Blog (Side 7)

Velfærdsstaten opløser familien

Tilbage i juni skrev Anne Sophia Hermansen et essay om manden i 30erne. Det skabte en hed debat – og ikke på den gode måde. Sommervarmen steg folk til hovedet, og grøfterne mellem kønnene blev gravet dybere og dybere. I denne uge følger TV2s Go’ aften Danmark op på diskussionen. Mandag aften besøgte jeg selv TV-magasinet sammen med Anne Sophia Hermansen for at diskutere, hvorfor der overhovedet er så mange singler i dagens Danmark.

Jeg ser egentlig ikke mig selv som en af de drengerøve, som Anne Sophia Hermansen beklagede sig over. Jeg er mere røv end dreng, når jeg er på arbejde, og forhåbentlig mere dreng end røv, når jeg har fri. Jeg tror heller ikke, som andre har skrevet, at vi i stadigt stigende grad lever alene, fordi kvinderne går med Georg Jensen-smykker, gummisko og har leverpostej i håret. Dem kender jeg i hvert fald ikke!

Jeg tror, der er en helt tredje, mere væsentlig årsag til, at vi lever hver for sig, selvom vi egentlig helst vil leve i tosomhed og have ligeså mange børn som vores bedsteforældre.

For nogle år siden udtalte den nuværende kulturminister Carina Christensen (K), at hun undrede sig over, at danskerne ikke fik flere børn. Hendes udtalelse byggede blandt andet på en undersøgelse, der viste, at danskerne fik 1,8 børn, men vi ville egentlig gerne have 2,4 børn. Ministerens teori var, at uskrevne normer var årsagen til, at danskerne fik færre børn, end de ønskede. Hun ville gerne finde ud af, hvilke barrierer der forhindrede danske familier i at få det antal børn, de gerne ville have.Carina Christensen var på daværende tidspunkt 34 år. Hun var ugift og havde ingen børn. Derudover var hun blevet minister ved noget nær et tilfælde og i en rimelig ung alder. Det var hendes forbrydelse – og det skulle hun aldrig have gjort! Sådan en karrierepolitiker uden familie skulle bare holde sin mund, lød det i vrede læserbreve og avisledere.

Men hvis man - her nogle år efter - lytter til, hvad hun egentlig spurgte om, og ser bort fra den tåbelige familiekommission, som hun efterfølgende nedsatte for at finde svar på spørgsmålet, havde hun fat i en helt central problemstilling for os i 30erne.

Anne Sophia Hermansens sommer-essay og den kønsdebat, det affødte, fik mig til at tænke over, om problemet i virkeligheden er, at vi overser, at det samfund, vi har opbygget, gør alt for at forhindre os i at leve det liv og i de familiemønstre, vi alle ønsker os.

Historikeren David Gress skriver i sin bog Velstandens kilder om det dilemma, som den amerikanske sociolog Daniel Bell har kaldt for kapitalismens kulturelle selvmodsigelse. Når flere og flere lever alene, er det en konsekvens af, at vi i dag er blevet så rige, at vi har råd til at være single. Den forbruger- og nydelseskultur, som kapitalismen muliggjorde, ændrede vores samfund og resulterede i et stort skift i danskernes familiemønster og især kønsrollemønstret. Men væksten og velstanden i samfundet er afhængig af, at vi opretholder de traditionelle familiemønstre, og at vi yder før vi nyder.

I dag har vi sjældent travlt med at gifte os og få de børn, vi godt vil have, fordi vi ikke behøver skabe en familie for at overleve, ligesom staten hjælper os, hvis vi bliver alene med vores børn

I takt med, at danskerne blev rigere og rigere, voksede skattetrykket, og staten blev større og større og undergravede dermed det personlige ansvar, vi har for os selv og vores nærmeste. Vi ringer til kommunen, hvis vores bedsteforældre skal have hjælp, og vi behøver ikke engang smøre madpakker til vores børn længere. Velfærdsstaten har gradvist overflødiggjort familien og overtaget de forpligtelser, det ansvar og den omsorg, man yder over for sig selv og sine nærmeste. David Gress skriver et andet sted i bogen, at det værste er, at vi aldrig har fået belyst de negative konsekvenser af denne udvikling. Jeg vil tilføje på baggrund af sommerens kønsdebat, at det er ligeså slemt, at vi heller aldrig har diskuteret, om det samfund, vi har opbygget, egentlig er det samfund, vi vil have.

Hvis vi vil ændre på dette - og passe bedre på hinanden og vores samfund - nytter det ikke noget, at vi graver grøfter mellem kønnene. Det er på tide, at vi tager os sammen og tager samfundet tilbage. Vi har brug for en seriøs og åben debat om velfærdsstaten og finde ud af, om den egentlig er prisen værd – eller om vi kunne opnå samme eller mere lykke uden den stærke og styrende stat. Undersøgelsen om, hvor mange børn vi vil have, og hvor få vi får, tyder på, at selvom de fleste siger, at de er glade for det samfund, vi har i dag, modarbejder velfærdsstaten faktisk de uskrevne normer og værdier, vi sætter pris på, og forhindrer os i at leve det liv, vi ønsker os.

Af Kasper Elbjørn

Den amerikanske lære

Velfærdsstaterne i Europa skriger efter fornyelse. Ikke mindst den danske. I USA er debatten om fremtidens velfærdssamfund allerede i gang. Præsident Barack Obama har lanceret en ganske omfangsrig reformdagsorden, der på mange måder er et opgør med den traditionelle amerikanske tilgang til forholdet mellem stat og borger. Det har sat sindene i kog specielt hos det mindretal, der er uenige med præsidenten, og det er et stigende antal amerikanere. Lige netop derfor fortjener den nuværende amerikanske præsident alt mulig ros for at turde tage opgøret med sine modstandere og reformere det amerikanske samfund.

Jeg er ikke enig med præsidenten i alt, hvad han foretager sig, men én ting er sikker: Vi har brug for politikere i Europa, der ligesom præsident Obama tør sætte deres egen dagsorden for fremtidens velfærdssamfund med risiko for at blive upopulære og tabe næste valg.

