Blog (Side 9)

Ikke en lang næse en gang til

 

Sofie Carsten Nielsen, der er opstillet for de radikale til Europa-parlamentsvalget 7. juni, skriver i JP 18. april, at det lugter af manglende Europavisioner, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forleden sagde, at undtagelserne skal afskaffes, »men tiden skal være moden«. Hun skriver, at hun sad tilbage med en "flad fornemmelse", fordi regeringen i regeringsgrundlaget lovede EU-afstemning om undtagelserne.

Faktisk skrev regeringen i november 2007, at den ønskede, at vælgerne ved folkeafstemning får lejlighed til at tage stilling til forbeholdene.

Det løfte er ingen løbet fra, men selvfølgelig skal tiden være moden, før man igen sætter undtagelserne til afstemning.

Ingen gider høre på nogen, der står med det ene ben uden for døren. Derfor mener jeg, at de danske undtagelser skal væk. Men hvis vi skal stemme om undtagelserne igen, skal vi stå i en situation, hvor det er indlysende klart, at det er til vores fordel, at de forsvinder.

Sådan er det med forsvarsundtagelsen, der slet ikke harmonerer med vores udenrigs-og sikkerhedspolitik i dag.

Jeg mener også, at undtagelsen på retsområdet skal væk, således at vi kan deltage i samarbejdet om retlige og indre anliggender fra sag til sag. Men der er ikke noget rationelt, økonomisk argument for at fjerne euro-undtagelsen lige nu.

Selvom der er masse af gode, politiske argumenter for at indføre euroen, bør vi respektere, at danskerne allerede én gang er blevet spurgt, om de ville have euroen, og at de sagde pænt nej tak. Der er ikke opstået en ny situation, der retfærdiggør, at vi skal spørges igen.

Det kan godt være, at det giver Sofie Carsten Nielsen en "flad fornemmelse", men hellere en flad fornemmelse end endnu en lang næse.

Af Kasper Elbjørn

Den socialistiske skræmmekampagne er begyndt

I tiden frem til Europa-parlamentsvalget den 7. juni vil socialisterne føre en skræmmekampagne, hvor de vil påstå, at de borgerlige ikke vil beskytte miljøet.

De er faktisk allerede begyndt i læserbreve og debatindlæg. Men faktisk er det god borgerlig-liberal politik at passe på miljøet.

Derfor er Venstre også blandt de partier, der er tilhængere af EU's målsætning om de tre gange 20 i 2020: Vi skal sænke udledningen af drivhusgasser med 20 pct., øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. og øge energieffektiviteten med 20 pct. i 2020. Det er vejen til et bæredygtigt Europa, og et bæredygtigt Europa er et liberalt Europa.

Vi skal passe på alle de ressourcer, vi har. Ikke kun de økonomiske, men også energiressourcerne og miljøet.

Det er en svær balance, men vi ved alle, at det værste vi kan gøre er at gå i panik og indføre love og regler, der måske nok gavner miljøet, men skader den personlige og økonomiske frihed.

Desværre anerkender socialisterne i Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og ude på den ekstreme venstrefløj stadig ikke de langsigtede, positive konsekvenser af personlig og økonomisk frihed.

Det gør vi liberale. Vi ved, at frihed er en del af løsningen på klimaudfordringerne.

Heri ligger uenigheden mellem socialister og liberale i dag, og det bør alle huske, når de stemmer den 7. juni.

Af Kasper Elbjørn

Væk med undtagelser - når tiden er moden

Erik Boel, der er landsformand for Europabevægelsen og forstander for Europahøjskolen, har på det seneste i flere yderst polemiske indlæg skrevet, at VK-regeringen brød sit løfte om en afstemning om afskaffelse af EU-forbeholdene, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forleden sagde, at undtagelserne skal afskaffes, "men tiden skal være moden".

Sandheden er, at regeringen i november 2007 skrev i regeringsgrundlaget, at vælgerne ved folkeafstemning skal have lejlighed til at tage stilling til forbeholdene. Det løfte er ingen løbet fra, men selvfølgelig skal tiden være moden før man igen sætter undtagelserne til afstemning.

