Min tale til VU aftenen før præsidentvalget 2008

kaver.jpg

Uanset hvem der vinder valget i nat, så vinder USA. Der er tale om to fremragende kandidater. På hver deres måde repræsenterer de bedste ved USA.

I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker har visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

John McCain repræsenterer de første rettigheder i denne sætning. På linie med Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt har han gennem hele sit liv kæmpet for menneskers umistelige ret til et liv i frihed.

Barack Obama er indbegrebet af den amerikanske drøm.

Ligesom Ronald Reagan og Bill Clinton repræsenterer han amerikanernes stræben efter lykke.

Begge to vil skabe forandring og forandringen skal genskabe troen på Amerika og på ordene i Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson skrev for 232 år siden.

De har samme mål, men vil bruge forskellige midler til at nå målet.

Årsagen til, at jeg er her i dag og stiller op til Europa-Parlamentet er faktisk lidt den samme.

Jeg vil gerne være med til at genskabe troen på det europæiske samarbejde i EU.

Men det kræver, at EU vender tilbage til det, som EU er bedst til, og gør det sammen med USA og resten af den frie verden.

Mine politiske holdninger blev formet tilbage i frihedsåret 1989.

Der skete en masse ting i 89.

Først var der Massakren på den Himmelske Freds Plads i Kina.

Massakren repræsenterede alt, hvad jeg var imod.

Det var socialismen, der udfoldede sig og viste sit sande ansigt, da de kinesiske soldater skød på de studerende, fordi de sagde sandheden om det socialistiske regime i Kina.

Det var ikke den vej, jeg ønskede Vesteuropa skulle gå.

Dengang var Europa stadig delt med en mur ned igennem hele Europa.

Og planøkonomien og den socialistiske statsterror havde vist sig at være et helvede for østeuropæerne.

Vesteuropas nationer var derimod frie og velfungerende demokratiske nationer, der skabte vækst og velstand ved hjælp af markedsøkonomien.

Sammen havde Vesteuropas ledere skabt EFs Indre Marked.

Gennem Indre fællesmarked havde landene udviklet en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa ALDRIG før havde kendt magen til.

Årsagen var selvfølgelig, at man afskaffede handelshindringer, og gjorde livet lettere for europæerne.

Det blev lettere at bevæge sig rundt i Europa, og det blev lettere at handle med hinanden.

Frihandlen sejrede over hele Europa.

Og sammenhængskraften i Vesteuropa blev styrket, fordi man gik den liberale vej.

Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at EU var en fantastisk platform for et lille land som Danmark i en globaliseret verden.

Det lyder lidt som en kliche, men al det liberale kom fra Bruxelles.

Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, Baltikums frihed og Tysklands genforening – har Europa lullet sig i søvn.

Man troede alt var godt.

Det var sket før!

I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere HELLER IKKE de nye trusselstegn alvorligt.

På nær én mand. Det var Winston Churchill.

Og den 19. september 1946 holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for ”United States of Europe”.

Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie.

Så fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie.

Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden.

Og Churchill opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Her 7 år efter terrorangrebet i New York og Washington, synes jeg, man kan sige, at selvom terrorangrebet var forfærdeligt - kan vi også lære af angrebet.

Lidt ligesom Churchill mente, at vi skulle lære af Anden Verdenskrig.

Der er dog en forskel – fordi jeg synes ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. 

Jeg synes, vi skal - tilbage til fremtiden og frihed og frihandel – dét er fremtiden!

Frihed og frihandel –  kan genskabe troen på EU.

Det er også derfor, at jeg er tilhænger af John McCain.

McCain er er gammel mand, men hans budskab er fremtidssikret.

Obama siger han vil tage fra dem, der arbejder hårdest og tjener mest og sprede velstanden.

Men det har vi prøvet i Europa. Ikke mindst her i Danmark.

Resultatet er at Danmark i dag har den mindste vækst i OECD.

McCain vil skabe vækst. Og han vil gøre det gennem frihed og frihandel.

Han ved, at mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden

USA er - ud over EU og Norge - Danmarks vigtigste eksportmarked.

Mere protektionisme vil ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik.

Derfor tror jeg McCain vil være bedst for Danmark og Europa.

Den frie verden må arbejde sammen genskabe troen på Thomas Jeffersons ord i uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker har ret til et liv i frihed og ret til at stræbe efter deres egen lykke.

Af Senest opdaterede: 5 March 2009, 18:25

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.