Europas stats- og regeringschefer burde lytte til borgerne

Der er gode nyheder for Europa den dag, politikerne begynder at lytte lidt mere til befolkningen.

Johnny Munkhammar fra den svenske tænketank Timbro var så venlig at gøre mig opmærksom på Eurobarometer 66. Da undersøgelsen blev offentliggjort hørte man kun om modstanden mod Tyrkiets optagelse i EU. Men undersøgelsen indeholder også andre interessante resultater. 

I følge Eurobarometret er 6 ud af 10 europæere enige i, at fri konkurrence er den bedste garant for økonomisk vækst (64 pct.) ligesom de mener, at staten blander sig for meget i deres liv (62 pct.). 

Selv blandt socialister (der i undersøgelsen betegnes ”venstrefløj”) mener 61 pct., at konkurrence er den bedste garant for vækst og 59 pct., at staten blander sig i for meget! 

Stats- og regeringscheferne samt alle parlamentarikerne kunne med rette gøre lidt mere for at styrke markedet i stedet for at begrænse det med love og regler. Det er set før, dengang kommissionsformand Jacques Delors lancerede planen om det Indre Marked. Det er da også på grund af markedet, at vi har vores velfærd og velstand. Ikke på trods. Det synes europæere at have forstået her ved indgangen til 2007.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 15 February 2009, 16:18

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.