Blog (Side 3)

Det, jeg er ude efter, er politikernes gavementalitet

Danmark i økonomisk balance. En god skole frem for cafépenge. Belønning til de dygtige studerende. Patientrettigheder og bedre støtte efter sygdommen. Ghettoen tilbage til samfundet. Frihed til forskellighed. Ansvar for det fælles. Respekt for samfundets love.

Statsministerens åbningstale hører uden tvivl til blandt de bedste åbningstaler i mange, mange år. Jeg mener, den var på højde med den konservative statsminister Poul Schlüters første åbningstale i 1982, der, ligesom Lars Løkke Rasmussens, signalerede nye, klare holdninger.

Schlüter talte til de danskere, der skammede sig over, at vi også dengang havde levet over evne i en periode, og budskabet var, at nu skulle vi på banen igen.

Det helt centrale element Lars Løkkes Rasmussens tale kom i begyndelsen.

»Oven på den globale krise er der heldigvis ved at spire en ny erkendelse frem. En erkendelse, som skaber nyt håb og optimisme. En ny erkendelse, der hviler på gamle dyder. Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar. Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet,« spurgte statsministeren.

»Nej«, svarede han, »det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet«.

En herremand med næsten ubegrænsede beføjelser
I 1960 udgav den amerikanske senator Barry Goldwater sit berømte debatbog: »The Conscience of a Conservative«.

I det indledende kapitel skrev Goldwater, at den amerikanske stat siden den store økonomiske krise i 1930erne har udviklet sig fra at være en tjener af folket med stærkt begrænsede beføjelser – til en herremand med næsten ubegrænsede beføjelser.

Udviklingen er ikke sket fordi politikerne ikke har holdt deres valgløfter. Tværtimod, skrev han, problemet er opstået fordi politikerne har holdt deres valgløfter til punkt og prikke.

Ved hvert eneste valg har de lovet lidt mere af dit, og lidt mere af dat, skrev Goldwater, og i folkets navn har de efter valget gennemført alt, hvad de havde lovet. Og hver gang politikerne holder, hvad de lover, betaler borgerne, og dermed vokser statens magt i forhold til befolkningens frihed.

Goldwater advarede, at ethvert samfund, der lægger mere vægt på demokratiet end på frihed, rettigheder og retsstat, vil gå i fordærv.

En politikers opgave er at afhænde magten
Goldwater forudså, at amerikanerne først kunne være sikre på deres frihed, når de valgte en politiker, der forstod, at en politikers opgave frem for alt er at afhænde den magt, som folket har givet ham eller hende.

Goldwater mente, at amerikanernes forsvar mod politikernes stadigt stigende magt og indflydelse var svagere end forsvaret mod Sovjetunionen og de socialistiske diktaturer rundt omkring på kloden. Men truslen fra en stærk central myndighed var ikke mindre end truslen fra Sovjetunionen, advarede han.

Vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem
Truslen udefra var en anden dengang. Men udfordringerne i dag er de samme.

Statsministeren sagde, at om noget bør finanskrisen have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Jeg håber han har ret.

Uanset hvem der vinder valget, håber jeg, at politikernes gavementalitet en gang for alle er blevet lagt i graven.

Nye tider. Nye veje. Nye mål. Jeg kunne ikke være mere enig.

Af Kasper Elbjørn

Kontroversiel biografi fra Rumsfeld på vej

I dag annoncerede forlaget, Sentinel, at den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds biografi udkommer den 25. januar. Det oplyste flere amerikanske nyhedssider og blogs tirsdag eftermiddag.

Rumsfelds biografi kommer til at hedde »Known and Unknown«. Titlen er taget fra en af hans mange kontroversielle udtalelser op til invasionen af Irak:

»There are known knowns. These are things we know that we know. There are known unknowns. That is to say, there are things that we know we don’t know. But there are also unknown unknowns. There are things we don’t know we don’t know.«

En af de mest kontroversielle forsvarsministre
Netop invasionen af Irak var med til at gøre Rumsfeld til en af de mest kontroversielle forsvarsministre i amerikansk historie.

Ikke overraskende stod de danske politikere i kø for at udtrykke deres glæde, da Rumsfeld trådte tilbage efter det republikanske nederlag ved midtvejsvalget i 2006.