Ingen gider høre på nogen, der står med det ene ben udenfor døren. Derfor mener jeg, at de danske undtagelser skal væk. Men hvis vi skal stemme om undtagelserne igen, kræver det, at vi står i en situation, hvor det er indlysende klart, at det er til vores fordel, at de forsvinder. Sådan er det med forsvarsundtagelsen, der slet ikke harmonerer med vores udenrigs- og sikkerhedspolitik i dag. Jeg mener også, at undtagelsen på retsområdet skal væk, således at vi kan deltage i samarbejdet om retlige og indre anliggender fra sag til sag. Men der er ikke noget rationelt, økonomisk argument for at fjerne euro-undtagelsen lige nu. Selvom der er masse af gode, politiske argumenter for at indføre euroen, bør vi respektere, at danskerne allerede er blevet spurgt én gang, om de ville have euroen, og de sagde pænt nej tak.

Der er ikke opstået en ny situation, der retfærdiggør, at vi skal spørges igen. Det respekterer vores nye liberale statsminister, men det gør den socialdemokratiske landsformand for Europabevægelsen åbenbart ikke.

Af Kasper Elbjørn

Europa - ja tak!

Morten Messerschmidt, der er DFs spidskandidat til Europa-parlamentsvalget 7. juni, bruger et billigt trick, når han i Stiften 16. april skriver, at alle unionstilhængerne betragter enhver kritik af EU som en personlig fornærmelse. Det passer simpelthen ikke.

Jeg betragter mig selv 100 procent unionstilhænger. Det er jeg stolt af og ­erkender blankt, at jeg meldte mig ind i Venstre på grund af Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen og hans begejstring for det europæiske. ­Dengang gik det liberale og det europæiske hånd-i-hånd.

Men EU er hverken et ­liberalt eller et socialistisk projekt. EU er, hvad man gør det til, og derfor er jeg kritisk unionstilhænger i dag. Der er ingen tvivl om, at EU trænger til at komme tilbage på rette spor.

EU er desværre blevet en klods om benet på mange danskere. Det skal vi ikke finde os i blot fordi vi er tilhængere af EU.

Mit mål er, at Europa-parlamentet bliver EU’s vagthund. Parlamentet skal sikre, at EU ikke går i ­panik, og indfører love og regler, der skader den ­personlige og økonomiske frihed. Målet er selvfølgelig fred, frihed og frihandel i hele verden, men EU kan gå forrest igen, hvis vi vil.

Messerschmidt vil ikke. Men det vil jeg.

Af Kasper Elbjørn

Frihed en del af løsningen

 

I et besynderligt indlæg i Frederiksborg Amts Avis i onsdags prøver SFs to kandidater til Europa-Parlamentet, Ole Riisgaard og Pia Olsen Dyhr, at genoplive den gamle forestilling om, at man ikke kan være borgerlig-liberal og have et ægte ønske om at passe på miljøet. Man fristes nærmest til at tro, at SF stadig lever i industrisamfundet i det 20. århundrede.

Enhver der har bevæget sig videre fra dengang, det var moderne at gå i flower-power tøj og have en lilla ble om hovedet, ved, at det faktisk er god borgerlig-liberal politik at passe på miljøet.

Riisgaard og Dyhr skriver, at De Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod EU's nye klimamålsætning for 2020, men de glemte behændigt at fortælle, at Venstre faktisk er tilhængere af EU's målsætning om de tre gange 20 i 2020: Sænke udledningen af drivhusgasser med 20 pct., øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. og øge energieffektiviteten med 20 pct. i 2020.

Hvis vi skal skabe et bæredygtigt Europa skal vi passe på alle de ressourcer, vi har. Ikke kun de økonomiske, men også energiressourcerne og miljøet. Det er en svær balance, men vi ved alle, at det værste vi kan gøre er at gå i panik og indføre love og regler, der måske nok gavner miljøet, men skader den personlige og økonomiske frihed.