For nogle år siden besluttede min familie at købe en klassisk ødegård i Hultanäs ca. 40 km fra Växjö i Sverige. Huset ligner lidt et af husene i Astrid Lindgrens »Alle vi børn i Bullerby« eller »Emil fra Lønneberg«, og området kunne også sagtens være taget ud af en af de kendte børnebøger. I år besluttede jeg mig for at holde ferie i Hultanäs, da man slapper rigtig godt af deroppe. Der er intet internet, ingen post eller aviser, og ens BlackBerry virker ikke. Og jeg trængte til at slappe lidt af efter en mindre succesfuld valgkamp, ny stilling og forretningsrejser. Der gik dog ikke mange dage, før jeg havde færdiggjort den bog, jeg havde med hjemmefra, og blev en smule rastløs. Heldigvis fandt jeg en bog i reolen, vi vistnok købte, umiddelbart efter vi havde overtaget huset. Bogen hedder »Nödårsbarn« (Vitterleken, 2006) og er skrevet af en historiker med rødder i området, Bennie Akerfelt.

Jeg kender ikke forfatteren, og at dømme ud fra omslaget er det ikke en bog, man finder på bibliotekerne hverken i Danmark eller Sverige. Men det gør den ikke mindre interessant. Bogen begynder under den store sultkatastrofe i 1868. Mellem den 21. maj og 23. august faldt ikke en eneste dråbe regn i området, hvilket ikke blot ødelagde høsten hos de i forvejen hårdtprøvede bønder, men afstedkom skovbrande, der yderligere pressede de små bygder økonomisk. Da regnen endelig kom, var det for sent. Høsten var ødelagt og en lang, kold vinter ventede forude. De stærkeste emigrerede derfor til USA, og de var med til at opbygge det amerikanske samfund efter den ødelæggende borgerkrig. De svageste emigrerede fra livet selv, som forfatteren skriver. Bogen følger dem, der blev tilbage.

Udover historien om de tragiske skæbner i det smålandske højland kan man læse, hvordan Göteborg Kommune advarede svenskerne om, at det krævede noget helt specielt at emigrere. Opslaget hedder: »Nogle almennyttige råd for udvandrede til Amerika«, og under første punkt står der, at hvis man har det godt i Sverige, bør man blive dér »i stedet for at søge det ukendte«.

Dernæst gør kommunen blandt andet opmærksom på, at alle, der frygter hårdt arbejde, bør blive i Sverige, ligesom man advarer mod at have for høje forhåbninger til det nye liv. Til sidst står der i cirkulæret, at man skal være »nøgtern, ærlig og flittig«. Disse dyder bliver der sat stor pris på, og, som der står, man belønner tilmed denne adfærd i Amerika.

Det bringer mig tilbage til i dag. Kritikerne af præsident Barack Obamas velfærdsreformer mener nemlig, at reformerne vil medføre, at lige netop de værdier, som Göteborg Kommune opridsede i det gamle cirkulære, og som det amerikanske samfund blev bygget på, og gjorde USA til den rigeste nation med den højeste vækst på kloden, vil blive eroderet med reformerne. I disse dage står kampen specielt om sundheds­systemet.

I Danmark har vi allerede taget de første skridt mod et mere effektivt sundheds­system. Vi har sat patienten før systemet og gjort op med inertien i sundhedssystemet ved at tilbyde frit sygehusvalg mellem privathospitaler og offentlige sygehuse, tillade private sundhedsforsikringer og udvide patientsikkerhedsordningen, så den blandt andet omfatter den kommunale sundhedssektor og apotekerne. Vi har stadig lang vej at gå, fordi vi mangler den ubehagelige debat om, hvem der skal have førsteret til behandling i fremtiden, og hvem der skal betale hospitalsregningen, når antallet af ældre vokser og befolkningen som helhed lever længere med deraf flere sygdomme til følge, som forhåbentlig alle kan behandles.

I USA står de med fuldstændig samme problem, samtidig med at man i udbredt grad har haft en sundhedsordning baseret på en frivillig aftale mellem amerikanerne og forsikringsselskaberne, der selvsagt er bekymrede for udgifterne i fremtiden. Det har gjort aftalerne komplicerede og dyre. Præsident Obamas svar har været mere statslig styring. Kritikerne mener, det havde været bedre at lave klarere regler for forsikringsaftalerne i stedet for at tage ansvaret fra befolkningen og indføre mere statsligt bureaukrati.

Aldringen af samfundet har også affødt en debat om det, vi vel ville kalde folkepension. Præsident Obama har foreslået skattefrihed for pensionister med lav indkomst. Det lyder sympatisk, men kritikerne af pensions­reformen har påpeget, at udgifterne vil blive betalt af middelklassen, der har drevet det amerikanske samfund vidt i håbet om at leve den amerikanske drøm. De amerikanske skatteydere vil i forvejen være hårdt prøvede i fremtiden, da statsgælden – der er eksploderet de seneste måneder, og i forvejen var høj – skal betales tilbage. Andre kritikere siger derfor, at der slet ikke er råd til skatteyderbetalt pension i fremtiden, og at skattefrihed for pensionister bør være det eneste gode i fremtiden. I stedet skal det være mere attraktivt at spare op til egen pension, fordi der bliver ikke andet. Endnu en ubehagelig diskussion, der er sund for ethvert samfund, som står ved en skillevej.

Jeg hører ikke til dem, der tror, at præsident Obamas reformideer vil erodere den amerikanske drøm. Den er iboende enhver amerikaner og meget stærkere end staten og politikere. Jeg tror til gengæld, at politik kan ændre meget, og jeg hører bestemt til dem, der mener, at den amerikanske præsident har en ganske anden vision for Amerika end de stædige svenskere, der stod på toget i Hultanäs i 1868. Men den amerikanske drøm består. Ligesom de danske værdier vil bestå, uanset hvilken form for velfærdssamfund vi vælger.

Jeg tror ikke, som socialisterne, at staten er løsningen på vores problemer. Jeg har tværtimod stor tiltro til danskernes egen evne til at løse hverdagens problemer. Min drøm er derfor et samfund, hvor alle er nøgterne, ærlige og flittige, og hvor kommunerne hjælper de svage, der ikke kan arbejde selv, men lader resten være i fred. Jeg ønsker et samfund, hvor ingen frygter hårdt arbejde, men gerne giver en ekstra hånd med efter fyraften eller tager et ekstra år på arbejdsmarkedet, fordi vi ved, det kan betale sig. Et samfund hvor alle har høje forhåbninger til fremtiden og ikke lader sig slå ud af en økonomiske krise, vi selv har været med til at skabe. Et samfund hvor vi værner om den personlige frihed, ejendomsretten og menneskerettighederne og passer på hinanden og samfundsressourcerne. Ikke kun de økonomiske, men også miljøet og energien. Det er min danske drøm.