De håbede alle, at Rumsfelds afgang var et tegn på en ændret strategi i Irak, og de fik ret.

Fyret af Bush
Hvad de ikke vidste, var, at han selv to dage forinden havde afleveret et notat til den daværende Præsident George W. Bush om at ændre strategien i Irak.

Rumsfeld anbefalede, ligesom den danske venstrefløj, at man reducerede tropperne.

Muligvis var det derfor, Præsident Bush bad ham tage sin afsked.

Vi ved i dag, at Præsident Bush og den nye forsvarsminister, Robert Gates, som præsident Barack Obama modigt valgte at genudnævne, gjorde det stik modsatte.

Det var tydeligt, at når amerikanske soldater blev sat ind i de mest urolige områder ophørte volden næsten øjeblikkeligt, og derfor var forøgelsen af antallet af amerikanske soldater det helt rigtige.

Ingen bliver skånet
Ligesom Donald Rumsfeld selv, skåner erindringsbogen ikke nogen, sagde Adrian Zackheim, der er direktør for forlaget. Manuskriptet indeholder alt det, jeg havde håbet på og meget mere, fortsatte han.

Og hvad kan vi så forvente: Hemmelige detaljer om og indsigt i Bush-administrationen, terrorangrebet den 11. september 2001 samt krigene i Afghanistan og Irak, Rumsfeld opvækst under den Store Depressionen og Anden Verdenskrig, hans politiske karriere herunder tiden som minister i Nixon og Fords regeringer samt hans møde med Saddam Hussein - og det berømte håndtryk i december 1983.

Old vs. New Europe
Jeg indrømmer gerne, at jeg var en af dem, der syntes Rumsfeld gjorde det godt efter terrorangrebet på New York og Washington DC i 2001.

Jeg var endda enig med ham, da han i januar 2003 på et spørgsmål om det bekymrede ham, at Europa var imod en invasion af Irak, svarede:

»You’re thinking of Europe as Germany and France. I don’t. I think that’s old Europe. If you look at the entire NATO Europe today, the centre of gravity is shifting to the east and there are a lot of new members and if you just take the list of all the members of NATO and all those that have been invited in recently, what is it twenty-six, something like that, you look at vast numbers of other countries in Europe, they’re not with France and Germany on this, they’re with the United States.«

Jeg kan godt lide, når politikere siger hvad de mener, og mener hvad de siger. Det gjorde Donald Rumsfeld her.

Rumsfeld udstillede den ægte, dybe splittelse i Europa over invasionen af Irak, ligesom han antydede, at de gamle kernelande i EU, ikke mindst Tyskland og Frankrig, på alle mulige måder havde haft deres storhedstid. Fremtiden lå hos de nye medlemmer af EU og NATO.

Stædig og stejl
Et langt stykke af vejen mener jeg, at han havde ret i den kontroversielle analyse.

Omvendt erkender jeg, at jo længere tid han sad som forsvarsminister, des ringere blev han. Han var alt for stædig og stejl, da det begyndte at gå galt i Irak og de første tegn på borgerkrig meldte sig.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Præsident Bush ikke bad om hans afsked allerede efter præsidentvalget i 2004.

Men det får vi måske svar på i hans biografi.

Af Kasper Elbjørn

Jeg ville stemme på Munkhammar på søndag

Søndag er der valg i Sverige. Politiken spurgte forleden, hvem vi ville stemme på, hvis vi kunne stemme ved det svenske valg.

Jeg er ikke i tvivl. Jeg ville stemme på forfatteren og samfundsdebattøren Johnny Munkhammar, der stiller op for Moderaterna.

Et historisk valg
Det tegner til at blive ikke bare et spændende men også et historisk valg i Sverige. Det er der tre årsager til.

For det første, som jeg har skrevet før, fordi Moderaterna, der svarer til Det Konservative Folkeparti, står til at blive Sveriges største parti for første gang siden 1914.

Derudover, hvilket jeg også nævnte, fordi statsminister Fredrik Reinfeldt ser ud til at blive den første borgerlige-liberale statsminister, der overlever et valg.

Dertil kommer for det tredje, at flere, nye partier ser ud til at komme over spærregrænsen heriblandt det nationalkonservative Sverigedemokraterne.

