Fogh på støt udenrigspolitisk kurs

 

Det måvære hårdt for de gamle koldkrigere. I over 50 år baserede de hele deres liv på en verden, der ikke er mere. Alt hvad de kæmpede for og arbejdede efter, er i dag historie. Det gør ikke deres historie mindre interessant. Vi kan lære meget af historien om den kolde krig, men den gamle anskuelse af verdenen under den kolde krig er i dag fuldstændig ubrugelig.

Mange kloge koldkrigere tog konsekvensen af den ny verdensorden og analyserede køligt, at verden blev en anden den 11. september 2001. Enkelte gik så langt som at sige, at den kolde krig var en slags tredje verdenskrig, og at en fjerde formentlig var begyndt med terrorangrebet mod New York og Washington.

De fleste af de gamle koldkrigere kendte alt for godt til forskellen mellem civilisation og holocaust. De valgte at stå på civilisationens side dengang som nu, og gik i gang med at fordømme regimer og ledere, som de førhen støttede for at bevare magtbalancen mellem Øst og Vest.

Andre har ikke fattet, at verden blev en anden 11. september. Eller også nægter de simpelthen at erkende, at alt hvad de arbejdede for under den kolde krig, i dag er ligegyldigt?

Et eksempelpå en mand der bevidst eller ubevidst sidder fast i en naiv og gammeldags anskuelse af verden, er den tidligere ambassadør, Henning Kjeldgaard. I Politiken 27. juli. demonstrerede han næsten hjerteskærende, hvor galt i byen en gammel koldkriger kan gå. At hans unge partifælle, Jeppe Kofod, på modsatte side antydede, at det muligvis er en socialdemokratisk partidisciplin at være blind og døv, gjorde ikke læsningen mindre trist.

I sit indlæg revsede Kjeldgaard regeringen for at have brudt mere end et halvt århundredes dansk udenrigspolitik. Nu ved jeg ikke, hvornår Kjeldgaard gik på pension, men den linje som regeringen har lagt siden november 2001, er i klar forlængelse af det udenrigspolitiske skifte, som Uffe Ellemann-Jensen i 1988 fik mandat til at gennemføre efter forhandlinger med den daværende radikale udenrigsordfører, Lone Dybkjær.

Efter den udenrigspolitiske slingrekurs under Kjeld Olesen og den pinlige fodnoteperiode fra 1982-1988, fik Danmark igen en klar og konsekvent udenrigs- og sikkerhedspolitik, som tog udgangspunkt i, at et lille land sagtens kan gøre en forskel, hvis blot vi samarbejder med store lande, der har samme værdier som os selv.

Det erden ægte hjørnesten i dansk udenrigspolitik, som første gang kulminerede ved vores aktive deltagelse i den første Golfkrig og anerkendelsen af de tre baltiske lande i 1991. Og takket være Nyrup Rasmussen og Hans Hækkerup har skiftende socialdemokratiske regeringer stået fast ved reorienteringen af dansk udenrigspolitik. Hvis der endelig har været et brud på Ellemann-Jensens doktrin, var det under Mogens Lykketofts otte måneder som udenrigsminister i 2001.

Fogh Rasmussens regering har ikke med logrende villighed fulgt Bush-administrationens udenrigspolitik, men har tilfældigvis været enige i mange af Bush-administrationens prioriteringer. Årsagen er, at også denne regering viderefører den aktive udenrigspolitik, der blev grundlagt i 1988, og som passer så godt til den ny verdensorden, der opstod efter angrebet på USA den 11. september 2001

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 24 April 2009, 22:23

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.