Jeg ved godt, at mange sikkert ønsker et andet samfund, end jeg her overordnet har beskrevet. Det er kun godt! Og i stedet for at skælde ud på min samfundsvision bør de beskrive deres egen vision og stoppe med at diskutere bogstavskombinationer efter et valg, der formentlig først kommer om to år, true os med at »gå ind ad hoveddøren hos folk« og blande sig i danskernes privatliv, når den offentlige sektor sejler, eller stille forslag om en ny millionærskat, når der stort set ikke er millionærer i Danmark. Kun hvis politikerne fra alle partier – og meningsdannere fra alle leder og kanter – kæmper om at sætte en ny vision for Danmark, får vi samme nyttige værdi- og kulturdebat, som USA er så heldig at have i øjeblikket.

Af Kasper Elbjørn

Økonomisk krisestyring i blinde

Det var en stor nyhed i USA, da vicepræsident Joe Biden forleden indrømmede på TV-stationen ABC, at Obama administrationen havde taget fejl af den økonomiske krise. Nedturen i den amerikanske økonomi er langt værre, end hvad præsident Barack Obama havde regnet med, sagde Biden på vanlig ublu facon.

Historien fik stort set ingen dækning i de danske medier. Udover en note på nogle investorsider, der rapporterede, at oliepriserne herefter gik i selvsving, blev historien let og elegant forbigået af de danske medier. Det er ellers ikke en ubetydelig nyhed for Danmark og resten af verden.

Udtalelsen viser, at administrationen åbenbart har handlet i blinde siden januar, alt imens man har prøvet at stimulere økonomien med milliarder af dollars og dermed bidraget til det gældsmareridt, som kun en meget fantasirig økonom kan se værdien af.

Det er dog langt fra første gang, at politikere går i panik og handler i blinde, når en lang recession er på vej. Mange har draget paralleller mellem den nuværende krise og den Store Depression, der tegnede sig i 1929. Ikke uden grund.

Joe Bidens bekymrende udmelding er endnu et tegn på, at krisen ikke bare er ligeså slem som den Store Depression, men også at politikerne er ved at begå de samme fejl, som man begik dengang.

For nogle uger siden fik jeg en rundtur på et af de traditionsrige amerikanske universiteter, Stanford University, der ligger i Palo Alto ca. 40 minutter i bil fra San Francisco.

Den gamle mand, der med sin bordeauxrøde polo, seler og store solbriller ikke kunne skjule, at han selv var en af de tidligere amerikanske afgangselever fra Stanford, fortalte om universitetets historie med en begejstring og stolthed i stemmen, som selv den mest inkarnerede studerende fra et dansk universitet ikke kan gøre efter.

De danske universiteter er ikke nødvendigvis meget dårligere end de amerikanske, men amerikanerne sætter blot så meget større pris på deres uddannelse, fordi de ved, at ikke bare deres forældre, men også mange andre, frivilligt bidrager til, at de kan gå på universitetet og få den uddannelse, der er altafgørende for, hvordan de klarer sig senere i livet.

Derfor er de stolte af deres uddannelsessted. De lever og ånder for det hele livet, uanset hvor i samfundet de ender.

På rundturen hørte vi ikke bare om familien Stanford, der i sin tid byggede universitetet som et minde om familiens eneste søn. Den gamle mand fortalte også om mange af de andre, der har været bidragsydere gennem årene.

Et højt tårn, der ligesom alle de andre bygninger er beklædt med rødt tegl til minde om den unge Stanford, ligger i midten af universitetsparken.

Det hedder Hoover-tårnet. En af de helt store bidragsydere var nemlig den tidligere præsident Herbert Hoover. Han var selv afgangselev fra Stanford, og donerede store summer til universitetet.

Men det var ikke let for den ellers stolte rundviser at tale om den tidligere præsident. »Hoover var måske ikke god til alt, men han var god ved os«, undskyldte han, og hastede hurtigt videre på rundturen.

Hoover havde været handelsminister i næsten otte år, da han blev præsidentkandidat i 1928, men aldrig kandidat ved et valg. Det hindrede ham dog ikke i let at vinde over Demokraternes Al Smith, som i dag bedst kendes for at have bygget Empire State Building i New York.

Som forfatteren Kevin Baker skriver i juli-nummet af magasinet Harper, blev Hoover betragtet som langt mere begavet, intelligent og bedre uddannet end sine modstandere.

Da den økonomiske krise efter krakket på Wall Street i 1929 begyndte, var tilliden til ham fortsat høj. De fleste var enige om, at Hoover forstod krisens omfang og dybde, og vidste, hvad der skulle gøres for at komme ud af krisen igen. Men amerikanerne blev klogere.

Hoover var modstander af laissez-faire kapitalisme. Han ønskede et samfund baseret på frivillighed, men var stor tilhænger af regulering af markederne, og en af hans første hjælpepakker gik til landbruget.

For at oppuste priserne, opkøbte forbundsstaten landbrugsvarer, ligesom man oprettede kollektive gårde. Amerikanerne havde det svært med overskudsdeling, og meget bedre gik det ikke med en ny institution, som man kaldte »Reconstruction Finance Corporation«, der gennem lånefinansierede tilskud skulle stimulere økonomien.

Historisk set blev det værste tiltag imidlertid taget indenfor det område, han selv havde bestridt som minister, handelspolitikken. Hoover gennemførte en anti-frihandelspolitik, der hævede told- og handelsbarrierer, hvilket startede en handelskrig med de store lande i Europa, der blot gjorde ondt værre.

Hoover tabte som bekendt valget i 1932. Han havde ellers de bedste intentioner, og måske troede han, ligesom alle andre, at han om nogen forstod krisens omfang og dybde, og vidste hvordan den kunne få en ende. I dag ved vi, at han i bedste fald holdt den i ave, i værste fald var med til at eskalere den. Det var derfor, den gamle rundviser på Stanford havde det lidt svært med præsident Hoover, og man kan kun håbe, at det ikke går ligesådan med præsident Obama.

