Den georgiske test

Den kolde krig er ovre. Alle lande har ret til at bestemme, hvilken retning de vil bevæge sig i, sagde Europa-Kommissionens formand José Manuel Barroso, da han annoncerede Kommissionen for nye naboskabsaftaler med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine i onsdags.

»Én ting er fælles for landene. De betragter unionen som eksempel på god regeringsførelse og en betingelse for økonomisk vækst. Og de vil gerne tættere på«, sagde Barroso.

Heri havde han helt ret, og det var ikke en dårlig dag at give de tidligere socialistiske diktaturer et klap på skulderen. Natten forinden fik Rusland lovning på genoptagelse af de diplomatiske forhandlinger i NATO-Rusland Rådet, mens Georgien og Ukraine måtte gå tomhændede hjem uden at rykke tættere på medlemskab af NATO.

Det var et forkert signal at sende både til Rusland og til Ukraine og Georgien, fordi det må bestemt gøre ondt på Georgien og Ukraine igen at få smækket NATO-døren lige i hovedet, mens Rusland bliver belønnet uden årsag. NATO havde ellers forleden en mulighed for at vise, at organisationen ikke er præget af splittelse efter afvisningen af georgisk og ukrainsk medlemskab tilbage i april, der udløste en krig mod Georgien et par måneder senere.

En af hovedårsagerne til at man heller ikke ønskede at begynde optagelsesforhandlinger i foråret, var ifølge NATO-landene at landegrænserne ikke var sikre nok til at begynde et formelt samarbejde via den såkaldte Member­ship Action Plan. Membership Action-planen kan på sigt føre til medlemskab, men den er samtidig en rigtig god gulerod for de lande, der trænger til at få en med pisken og respektere menneskerettighederne, gennemføre markedsreformer, bekæmpe kriminalitet og korruption m.v.

Resultatet af NATO-topmødet var ikke overraskende, at landegrænserne blev netop det, som NATO havde advaret imod: usikre. Det skete, da russiske tropper rykkede ind over grænsen til Georgien i sommer. Mere usikre grænser kunne Tyskland og andre af de europæiske lande, der ikke ønskede at skade forholdet til russerne, næppe have ønsket sig.

Russerne gjorde invasionstropperne klar nord for grænsen og da georgierne kom til Sydossetien sydfra for at skabe stabilitet i området, efter nogle russiskstøttede oprørsgrupper havde prøvet at skabe ballade, væltede de russiske tropper ind over grænsen til det demokratiske land med undskyldningen om, at de ville passe på russerne i området.

Resultatet af krigen var ikke blot, at Georgiens infrastruktur blev ødelagt og økonomien forværret, men også at Rusland fik held til at dele den frie verden i to.

På den ene side står i dag USA og de nye medlemslande fra Østeruopa, der alt for godt kender russernes magtspil. Og på den anden side står lande som Tyskland med den tyske udenrigsminister i spidsen, som stærkt inspireret af den tidligere socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, ikke ønsker, at handelsrelationerne til Moskva lider skade.

Frankrig tilhører normalt denne fraktion af lande, der heller ikke ønsker at skade forbindelserne til Rusland. Men den franske regering har prøvet at stille sig mere neutralt denne gang, formentlig fordi landet har formandskabet for EU.

Dertil kommer, at franske meningsdannere på tværs af det politiske spektrum har talt Georgiens sag.

Under overskriften »SOS Géorgie? SOS Europe!« skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération den 14. august, at den »georgiske test« vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien og støttede i øvrigt den konservative præsident Sarkozy ved valget i 2007. Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten. Han er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy denne gang med én stemme, og deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod Rusland, så afslører vi os selv som papir-tigre. Og det er bestemt afgørende, at vi viser russerne, at vi ikke ligger under for deres olie og gas, hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede.

Det gjorde NATO ikke i tirsdags. EU er ikke meget bedre. For nylig anbefalede Europa-Kommissionen at genoptage partnerskabsforhandlingerne med Rusland. Rusland svarede igen med dagen efter at true med at sætte missiler op langs Østersøen. Man kan håbe, at kommissionsformand Baroso havde lært af lektien, da han annoncerede de nye naboskabsaftaler. I hvert fald var det et passende budskab netop dagen efter NATO-topmødet.

Vores egen udenrigsminister Per Stig Møller (K) sagde efter NATO-topmødet, at hverken Georgien eller Ukraine var i en position, »hvor de kan lave et tiger-spring frem« mod NATO-medlemskab. Det er sørgeligt, hvis han virkelig ser sådan på det, men værre er, at vi risikerer at afsløre os selv som papir-tigre, som hverken kan springe eller gå, og ingen kan regne med.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 5 March 2009, 17:51

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.