Desværre anerkender socialister som Ole Riisgaard og Pia Olsen Dyhr stadig ikke de langsigtede, positive konsekvenser af personlig og økonomisk frihed. Det gør vi liberale. Vi ved, at frihed er en del af løsningen på klimaudfordringerne. Heri ligger uenigheden mellem socialister og liberale i dag.

Af Kasper Elbjørn

Twitter-revolutionen i Moldova

Du kender ham sikkert ikke, men noget tyder på, at Dorin Chirtoac er en af de politikere, der i fremtiden kan komme til at stå side om side med de helt store frihedskæmpere fra 1989, som Václav Havel, digteren, der udfordrede det socialistiske styre i Tjekkoslovakiet, og Lech Walesa, manden bag de frie, ikke-kommunistiske fagforeninger i Polen, der sejrede over systemet, samt Litauens Vytautas Landsbergis, der førte an i kampen mod Sovjetunionen i de baltiske lande.

Ligesom fløjlsrevolutionerne 1989-1991 var drevet af adgangen til viden om, hvordan Vesten var blevet et frit og rigt samfund med respekt for menneskerettighederne, imens de socialistiske diktaturstater i Østeuropa blev holdt i et jerngreb af frygt og fattigdom, blev den ny teknologi omdrejningspunktet for Chirtoacs modstand mod kommunisterne i Moldova i påsken.

Dorin Chirtoac blev født 9. august 1978 i Moldovas hovedstad Chisinau under den sovjetiske besættelse, der varede 1940-1991. Han er i dag borgmester i Chisinau og næstformand i Moldovas liberale parti. Det kan man læse på hans facebook-profil. Ved kommunalvalget i 2007 besejrede han kommunisterne og dannede en anti-kommunistisk koalition, og efter parlamentsvalget lige før påske ledte han kampen mod kommunisterne i landet, der ligger mellem Rumænien og Ukraine.

Til at begynde med så det ellers ud til, at parlamentsvalget ville forløbe fredeligt. Søndag den 5. april kunne 2,5 millioner registrerede vælgere gå til stemmeurnerne for at vælge Moldovas 101 parlamentsmedlemmer. Valget er vigtigt, fordi der efterfølgende skal vælges en præsident. Præsidenten vælges af de nye parlamentsmedlemmer. Flere internationale organisationer, herunder en delegation fra Europa-Parlamentet, betegnede parlamentsvalget som velorganiseret til trods for en »række væsentlige proceduremæssige mangler«. Det estiske medlem af Europa-Parlamentet, Marianne Mikko, bemærkede endog »reelle forbedringer« i sammenligning med parlamentsvalget i 2005.

Men ved optællingen af stemmerne gik det alligevel galt. Moldovas pro-vestlige oppositionspartierne påstår således, at man manipulerede med det kommunistiske partis valglister, da det stod klart, at kommunisterne stod til at tabe valget. Oppositionen støttes af den danske organisation Silba, Support Initiative for Liberty and Democracy in the Baltic Area and Eastern Europe, som fik forbud mod at lave en exitpoll på selve valgdagen.

Valgsvindlen udløste store protester, og internationale nyhedsbureauer anslog, at mindst 10.000 demonstranter var på gaderne for at protestere og vise deres utilfredshed med kommunistpartiet. Sloganet lød: "Refuz. Rezist. Sunt anticomunist!" - "Afvis. Gør modstand. Vi er anti-kommunister!"

Mange medier spekulerede over, hvordan så mange mennesker kunne samles på samme sted på så kort tid. Årsagen er al den ny teknologi, som ikke kan stoppes via landegrænser, og derfor også findes i Moldova. Ved hjælp af korte tekstbeskeder, billeder og små film der blev sendt via mobiltelefoner og andre enheder. Andre unge demonstranter blev hjulpet af Twitter-beskeder og GPS, som fortalte, hvor præcis man skulle henvende sig, og hvordan man kom dertil. I de seneste dage er opstanden derfor meget illustrativt blevet kaldt Twitter-revolutionen.

