

Præsident Obama kan dog stadig skabe håb for amerikanerne, men det kræver en anden forandring end den han hidtil har stået i spidsen for.

Af Kasper Elbjørn

Stakkels Alsing Andersen

Den 23. november 1947 måtte Alsing Andersen gå af efter kun 10 dage som indenrigsminister.

Statsminister Hans Hedtoft (S) udnævnte ham til indenrigsminister efter valget i 1947, hvor socialdemokraterne dannede regering efter to år med Venstres Knud Kristensen ved roret.

En socialdemokratisk kæmpe
Alsing Andersen var tidligere formand for socialdemokraterne. En af deres kæmper. Tidligere forsvarsminister og også finansminister. Han var selvskrevet til at blive minister igen, men et regulært folkekrav forlangte Alsing Andersens afgang.

Årsagen var ikke, at han var taget på påskeferie eller havde meldt afbud til to møder. Det var heller ikke fordi hans kone havde fået en skattesag på halsen. Han havde hverken modtaget penge fra nazi-Tyskland eller været medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP).

Årsagen var, at danskerne var så vrede over, at han som socialdemokratiets formand havde skrevet under på det »cirkulære«, som socialdemokraterne udsendte den 2. september 1943.

Her fordømte han modstandsbevægelsen og hyldede samarbejdspolitikken.

Cirkulæret
I brevet til socialdemokratiets organer og fagbevægelsen havde Alsing Andersen på vegne af socialdemokratiet forsvaret samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og kaldt det en ansvarlig politik.

På samme måde beskrev Alsing Andersen modstandsbevægelsen som ansvarsløse »chauvinister og kommunister«.

Chauvinister var dengang et nedsættende ord for konservative, og Alsing Andersen fremhævede da også John Christmas Møller, formanden for det Konservative Folkeparti, som den eneste i sit cirkulære.

»Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet at skåne vort land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne have givet et blot tilnærmelsesvis lige så godt resultat. Og således kunne det sikkert have fortsat indtil krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning.

Men denne vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og at fremkalde en anden mentalitet i dele af befolkningen.«

Christmas Møllers dagbog fra London
Den konservative partiformand John Christmas Møller fortjener at blive fremhævet. Han var en af de eneste politikere, der tog konsekvensen og sagde fra overfor besættelsesmagten.

Christmas Møller var stærk fortaler for en samlingsregering for at undgå indenrigspolitiske slagsmål under Besættelsen, men allerede i efteråret måtte han imidlertid forlade regeringen på grund af sine udtalte antinazistiske holdninger, og i 1942 flygtede han til London.

I hans dagbog fra London, som blev udgivet i 1945, og som jeg fandt for nogle år siden i min farmors bogreol, kan man læse om hans foragt over for den kyniske materialisme, som samarbejdspolitikken var udtryk for.

Dagbogen indeholder mange af de taler, han holdt i radioen fra sit eksil i London. Det er stærke sager og jeg kan godt forstå samarbejdspolitikerne var irriterede over dem.

Med ført hånd
Jeg tror personligt ikke, Alsing Andersen selv har skrevet cirkulæret af den 2. september 1943.

Det blev med stor sikkerhed skrevet med ført hånd.

Alsing Andersen var udelukkende formand for partiet under krigen, fordi tyskerne havde tvunget den tidligere og kommende formand, Hans Hedtoft, bort fra posten.

Men det var Alsing Andersen, der havde underskrevet cirkulæret. Han havde ikke bare samarbejdet med tyskerne, men også forsvaret samarbejdet og kritiseret modstandsbevægelsen. Han havde ansvaret for, hvad der stod i brevet, og dengang var der ingen tvivl i danskernes sind: Det kunne ikke undskyldes.

Derfor måtte han gå.

Af Kasper Elbjørn

Nobels fredspris gik til 1,3 mia. mennesker

Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo fik Nobels fredspris 2010. Det oplyste Nobelkomitéen i dag. I virkeligheden er det Kinas 1,330,141,295 mennesker, der har fået prisen.

Mange troede, at en kinesisk systemkritiker ville modtage Nobels fredspris sidste år - ikke mindst for at markere 20-årsdagen for massakren på den Himmelske Freds Plads.

Det havde nordmændene tilsyneladende ikke mod til. I stedet chokerede de næsten alle ved at tildele 2009-prisen til den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama.

På forventet efterbevilling
Jeg stod på en banegård, og havde ikke hørt nyheden, da en journalist fra DR2 sidste år ringede og fortalte mig, at Præsident Obama havde vundet Nobels fredspris.

I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der stadig er formand for Nobelpriskomiteen. Han fortalte, at man gav Obama prisen for at støtte ham i den politik, han ønsker at gennemføre.

