Boganmeldelse i Weekendavisen: Et socialt Europa

Jeg har i de sidste måneder været til relativt mange valgmøder med både folkesocialister og socialdemokrater, der stiller op ved Europa-parlamentsvalget den 7. juni. Det er næsten skræmmende så selvsikre, folkesocialisterne er. De regner med at få et rigtig godt valg. Og der er ingen tvivl om, at deres nyfundne positive holdning til EU som en platform for socialistiske eksperimenter, og begejstring for det, de kalder »socialistisk frihandel«, som vi andre bare kalder frihandel, har en afsmittende effekt på alle deres kandidater til Parlamentet.

Socialdemokraterne er ikke overraskende mere afdæmpede. De insisterer på at gå til valg på samme dagsorden som ved sidste parlamentsvalg, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) triumferede. Socialdemokraterne siger, de vil kæmpe for et »socialt Europa«, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke anede, hvad det betød, indtil jeg fik muligheden for at læse antologien "Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005" (Forlaget SFAH).

Bogen er opdelt i tre temaer. Det første tema handler om Socialdemokratiets flakkende holdning til EU. Dernæst beskrives - til tider ufrivilligt morsomt - folkesocialisterne og den yderste venstrefløjs holdning til europæisk samarbejde, og til sidst hører vi om fagbevægelsen og kvindebevægelsens interne overvejelser om, hvorvidt ideologien skulle gå forud for indflydelse og resultater. Specielt i cand.mag. Jytte Larsens kapitel står det klart, at kvinders rettigheder var sekundære for fagbevægelsen, og målet om socialisme altid gik forud for retfærdighed. Det er et af de mest interessante kapitler, men der er ingen tvivl om, at stort set alle tekster er yderst gennemarbejdede, og når man, som jeg, har læst statskundskab, kan man ikke andet end nyde det veludbyggede noteapparat. Det er et solidt stykke arbejde, de to redaktører, Sebastian Lang-Jensen og Karen Steller Bjerregaard, her præsenterer.

Det var dog især professor Nikolaj Petersens artikel om Socialdemokratiets europapolitik og Ph.D. Henrik Madsens »Fra social harmonisering til social dimension«, der fangede min opmærksomhed.

Professor Petersens kapitel ender i 2000, hvor Nyrup-regeringens to mest kompetente og populære ministre, Niels Helveg Petersen (R) og Hans Hækkerup (S), gik af efter folkeafstemningen om euroen. Dermed illustreres på fornem vis, hvordan EU altid har splittet Socialdemokraterne siden Danmarks optagelse i EF over Anker Jørgensens regeringstid til den lange ørkenvandring i opposition og kampagnen for Maastricht-traktaten i 1992, hvor Nyrup, som nyvalgt formand fremførte sit »ærlige ja«, kort tid efter at han havde stukket en dolk i ryggen på Svend Auken.

Læser man Henrik Madsens kapitel får man ligeledes et godt billede af, hvad der splittede Socialdemokraterne, men til sidst drev dem fra at være skeptiske til at være tilhængere, og hvad et »socialt Europa« egentlig betyder. Han beskriver, hvordan især partiets yngre medlemmer i 1970erne led af et Vietnam-syndrom, der fik dem til at opfatte det europæiske samarbejde som en vigtig modpol til USA. Men endnu vigtigere for skiftet fra den skeptiske til den positive EU-holdning, var ideen om, at den tyske vækstmotor kunne skabe velstand i hele Europa og dermed øge skatteprovenuet i Danmark, hvormed man kunne virkeliggøre drømmen om den stærke og styrende velfærdsstat. Derfor er det heller ikke underligt, at begejstringen for EU toppede, da man i 1990erne fik stormagtsdrømme om at tvinge den nordiske velfærdsmodel ned over resten af EU. Trist må det have været, da det gik op for fagbevægelsen og socialdemokraterne, at de nye medlemslande i Østeuropa ønskede en anden samfundsmodel.

Antologien gør det klart, at Socialdemokratiet altid har betragtet det europæiske samarbejde uden illusioner og som et praktisk instrument. Målet har aldrig været at nedbryde mure mellem markeder og mennesker for at sikre europæerne fred og frihed. Målet med et »socialt Europa« var og er at udbrede og udbygge velfærdsstaten i Danmark og resten af EU, uanset om medlemslandene ønsker det eller ej.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 20 May 2009, 12:10

Kommentarer

Gravatar Image #1 olsen 3381 days ago.

Ved valgmøde i Farum fremhævede S-kandidaten flere gange netop velfærdsvisionen for resten af Europa. En sådan vision kan kun indføres gennem love og direktiver og endnu mere overstatslig styring. Dette vil medføre endnu mere kontrol og bureaukrati, endnu mere indtrængen på borgerens privatsfære, endnu mere mulighed for svindel og et 'åndeligt fordærv' af EU-borgeren som vil kunne opnå den af ham ønskede velfærd gennem egen foretagsomhed og det frie marked, der giver incitament til opfindsomhed og belønner flid, og derved giver borgere med ranke rygge og personlig stolthed fremfor duknakkede velfærdsnarkomaner der forsynes med de, efter S-modellen, af EU bestemte sløvende goder. SF'eren hånede kapitalismen, liberalisme og det frie marked uden tanke på, hvilken velstand disse kræfter har givet til det frie Europa. En sammenligning med det overregulerede og statsstyrede Øst ville have været en knebel i munden på strømmen af sludder. Du klarede dig klart bedst!

Gravatar Image #2 T Simonoce 3380 days ago.

Hej Kasper. Kan du i få ord beskrive de nye Østlandes ønske til samfundsmodellen? (Jeg stemmer V under alle omstændigheder)

Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.