Af Kasper Elbjørn

Forandringens vind

Da jeg besøgte Polen første gang, var det kun ti år siden, at arbejderne i Gdansk begyndte deres oprør mod det kommunistiske styre i Polen og kun to år efter Polens første demokratiske valg. Op gennem 1990erne arrangerede UNESCO i samarbejde med Undervisningsministeriet hver sommer en sprogskole for unge polske studenter. Jeg deltog som undervisningsassistent på sprogskolen i Gorzow i 1991 sammen med 8-9 andre unge og 8-9 folkeskole­lærere. Sprogskolen varede en måneds tid og et af de tydeligste minder, jeg har fra dengang, er, at alle de polske elever, der var på min alder, hørte den gamle heavyrock-ballade Wind of Change.

Gorzow repræsenterer på mange måder Polens ulykkelige historie. Byen blev inddraget i det tyske kejserrige i 1871, og frem til 1945 boede der overvejende tyskere i området, selvom der i begyndelsen af det 20. århundrede var et betydeligt jødisk mindretal. Gorzow blev bombet til ukendelighed i begyndelsen af 1945 inden den tyske hær forlod området.

Den Røde Hær kom til byen den 30. januar 1945, men det, der skulle have været en befrielse, blev snarere noget nær en besættelse, og det blev kommunisterne, der genopbyggede byen, og det kunne man – med al respekt – godt se. Tyskerne, der boede i byen, blev forvist efter Potsdam-konferencen, hvor Gorzow igen blev en del af Polen og blev i stedet befolket af de stakkels polakker, der blev tvangsfjernet fra de områder af Polen, der til gengæld blev overdraget til Sovjetunionen. Sådan behandlede man mennesker på den anden side af Jerntæppet. Ingen frihed. Ingen menneskerettigheder. Ingen ejendomsret.

Alt det havde jeg læst om på forhånd, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor slemt det egentlig stod til. Gorzow og de omkringliggende småbyer levendegjorde en helt anderledes verden end den, jeg kom fra. Jeg husker, at nogen af polakkerne fortalte, at der altså ikke var så fattigt i de store byer, men en enkelt elev, der var opvokset i Canada, erkendte, at der var stor forskel på, hvordan man levede i Vesten, og hvordan man havde levet på den anden side af Jerntæppet. Men friheden havde de allerede fået tilbage, og den fejrede de hver aften, når de tændte for båndoptageren, og hørte Wind of Change:

The world closing in.

Did you ever think

that we could be so close, like brothers.

The future’s in the air.

I can feel it everywhere,

blowing with the wind of change

Polens frihedskamp begyndte på et skibsværft i Gdansk. En gruppe arbejdere med Lech Walesa i spidsen havde forlangt, at myndighederne anerkendte deres fagforening. Kommunisterne godkendte modvilligt fagforeningen, da strejkerne i Gdansk begyndte at sprede sig til resten af Polen. Strejkerne var ikke oprindelig ment som en egentlig protest mod det socialistiske regime i Polen. Det var snarere et ønske om noget så basalt som retten til at organisere sig. På den anden side af Atlanten havde en tidligere fagforeningsleder netop indtaget det Ovale Værelse. Præsident Ronald Reagan kunne om nogen forstå arbejderes kamp for retten til at organisere sig. Den nye republikanske administration så på begivenhederne med stor beundring og begejstring, men også med en vis frustration over ikke aktivt at kunne opmuntre og støtte arbejderne i Gdansk. I sine erindringer An American Life (1990) skriver Reagan: »Selvom vi ønskede, at polakkerne skulle vide, at vi var bakkede dem op i deres kamp for frihed, var det vigtigt, at vi ikke sendte et forkert signal (som mange siger, USA gjorde under opstandelserne i Ungarn i 1956), hvor de kunne få den opfattelse, at vi ville gribe ind militært for at støtte dem under en revolution«.

I slutningen af året skete det, alle frygtede, at det polske militær greb ind med aktiv støtte fra Sovjetunionen, indførte undtagelsestilstand og arresterede lederne af fagbevægelsen, Solidaritet. Den dramatiske udvikling i Polen fik Reagan til i sin juletale at tage skarp afstand fra urolighederne, ligesom han indførte handelssanktioner, der gjorde alvorligt ondt på den polske økonomi og dermed underminerede styret yderligere. »Denne jul bringer kun en liden glæde til det modige polske folk. De er blevet forrådt af deres egen regering«, sagde Reagan i TV-talen og fortsatte, »Polen har behov for, at dets regering og befolkning arbejder sammen, ikke militær undertrykkelse.« I sin dagbog skrev han om aftenen, at man ikke kunne lade denne revolution mod kommunisterne fejle uden at tilbyde protesterne en hånd, men han vidste også, han var relativ alene med kritikken. Han havde brug for en støtte, som polakkerne stolede på. Derfor skrev han samtidig et personligt brev til Pave Paul Johannes II. »Jeg håber«, stod der, »at du vil være med til at støtte disse sandheder«. Pavens svar er ikke tilgængeligt, men ifølge de amerikanske optegnelser svarede Paven positivt på henvendelsen, og resten er historie, som man siger.

Det er ikke til at vide, hvad præsident Barack Obama skriver i sin dagbog, hvis han overhovedet har en, men sikkert er det, at demonstranterne i Teherans gader ikke har fået samme opbakning fra den amerikanske præsident, som arbejderne i Gdansk fik.

Jeg hører til dem, der ikke umiddelbart var uenig i den nuværende præsidents i bedste fald afdæmpede retorik. Obama-administrationen ønsker tydeligvis ikke at sende et forkert signal til demonstranterne og slet ikke et signal, som det iranske styre kan misbruge. Obama vidste, at det værste der kunne ske, var, at Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad fik en undskyldning for at udnævne demonstranterne til at være fjender af staten, købt og betalt af USA, når de i virkeligheden blot har et simpelt ønske om, at deres stemmer bliver talt. Så langt, så godt.