Man kan næsten ikke undgå at huske på, hvordan den sidste sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, fandt ud af, at han var blevet afsat af gammelkommunister tilbage i august 1991, da Sovjetunionen sang på sidste vers.

Efter kuppet fortalte han, at han fra sin husarrest havde hørt om kuppet via den engelske radiostation BBC, som ellers var forbudt i det rædselsimperium, han stod i spidsen for. Den teknologiske udvikling skabt af kapitalismen i Vesten hjalp ham med at forstå, hvad der var sket, ligesom den frie verden til sidst vandt Den Kolde krig, da Sovjetunionen brød sammen få måneder senere.

Søndag den 12. april i år samledes demonstranterne endnu engang på Chisinaus centrale plads. Denne gang for at høre oppositionslederen Dorin Chirtoac tale. Han sagde klart og tydeligt, at især Moldovas ungdom havde afvist kommunismen, fordi de forstår »at deres fremtid er blevet stjålet.« Moldova er det fattigste land i Europa, hvorfor der bestemt er noget om snakken, men til gengæld var der ikke mange unge mennesker blandt demonstranterne denne gang. Dem der var samlet i søndags var snarere i 40erne og 50erne og har formentlig ikke en Twitter- eller facebook-profil. Ifølge rygterne skyldes det, at staten har tvunget de unge studerende til at underskrive et dokument, der forhindrer dem i at deltage i offentlige møder.

Men er frihedsrevolutionen i Moldova så slut dér? Nej, ingen stat kan i dag stoppe frihedens march. Læren fra frihedsrevolutionerne de sidste 20 år er, at kapitalismen og det frie marked er menneskets bedste ven. Det frie marked skaber ikke frihedsrevolutioner, men især på grund af den teknologiske udvikling, som opstår fordi teknologien er med til at skabe vækst og velstand, er markedet med til at understøtte den frihed, som vi er så vant til i Vesten, men som andre mennesker misunder os.

Stater kan i dag ikke profitere af den teknologiske udvikling uden at acceptere en vis åbenhed og dermed bliver det sværere og sværere for et politisk diktatur at overleve.

Derfor var det også korrekt, da tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde, at det kapitalistiske system er det eneste, der er "ægte følsomt over for menneskers behov for ændringer til det bedre".

Der masser af håb for Moldova og Europas næste frihedshelt, Dorin Chirtoac, uanset udfaldet af valget.

Af Kasper Elbjørn

Frihandel - Vejen ud af krisen!

Danskerne bakker stadig op om frihandel. 6 ud af 10 danskere ved, at den eneste vej ud af finanskrisen er fred, frihed og frihandel. Det viste en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Desværre viste undersøgelsen også, at et stigende antal danskere mener, at den nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), skal beskytte danske virksomheder mod konkurrence fra udlandet og dermed forhindre den frie konkurrence.

Da den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, under sin valgkamp i juni sidste år tog til Europa for at holde sin store tale i Berlin, sagde han noget meget vigtigt, som vakte stor, stor begejstring. Obama sagde, at den største fare for os alle er, hvis vi tillader mure at adskille os. "Der må ikke være en mur mellem gamle allierede på tværs af Atlanten. Der må ikke være mure mellem racer og stammer - indfødte og indvandrere - kristne og muslimer og jøder. Det er disse mure, vi nu må rive ned".

Det var budskabet i Berlin. Og det er jo det helt rigtige budskab at komme med i Europa. Fordi hvis der er noget vi har været gode til i Europa, så er det at rive mure ned. Ikke kun Berlin-mure, men også mure mellem markeder og mennesker, og det er der mere brug for end nogensinde tidligere.Finanskrisen er dybere og mere omfangsrig end nogen kunne forestille sig, og der er ikke noget at sige til, at danskerne bekymrer sig for deres job og familie. Men vejen ud af krisen er ikke at bygge nye mure op. Vejen ud af krisen er at sikre fred, frihed og frihandel i hele verden, men Danmark og resten EU kan gå forrest, hvis vi vil, og det mener jeg, at vi bør.

