Derfor er McCain det bedste bud

 

Både Demokraternes Barack Obama og Republikanernes John McCain repræsenterer et stærkt alternativ til præsident George W. Bush. Målet er forandring, men midlerne er forskellige, og i stedet for blot at forblive begejstret over Obamas taler har jeg nærlæst, hvad det egentlig er, han vil. Og det er faktisk årsagen til, at jeg, som antropolog Dennis Nørmark beskriver det i JP 19/10, er endt med at kaste min »kærlighed i den republikanske lejr«.

Jeg lytter altid, når Nørmark skriver og siger noget. Det gjorde jeg også, da jeg for nogle år siden var ansat i Cepos, hvorfor Nørmark blev inviteret flere gange til tænketankens arrangementer.

Men denne gang må jeg melde hus forbi. Måske skulle Nørmark gå lidt mindre op i ligegyldigheder, som hvem der stemmer på McCain, og i stedet gå mere op i, hvorfor de gør det, og hvad det egentlig er for en forandring, de to kandidater ønsker.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama.

Det har jeg tidligere skrevet her i JP tilbage i februar. Dengang gjorde jeg opmærksom på, at Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der er brug for forandring, klart er at foretrække frem for Hillary Clinton.

Årsagerne til, at Republikanerne valgte John McCain, er helt de samme. Jeg havde foretrukket New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, fordi jeg er mere enig med ham, når det gælder værdipolitikken og de indenrigspolitiske områder, men Giuliani formåede ikke at distancere sig fra præsidenten, og derfor er McCain Republikanernes præsidentkandidat i dag.

Interessant fænomen

Jeg er helt enig med Nørmark i, at venstrefløjens begejstring for Obama er et interessant fænomen, da Obama absolut ikke kan kaldes socialist.

Jeg er bestemt også enig med Nørmark i, at man som liberal bedre kan identificere sig med Obama og Demokraterne i væsentlige værdipolitiske spørgsmål, men samtidig er jeg også dansker, og derfor kan jeg ikke tillade mig at gå op i, hvad amerikanerne ønsker med deres skoler, sygehuse og pension.

Ikke at det ikke interesserer mig. Jeg tror vi kan lære meget af hinanden, men først og fremmest støtter jeg John McCain på grund af hans handels-, forsvars-, og udenrigspolitik.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Og her hører Barack Obama altså til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser. Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden ikke brug for Obamas forskrækkede protektionisme.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det ligeledes republikanernes og især McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne ende borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper.

Tiltro til McCain

I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik end set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men udenrigspolitik handler om andet end højere vandstand. Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne i alverdens diktaturer på den frie verdens næste træk, og Obamas ønske om at forhandle sig til en bedre verden har EU ligesom prøvet før uden succes.

Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forlader os på Obamas gode hensigter. Også her vil John McCain være bedre for verden.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 5 March 2009, 18:46

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.

Nyheder fra Venstre