Der er dog en stor forskel på, hvorfor Reagan gjorde, som han gjorde, og hvorfor Obama gør, som han gør. Amerikanerne var populære i Polen, hvilket amerikanerne ikke er i Iran, men Obama kunne have gjort Reagan kunsten efter og fundet en personlighed, der nød samme respekt i Iran, som Paven gjorde i Polen og lade ham eller hende sige det, Obama ikke kunne sige. Det økonomiske våben har Obama også. Hvis Obama fremlagde en plan, der gjorde USA uafhængig af olie fra Mellemøsten, ville oliepriserne falde, og man ville ramme præstestyret der, hvor det gør allermest ondt på alle tyrannier: pengepungen. Jeg frygter, at årsagen er, at Obama på forhånd har opgivet håbet om, at Iran kan forandre sig.

Reagan havde et indædt ønske om, at arbejderne i Gdansk med tiden kunne smide kommunisterne på porten. Obama insisterer derimod på at forhandle med det iranske styre om de nok så vigtige atomvåben. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan og vil forhandle med et styre, der end ikke vil forhandle med sin egen befolkning, men skyder dem ned på åben gade, alt imens resten af verden kan se på Youtube.com, at styret har mistet sin legitimitet.

Jeg skal være den første til at lykønske Obama, hvis forhandlingerne med Iran resulterer i, at de dropper deres atomvåbenprogram, men jeg synes ærlig talt, det er en naiv tanke. Dermed ligner situationen i Iran desværre mere og mere massakren på den Himmelske Freds Plads, ligesom Obamas reaktion til forveksling minder om reaktionen fra præsident George H.W. Bush, der prioriterede stabilitet og sikkerhed over frihed og retfærdighed, da det gjaldt Kina og de kinesiske studenters krav om ytringsfrihed. Massakren på den Himmelske Freds Plads fandt sted den 4. juni 1989 – præcis den dag, hvor Lech Walesa og hans Solidaritets-bevægelse triumferede ved det første frie parlamentsvalg i Polen. Historien viser, at friheden kan sejre, hvis man kæmper for den, og det var årsagen til, at mine gamle sommervenner fra Polen sang med på Wind of Change.

Af Kasper Elbjørn

Klar til kamp

Under overskriften "Tvivlen", som hører til blandt de ledere, der er så velskrevne, at det næsten er synd at svare, skrev Weekendavisen i sidste uge, at valgkampen op til Europa-parlamentsvalget demonstrerede, at partiet Venstre ikke var enig med sig selv om europapolitikken. Endvidere står der, at spidskandidaten Jens Rohde førte sig frem med en argumentation, som essentielt var ganske magen til DFs Morten Messerschmidts, mens Charlotte Antonsen og undertegnede gjorde ophævelser og fremførte, at Venstre er og bliver pro-europæisk.

Set i bakspejlet kunne vi måske alle have været bedre til at tone rent flag og sige lige ud, at vi i Venstre er begejstrede for det europæiske samarbejde. Omvendt har Venstre en særlig forpligtelse til at sige sandheden om EU, netop fordi vi er store tilhængere af Unionen, og sandheden er, at EU hverken er et liberalt eller et socialistisk projekt. EU er, hvad man gør det til. Når støvet har lagt sig efter kampagnen, og journalisterne er blevet trætte af at skrive om interne stridigheder og strategi, vil historikerne gå i gang med at analysere valget, og jeg er ret sikker på, at de vil komme frem til, at konturerne af den næste kultur- og værdikamp i Europa for alvor kom til syne i valgkampen til parlamentet i 2009.

Kampen står ikke blot mellem socialisterne og de liberale. En tredje gruppe har meldt sig, og de er tilhængere af det fri marked, men i hjertet er de ikke liberale. De er nationalkonservative, og deres dagsorden er en helt anden end frihandelstilhængerne hos de borgerlige. De vil ikke det europæiske. De vil det nationale. Det er blandt disse tre grupper, den ideologiske kamp om Europa skal stå, og meget tyder på, at den vil udspille sig i netop det parlament, som var på valg forrige søndag. Historisk ved vi, at kimen til politiske katastrofer ligger i de borgerlig-liberales passivitet. Sådan var det i 1930erne og 1970erne. Og de næste fem år vil vise, om frihandelstilhængerne i Europa er klar til kamp.

Af Kasper Elbjørn

Exit-polls

Jeg indrømmer det ikke ser lyst ud her til aften efter offentliggørelsen af TV-stationernes exit-polls, men den traditionelle Venstre liberalisme og begejstring for EU lever videre uanset om jeg bliver valgt.

Min valgkamp begyndte helt tilbage til den 22. april sidste år, hvor Lars Kristensen, som er formand for Europaudvalget i Nordsjælland, spurgte, om jeg ville stille op for Venstre ved parlamentsvalget. Jeg vidste fra tidligere, at jeg med dette udvalg ville få den bedste støtte og opbakning i valgkampen, og valgte efter lidt betænkningstid og en samtale med mine arbejdsgivere i Saxo Bank at sige ja. Saxo Banks to direktører skrev til mig, at de helst så, jeg ikke stillede op, men omvendt skulle man altid følge sine drømme, og det gjorde jeg så!

Siden jeg blev interesseret i politik i slutningen af 80erne, har jeg altid betragtet det europæiske samarbejde som en garanti for, at vi havde fred og frihed i Europa. Venstres daværende formand havde en helt speciel evne til at forklare alle os unge, hvorfor det liberale og det europæiske gik hånd i hånd, og derfor meldte jeg mig ind i Venstre. Når jeg ønskede at blive valgt, er det fordi, jeg er sikker på, at EU igen kan udvikle sig i liberal retning, hvis vi kæmper for det, og bliver jeg ikke valgt, kan jeg i det mindste se mig selv i spejlet og sige, at jeg gjorde mit bedste for, at socialisterne ikke helt overtog EU.

Tak til alle der støttede mig. Husk: Kampen er kun lige begyndt!

Af Kasper Elbjørn

Min Grundlovstale på Edelgave

Jeg har faktisk glædet mig til at holde grundlovstale i år fordi jeg mener, at vi skal bruge EU - og især Europa-parlamentet - som en platform - hvorfra vi kan styrke ånden i Grundloven på europæisk plan.

Jeg har nok det, som mange vil kalde et ekstremt syn på Grundloven. Måske vil nogen endda kalde mig ekstremist, når det gælder Grundloven. Jeg synes nemlig, at vi skal overholde Grundloven. Og her taler jeg ikke om ordene i Grundloven, men - netop - ånden i Grundloven.