Af Kasper Elbjørn

Et bæredygtigt Europa

Mærkbare, uundgåelige klimaforandringer vil ramme Europa de næste 50 år. Det vil belaste europæisk landbrug, fiskeri og økosystemer, men også turisme, transport, sundhed såvel som helt almindelige husholdninger, skrev Europa-Kommissionen i sidste uge i en ny handlingsplan for, hvordan EU og de 27 medlemslande kan tilpasse sig klimaforandringerne.

Som sædvanligt fik landmændene en huskekage med på vejen, da kommissionen offentliggjorde rapporten, men miljøet er vores fælles ansvar, selv om nogle sektorer rammes hårdere end andre af de udfordringer, som møder os på grund af klimaforandringerne.

Disse sektorer skal vi selvfølgelig ikke bruge som prygelknaber. Tværtimod bør vi hjælpe dem med at opretholde deres produktivitet og vækst. Uden vækst og velstand har vi slet ikke råd til at værne om miljøet.

Som ansvarlige mennesker har vi alle en forpligtelse til at passe på ressourcerne. Ikke bare de økonomiske, men også de menneskelige ressourcer, energiressourcerne og miljøet.

Det værste vi kan gøre er at gå i panik og indføre love og regler, der måske nok gavner miljøet, men skader den personlige og økonomiske frihed.

I stedet skal vi passe på de ressourcer, som vi har. Kald det bare en borgerlig miljøpolitik. I hvert fald bør vi designe miljøpolitikken, så den taler til fornuften og ansvarligheden.

Tjekkiet har formandskabet for EU frem til sommer, og landets liberale præsident, Vaclav Klaus, skrev for godt et års tid siden i Financial Times, at han, fordi han har levet under det socialistiske diktatur i Østeuropa, altid føler sig forpligtet til at sige fra, når han ser en trussel mod frihed, demokrati, markedsøkonomi og velstand.

Han advarede i artiklen om, at den internationale miljøbevægelse er ved at udvikle sig til en sådan trussel. Altså en trussel mod vores frihed.

Jeg læste hans pointe sådan, at når miljøforkæmperne beder om øjeblikkelig politisk handling, altså lige nu og her, er det fordi, de ikke tror på de langsigtede, positive virkninger af økonomisk vækst.

Præsidenten påpegede helt korrekt, at jo højere velstand i samfundet, jo højere er kvaliteten af miljøet. Kigger man rundt omkring i den frie og demokratiske del af verden, passer det. Jo højere velstand, jo bedre miljø.

Derfor skal vi passe på, at vi, når vi prøver at skabe et bedre miljø, ikke skader den økonomiske vækst, fordi det i sidste ende er den økonomiske vækst, der gør, at vi overhovedet har råd og overskud til at passe på miljøet.

Det er netop her, Europa-Parlamentet skal vise sit værd.

Der er mange, der spørger, hvad vi egentlig skal med et parlament uden indflydelse, men Europa-Parlamentet er og bliver folkets stemme, og medlemmerne skal være de fornuftige og retfærdige, når regeringscheferne og bureaukraterne ikke tænker sig om.

Vi skal sørge for, at EU ikke bliver en klods om benet på europæerne, men et håb for fremtiden. Love, regler og mudderkastning er ikke vejen frem. Uanset hvor meget vi tror på klimaforandringerne. Den private sektor er derimod vejen til et bæredygtigt Europa, hvor vi passer på ressourcerne og får mere ud af dem.

Af Kasper Elbjørn

Tilbage til fremtiden

 

Verden er i den alvorligste økonomiske krise nogensinde. Det sagde chefen for den internationale pengefond, IMF, Dominique Strauss-Kahn i sin tale forleden. Han tror, krisen vil presse millioner ud i fattigdom og arbejdsløshed, ligesom han frygter uro og endog krig.

Strauss-Kahn skal have ros for at sige tingene lige ud. I tiden op til Anden Verdenskrig var der også kun én mand, der sagde tingene lige ud. Det var Winston Churchill.

