Blog (Side 4)

Only in America

I 1989 var Li Lu en af de mange studenter på Den Himmelske Freds Plads, der protesterede mod det socialistiske regime i Kina.

I dag er han chef for en investeringsforening og på vej til at afløse forretningsmanden Warren Buffet, der anses for at være en af de bedste investorer i verden, i selskabet Berkshire Hathaway Inc.

Historien om Li Lu forsikrer, at bedst som man troede, politikerne i Washington havde begravet den amerikanske drøm, genopstår den i denne fantastiske historie, man kan læse i den udgave af Wall Street Journal, der kom denne eftermiddag.

Kulturrevolutionen
Li Lu tilbragte sin barndom hos plejefamilier efter hans forældre blev sendt i koncentrationslejre under Kulturrevolutionen.

Kulturrevolutionen blev igangsat af den kinesiske diktator Mao Zedong. Formålet var at udrydde al borgerlig tankegang i Kina og erstatte det med socialisme. Efter Deng Xiaoping tog over i 1978 i gangsatte man en række økonomiske og politiske reformer, der på nogle punkter var et opgør med den tyranniske Formand Mao.

I årene op til sommeren 1989 opstod uenighed om, hvorvidt reformerne var for vidtrækkende eller for uambitiøse, og da den reformvenlige, tidligere partisekretær Hu Yaobang døde den 15. april 1989 benyttede de reformvenlige studenter lejligheden til at vise deres modstand mod det socialistiske regime.

Massakren
Demonstrationerne endte en ren massakre, hvor mellem 400-800 mennesker døde. Efter massakren på den Himmelske Freds Plads flygtede Li Lu sammen med flere andre studenter til Frankrig, og kom derefter til USA.

I dag er Li Lu 44 år gammel, og i et interview for nyligt afslørede Charlie Munger, Berkshire’s 86-årige næstformand, at Li Lu var på vej til at blive en del af Berkshires topledelse.

»Jeg anser det for givent«, skal Munger ifølge Wall Street Journal have sagt.

Warren Buffett, som bliver 80 år i næste måned, siger, at han ikke har nogen aktuelle planer om at træde tilbage, men hvis historien alligevel er sand, bliver den modige frihedskæmper fra den Himmelske Freds Plads en del af det måske mest bemærkelsesværdige generationsskifte i amerikansk historie.

Drømmen lever
Hvor ellers i verden kan man komme som flygtning og på 20 år arbejde sig op i topledelsen af en virksomhed som Berkshire Hathaway.

Only in America.

Jeg har i hvert fald ikke hørt en lignende historie i Danmark, og det er ærgerligt.

I USA står der i forfatningen, at formålet med staten er at sikre grundlæggende frihedsrettigheder samt retten til at bevare eller ophæve den regering, der undlader at sikre folkets individuelle frihedsrettigheder.

Det har gjort Amerika til den frihedsbastion, nationen er i dag - og Li Lus drøm til virkelighed. Tænk hvis vores samfund var baseret på de samme principper.

Af Kasper Elbjørn

Klare og effektive love er vejen frem

Overdrevent restriktive og forældede love og regler er en hindring for udenlandske investeringer.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Verdensbanken, hvor man sammenligner love og regler, som påvirker udenlandske investeringer, på tværs af 87 lande.

Klare og effektive love og regler er derimod afgørende for at sikre de bedste resultater for alverdens økonomier, borgerne og investorer, står der i rapporten, som af en eller anden grund ikke er blevet opdaget af de danske medier her i sommervarmen.

Udenlandske investeringer er afgørende for alle lande
Verdensbanken – eller Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling– blev skabt efter Anden Verdenskrig for at finansiere genopbygningen efter krigen. I dag søger Verdensbanken ved hjælp af lån og rådgivning at reducere fattigdom og fremme bæredygtig økonomisk vækst.

Ifølge den nye rapport fra Verdensbanken er udenlandske investeringer af afgørende betydning for et lands udvikling - især i tider med økonomisk krise.

Udenlandske investeringer bringer kapital og ny teknologi og viden til landet, og det bidrager til at skabe arbejdspladser, ligesom udenlandske investeringer stimulerer konkurrencen i landet ved at nedbringe lokale priser og forbedre borgernes adgang til varer og tjenesteydelser.

Effektive love og regler
Ligesom vi altid har handlet med hinanden, har vi investeret i hinandens lande i hundredvis af år, men som følge af den økonomiske globalisering placerer virksomhederne i højere grad end tidligere deres aktiviteter – lige fra produktion til salg – hvor det bedst kan betale sig.

Dette illustreres af, at de direkte udenlandske investeringer var næsten 150 gange højere i 2007 end i 1970.

Denne udvikling kræver ikke flere love og regler, men effektive love og regler, og de lande der først accepterer og indordner sig globaliseringens konsekvenser, vil stå stærkest fremover.

Det er der ikke noget nyt i.

Det nye er, at vi ikke kan tage globaliseringen for givet.

Stort fald i direkte udenlandske investeringer
Den økonomiske krise har betydet, at direkte udenlandske investeringer siden 2007 er faldet med omkring 40%

Det kan vi heldigvis gøre noget ved.

Ifølge rapporten fra Verdensbanken betyder bureaukratiet i Angola og Haiti, at det kan tage et udenlandsk selskab op til et halvt år at etablere et datterselskab. I Canada og Georgien kan det gøres på mindre end en uge.

Pointen er, at vi skal lære af de bedste for at sikre, at vi ikke falder af globaliseringsvognen.

Kun lidt kritik af Danmark
Danmark bliver heldigvis kun kritiseret én gang i den 200 lange siders rapport fra Verdensbanken.