Ånden i Grundloven er at beskytte borgerne mod staten.

Ånden i Grundloven er at sikre frihed og lige rettigheder for alle.

Grundloven er så at sige vores sikkerhed for, at de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Jeg indrømmer gerne: Grundloven er ikke perfekt. I den danske Grundlov støder vi eksempelvis først på afsnittet om de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder i Grundlovens paragraf 67. De står ikke i begyndelsen som de burde, men det er der faktisk en god grund til.

Når de ikke står i begyndelsen af teksten, er det fordi, at den grundlovsgivende forsamling slet ikke var særligt uenig om frihedsrettighederne. Det var ikke frihedsrettighederne, der skilte vandene i den grundlovsgivende forsamling.

Som blandt andre filosoffen Henrik Gade Jensen har påvist, så legaliserede Grundloven blot en udvikling, der havde været i gang i mange år under Enevælden - op gennem 1800-tallet.

Tag eksempelvis retten til at skrive og tale frit.

Der var ingen formel ret til at ytre sig i de sidste år under den sidste enevælde. Der var ingen formel ytringsfrihed. Det stod ikke skrevet nogen steder at man måtte ytre sig i tale og skrift. Men under Christian VIII var der faktisk ytringsfrihed.

Kongen havde godt nok forsøgt at påvirke folkeopinionen i anti-liberal retning, men han tabte slaget. Kongens forsøg på at vende udviklingen ved at kritisere de liberale, var endda med til at styrke de liberales kamp for ytringsfriheden. Man kan sige at Kongen tabte slaget om ytringsfriheden i ytringsfrihedens navn.

I dag ved vi, at det er de borgerlige frihedsrettigheder, der er grundstenen i vores samfund. Uden de borgerlige frihedsrettigheder, ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden, og beskyttelsen af den private ejendomsret - ville vi ikke have det samfund, som vi har.

Men 1849 var på ingen måde en revolution eller omvæltning af det danske samfund, men snarere en historiske begivenhed i en kontinuerlig udvikling. Måske skal vi i virkeligheden være lykkelige over, at ånden i Grundloven levede videre efter Grundloven var blevet vedtaget?

Jeg synes, det fortæller noget om, at vi i Danmark deler nogle fælles værdier, som vi på tværs af partierne står vagt om. Vi behøver ikke engang skrive dem ned fordi de lever i os - og de overlever generation for generation, og vi er villige til at kæmpe for dem.

Derfor skal vi være fuldt og helt medlem af EU. Fordi vi skal bruge EU - og især Europa-parlamentet - som en platform – til at styrke ånden i Grundloven på europæisk plan, og det gør vi bedst uden undtagelser men med ihærdighed og begejstring for samarbejdet.

Det vil få de andre lande til at lytte til os. Tænk hvis der gik en dansker i Parlamentet og var begejstret for samarbejdet. Det ville få de andre lande til at lytte fordi det er de bestemt ikke vant til...

Og når de andre så igen begynder at lytte til os, kan vi begynde at kæmpe for , at de danske værdier om frihed og lige rettigheder bliver til europæiske værdier. Ikke med love og regler. Dem er der nok af. Men i ord og gerninger.
 
Vi skal i EU stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Alle skal have ret til at efterstræbe lykke og forme sit eget liv. Vi skal kæmpe for lige rettigheder uanset køn, seksualitet, race eller religion. Og vi skal gøre det fordi vi har tradition for det.

Sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan er det heller ikke alle steder i Europa. Europa har ikke altid valgt frihedens vej. Det ved alle de generationer, som er ældre end min. Tværtimod. Derfor skal vi tage ånden i Grundloven med os til stemmeurnerne på søndag.

Som de fleste ved, stiller til jeg op til Parlamentsvalget på søndag, og her til sidst vil jeg gerne bruge anledningen til at slå nogle enkelte ting fast.

Jeg vil gerne sige til jer alle, at jeg ikke ønsker at blive valgt for at effektivisere EU. Mit mål er ikke at effektivisere EU, men derimod at EU kun arbejder med Europas fælles, grænseoverskridende problemer. Alt det andet skal ikke effektiviseres. Det skal væk fra EU's dagsorden.

For det andet vil jeg sige klart og tydeligt, at jeg ikke vil undersøge om en forordning eller et EU-direktiv er nødvendig. I stedet vil jeg først og fremmest undersøge, om lovgivningen er i strid med de danske værdier om frihed og lige rettigheder. Fordi hvis en forordning eller et direktiv strider imod de danske værdier om frihed og lige rettigheder, så er den - per definition - unødvendig.

For det tredje vil jeg ikke forpligte mig til at fremme velfærden i EU. Jeg mener udelukkende, at EU skal fremelske fred og frihed og frihandel. Uden fred, frihed og frihandel har vi nemlig slet ikke råd til velfærd. Mit mål er i det hele taget ikke at vedtage forordninger og direktiver. Jeg vil til Bruxelles for at ophæve de forordninger og de direktiver, der ikke er med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker.

Vi skal ikke bygge nye mure op i Europa.

Vi skal rive de resterende mure i Europa ned.

Ikke kun Berlin-mure. Men mure mellem markeder og mennesker.

Og hvis jeg en dag bliver angrebet af mine kolleger for at være illoyal overfor min gruppe - eller overfor Europa-parlamentet som institution - så vil jeg svare: ”Jeg lovede på dette Grundlovsmøde i 2009 - to dage før valget - at jeg ville forsvare europæernes frihed og rettigheder. Og hver eneste dag jeg går på arbejde i Parlaments-bygningen i Bruxelles, gør jeg det bedste, jeg kan for at holde hvad jeg lovede på Edelgave på Grundlovsdag”.

Mit mål er, at Danmark bliver hørt i EU - fordi ånden i Grundloven - og paragrafferne om frihed og lige rettigheder - må og skal være mærkesager i Europa. I hvert fald hvis man er liberal. Og det er jeg.

Hvis det er ekstremt - så kald mig bare ekstremist. Fordi som Barry Goldwater sagde, da han var blevet præsidentkandidat i 1964: Ekstremisme er ikke nogen synd, hvis man forsvarer frihed. Ligesom tilbageholdenhed ikke er nogen dyd, hvis man ønsker at håndhæve lov og ret.

