EU kan gå forrest

Man kan godt mærke , at Dan Jørgensen ( S) har siddet nede i Bruxelles de sidste fem år. I mellemtiden er de politiske partier kravlet op fra de traditionelle skyttegrave og ned i et stort hul på midten af dansk politik.

Dermed mister vi en masse alternative løsningsmodeller for vores land, fordi partierne flokkes om midtervælgerne, men det skaber også en masse nye muligheder. En af dem er en skattereform, og oppositionen lige fra De radikale over Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti skal have ros for at give regeringen en chance for at lave en større reform.

Dan Jørgensen skriver her i avisen 2/ 2, at der ikke er råd til bedre infrastruktur, hvis danskerne får skattelettelser. Han burde vide bedre. Begge dele kan skabe vækst. Det viste de socialdemokratiske regeringer i 1990' erne, selvom det ud fra en økonomisk betragtning bedre kan betale sig at lette skatten, hvis man skal have gang i økonomien. Derudover er det også mere retfærdigt at give danskerne skattelettelser, så vi selv kan bestemme, hvordan vi vil bruge vores penge. Ligesom det værste vi kan gøre nu, er at hæve skatten.

Jeg er enig med Dan Jørgensen i, at den globale recession, som begynder at tegne sig, er større og værre i omfang end nogensinde tidligere, og at den kun kan løses globalt.

Hvis vi skal løse krisen, må vi arbejde sammen, og det europæiske samarbejde indenfor EU er et godt sted at begynde. Men det kræver et åbent sind på tværs af landegrænser og ideologiske skel.

Problemet er, at Dan Jørgensen allerede har taget det første spadestik ned i en af de gamle ideologiske skyttegrave, som vi må undgå, hvis vi ønsker en fælles løsning, der kan genskabe væksten i Danmark og Europa og resten af verden. I stedet skal vi være åbne for alle løsningsmodeller samtidig med vi værner om vores personlige og økonomiske frihed og arbejder for mere frihandel for at sætte gang i verdensøkonomien igen.

Præsident Obamas bemærkning forleden om, at amerikanerne skal købe amerikanske varer, » Buy american « , er heller ikke den rigtige vej at gå. Protektionisme vil også blot forværre krisen. Frihed og frihandel er derimod vejen frem, og EU kan gå forrest, hvis vi vil.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 5 March 2009, 18:10

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.