I 8 af de 87 lande, som rapporten har undersøgt, kan udlændinge ikke eje jord udstykket til erhverv og i 16 lande kan udenlandske selskaber ikke eje landbrugsjord, selvom der for statsborgerne i landene er privat ejendomsret.

Desværre fremhæver rapporten, at dette fænomen ikke er begrænset til udviklings- og overgangsøkonomier, og nævner bl.a. Danmark:

»Mange højindkomst OECD økonomier har også restriktioner over for udlændinge. Danmark, Finland, Grækenland og Irland har eksempelvis begrænsninger for udenlandsk ejerskab af bestemte arealer eller pålægger bopælskrav til udlændinge, der ønsker at erhverve jord.«

Der er masser vi kan gøre bedre
Derudover er der i følge Økonomi- og Erhvervsministeriets analyse »Vækst gennem globalisering - Handlingsplan og baggrundsanalyse« fra 2003 meget andet vi kan gøre for at tiltrække investeringer til Danmark.

I ministeriets analyse står der bl.a., at følgende er en direkte hindring for yderligere indgående direkte udenlandske investeringer:

Andre undersøgelser viser ifølge ministeriet, at Danmark kunne tiltrække ca. 5% flere direkte udenlandske investeringer, hvis alle tilbageværende formelle restriktioner for investeringer i hele OECD blev afviklet.

Det var måske ikke ligefrem en advarsel. Det var en opfordring!

Af Kasper Elbjørn

Live Aid 25 år efter: Gjorde man en forskel?

I denne weekend er det 25 år siden, at Live Aid blev afholdt.

Live Aid var den største koncert nogensinde, og er i dag kun overgået af jubilæumskoncerten, Live 8, der blev afholdt for fem år siden i de otte lande, der er medlem af G8 samt Sydafrika.

Jeg glemmer aldrig den dag, men ser man tilbage på koncerten i dag, handler Live Aid historien om mere og andet end fantastisk musik.

Jeg tror, vi kan lære meget af initiativet, hvis vi stiller os selv spørgsmålet, om Live Aid gjorde en forskel?

Michael Buercks BBC dokumentar
Allerede i november 1984 tog de to engelske sangskrivere, Bob Geldof og Midge Ure, initiativ til at samle datidens mest kendte musikere for at indspille en julesang. Geldof havde set den forfærdelige BBC dokumentarfilm af journalisten Michael Buerck om hungersnøden i Etiopien, og besluttede at lave en hjælpesang, hvor hele overskuddet fra sangen skulle gå til de hungersramte i landet.

Når man, som jeg, nærmest levede for den musik, som kom fra London i de år, og var helt tryllebundet af den nye musikkanal, MTV, som jeg ellers kun kunne se, når jeg besøgte min moster, var det noget af en oplevelse at se musikvideoen til »Do They Know It’s Christmas?«.

Jeg kan stadig huske, jeg lå og kæmpede mod søvnen på en seng hos mine forældres venner, og ventede på, at DR skulle vise videoen. Jeg blev ikke skuffet. Begejstringen for en lille musiknørd på 10 år var stor, da musikvideoen gik i gang, og Poul Young sang de første strofer efterfulgt af Boy George, George Michael, Simon le Bon, Bono m.fl.

De var der alle sammen. Alle dem jeg kendte fra forsiden af mine LP’er og fra MTV.

United Support of Artists for Africa
Den amerikanske hjælpesang udkom den 25. marts 1985, og blev ligesom »Do They Know It’s Christmas« et kæmpe hit.

Mange tror stadig, at det var sangskriverne Michael Jackson og Lionel Richie, der tog initiativet til den amerikanske hjælpesang »We Are The World«. Men det var faktisk Kongen af Calypso, Harry Bellafonte, der henvendte sig til soulstjernen Lionel Richie og countrysangeren Kenny Rogers for at spørge om de ville medvirke på en velgørenhedssang, hvor alt overskud skulle doneres til en ny organisation kaldt United Support of Artists for Africa (USA for Africa).

Derefter blev Stevie Wonder kontaktet for at være med til at skrive sangen, ligesom Richie tog kontakt med Michael Jackson. Imidlertid havde Wonder ikke tid til at være med i skriveprocessen, og Richie og Jackson endte med at skrive sangen alene.

De to mega-sællerter blev fulgt op af koncertbegivenheden Live Aid, der begyndte lørdag den 13. juli kl. 12 i London og fortsatte i Philadelphia på den anden side af Atlanten resten af natten.

I en Grenada på den tyske autobahn
Hele den frie verden sad klistret til skærmen, da rockgruppen Status Quo åbnede den 16 timer lange koncert med deres »Rockin’ All Over the World« – ja, altså lige undtagen mig. Jeg var på vej hjem fra ferie, og sad på bagsædet med min søster i min fars Ford Grenada på den tyske autobahn, og måtte lytte til koncerten i radioen.

Først da koncerten blev udgivet på DVD 20 år senere fik jeg den spektakulære koncert at se.

Der er ingen tvivl om, at BBCs dokumentar program og Bob Geldofs reaktion fik flere end ellers til at fokusere på de tragiske tilstande i ikke mindst Etiopien.

Verden blev opmærksom. Det var godt. Det var det hele værd.

100 procent fejlmargin
Det er lidt mere usikkert om de mange penge, der blev indsamlet rent faktisk reddede mennesker.

De bistandsreligiøse vil naturligvis sige ja, men dem, der havde en aktiv rolle i Live Aid historien, er mere usikre.

Michael Buerk, der producerede dokumentaren om hungersnøden i Etiopien, skal angiveligt have sagt, at de penge, man rejste, reddede en til to millioner mennesker fra døden.