Tak! Og fortsat god Grundlovsdag.

Af Kasper Elbjørn

Tag ånden fra 1849 med på søndag

Grundloven er vores sikkerhed for, at de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt. Derfor fejrer vi hvert år Grundloven den 5. juni, hvor Frederik VII i 1849 gav Grundloven til folket - som der står på rytterstatuen på Christiansborg slotsplads i København. 1849 var dog på ingen måde en revolution eller en omvæltning af det danske samfund, men snarere en begivenhed i en kontinuerlig udvikling, der ikke kunne stoppes. Sådan er det ikke alle steder i verden, og derfor skal vi altid kæmpe for de værdier, som Grundloven bygger på.

Jeg indrømmer gerne: Grundloven er ikke perfekt. I den danske Grundlov støder vi eksempelvis først på afsnittet om de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder i paragraf 67. De står ikke i begyndelsen, som de burde, men det er der faktisk en god grund til. Årsagen er, at den grundlovgivende forsamling slet ikke var særlig uenig om frihedsrettighederne. Det var ikke frihedsrettighederne, der skilte vandene i den grundlovgivende forsamling. Tag eksempelvis retten til at skrive og tale frit. Der var ingen formel ret til at ytre sig i de sidste år under den sidste enevælde. Det stod ikke skrevet nogen steder, at man måtte ytre sig i tale og skrift, men under Christian VIII var der faktisk ytringsfrihed.Kongen havde godt nok forsøgt at påvirke folkeopinionen i anti-liberal retning, men han tabte slaget og forsøget på at vende udviklingen ved at kritisere de liberale. Man kan næsten sige, at kongen tabte slaget om ytringsfriheden i ytringsfrihedens navn.

I dag ved vi, at det er de borgerlige frihedsrettigheder, der er grundstenen i vores samfund. Uden ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden og beskyttelsen af den private ejendomsret ville vi ikke have det samfund, som vi har. Der er mange, som tidligere har påpeget, at de borgerlige frihedsrettigheder i Grundloven ikke er særlig stærke. At det netop er ånden i Grundloven - og ikke Grundloven i sig selv - der har sikret danskernes frihed, og det er bestemt en passende kritik af Grundloven.Ytringsfriheden er eksempelvis "under ansvar for domstolene." Religiøse samfund må ikke "stride mod sædeligheden eller den offentlige orden." Foreningsfriheden "kan forbydes, når der [...] kan befrygtes fare for den offentlige fred." Og så selvfølgelig den værste af dem alle, at ejendomsretten ikke er mere ukrænkelig, end at almenvellet kan bestemme, om man skal afstå sin ejendom. Det sker hver dag ude i kommunerne. Uden at skelne mellem ekspropriation til private og offentlige formål, eksproprierer man folks ejendom for at anlægge golfbaner, skydebaner o.lign., når man egentlig kun burde ekspropriere, hvis der var tale om infrastrukturprojekter, hospitaler o.lign.

Der er ingen tvivl om, at disse undtagelser er med til at underminere ånden i Grundloven. Derfor skal vi være glade for, at den positive udvikling, der kendetegnede diskussionerne i den grundlovsgivende forsamling, ikke blev stoppet med vedtagelsen af Grundloven. Jeg synes, det fortæller noget om, at vi i Danmark deler nogle fælles værdier, som vi på tværs af partierne står vagt om. Vi behøver ikke engang skrive dem ned. De lever i os, og de overlever generation efter generation.Det skulle de gerne blive ved med, og derfor har jeg nok det, som man kan kalde et ekstremt syn på Grundloven. Jeg synes nemlig, at vi skal overholde Grundloven. Ikke kun ordene i Grundloven, men ånden i Grundloven. Og vi skal gå længere end det. Vi skal kæmpe for ånden i Grundloven både ude og hjemme. Vi skal gøre de danske værdier om frihed og lige rettigheder til europæiske værdier. Ikke med love og regler. Dem er der nok af. Men i ord og gerninger. Vi skal i EU stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Alle skal have ret til at efterstræbe lykke og forme sit eget liv. Vi skal kæmpe for lige rettigheder uanset køn, seksualitet, race eller religion. Og vi skal gøre det, fordi vi har tradition for det. Sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan er det heller ikke alle steder i Europa.

Europa har heller ikke altid valgt frihedens vej. Som den svenske forfatter Johnny Munkhammar gør opmærksom på i indledningen til sin nye bog Sköna Europa - Världens Bästa Världsdel (Kalla kulor förlag, 2009) blev prinsesse Europa ifølge græsk mytologi forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte tre sønner. Zeus var en tordengud, men han var også guddommeliggørelsen af begreber som verdensorden, retfærdighed og gæstfrihed. Sidenhen lod prinsessen sig let forføre, når hun blev utålmodig og mistroisk overfor den personlige og økonomiske friheds evne til at imødekomme kontinentets udfordringer. Hun lod sig ofte friste af populisme og nationalisme. Det kan ske igen, hvis ikke vi holder hende på ret kurs.

Ligesom vi aldrig tidligere kunne tage ånden i Grundloven for givet, vil vi fortsat skulle kæmpe for den i fremtiden.

Derfor skal vi tage ånden i Grundloven med os til stemmeurnerne på søndag. Hvis det er ekstremt - så kald mig bare ekstremist. Fordi som Barry Goldwater sagde, da han var blevet republikanernes præsidentkandidat i 1964: "Ekstremisme i forsvaret af frihed er ikke nogen synd, ligesom tilbageholdenhed i håndhævelsen af lov og ret ikke er nogen dyd".

Af Kasper Elbjørn

Au pair-ordningen skal bestå - EU skal ikke blande sig

Det var godt nok svært at finde grimasse onsdag morgen, da jeg hørte nyheden om, at Britta Thomsen, MEP (S), i en kronik i Information mente, at au pair-ordningen havde udviklet sig til en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe billig arbejdskraft. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da P1 Morgen herefter oplyste, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) også ville have EU-regler på området. Man kan håbe, han ikke har læst, hvad han havde skrevet under på, fordi EU skal selvfølgelig ikke blande sig i vores au pair-ordning. I stedet kan de andre medlemslande lære af Danmark, og den nye lovgivning på området, som et enigt Folketing vedtog i 2007.