Et års tid efter krigen var slut holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for " United States of Europe". Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden, og han opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig. Talen danner stadig rammen for det europæiske fællesskab, som vi finder i EU, og den er værd at huske på.

Jeg mener ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. Jeg synes, EU skal tilbage til fremtiden! Vi skal tilbage til den politik, der gjorde så meget godt for Europa i 1980erne, hvor man i fællesskab brød murer ned mellem mennesker og markeder og skabte EU's Indre Marked. Det skabte vækst og velstand, og det er der brug for igen.

Frihandel er og bliver fremtiden for Europa. Målet er selvfølgelig fred, frihed og frihandel i hele verden, men EU kan gå forrest, hvis vi vil, og det er der behov for i disse dage.

Af Kasper Elbjørn

New Yorks resultater taler for sig selv

 

I en kommentar i Berlingske Søndag skriver Christian S. Nissen, at det var abortlovgivningen, der var årsag i det dramatiske fald i kriminaliteten i New York i 1990erne.

Ikke den præventive »nul-tolerance« politik, som kendes fra teorien om de knuste vinduer.

Ugen før havde jeg i en kommentar argumenteret for, at København siden 2005 har rullet de tiltag tilbage, der kunne have forhindret kriminaliteten i at eskalere.

Havde man fulgt samme konsekvente politik, som man indførte i New York i begyndelsen af 1990erne og skabt et miljø, hvor de kriminelle ikke følte sig hjemme, kunne man have forhindret den hårde kriminalitet, vi oplever i disse dage på Nørrebro.

Man skulle have bibeholdt den præventive »nul-tolerance« politik overfor graffiti og andet svineri samt udskiftet knuste vinduer så snart de blev ødelagt ( deraf navnet på teorien om de knuste vinduer).

Nissen påpegede, at kriminaliteten allerede begyndte at falde inden Rudy Giuliani blev New Yorks borgmester og sammen med politichefen Bill Bratton introducerede »nul-tolerance« politikken. Det er sandt.

Men Nissen ser bort fra, at Bratton allerede havde introduceret ideen i undergrundsbanen, da han blev chef for New York City Transit Politi i 1990. Det var jo netop de gode resultater i undergrundsbanen, der fik Giuliani til at udnævne Bratton til politichef.

Herefter introducerede de teorien om de knuste vinduer i hele byen, ligesom Bratton indførte CompStat systemet, hvor man dagligt sporer alle forbrydelser og fra dag til dag indsætter ekstra politi i de områder, hvor kriminaliteten stiger.

Nissen henviste derefter til Chicago-økonomen Steven D. Levitt, der har undersøgt en række forklaringer på det overraskende fald i grov kriminalitet, som skete over alt i USA i 1990erne. Ifølge Levitt er årsagen ikke teorien om de knuste vinduer, men derimod at en stor del af de unge, som havde størst risiko for at blive kriminelle, slet ikke blev født fordi den amerikanske højesteret legaliserede aborter i 1973.

Selvom det bestemt var en positiv overraskelse at se en Chicago-økonom citeret i en dansk avis, er der ikke belæg for, at aborter mindsker kriminaliteten. Først og fremmest skete det største fald i kriminaliteten netop i New York. For det andet er der ingen der ved, om de ufødte børn var blevet kriminelle. Dertil kommer, som kriminologen James Q. Wilson har påpeget, at 25 år efter abortlovgivningen, faldt mordraten for generationen, der var over 25 år og født inden aborten blev fri, ligesom den steg for de yngste lovovertrædere.

Til sidst synes jeg det er værd at diskutere om man overhovedet kan og vil bruge Levitts undersøgelser til noget. I yderste konsekvens ville det betyde tvangsaborter i den del af befolkningen, man formoder får kriminelle børn. Alene tanken må jeg både moralsk og ideologisk tage dyb afstand fra.

Til gengæld kan vi lære af de præventive tiltag, der faktisk skaber et friere og mere trygt samfund og får de kriminelle væk fra gaderne.

New Yorks resultater taler for sig selv.

Af Kasper Elbjørn