Daniel Wolf, der er producent af The Hunger Business, en række programmer om nødhjælp i Afrika på den britiske Channel 4, mener, at Buerks tal har »100 procent fejlmargin«.

I, der har set koncerten, kan huske, at Bob Geldof under et interview på Live Aid dagen, sagde: »Just give us the fucking money«. Den vestlige verden lyttede, og der blev samlet mange millioner ind, men i en artikel fra 2004, »What happend to the f***ing money«, skrev Wolf:

»Der var ingen, der talte dem, der fik noget at spise. Og ingen ved, hvad der skete med folk efter, de forlod lejrene, bortset fra, at de vendte tilbage til de vilkår, hvorfra de kom. Disse vilkår var ikke blot betinget af krigen, men Mengistus program for etnisk udrensning ved hjælp af “genbosættelse”, der blev finansieret, direkte og indirekte, ved at støtte operationen. Genbosættelsen førte til, at en halv million mennesker med magt blev flyttet fra den nordlige del af landet mod syd, hvilket angiveligt kostede omkring 100.000 menneskeliv.«

Oberst Mengistu var despoten, der styrtede Haile Selassie som Etiopiens hersker i 1974, og senere henrettede ham.

Mengistu kan meget vel være den største fan af Band Aid, USA for Africa og Live Aid. I hvert fald var han mere end villig til at udnytte Geldof og de mange, mange millioner han rejste til landet.

Mengistu brugte lommepengene – fordi han fik også traditionel ulandsbistand - til at forlænge sit røde terrorregime og krigen i landet med yderligere 6 år.

Forvirringen om hvad der skete med pengene fra hjælpesangene og Live Aid koncerten hører med til historien om Live Aid uanset hvor godt initiativet var, og hvor vigtigt det var, at den vestlige verden blev gjort opmærksom på hungersnøden.

Fire afrikanske forskere skrev i et notat vedrørende ulandshjælp fra 2005, at det at hjælpe Afrika er en nobel sag, men kampagnen har udviklet sig til totalteater – »de blinde leder de uvidende«.

Notatet var især en kritik af den tredobling af bistandshjælpen, der blev gennemført under den amerikanske Præsident George W. Bush. Deres forskning viste, at jo mere ulandshjælp, der kom til Afrika i perioden 1975-2000, des lavere levestandard.

Frihandel er vejen ud af fattigdom
Ulandshjælp kan give mennesker føde, medicin og andre fornødenheder, men det hjælper ikke nødvendigvis folk til at overleve på lang sigt. Ulandshjælp skaber ikke økonomiske incitamenter, der kan sikre en bæredygtig udvikling. Tværtimod forvrænger den ulandshjælp, som blev modtaget efter Live Aid koncerten, markedet til stor ugunst for de fattige.

Der er kun en vej frem, hvis vi vil hjælpe de fattige dele af Afrika, og det er en liberalisering af verdenshandlen.

En liberalisering af verdenshandlen vil give ulandene det økonomiske løft, der var hensigten med Live Aid.

Hvis Bob Geldof fremover vil stå i spidsen for en liberalisering af verdenshandlen og kæmpe for at afskaffe alle toldbarrierer, handelshindringer, statsstøtteordninger m.v. vil han for alvor vise sig at være ulandenes ven.

Af Kasper Elbjørn

Jørgen Leth er tilbage

Jeg har i den sidste uges tid læst Jørgen Leths digtsamling »Det gør ikke noget« (Gyldendal, 2006).

Jeg købte oprindeligt digtsamlingen, fordi jeg var helt vild med den overskudsagtige titel. Kim Skottes anmeldelse af en ny CD udgivelse med Leth fik mig til at læse samlingen.

Han skrev, at unge kunstnere vil give »deres højre inderlår« for at få lov til at arbejde sammen med Jørgen Leth efter han for tre år siden blev hængt ud som »liderbasse og efterfølgende skamfyret fra TV 2« i kølvandet på polemikken omkring udgivelsen af »Det uperfekte menneske« (Gyldendal, 2005).

Ligeså umenneskeligt hårdt løgnene og anklagerne må have været for Leth, ligeså stort menneskeligt overskud viser han med digtsamlingen.

Digtet »Det danske sprog« er samlingens smukkeste. Her er et uddrag:

Hvem er jeg?
Jeg er forfatter, jeg udtrykker mig på et sprog som hedder dansk.
Det er en personlig bekendelse på stranden i Jacmel.
Det er mig der har levet det her liv. Det kan ikke benægtes.
Ærlighed.
Skyldig - hvad vil det sige?
Skyldig i at kneppe unge kvinder.
Jeg har dog elsket dem alle.
Min første kone.
Min anden kone.
Min tredje kone.
Mine kærester i Haiti.

Når jeg fremhæver dette digt, er det fordi, det illustrerer, at Jørgen Leth først og fremmest blev anklaget for at være ærlig. Medierne fandt ham skyldig, og bidrog til festen med smålige og nypuritane angreb, der ikke havde hold i virkeligheden.

Selvdisciplin, pålidelighed og især ærlighed er afgørende værdier, hvis det frie marked, der udgør kernen i vores samfund, skal fungere. Det er symptomatisk, at det lige netop var Jørgen Leths ærlighed, der blev angrebet i de år, hvor alle gode borgerlige dyder blev negligeret, og finanskrisen lurede lige om hjørnet.

Bekræftende er det dog, at vi har lært, at ærlighed skal belønnes.

Kim Skotte skrev, at hetzen mod Jørgen Leth er det bedste, der nogen sinde er overgået Leths karriere. Det må betyde, at en ny generation har taget ham til sig, og det er positivt.

Når Tour de France begynder i morgen, er det med Leth som kommentator igen.