Selv de venstreliberale i USA blev taget på sengen. Det var næsten som om, de venstreliberale i USA var de mest chokerede over, at Obama fik prisen på forventet efterbevilling, men som Jennifer Rubin fra Commentary Magazine tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Det er ofte gået galt
Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at man ofte har taget sig til hovedet over valget af prismodtagere.

Tænk bare på, da man gav prisen til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov (199o) uden at lade ham dele prisen med USAs tidligere præsident, Ronald Reagan. Dertil kommer, at Gobatjov sendte den Røde Hær ind i Letland og Lithauen to måneder efter han havde modtaget prisen fordi de to lande ønskede uafhængighed fra det rædselsregime, han stod i spidsen for. 

Eller da man gav prisen til Yassir Arafat (1994) eller Jimmi Carter (2002). Og så har jeg ikke engang nævnt Al Gore (2004).

Nobels fredspris kan stadig gøre en forskel
Når jeg stadig tager Nobels fredspris seriøst, er det selvfølgelig fordi, jeg tror fuldt og fast på, at den kan gøre en forskel, når den går til de rigtige. Dem der virkelig har gjort en forskel.

Her kunne man fremhæve Muhammad Yunus (2006), der fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk!

Eller tænk på da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 - 20 år efter Lech Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang - som så mange andre gange - sendte Nobelkomitéen et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år, som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama ugen inden han selv fik prisen havde afvist at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina.

Liu Xiaobo er et godt valg
Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Målet må være en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer.

Det er på høje tid, at den frie verden begynder at delegitimere det socialistiske regime i Kina. Derfor er Liu Xiaobo den helt rigtige nobelprismodtager.

Han er manden bag manifestet, Charter 08, der er udstedt på 60-årsdagen for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Charter 08 opfordrer til en “fri, demokratisk nation”, og er inspireret af Charter 77, der brev grundlagt af bl.a. Vaclav Havel, der efter fløjlsrevolution i Østeuropa blev præsident i det daværende Tjekkoslovakiet, og har ført an i kampagnen for at give Liu Xiaobo prisen.

Man kan håbe, at kineserne en dag får samme frihed og rettigheder, som østeuropæerne fik efter fløjlsrevolutionen i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Fem hædersmænd og det offentlige forbrug

Her er fem hædersmænd. De havde ansvaret for det offentlige forbrug i tre forunderlige år 1988, 1989 og 1990.

Palle Simonsen (K) (finansminister 1984-1989)
Knud Enggaard (V) (økonomiminister 1987-1988)
Thor Pedersen (V) (indenrigsminister 1987-1993)
Niels Helveg Petersen (R) (økonomiminister 1988-1990)
Henning Dyremose (K) (finansminister 1989-1993)

Vi hører igen og igen, at regeringens bebudede nulvækst i det offentlige forbrug er umulig at gennemføre.

Man begynder næsten at tro på det, når man ser, hvordan den offentlige vækst udviklede sig i andet kvartal, som er de seneste tal, vi har.

Stik imod regeringens målsætning om nulvækst i 2010 steg det offentlige forbrug med hele 2,7 procent i andet halvår 2010 i forhold til 1. halvår 2009.

Men nulvækst kan sagtens lade sig gøre, hvis man vil.

Over treårsperioden 1988-90, hvor Simonsen, Enggaard, Thor, Helveg og Dyremose regerede i henholdsvis finans-, indenrigs-, og økonomiministeriet blev der samlet gennemført minusvækst i det offentlige forbrug svarende til en gennemsnitlig minusvækst på -½ procent om året, viser beregninger fra tænketanken CEPOS.

Og det var faktisk ikke første gang, at statsminister Poul Schlüters ministre fik styr på det offentlige forbrug.

I 1984 var der minusvækst på hele -1,6 procent.

Dengang var det ikke kontroversielt at spare lidt efter i nogle år at have brugt alt for mange penge. Som jeg skrev forleden, skammede mange danskere sig ligefrem over, at vi dengang havde levet over evne i en periode.

Nulvækst er altså ikke mere ambitiøst, end det er muligt at gennemføre.

Hvis den nuværende finansminister, økonomiminister og indenrigsminister var ligeså ambitiøse som deres forgængere og gennemførte minusvækst i det offentlige forbrug på - ½ procent årligt i perioden 2011-2013, ville det give budgetforbedringer på 7½ mia. kr.

Lægges det til VK-regeringens genopretningspakke så er der finanspolitisk holdbarhed.

Og så kan I faktisk beholde den der efterløn. Jeg tror nemlig ikke på, at der ligefrem kommer et folkekrav for at fjerne den…

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre