Det, jeg er ude efter, er politikernes gavementalitet

Danmark i økonomisk balance. En god skole frem for cafépenge. Belønning til de dygtige studerende. Patientrettigheder og bedre støtte efter sygdommen. Ghettoen tilbage til samfundet. Frihed til forskellighed. Ansvar for det fælles. Respekt for samfundets love.

Statsministerens åbningstale hører uden tvivl til blandt de bedste åbningstaler i mange, mange år. Jeg mener, den var på højde med den konservative statsminister Poul Schlüters første åbningstale i 1982, der, ligesom Lars Løkke Rasmussens, signalerede nye, klare holdninger.

Schlüter talte til de danskere, der skammede sig over, at vi også dengang havde levet over evne i en periode, og budskabet var, at nu skulle vi på banen igen.

Det helt centrale element Lars Løkkes Rasmussens tale kom i begyndelsen.

»Oven på den globale krise er der heldigvis ved at spire en ny erkendelse frem. En erkendelse, som skaber nyt håb og optimisme. En ny erkendelse, der hviler på gamle dyder. Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar. Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet,« spurgte statsministeren.

»Nej«, svarede han, »det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet«.

En herremand med næsten ubegrænsede beføjelser
I 1960 udgav den amerikanske senator Barry Goldwater sit berømte debatbog: »The Conscience of a Conservative«.

I det indledende kapitel skrev Goldwater, at den amerikanske stat siden den store økonomiske krise i 1930erne har udviklet sig fra at være en tjener af folket med stærkt begrænsede beføjelser – til en herremand med næsten ubegrænsede beføjelser.

Udviklingen er ikke sket fordi politikerne ikke har holdt deres valgløfter. Tværtimod, skrev han, problemet er opstået fordi politikerne har holdt deres valgløfter til punkt og prikke.

Ved hvert eneste valg har de lovet lidt mere af dit, og lidt mere af dat, skrev Goldwater, og i folkets navn har de efter valget gennemført alt, hvad de havde lovet. Og hver gang politikerne holder, hvad de lover, betaler borgerne, og dermed vokser statens magt i forhold til befolkningens frihed.

Goldwater advarede, at ethvert samfund, der lægger mere vægt på demokratiet end på frihed, rettigheder og retsstat, vil gå i fordærv.

En politikers opgave er at afhænde magten
Goldwater forudså, at amerikanerne først kunne være sikre på deres frihed, når de valgte en politiker, der forstod, at en politikers opgave frem for alt er at afhænde den magt, som folket har givet ham eller hende.

Goldwater mente, at amerikanernes forsvar mod politikernes stadigt stigende magt og indflydelse var svagere end forsvaret mod Sovjetunionen og de socialistiske diktaturer rundt omkring på kloden. Men truslen fra en stærk central myndighed var ikke mindre end truslen fra Sovjetunionen, advarede han.

Vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem
Truslen udefra var en anden dengang. Men udfordringerne i dag er de samme.

Statsministeren sagde, at om noget bør finanskrisen have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Jeg håber han har ret.

Uanset hvem der vinder valget, håber jeg, at politikernes gavementalitet en gang for alle er blevet lagt i graven.

Nye tider. Nye veje. Nye mål. Jeg kunne ikke være mere enig.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 19 October 2010, 11:41

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.