Jeg glæder mig til de detaljerede historier om helte og uheldige, landskaber, vin og mad og kvinder - og til de lange pauser, hvor man spekulerer på, om Leth mon er faldet i søvn.

Jeg glæder mig til at blive smittet af den begejstring, som han har til cykelsporten, i de tre uger, hvor vi følger rytterne på deres vej til Champs-Élysées.

Som det uperfekte menneske Jørgen Leth er, har han tilgivet os, men næppe glemt, hvad han gik igennem. I digtet, som digtsamlingen er opkaldt efter, skriver Leth:

Jeg er rolig
jeg arbejder
jeg skriver tingene ned
jeg sætter punktum.

Af Kasper Elbjørn

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

Den bedste VM-sang

Der er, så vidt jeg ved, lavet tre officielle VM-sange til dette verdensmesterskab i fodbold.

En med den hoftevridende, sydamerikanske sangerinde Shakira, der hedder »Waka Waka«, men også en duet mellem de to amerikanske popstjerner Akon og Keri Hilson, der hedder »Oh Africa«. 

Min favorit synges dog af den somalisk-canadiske musiker K’naan. Sangen, der hedder »Wavin’ Flag« er ikke bare iørefaldende, sangeren bag hittet har en fascinerende livshistorie, der gør teksten betagende og værd at tænke over.

Fra Somalia til det forjættede Canada
Jeg kendte ikke K’naan, før han tidligere på året udgav en single med et af mine yndlingsbands, Keane. Nummeret hedder »Stop for a Minute«, og er ikke blandt bandets bedste singler, hvis I spørger mig, men til gengæld lærte jeg K’naan at kende.

K’naan er flygtning fra Somalia, og jeg har fundet ud af, at han faktisk i flere år har lavet musik.

Jeg skrev forleden om Somalia, og K’naans historie er som andre somalieres. Han har oplevet borgerkrig, set sine venner blive skudt, og han har tilbragt måneder i fængsel, indtil han fik chancen for et nyt liv i Canada.

Canada har aldrig lagt skjul på, at landet satser på indvandring som middel til at opnå større økonomisk vækst, og Canada er et af de lande i verden, der har haft størst indvandring fra verdens fattige lande som Somalia. Kun overgået af USA.

Canada opererer med en såkaldt green card-ordning, der sikrer fri adgang til landet, hvis man opnår tilpas mange points. Points tildeles alt efter uddannelsesniveau, erhvervserfaring og sprogkundskaber. Belønningen til de indvandrere, der opnår points nok, er rettigheder.

I Canada er velfærdsydelserne endvidere begrænset for de indvandrere, der opnår opholdstilladelse, men endnu ikke har bidraget på arbejdsmarkedet.

Ellers sagt på en anden måde: Alle er velkomne til at skabe en bedre fremtid for dem selv og deres familie i frihed og med samme rettigheder som de canadierne, men det er på eget ansvar. 

Den tilgang til indvandring ser ud til at virke, og en af Canadas succesfulde indvandrere er K’naan. 

En sang om frihed og rettigheder
Teksten til hans seneste hit vidner om, at han har lært at respektere de rettigheder, som den canadiske folk har kæmpet for, og i dag nyder godt af.

I sangen fortæller han om de prøvelser hans folk og så mange andre afrikanere går igennem hver dag, imens de venter på dagen, hvor de bliver frie, og kan nyde de samme rettigheder, som K’naan selv fik, da han kom til Canada.

So we struggling, fighting to eat and
We wondering when we’ll be free,
So we patiently wait, for that fateful day,
It’s not far away, so for now we say

When I get older, I will be stronger,
They’ll call me freedom, just like a wavin’ flag
Just like a wavin’ flag, just like a wavin’ flag
Flag, flag, just like a wavin’ Flag

Den tro på fremtiden, teksten rummer, er i sig selv inspirerende, men vi kan lære mere af sangen.

I teksten er flaget symbolet på den frihed, som K’naan ønsker for alle nationer. Dermed illustrerer han, at forsvaret for individuel frihed også kan ske gennem et forsvar for gamle institutioner som eksempelvis vores nationalflag.

Dannebrog under pres
Filosoffen F.A. von Hayek har engang skrevet, at gamle institutioner er værdifulde - ikke fordi de er gamle, men fordi de bidrager til vores forståelse af et frit samfund, og derfor skal vi værne om dem.

Vores flag er en af de institutioner. Og det flag, som K’naan mener, symboliserer ethvert lands frihed, kan sagtens komme under pres.

Det skete faktisk sidste efterår efter den Europæiske Menneskerettighedsdomstols såkaldte »korsdom«.
 
37 juraprofessorer fra europæiske lande erklærede i denne uge, at menneskerettighedsdomstolens »korsdom« betyder, at man fremover kan gå efter alle religiøse symboler, herunder Dannebrog, da vores flag indeholder et kors, hvilket som bekendt er et religiøst symbol. 

Dommen er sidenhen gået videre til menneskerettighedsdomstolens ankeinstans, Storkammeret, og kan derfor falde, hvilket den bør.

»Menneskerettighedsdomstolen bliver politisk, og den har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden frem for at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder,« sagde integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) til Kristeligt Dagblad.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at domstolen »bliver politisk«, men den er i hvert fald blevet aktivistisk, hvilket ikke kan accepteres, da vi - Dannebrog eller ej - netop har afgivet suverænitet til domstolen for, at den kan sikre rettighederne, som de står skrevet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og de rettigheder skal ikke fortolkes, men overholdes.

Alle nationer kan lære af sangen
Vores rettigheder, som de står skrevet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også i vores egen Grundlov, er netop årsagen til, at vi har den frihed, som K’naan ikke havde i Somalia, men fik i Canada, og synger om i VM-sangen.

Ingen tvivl om, at vi kommer til at høre mere til K’naan og hans »Wavin’ Flag«. VM-sangen ligger allerede nummer et i Østrig, Tyskland og Schweiz, og indtager formentlig også førstepladsen på den britiske hitliste i morgen.

Alle nationer kan lære af VM-sangen, og forhåbentlig vil den også snart indtage toppen af den danske hitliste.

God kamp i aften.

Af Kasper Elbjørn

I dag er det Thors fødselsdag

Folketingets formand har fødselsdag i dag. Ikke rundt, men halvrundt.

Thor Pedersen fylder 65 år, og det er en god anledning til at gøre status over, hvordan han har forvaltet embedet siden han blev formand efter Folketingsvalget i 2007.

Jeg indrømmer gerne, at jeg blev lidt overrasket over, at Folketinget valgte netop Thor Pedersen som formand, men det viste sig at være et rigtig godt valg.

Et lille skævt smil eller en halvdårlig joke
Thor Pedersen har altid haft en helt speciel stil. Uagtet folkestemninger har han - ofte med et lille skævt smil eller en halvdårlig joke - gennemført det, som han mente var det rigtige, eller sagt sin mening.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering.

Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993.

Balladen om atomkraft
Firkløverregeringen var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og den daværende energiminister Knud Enggaard (V) advarede folketingsflertallet om, at konsekvensen ville være, at Danmark ville miste sin kompetence på det nukleare område.

Enggaard fik ret, men når det gik, som det gik, var det fordi statsminister Poul Schlüter (K) ikke ønskede at gøre atomkraft til et kabinetsspørgsmål, og regeringen lod sig derfor nedstemme uden det helt store opgør.

Et psykologisk problem
Spørgsmålet om Barsebäck trængte sig på nogle år senere, da debatten om atomkraft om muligt blev endnu mere skinger.

Barsebäck sorterede under Thor Pedersen, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet.

Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes.

Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa, men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986.

Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter.

Thor Pedersen gjorde det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Hvad skal væk? Barsebäck!
Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck.

Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: »Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge,« sagde han.

Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister.

Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger.

Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker, og bombardementet udeblev, selvom Barsebäck blev lukket. Det skete dog ikke uden, alle vidste, at Thor Pedersen anså det hele som en smule grotesk.

Tiden i Finansministeriet
I sin tid som finansminister havde Thor Pedersen især travlt med at forklare, at regeringen brugte flere penge på den offentlige sektor end nogensinde tidligere.

Det kan virke helt absurd i dag, hvor vi ved at væksten i den offentlige sektor steg med ca. 1,6 procent, da Thor Pedersen var finansminister 2001-2007, men det var en stor udfordring dengang.

Hans sidste finanslov blev præsenteret i august 2006.

Her præsenterede han finansloven for 2007, der markerede et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os.

Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: »Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]«.

Socialisterne omskrev hurtigt citatet til: »Vi kan købe hele verden«. Det gav ikke rigtig mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen var så glad over, at 25 års genopretningspolitik var overstået.

Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så »ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse?«

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Intet afskærer formanden fra at deltage i debatten
Den personlige stil tog han med sig, da han blev formand for Folketinget.

Folketingets formand har ifølge forretningsordenens § 4, stk. 3 ret til at deltage i Folketingets forhandlinger, og dermed er der ikke noget, der afskærer formanden fra at deltage i den politiske debat, men det var nyt, at Folketingets formand tillod at sige fra både overfor sine egne partifæller, regeringen og oppositionen, når det var nødvendigt.

Ved en konference i september 2009 arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet.

Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele.

»Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?«, fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for.

Stemningen var nok mindre munter i Venstres gruppeværelse, da han modsatte sig et forslag, der skulle forpligte hussælgere til at energimærke deres boliger. Thor Pedersen advarede gruppen om, at forslaget ville træde den personlige frihed trædes under fode. Hertil var det svært at modargumentere

Rendyrket socialisme
Sagen, der satte prikken over i’et, var da heller ikke forslaget om energimærkning, men derimod madpakkeordningen, som han kaldte for »rendyrket socialisme«.

»Regeringens målsætning om at tilbyde alle et sundt måltid er jo flot. Men det er endt et sted, hvor ingen ønsker det,« lød det fra Thor Pedersen, der med udtalelsen underløb den nye indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), der loyalt kæmpede for en madpakkeordning hendes forgænger havde foreslået, og som hun selv havde været imod, inden hun blev minister.

Det var selvfølgelig »rendyrket socialisme«, og det var godt nogen turde sige fra, men det var også utraditionelt, at Folketingets formand sagde de forbudte ord.

Olsen-Planen
Tidligere formænd har bestemt også været kontroversielle.

Ingen nævnt, ingen glemt, men alligevel vil jeg fremhæve Erling Olsen, der i sin embedsperiode 1994-1998 revolutionerede måden folketinget arbejder på med den såkaldte »Olsen-Planen«.

Planen, som på mange måder var nødvendig, men unødig dyr for skatteyderne, betød, at tilskud til partierne i 1996 blev forhøjet med ca. 55 millioner kr. om året, et beløb der siden er steget med 2 pct. om året, ligesom man hævede tilskud til folketingsgrupperne med en årlig merudgift på ca. 34 millioner kr.

»Olsen-Planen« er en ligeså stor milepæl i embedets historie omend hel anderledes og med et andet sigte end den udvikling, som Thor Pedersen har sat i gang.

Erling Olsen mener selv, at resultatet af »Olsen-Planen« konkret set var, at Folketingets arbejdspres blev større, imens medlemmernes pres blev mindre. Den del af planen, som omhandlede støtte til folketingsgrupperne og medlemmerne samt Folketingets administration, fik ikke den ventede effekt.

Ifølge Torben Kroghs »Farvel til partierne – det politiske system under forvandling« (1998) steg antallet af spørgsmål til ministrene således fra i folketingsåret 1993-94 at være 7.357 til to år senere at være 11.434. Ligeledes steg antallet af private lovforslag, hvilket heller ikke var hensigten.

De har jo ikke noget tøj på
Vi ved ikke, hvad resultatet af Thor Pedersens personlige stil vil være, og hvis han ikke genopstiller ved næste valg, kan det være, at embedet bliver ligeså gråt og kedeligt, som det tidligere har været.

Der er dog ingen tvivl om, at Thor Pedersen er i gang med at redefinere Folketingets formands rolle som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt.

Jeg mener, at der er et udtalt behov for, at formanden påtager sig den rolle i en tid, hvor alle løber i én retning. Fordi når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel.

Derfor skal Thor Pedersen have et tillykke med på vejen i dag.

Af Kasper Elbjørn

Sagt på Grundlovsdag

Jeg holdt min Grundlovstale sammen med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i Lovparken i Køge.

Birthe Rønn tog i sin tale udgangspunkt i Grundtvigs Englandstur efter pinsen i 1843. Det var her han lærte om betydningen af økonomisk frihed og et frit marked.

Min Grundlovstale tog udgangspunkt i et af Piet Heins berømte GRUK:

Tæk dit tag med vid og viden,
Ånd alene trodser tiden.

Jeg synes, det lille gruk passer godt på vores Grundlov, fordi Grundloven er præcis ligeså relevant i dag, som da vores forfædre vedtog Grundloven i 1849.

Jeg indrømmer gerne, at Grundloven er meget tidsbestemt. Nogle vil måske kalde den antikveret i sit bogstav. Men det er jo ikke så meget dens bogstav, som dens ånd, vi fejrer i dag den 5. juni på Grundlovsdag.

Ånden i Grundloven er at sikre en demokratisk stat, sikre frihed og lige rettigheder, sikre et frit marked, og sikre et aktivt civilsamfund.

Og ånden i Grundloven lever videre. Ånden i Grundloven trodsede tiden, og blev en naturlig del af vores samfund, fordi den grundlovsgivende forsamling tækkede taget med vid og viden.

Grundlovens paragraf 19
Den grundlovsgivende forsamling var også kloge nok til at sikre, at andre ikke kunne blande sig i, hvordan vi havde indrettet vores samfund.

Det er Grundlovens paragraf 19, der gør det muligt for Danmark at være medlem af organisationer som for eksempel FN og Europarådet, men beslutninger, der vedtages i disse organisationer gælder ikke med det samme eller per automatik i Danmark.

Hvis beslutninger fra FN eksempelvis griber ind i danskernes rettigheder, så skal beslutningerne gøres til dansk ret - før de gælder, og det kan kun ske med Folketingets samtykke.

Det er også derfor, at vi kan vælge at lytte til FN, hvis de har gode råd til Danmark. Men vi kan også lade være.

Vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Alle FN-medlemmer har underskrevet FN-pagten, men de kan - ligesom Danmark - vælge at se bort fra FN’s anbefalinger.

Derfor er jeg enig i, at FN aldrig bliver et meningsfyldt forum for at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Diktatorer og udemokratiske lande
FN er befolket af så mange diktatorer og udemokratiske lande, at man ikke kan træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter eller være sikker på, at FN arbejder for at styrke og sikre frihed og rettigheder.

Et godt eksempel var i sidste måned, hvor Oberst Gaddafis Libyen fik sæde i det, der officielt er FNs Menneskerettighedsråd. I forvejen sidder lande som Rusland, Kina og Saudi-Arabien i FNs Menneskerettighedsråd. De får nu selskab af lande som Libyen, Angola, Malaysia, Qatar og Uganda.

Det mest alarmerende er, at EU-landene ikke protesterede over, at den slags lande fik sæde i Menneskerettighedsrådet, selvom det dog bør tilføjes, at Danmark var blandt de 20% af medlemmerne, der undlod at stemme for Libyen.

Men eksemplet viser, at FN ikke kan sikre de frihedsrettigheder, som vi tager for givet i Danmark og resten af den frie verden.

Derfor er jeg glad for, at FN ikke bestemmer i Danmark.

Derfor er jeg glad for, at uanset, hvad FN siger, er det dansk lovgivning, der afgør, hvad der er rigtigt og forkert i Danmark.

Og derfor er jeg glad for, at vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Men hvis ikke FN arbejder for at styrke de borgerlige, individuelle frihedsrettigheder, hvem skal så?

Jeg kan kun finde ét svar på det spørgsmål: Os selv! Vi må selv sikre et aktivt civilsamfund, der styrker ånden i Grundloven.

Lugten af fortvivlelse og håbløshed
Somalia er et af de FN-medlemmer, hvor der ikke er rart at være.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sagde for nogle år siden, da han stadig var formand for Venstre, at han godt kunne forstå den familiefar i Somalia, der desperat søger at finde et andet sted i verden, hvor familien kan få en fremtid.

”Jeg kender lugten af fortvivlelse og håbløshed. Hvis jeg var født der, ville jeg gøre hvad som helst for at komme væk,” sagde han.

Desværre er situationen i Somalia ligeså slem i dag, som den var i 1997. Der er stadig krigslignende tilstande i Mogadishu, og hver eneste dag flygter et stigende antal civile fra Mogadishu. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Somalia som følge af krigshandlingerne, den manglende sikkerhed, omfattende kriminalitet og risikoen for terrorhandlinger.

Øksemanden
Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner Somalia. Jeg ved godt, det er kontroversielt i Danmark.

Jeg er sikker på, at alle husker, at Jyllands-Postens karikaturtegner, Kurt Westergaard, blev udsat for drabsforsøg med en økse i sit hjem af en 28-årig mand.

Den 28-årige drabsmand havde somalisk baggrund.

Da han var en lille dreng, har hans far eller mor sikkert tænkt, at de ville gøre hvad som helst for at komme væk med deres lille søn.
Den lille søn er 28 år i dag, og anklaget for mordforsøg på en mand, der havde tegnet en tegning.

Jeg fordømmer drabsforsøget, men jeg kan ikke lade være at sige, at jeg også er glad for, at der var plads i Danmark til at hjælpe en familie, der flygtede fra lugten af fortvivlelse og håbløshed.

Til gengæld fortryder jeg, at ingen lærte den lille dreng om den frihed - og de rettigheder - vi kan tilbyde borgere i Danmark.

Jeg fortryder, at ingen lærte ham om ytringsfrihed, religionsfrihed og Grundlovens paragraf 67.

Og jeg fortryder, at ingen nogensinde inviterede ham med til Grundlovsdag.

Men måske er der håb forude. Måske er vi blevet klogere. Måske har vi lært, at vi hverken skal være dumme eller naive, men heller ikke hensynsløse og forstenede. Måske har vi lært, at intet kommer af sig selv. Heller ikke læren om frihed og rettigheder.

Jeg tror faktisk, vi har lært af de seneste 25 års flygtninge-, indvandrer- og integrationspolitik.

Somali Development Organization
Tilbage i januar læste jeg om et nyt initiativ, som somaliske ledere i de fire nordiske lande ville iværksætte dette forår. De kalder sig Somali Development Organization.

Formålet med organisationen er, at sikre unge somaliere i Danmark, Sverige, Norge og Finland blev trukket væk fra de fundamentalistiske imamer.

Man vil give dem viden og identitet.

Jeg håber, at unge somaliere i Danmark er inviteret med til et grundlovsmøde et sted i landet, fordi så vil de finde ud af, at den slags private initiativer er i tråd med Grundloven.

Ånden i Grundloven lever videre i den somaliske organisation. Modsat alle de statslige initiativer, der iværksættes for at styrke integrationen, er organisationen et udtryk for et aktivt civilsamfund, hvor der arbejdes for at styrke ny-danskernes viden om rettighederne i Grundloven og en demokratisk identitet.

Det er værd at fejre på en Grundlovsdag. Og det gjorde vi så.

Af Kasper Elbjørn

Hvad ved vi egentlig om tragedien på Mavi Marmara?

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at blogge om sagen vedrørende de israelske specialtropper, der gik ombord på skibet Mavi Marmara - det ene af seks skibe med ca. 700 aktivister på vej til Gaza, der i dag styres af terrororganisationen Hamas.

Men så læste jeg Rune Engelbreth Larsens seneste blog i går aftes. Det fik mig til at spekulere, om jeg alligevel skulle samle historien op?

Skal man samle den op?
Vores konkurrenter hos tanten på Pilestræde kender tilsyneladende til det dilemma, jeg sad i.

Forleden skrev Niels Krause-Kjær, der blogger om dansk politik: »Argh, skal man lade den ligge, eller skal man samle den op? Der er mange grunde til at lade den ligge« efter at have kronikken i Politiken den 18. april.

Han samlede den op.

Uffe Ellemann-Jensen, der blogger om udenrigspolitik, tænkte det samme, da DR1 Dokumentaren i onsdags kørte et program om, at en enkelt mands løgn skulle have udløst Irak-krigen. Han skrev: »Men da jeg (af min kone) er opdraget til at gå rundt med en hundepose, for at gøre rent efter vores hund, hvis hans efterladenskaber placeres på offentlig gade eller sti, byder mit instinkt mig også at samle denne op«.

Han samlede den op.

Nu samler jeg så også historien om tragedien på Mavi Marmara op. Jeg indrømmer dog, at det er med en masse forbehold, da det er svært at skrive om - og især konkludere på - noget, ingen ved ret meget om.

Det vi ved
Lad mig derfor tage udgangspunkt i det, vi ved.

Ifølge  videoklip, som er optaget af israelsk militær, blev de israelske soldater mødt af fysisk modstand, både før og efter, de gik ombord på skibet.

Tyske aktivister har sagt, at aktivisterne brugte træknipler mod soldaterne, men det er endnu umuligt at afgøre, om der også blev brugt våben og eller skarpe genstande.

Det ligger desværre også klart, at soldaterne gik i panik, og skød med skarpt på skibet.

Vi ved også, at mindst ni af aktivisterne blev dræbt og op imod 50 såret af israelske soldater.

Så langt tror jeg faktisk, jeg er enig med Rune Engelbreth. Forskellen er, at han på baggrund af dette konkluderer, at Israel er ene-ansvarlig for tragedien.

Det er der ikke ret mange, der har gjort.

En uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse
FN har ikke gjort det. I stedet forhandlede man sig frem til en tekst, hvor man skriver, at FN kræver en »omgående, uvildig, troværdig og gennemsigtig undersøgelse i overensstemmelse med internationale standarder«.

EU har ikke gjort det, selvom Europa-Parlamentet har presset på. I stedet forlangte man en »tilbundsgående undersøgelse af det israelske angreb på et nødhjælpsskib med kurs mod Gaza«.

Danmark har ikke gjort det. Tværtimod var udenrigsminister Lene Espersen (K) rimelig klar i mælet, da hun sagde, at det »er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud«.

Jeg er enig.

Det er helt afgørende, at tragedien undersøges fuldt ud, og jeg var også enig med hende i, at det er i Israels egen interesse at komme til bunds i sagen, som hun tilføjede. Det skal ses i lyset af folk som Rune Engelbreth, der sætter pennen på automatpilot hver gang Israel nævnes.

Hvad nu hvis
Lad os et øjeblik antage, at soldaterne havde ret til at angribe skibet, hvor de gjorde, af hensyn til statens sikkerhed, og til at åbne ild, da de gjorde det, og Israel altså ingen fejl har begået de ulykkelige omstændigheder til trods.

Jeg spørger mig selv, om Rune Engelbreth og andre havde haft en anden holdning til de tragiske begivenheder, hvis ovenstående var tilfældet? Nej, det tror jeg heller ikke, vi kan være sikre på, og det skriver jeg, selvom jeg er enig i, at et demokrati som Israel altid skal dømmes hårdere end et dikatur, da det jo netop er et demokrati.

Taberne bor i Gaza
Uanset hvem, der er skyld i ulykken, uanset hvad undersøgelserne kommer til at vise, er der dog én ting, vi kan være helt sikre på: Der er flere ofre end de ni dræbte aktivister, de 50 sårede, de unge israelske soldater, der er mærket for livet efter oplevelsen og Israels omdømme.

Det er som om alle glemmer den palæstinensiske befolkning i Gaza.

Endnu engang bliver Gazas 1,4 millioner beboere brugt af deres påståede venner i mediekrigen mod Israels skrøbelige image. De er de virkelige tabere. Det ved vi i øvrigt også.

Af Kasper Elbjørn

Georgiens præsident fører stort ved lokalvalg

De første resultater fra lokalvalgene i Georgien er begyndt at løbe ind. De er ret interessante.

Det er første gang, der er valg i Georgien siden Rusland invaderede landet for to år siden, og præsident Mikhail Saakashvilis parti fører i meningsmålingerne.

Valgkommission udtalte her til formiddag, at baseret på de første 4% af de optalte stemmer, havde Saakashvilis parti fået næsten 70% af stemmerne.

Det er et ret interessant resultat, hvis man har læst analyser og kommentarer om Georgien og landets præsident de sidste to år.

Han har ikke fået mange pæne ord med på vejen siden den russiske invasion.

Ruslands effektive spin-maskine
Den effektive russiske spin-maskine har overbevidst alverdens godtfolk om, at Saakashvili selv bad om at få klø af den russiske bjørn i august 2008, og at det var forventeligt, at Rusland ikke bare ville se på, at lande, der engang var besat af russerne og underlagt Sovjetunionen, ønsker at blive integreret i EU og NATO.

Eksempelvis skrev Berlingske Tidende den 14. august 2008, at USA og Europa har »vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva«.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Berlingske Tidende mente med, at EU og NATO æder sig dybere ind i Sovjetunionens interessesfære.

Mig bekendt gik det såkaldte Ondskabens Imperium til grunde den 25. december 1991.

Til gengæld noterede jeg mig over 70% af georgierne gik ind for NATO-medlemskab ved en folkeafstemning, som blev holdt sideløbende med præsidentvalget den 5. januar 2008.

En nation som alle andre
I min optik er Georgien en nation, som alle andre, og som enhver anden nation, der har været besat i en menneskealder, ønsker befolkningen at benytte og beskytte deres nyfundne frihed og rettigheder.

Sydossetien, som russerne startede med at invadere, er en del af Georgien, og derfor var Georgien i sin fulde ret til at svare igen, da russerne løb over grænsen i august 2008.

Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig i hvad der sker i provinsen uanset om Georgien engang for 20 år siden var en del af Sovjetunionen.

Verden delt i to
Internationalt dannedes to fraktioner efter invasionen.

På den ene side stod USA, der var midt i præsidentvalgkampen, og begge præsidentkandidater støttede georgierne, og derudover de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste, ligesom den daværende amerikanske udenrigsminister, til Tbilisi med fuld støtte til Georgien.

På den anden side stod lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønskede, at handelsrelationerne til Moskva led skade. Den allestedsnærværende Hugo Chavez anerkendte naturligvis Sydossetien.

Frankrig tilhører normalt den sidste fraktion, men den franske regering med den fremragende udenrigsminister Bernard Kouchner i spidsen prøvede at stille sig neutralt, fordi landet havde formandskabet for EU.

Dertil kom, at franske meningsdannere på tværs af politiske skel talte Georgiens sag.

SOS Georgien? Nej, SOS Europa!
Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten.

Lévy er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland.

Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner.

Forventet reaktion fra EU
EU reagerede, som vi ved, helt som man frygtede, og EU’s undersøgelse af krigen retfærdiggjorde, at Rusland gik ind i Georgien.

Det fik en hær af kommentatorer fra fraktionen, der ikke kunne forstå, at Georgien i dag har ret til at forsvare sig, til at fordømme Præsident Saakashvili for hans opførsel og dispositioner.

Imens rullede den russiske propagandamaskine sig ud.

Allerede få måneder efter krigen sluttede var russerne klar med dokumentaren ‘War 08.08.08 - Forræderiets kunst’, der fremstillede krigen, som magthaverne i Kreml gerne vil have vi ser krigen.

Derefter kom spillefilmen ‘Olympus Inferne’, der også fortæller historien om, hvordan russerne måtte træde til for at redde Syd-ossetherne fra folkemord.

Filmen er i følge Politiken blevet vist på nationalt russisk tv, og filmens instruktør påstår, hans film er historisk korrekt. »Tiden vil vise, hvem der har ret«, sagde instruktøren Ogor Voloshin til Time Magazine.

I dag har det georgiske folk mulighed for at fortælle, hvem de mener, der havde ret, og hvem de stoler på.

Af Kasper Elbjørn