Da jeg var dreng, arbejdede jeg som radiovært på en lokalradio i København. Jeg havde et ungdomsprogram sammen med en jævnaldrende veninde, og vi interviewede hver lørdag en aktuel person. Et af de mennesker, som vi begge holdt meget af at møde, var gøgleren, skuespilleren og filminstruktøren Erik Clausen. Min familie boede tilfældigvis lige over for Clausen, og derfor var det ingen sag at smutte forbi efter skole for at spørge, om vi måtte interviewe ham, når han lancerede en af sine film. Han var altid sjov og imødekommende og i forbindelse med lanceringen af det mørke, socialrealistiske drama ’Rami og Julie’ spurgte vi ham, hvorfor hans film altid handlede om mennesker, der var fattige eller på anden måde led en trist skæbne. Det var vistnok i 1988, og jeg husker, han blev tavs, hvilket ikke var normalt, og sagde derefter, at han ikke syntes, det var interessant at lave film om grand prix-stjerner. Vi grinede ad hans svar, men jeg tror egentlig ikke helt, jeg forstod, hvad han mente. I dag ved jeg, at hans svar er symptomatisk for dansk film. Det er ikke retfærdigt at generalisere, men tendensen er, at skal man opnå hurtig anerkendelse blandt sine egne, ’erikclausificerer’ man sine film. Man stiller virkeligheden op, så den passer ind i billedet af et klassedelt samfund, hvor produktionen er det altafgørende. Man fremstiller dem, der driver samfundet, som komiske eller direkte kyniske, og dyrker taberne kollektivt, imens samfundet får ansvaret for deres ulykkelige situation.
Ellen Thrane Nørby, MF (V), skriver i Politiken 18.2., at danske film stadig vinder et utal af priser, men det nytter jo ikke noget, når ingen gider se dem. Dansk film-industri er med god grund i næsten lige så stor krise som landets økonomi, og årsagen er sådan set den samme. Vi fokuserer på taberne i stedet for vinderne og svælger derfor i middelmådighed. I 2009 var billetsalget til danske film kun halvdelen af, hvad det var i 2008, og intet tyder på, at 2010 bliver bedre. Tværtimod. Kun 78.420 mennesker så en dansk film i biografen i januar. Det svarer til, hvad en ’Anja og Viktor’-film sælger på en weekend, fortalte filmproducenten Regner Grasten til DR Nyheder før Robert-festen forleden. »Vi er ikke bare i en krise, vi er i en katastrofal krise«,sagde han. Det interessante er dog, at ikke alle film klarer sig dårligt i biograferne. Imens dansk film havde det dårligste år i 10 år, var 2009 faktisk det bedste år for de danske biografer i 26 år.
Den sædvanlige rygmarvsreaktion er selvfølgelig, at hvis folk går i biografen og ser internationale film, må dansk film have endnu flere penge fra staten. Heldigvis er det gået op for enkelte danske filmproducenter, at man ikke løser problemet med endnu mere statsstøtte. »Hvis vi er så pishamrende dårlige til at administrere den støtte, vi får nu, vil det være knaldhamrende umoralsk at bede om mere«, sagde en af dem, der har bygget sin formue ved hjælp af vores skattekroner, filmproducenten Peter Aalbæk Jensen i Jyllands-Posten den 1. december.
Der er ikke noget i vejen med socialrealisme. Erik Clausens film som ’Rocking Silver’, ’Tarzan Mama Mia’, ’Den store badedag’ m.v. er eksempler på, hvordan man kan kombinere en klar ideologisk dagsorden med humor. I mange år var de socialrealistiske film nærmest et tiltrængt frisk pust, og folk strømmede i biografen for at se dem. Men det begyndte at tage overhånd allerede i slutningen 1990’erne, da en ny generation af instruktører tog over. De værste eksempler er vel Lotte Svendsens film ’Bornholms stemme’ og ’Tid til forandring’, der med slet skjult henvisning til Venstres valgslogan i 2001, dyrker taberkulturen helt ud i det ekstreme. Eller tag den noget mere charmerende ’Let’s Get Lost’ af Jonas Elmer, der portrætterer en gruppe unge mænd, der har fodboldspilleren Michael Laudrup som det eneste faste holdepunkt i deres ørkesløse bistandstilværelse. Den sociale indignation overvældede juryen og filmen vandt en Bodil i 1998, selvom Lars von Triers fantastiske ’Riget 2’ var nomineret. Nicolas Winding Refns voldsorgier ’Pusher’ og ’Bleeder’ kan man også nævne, ligesom Ole Christian Madsens ’Sinans bryllup’ fra 1997 og ’Pizza King’ fra 1999 følger sporet i Clausens ’Rami og Julie’, som dog er mere raffineret end Madsens plagiater. Ole Christian Madsen udtalte dengang, at hvis Dogme var den nye bølge i dansk film, så ville socialt engagement blive den næste. Men socialt engagement er ikke at fremstille Danmark som mekka for tabere. Det er imidlertid det, som disse film i udpræget grad forsøger, og som publikum nu flygter fra.
Tag nu bare ’Camping’, der godt nok ikke har fået filmstøtte, eller ’Himlen falder’ og ’Fri os fra det onde’, som biograferne måtte fjerne fra lærredet efter et par uger sidste år. Og noget tyder på, at vi får mere af det samme, når Thomas Vinterbergs ny film ’Submarino’ får premiere 25. marts. Det fremgår faktisk tydeligt af Erik Jensens anmeldelse fra Berlin, hvad det er, vi skal se. »Et stilfærdigt, men så meget desto mere indtrængende nødråb fra dem, de rige, vestlige samfund har tabt på gulvet«, skrev han. Der er selvfølgelig undtagelser. En af dem er Ole Christian Madsens historiske drama ’Flammen og Citronen’ fra 2008. Jeg tror faktisk ikke, det er tilfældigt, at lige netop den film solgte 667.601 billetter og er blandt de 20 mest populære danske film nogensinde. Vi har simpelthen fået nok af taberfilm.
Det danske samfund er langt fra perfekt, men fri os fra det fortærskede billede af et land af tabere, der er blevet ofre for kapitalismen. Lad os høre om helten, der kæmper mod systemet og magtfordrejningerne på Slotsholmen. Mod de overstatslige organisationer uden demokratisk legitimitet. Film om korruption, mord og bestikkelse. Kampen mod de store monopoler, statens mænd og politikere, der bliver afsløret i at overtræde vores hævdvundne rettigheder og misbruger vores skattekroner. Eksempelvis på at støtte film, ingen gider se.
Kommentarer