Jeg vil ikke udelukke, at Sverigedemokraterne kommer til at bestemme om den borgerlige regering skal fortsætte, eller om den socialistiske blok igen får regeringsmagten og Reinfeldt dermed bliver endnu en borgerlig parantes i historien. Det er selvfølgelig en interessant historie, og den skal medierne naturligvis følge, men det er langt fra sikkert, og derfor er der ingen grund til at fokusere så entydigt på Sverigedemokraterne.

Dermed går vi glip af de mange interessante reformforslag, som er dukket op i løber af sommeren.

Klare og kontante mærkesager
En af de politikere, der især har bidraget til debatten om velfærdsreformer, og hvordan Sverige fremover skal fastholde den økonomiske vækst, der allerede i dag er blandt Europas højeste, er Munkhammar.

Hans tre mærkesager er klare og kontante:

1. Frihed og iværksætterånd som grundlag for flere arbejdspladser.
2. Velfærdssamfund i stedet for velfærdsstat.
3. Det skal være lettere at leve den amerikanske drøm i Sverige - end i USA.

Økonomiske frizoner
Et af Munkhammars mest progressive forslag handler om at skabe såkaldte økonomiske frizoner i Udkantssverige.

Jeg indrømmer gerne, at Danmark på trods af vores størrelse har store problemer med at skabe vækst i andre dele af landet end hovedstaden, men i Sverige er udfordringen langt større på grund af landets størrelse.

Derfor har Munhammar foreslået at oprette økonomiske frizoner, og i løbet af sommeren begyndte flere partiledere faktisk at lytte til den håbefulde kandidat.

I følge Munkhammar fandtes der kun 80 økonomiske frizoner i verden for 30 år siden. I dag findes der ca. 3000 frizoner i de 120 lande, som har taget ideen til sig. Årsagen er, at de økonomiske frizoner har været en stor succes.

Lykkes Sverige med at oprette økonomiske frizoner i de områder, der har problemer med at udnytte globaliseringens muligheder og tiltrække højtuddannet arbejdskraft og vækstvirksomheder vil det fremme velstanden og fastholde de traditionelle arbejdspladser i Udkantssverige.

Derfor bør nye økonomiske frizoner blive højt prioriteret de kommende år, har Munkhammar argumenteret gennem valgkampen.

Fremtidens mand
Johnny Munkhammar har vist sig ikke blot at være en energisk samfundsdebattør med stor viden indenfor både svensk og international politik, men også en politiker fuld af nye, interessante ideer, som også vi danskere kan lære af.

Han er fremtidens mand.

Derfor ville jeg stemme på Munkhammar, hvis jeg kunne stemme ved det svenske valg på søndag.

Af Kasper Elbjørn

Europas fremtid begynder at ligne Europas historie

I den amerikanske udgave af Wall Street Journal tirsdag har Bret Stephens, der er redaktør for den europæiske og asiatiske udgave af avisen, skrevet en tankevækkende kommentar – en advarsel til os europæere om ikke at gentage de fejl, vores forfædre begik.

Advarslen kommer efter et interview som EU’s handelskommissær, den tidligere belgiske udenrigsminister, Karel De Gucht, gav til en flamsk radiostation for ca. en måned siden.

De Gucht blev interviewet om de seneste forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Han sagde, at årsagen til, at forhandlingerne var kommet i stand, skyldtes to ting: for det første at jøder er så indflydelsesrige i USA; og for det andet, at man ikke skal spille kispus med jøder.

»Man skal ikke undervurdere den jødiske lobby på Capitol Hill,« skal De Gucht angiveligt have sagt uden på nogen måde at skelne mellem »jøder«  og »Israel«.

»Dette er den bedst organiserede lobby, og man skal ikke undervurdere grebet den har på amerikansk politik uanset om det er republikanere eller demokrater.«

EU’s handelskommissær er sammen med EUs præsident Van Rompuy, Kommissionsformand Barroso og udenrigschef Ashton EU’s ansigt udadtil. Det er ham, der repræsenterer EU, når der forhandles på topniveau - og han havde kun lige talt sig varm.

»Det er en tro på – det er svært at beskrive det anderledes – hos de fleste jøder at de altid har ret,« fortsatte De Gucht. »Og det har ikke noget at gore med om de er religiøse jøder eller ej. Jøder generelt har også denne tro på, at de altid har ret. Så det er ikke så nemt, selv med moderate jøder at få en rational diskussion om, hvad der faktisk sker i Mellemøsten.«

Interviewet var ikke længere en kritik af den israelske regerings politik. Det var heller ikke klassisk anti-zionisme med kritik af Israel som en jødisk stat. De Guchts kommentarer var møntet på jøder generelt.

Da interviewet blev kendt i bredere kredse end hos den flamske radiostations lyttere udsendte  Handelskommissær Karel De Gucht en udtalelse, hvor han skrev, at han på ingen måde havde ønsket at fornærme eller stigmatisere det jødiske samfund. »Jeg vil gerne slå fast at anti-semitisme ikke er acceptabelt i verden i dag.«

Bret Stephens påpeger, at det bekymrende ved udtalelsen er, at De Gucht ikke indrømmer, at lige netop den stigmatisering af jøder, som han gjorde sig til talsmand for, netop er anti-semitisme.

Men hvad værre er, at ingen europæiske toppolitikere tog afstand fra hans anti-semitiske udtalelser.

»Ingen kommentarer«, lød det fra det tyske udenrigsministerium. »Vores holdning til anti-semitisme er meget klar, men vi har ingen kommentarer til andre menneskers udtalelser,« lød det fra det italienske udenrigsministerium. Det var som om man havde hørt det hele før. »Højrepræsentant Ashton er sikker på [De Gucht] ikke ville fornærme noget, og han har undskyldt,« sagde udenrigschef Catherine Ashtons talsmand.

Hvis en europæisk toppolitiker udtaler sig om jøder, som De Gucht gjorde, og resten af den politiske elite lader som om, det er ligegyldigt, og intet betyder, gør det dem så til kujoner, medskyldige - eller bare kyniske politikere? Formentlig alle tre ting, skriver Bret Stephens.

Det kan vi så tænke lidt over.

Bret Stephens mener, at Europas fremtid begynder at ligne Europas historie.

Det kan vi tænke over om vi ikke bør gøre noget ved.

Af Kasper Elbjørn

Frankrigs udenrigsminister viser tænder overfor Iran

Han er født i Avignon i 1939 af en jødisk far, der var immigrant fra Letland, og protestantisk mor. Han har under et besøg i 1964 fisket med Cubas diktator, Fidel Castro, og som ungkommunist ledte han medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Bernard Kouchner var Præsident Nicolas Sarkozys joker ved regeringsdannelsen i 2007. Ingen havde regnet med, at den tidligere studenteraktivist, socialist og menneskerettighedsforkæmper skulle være udenrigsminister i François Fillons borgerlige regering.

Men det blev han, og i disse dage ser vi lige netop hvorfor.

I et brev til kollegerne i EU har han opfordret til at afstand fra den dødsdom, som den iranske højesteret har udstedt over den 43-årige kvinde Sakineh Mohammadi Ashtiani. Hun er dømt til at blive stenet til døde for utroskab, og Kouchner har som den eneste offentligt sagt, at det er et klart brud på menneskerettighederne.

Manden bag ‘Læger uden grænser’
Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Allerede i 1971 havde han lagt kommunismen bag sig, og var medstifter af organisationen Médecins Sans Frontières (Læger uden grænser). Senere stiftede han også Médecins du Monde (Verdens læger).

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992 blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy. Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin.

I 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo og blev først afløst i 2001 af den tidligere danske forsvarsminister Hans Hækkerup (S), hvorefter Kouchner endnu engang blev sundhedsminister.

Global prioritet at afsætte diktatorer
Det lå dog ikke i kortene, at han skulle krone sin karriere som udenrigsminister - og slet ikke i den borgerlige regering, der tiltrådte efter Nicolas Sarkozy blev præsident i 2007.

Kouchner gjorde sig faktisk meget upopulær i Frankrig, da han i begyndelsen af 2003, udtalte sig til fordel for at fjerne Saddam Hussein i Irak.

Han fastslog dengang, at det burde være en global prioritet at handle mod diktaturer. Han har faktisk altid været fortaler for intervention af humanitære årsager, men hans holdning bragte ham på kollisionskurs med både Præsident Jacques Chirac og den daværende borgerlige regering samt hans eget parti.

Sarkozys udenrigsminister
Det rebelske element kan meget vel have tiltalt Sarkozy, ligesom man kan tænke sig, at Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne, men udnævnelsen af Kouchner var hverken en provokation eller behændig politisk gestus.

Udnævnelsen af Koucher, som The Economist skrev dengang, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden.

Dertil kom, at han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som Præsident Chirac var blevet synonym med op til befrielsen af Irak.

Kouchner er i øvrigt ligesom Sarkozy stor tilhænger af EU, og selvom Sarkozy ynder at være modstander af tyrkisk medlemskab af EU, har det sikkert passet ham fint, at Kouchner var tilhænger af tyrkisk medlemskab. Det var med til at cementere billedet af et Frankrig, der kan tale med alle.

Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre
Efter Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre blev kendt, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet ikke bør blande sig i Irans retssystem og skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om menneskerettigheder.

Det har dog ikke stoppet Kouchner, der mandag aften tilbød at flyve til Iran for at bede om Ashtianis frigivelse.

»Jeg er parat til at gøre hvad som helt for at redde hende. Hvis jeg skal flyve til Teheran for at redde hende, gør jeg det,« sagde han.

Kouchner viste tænder, og fortjener fuld opbakning fra sine EU-kolleger.

Danmark bør støtte Kouchner
Da udenrigsminister Lene Espersen (K) talte ved Europa-konferencen den 28. maj 2010 sagde hun, at Europa fortsat optræder for usammenhængende.

Her er en mulighed for at vise, vi godt kan stå sammen, når det gælder de værdier, vi har bygget vores samfund på, og det ville klæde Lene Espersen at støtte sin franske kollega.

Hun kunne passende gå forrest med sin støtte til Kouchner.

Det fortjener han. Og det fortjener Sakineh Mohammadi Ashtiani.

Af Kasper Elbjørn

De borgerlige fører i Sverige

Det svenske folketingsvalg nærmer sig med hastige skridt, og for første gang ligger den borgerlige alliance over valgresultatet efter sidste folketingsvalg.

Alliancen, der har haft magten siden valget i 2006, ville få 48,9% af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det er ifølge meningsmålingsinstituttet Novus en stigning på én procentpoint.

Moderaterne, der svarer til Det Konservative Folkeparti, stiger marginalt til 31,4% og ville dermed blive Sveriges største parti, hvis der var valg i dag.

Socialdemokraterne falder til 30,3% - en tilbagegang på 2,4 procentpoint siden sidste måling. Det er det laveste tal for de svenske socialdemokrater i en måling fra Novus siden valget i 2006.

Hvis tendensen holder bliver Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, den første borgerlige-liberale statsminister, der overlever et valg.

Sveriges nuværende udenrigsminister, Carl Bildt, måtte gå af efter kun tre år som statsminister, da han tabte valget i 1994 til socialdemokraterne. Faktisk er ingen borgerlig statsminister nogensinde blevet genvalgt i Sverige.

I den henseende minder Sverige meget om Danmark.

Indtil statsminister Poul Schlüter (K) på imponerende vis vandt fire valg i træk i 1984, 1987, 1988 og igen i 1990, skulle man helt tilbage til 1906 for at finde en borgerlig-liberal statsminister, der beholdt magten efter et folketingssvalg, Venstres J.C. Christensen.

Da Fredrik Reinfelt besøgte Danmark 14 dage efter han var tiltrådt, kunne Politiken berette at den nye svenske statsminister gjorde alt for at tale nordisk samarbejde, den skandinaviske velfærdsmodel og EU, da han mødte pressen på Marienborg.

Det store presseudbud ville imidlertid hellere tale om den række af ministreskandaler, der prægede billedet af den dengang nye svenske regering, men de danske journalister skulle nok have fulgt Reinfelts ønske om at tale politik.

I dag er den politiske tumult fra de første dage ved magten glemt, og tilbage står en regeringsleder, der som en af de eneste i Europa gjorde det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Som Politikens lederskribent Lars Trier Mogensen i en glimrende kommentar fortalte forleden, har Reinfeldt sidenhen ført en reformpolitik, som har bragt Sverige hurtigt og effektivt ud af den europæiske nedtur.

Jeg er uenig med Lars Trier Mogensen, når han skriver, at det er højresocialdemokratisk politik. Jeg vil i stedet kalde det klart borgerlig politik, hvor man passer på ressourcerne, og får mere ud af dem.

Moderaternes valgslogan i 2006 var ’Sveriges nya arbetarparti’, og på fornem vis har statsministeren formået at forklare, hvorfor skattelettelser og reformer af velfærdsstaten var den bedste opskrift på at få Sverige gennem krisen og gjort klart til den globale konkurrence. Det bliver regeringen nu belønnet for, og, som jeg skrev i mandags, er det er faktisk ikke er så overraskende.

Vælgerne er langt mere økonomisk ansvarlige end de fleste tror.

Hvis Reinfelt genvinder magten den 19. september og derefter skal på besøg i Danmark, bliver det næppe et problem for ham at sætte dagsordenen på pressemødet.

Af Kasper Elbjørn

Det australske valgdrama – og hvad vi kan lære af det

Dramaet i australsk politik synes ingen ende at have, og det er usædvanlig lidt, vi hører om det spændende parlamentsvalg, der tog en ny drejning i går, søndag.

Efter 78 procent af de cirka 14 millioner afgivne stemmer var talt op så det ud til, at socialdemokraterne mister deres flertal til de nationalliberale.

Imidlertid er der muligvis ingen af de to partier, der har flertal alene, og både Australiens socialdemokratiske premierminister Julia Gillard og de nationalliberales leder Tony Abbott er netop nu i gang med at forhandle med de uafhængige medlemmer af parlamentet samt det lille grønne parti, der er blevet valgt ind.

Valget kommer kun to måneder efter at den stærkt venstreorienterede Julia Gillard blev premierminister efter et kup mod den daværende premierminister Kevin Rudd.

Nogen kan måske huske, hvordan Kevin Rudd blev fejret som en anden Tony Blair, da han vandt valget for små tre år siden efter næsten 11 år under de nationalliberales John Howard.

Kevin Rudd sagde han ville fortsætte den borgerlige regerings økonomiske politik, ligesom han lovede at videreføre de nationalliberales retspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Det var dog en noget anden virkelighed, australierne vågnede op til, da først socialdemokraterne fik magt som de havde agt.

Finanspolitikken blev overtaget af keynesianerne i partiet. De forvandlede et A$ 19.7 milliard overskud til et A$ 32.1 milliard underskud under påskud af, at beskæftigelsen skulle stimuleres yderligere for at sikre væksten.

Derudover gik den ekstreme venstrefløj i partiet - med beskæftigelsesminister Julia Gillard i spidsen - i gang med at styrke fagforeningerne, der bakkede regeringen op mod stadig mere magt over regeringens politik.

Rudd kunne heldigvis se, at økonomien var ved at løbe løbsk for regeringen, og for at betale regningen foreslog han en såkaldt »super-skat« for virksomheder. »Super-skatten« fik australierne til at sige fra, og regeringens meningsmålinger tog en hidtil uset rutsjetur – ned ad bakke!

De katastrofale meningsmålinger fik venstrefløjen til at lave en kup mod Rudd, og i slutningen af juni i år, blev ingen ringere end Gillard ny premierminister.

Ved valget i weekenden blev endnu en socialdemokratisk regering vraget som følge af en uansvarlig økonomisk politik. Vi ved ikke om den opstår i en ny konstellation, men resultatet taler sit tydelige sprog.

Man kan diskutere om det er retfærdigt, at Kevin Rudd fik samme behandling som den britiske Gordon Brown, der også blev sat på porten som følge af en uansvarlig økonomisk politik, da Rudd muligvis bare var en svag premierminister, der ikke havde styr på sine partikolleger.

Men hans tidligere regering fortjener ikke bedre.

Der er ved at danne sig et mønster, som alle politikere bør lære af.

Vælgerne er langt mere økonomisk ansvarlige end de politikere, de vælger. Det synes jeg, er godt nyt.

Wall Street Journal havde denne sommer en fremragende leder om, hvad der skete i Australien.

Avisen skrev, at »Kevin Rudd lektionen« er, at vælgerne finder sig i mangt og meget, men når de opdager at politikerne sætter landets økonomi over styr, siger de fra.

Af Kasper Elbjørn

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Når en fjer bliver fem høns

I går aftes satte jeg mig for at finde ud af, hvad der egentlig stod i Financial Times Deutschland, og hvorfor den danske udenrigsminister blev kaldt »verdens værste« af Daily Telegraph.

En ting er, at de danske medier går i selvsving over tre aflyste møder, og at Financial Times Deutschland rapporterer om, hvad der sker i det lille naboland mod nord, men det undrede mig, at det estimerede engelske dagblad hoppede med på vognen.

Det viste sig da også, at en fjer var blevet til fem høns.

Hvis man vil til bunds i historien, skal man læse analysen, som den står i Financial Times Deutschland. Det var nemlig den, Daily Telegraph og andre netaviser citerede fra.

Imidlertid gik oversættelsen galt for Daily Telegraph, og sætningen »unbeholfenste Außenministerin der EU« blev til »world’s worst foreign minister«.

Jeg skal med det samme erkende, at Politiken ikke røg med på spøgen. I stedet vendte man historien om og undersøgte, om det skader Danmarks interesser, at historien nu ikke længere kun var diskussionsemne i Danmark. Svaret fra eksperterne var nej.

Andre medier prøvede desperat at vise tænder, og citerede lystigt alverdens netaviser for den fuldstændig samme historie. Ikke at det er en undskyldning, men også DR glemte at tjekke kilderne ordentligt, og bragte historien i radioavisen.

Det gamle ordsprog om, at en fjer blev til fem høns, har vist sjældent været mere passende.

Jeg skal til sidst bemærke, at selvom jeg aldrig har stemt på Det Konservative Folkeparti, og sikkert aldrig kommer til det, hører jeg til dem, der mener, at mediedækningen af udenrigsministerens to ferier i henholdsvis påsken og i sidste uge, er gået i selvsving.

I går var ingen undtagelse.

Jeg kender ikke udenrigsministeren personligt, men jeg ved, hun både er kompetent og charmerende. Vigtige dyder når man er topdiplomat. Det kan man næppe sige om alle de udenrigsministre, vi har haft gennem tiden.

Skulle hun have taget et mindre ministerium og eksempelvis genopfundet Økonomiministeriet, som det så ud i 1990′erne? Ja, måske, mådeholdenhed er en af de gode borgerlig dyder, og så var finansministeren også blevet fri for at bruge tid på internationale økonomiske anliggender samt regeringens konjunkturvurderinger og økonomiske redegørelser.

Derudover skal man aldrig gentage en succes.

Tiderne var nok anderledes dengang man kunne være både partiformand og udenrigsminister. I øvrigt var kombinationen ikke særlig succesfuld de første år. De ældre læsere kan sikkert huske valgresultatet i 1987.

Af Kasper Elbjørn

Hvem vil Per Stig losse i røven?

Kulturminister Per Stig Møller (K) blev for nogle måneder siden interviewet af Informations læsere.

Avisen ligger stadig på mit sofabord.

Jeg genlæste interviewet for nylig, da det er et af de bedste interview med en politiker, jeg har læst i lang tid.

Det handlede ikke om manden. Men om bolden.

Det handlede om politik.

Det handlede om, hvad den konservative legende tror på. Det handlede om, hvor han ser sig selv på den idépolitiske scene anno 2010.

I løbet af interviewet gør kulturministeren det klart, at han har mere end svært ved at se sig selv som en del af den politiske fløj, som læserne definerer som højrefløjen.

»Er jeg højreorienteret«, spørger Per Stig retorisk. »Jeg er bare orienteret, og jeg er konservativ, fordi jeg tror på den evolutionære udvikling og vil forandre for at bevare og skabe nyt og bedre, som Poul Schlüter har udtrykt det«. Interviewet fik mig til at tænke på en anekdote fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 1996.

Den tidligere amerikanske senator og præsidentkandidat i 1964 Barry Goldwater besøgte et af Bob Doles valgmøder.

Bob Dole, der også havde en fortid som senator, var vicepræsidentkandidat ved præsidentvalget i 1977 og stillede selv op som republikanernes præsidentkandidat mod præsident Bill Clinton.

»Vi er de nye venstreorienterede i Det Republikanske Parti. Havde du nogensinde forestillet dig det?«, skal Goldwater have sagt til Dole.

Men det var ikke Goldwater og Dole, der var blevet venstreorienterede.

Det var snarere Det Republikanske Parti, der var blevet så meget andet end højreorienteret.

Højrefløjen havde ændret sig, ligesom den har i Danmark.

Barry Goldwater tabte som bekendt stort til præsident Lyndon B. Johnson i 1964, men nederlaget, der stadig er det største i historien, åbnede døren for en ny generation af politikere, der op gennem 1960′ erne og 1970′ erne med klare ideologiske forslag satte en ny borgerlig dagsorden, som stille og roligt vandt tilhængere blandt både republikanere og demokrater.

Derfor var der også mange, som efter præsidentvalget i 1980 konstaterede, at det tog 16 år at tælle stemmerne - og Goldwater vandt.

Det var selvfølgelig Ronald Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater kunne have vundet og genskabt troen på USA efter Vietnamkrigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode, som Reagan gjorde det.

Goldwaters visioner og Reagans lederevner samlede Det Republikanske Partis tre fløje: de palæokonservative - med deres drøm om et samfund af små selvstændige erhvervsdrivende; de neokonservative - med deres antikommunisme og accept af en stor stat; og libertarianerne - med deres afvisning af utopier og ønske om lavere skatter og økonomisk vækst.

Dermed stod partiet ualmindelig stærkt op gennem 1980′ erne, og Reagan vandt ikke overraskende en jordskredssejr, da han genopstillede i 1984.

Op igennem 1980′ erne voksede imidlertid en fjerde ideologisk gruppe frem hos republikanerne, der i dag kendes som det kristne højre.

Mange var forhenværende demokrater, der var frustrerede over den stigende værdirelativisme i Det Demokratiske Parti.

Præsident Reagan prøvede at inddrage det kristne højre for ikke at gøre dem til martyrer, men Goldwater nægtede at føje dem, og i 1990′ erne kom det til et egentligt opgør med partiet.

I antologien »11 konservative tænkere« (CEPOS, 2010) diskuterer jeg, hvorfor det gik, som det gik.

Jeg tror, årsagen er, at Goldwater oprindelig lod sig vælge til Senatet for at bekæmpe fagbevægelsens magt.

Han så samme trussel mod amerikanernes handlefrihed og rettigheder hos det kristne højre i 1990′ erne som hos fagbevægelsen i 1950′ erne.

Han var heller ikke modstander af fri abort som det kristne højre. Goldwater mente, at det var enhver kvindes ret at få abort.

Han kritiserede også højlydt militærets forbud mod homoseksuelle: »Alle ved, at homofile har tjent hæderligt i militæret siden Julius Cæsar«, sagde han og fortsatte, »du behøver ikke at være straight for at være soldat, du skal blot være i stand til at skyde straight«.

Den idépolitiske kamp hos republikanerne i USA kom måske nok 10-15 år før, den virkelig blussede op på højrefløjen i Danmark.

I Danmark var den udløsende faktor Muhammedkrisen i 2005-06, hvor de liberale, konservative og nationalkonservative røg i struben på hinanden.

Derfor er det ikke underligt, at Per Stig Møller ikke vil kaldes højreorienteret i dag.

Han er konservativ, sagde han, og understregede det med et Schlüter-citat.

Jeg har det lidt som Per Stig Møller. Der er efterhånden rigtig mange, som kaldes - eller kalder sig - højreorienterede.

De fleste kan jeg slet ikke identificere mig med.

Jeg er borgerlig-liberal. Jeg mener, at et samfund skal måles på den frihed, det giver sine borgere, og på den tryghed, som det giver sine svageste, som Uffe Ellemann-Jensen engang har sagt.

Nogle år inden Barry Goldwater døde, sendte han denne salut til det kristne højres selvudråbte leder, Jerry Falwell: »Enhver god kristen bør losse Falwell i røven«.

Jeg venter med spænding på at høre, hvem Per Stig vil losse i røven.

Af Kasper Elbjørn