Au pair betyder 'på lige vilkår'. Har man en au pair boende, skal personen bo på lige vilkår med værtsfamilien. Formålet med au pair ordningen er, at unge mennesker kan forbedre deres sproglige og eventuelt faglige kundskaber samt udvide deres kulturelle horisont. Modydelsen er så at sige, at man får ansvaret for de huslige pligter.

Hvis Britta Thomsen var i tvivl om, hvorvidt au pair-ordningen fungerer, kunne hun have spurgt Helle Thorning-Schmidt og hendes mand. De har nemlig gode erfaringer med au pair-ordningen. Umiddelbart efter Thorning-Schmidt blev formand annoncerede hun, at familien ville anskaffe en au pair, da hendes mor, Grete, ikke kunne blive ved med at hjælpe de travle forældre med at passe børnebørnene.

Jeg skriver ikke dette for at udstille Thorning-Schmidt - men for at gøre opmærksom på, at au pair-ordningen også er med til at hjælpe karrierekvinder med at få arbejde og familie til at gå op i en højere enhed. Det handler ikke om, at velbeslåede danskere ønsker billig arbejdskraft, men om at få tiden til at slå til.

Resten af den socialdemokratiske folketingsgruppe kunne i øvrigt have oplyst Britta Thomsen om, at et enigt Folketing strammede reglerne for au pair-ordningen. Lovforslaget indebar i hovedtræk hårdere straffe som følge af vold mod en au pair-person, ulovlig beskæftigelse af en au pair-person og anden misbrug af au pair-ordningen samt et nyt register over personer, som har misbrugt ordningen.

Vi behøver altså slet ikke nye EU-regler på dette område. Tværtimod. Det er forslag som disse, der er med til at skabe modvilje mod det EU-samarbejde, som har været med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker, således at unge mennesker kan rejse ud i Europa og arbejde som au pair - til gavn for dem selv og au pair-familien.

Man kan se DR-debatten mellem Britta Thomsen og mig her: http://www.dr.dk/dr2/deadline2230?play=http%3A%2F%2Fgeo.dr.dk%2FfindLocation%2F%3Fid%3D332874%26ListType%3Dnyheder%26location%3DNone%26uri%3Dhttp%3A%2F%2Fwww.dr.dk%2Fextention%2FplayWindowsMediaODP.aframe

 

Af Kasper Elbjørn

Fænomenet Hannan

 

Valget til Europa-Parlamentet nærmer sig med hastige skridt, og det har desværre ikke gjort det lettere for vælgerne at finde ud af, hvem de skal stemme på, eller hvorfor de skal bruge en sommersøndag på at gå til valgurnerne.

Men parlamentet kan blive EU's vigtigste institution og være med til at gøre EU til et håb for fremtiden, når nationalstaterne svigter.

DR's første valgudsendelse lagde ud med at diskutere de fire danske undtagelser, som vi fik efter afstemningen i 1992. Det er ikke en ligegyldig diskussion, men det er en irrelevant diskussion før et parlamentsvalg. EU-parlamentarikerne skal ikke blande sig i, om Danmark har undtagelser.

Samme problemstilling kendetegnede desværre anden valgudsendelse. Her indledte DR med en debat om Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU. Men det tog parlamentet faktisk stilling til i december 2004. Her stemte 407 medlemmer for og 262 imod en rapport, der opfordrede EU's regeringschefer til at indlede forhandlinger med Tyrkiet.

Det skal siges, at begge valgudsendelser blev betydeligt bedre, da spidskandidaterne kastede sig i struben på hinanden. Her kunne vi tydeligt se og høre, at valgkampen til Europa-Parlamentet er en god, gammeldags politisk kamp mellem socialisterne, der i dag ønsker flere EU-regler, og de borgerlig-liberale, der ønsker, at EU skal koncentrere sig om grænseoverskridende problemer.

Omtalt parlamentariker

Endnu vigtigere er imidlertid, hvad kandidaterne vil bruge deres plads i Europa-Parlamentet til, men dette vigtige spørgsmål var der ikke plads til hos Reimer Bo i DR's valgudsendelser.

Daniel Hannan er 37 år og blev valgt til Europa-Parlamentet i 1999 og senere genvalgt i 2005. Ved valget 7/6 er han igen opstillet for Sydøstengland og er så godt som sikker på at blive genvalgt, fordi han i løbet af denne valgperiode er blevet den mest omtalte parlamentariker i Bruxelles.

Da premierminister Gordon Brown gæstede parlamentet, tog Daniel Hannan ordet og sagde bl. a.: »Man kan ikke købe sig ud af en recession eller låne sig ud af gælden. Og når du gentager på din betonagtige og overfladiske måde, at vores situation er bedre end andres, at vi er godt rustet til at ride stormen af, må jeg fortælle dig, at du lyder som en Bresjnev-æraapparatchik, der citerer fra partibogen (...). Om et par måneder vil vælgerne også få chancen for at sige det. De kan se, hvad markederne for længst har indset: At du er en devalueret premierminister af en devalueret regering,« lød Hannans skarpe kommentar til Gordon Brown. Og ved hjælp af YouTube og vågne journalister så hele verden, hvad parlamentet kan bruges til.

Jeg er ikke enig med Hannan i alt, selv om hans analyse af Storbritanniens situation nok er korrekt. Det mest interessante ved talen var da også, at Hannan viste, at hvis man forstår at udnytte sin plads i parlamentet, kan man faktisk få vælgerne til at interessere sig for parlamentets arbejde.

Bide og logre

Hannan er et klokkeklart bevis for, at parlamentet kan blive EU's vagthund. Parlamentet skal varetage europæernes interesser. Parlamentet skal sørge for, at EU holder statsog regeringscheferne på ret kurs, når de forfalder til overregulering og populisme eller genopliver den protektionisme, som jeg troede var lagt på historiens losseplads.

Parlamentarikerne skal bide fra sig, når EU sejler i den forkerte retning, og logre med halen, når EU er med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker.

Det er ikke ligegyldigt, hvad politikerne vil bruge deres plads i parlamentet til, og det bør vælgerne finde ud af, inden de stemmer. Det er faktisk lige så vigtigt som deres politik.

Af Kasper Elbjørn