Fordel licensen via fond

Medieforsker Frands Mortensen sagde det egentlig meget klart forleden i Berlingske Tidende. DR eksisterer udelukkende for at lave programmer. Ikke for at bygge huse, kunne jeg så tilføje. Men herefter hører min enighed med medieforskeren fra Århus også op. Hans pointe er nemlig, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) skal skaffe flere penge, eller også skal han og DR i fællesskab sænke kravene til, hvad der skal sendes i TV og radio.

Her er et andet forslag. Sælg DR (eller en betydelig del af virksomheden) og kom i stedet alle licensmidlerne over i den nye Public Service Fond. Alle skal kunne søge midler fra Public Service Fonden, og Radio- og TV-Nævnet, som i dag kontrollerer DR, kunne passende kontrollere, at de penge, der blev delt ud, også blev brugt til at sende public service. Dermed ville alle TV- og radiokanaler frit få mulighed for at komme med forslag til nye dramaserier, nyhedsprogrammer, dokumentarprogrammer o.lign. Udsendelser, det er svære at producere i et lille land med kun fem mio. indbyggere. DR skal også komme med forslag og være med i konkurrencen om licensmidlerne i Public Service Fonden. De vil sikkert løbe med størstedelen af midlerne, fordi de har så mange udmærkede medarbejdere. Jeg mener således ikke, at DR skal nedlægges, men at virksomheden skal privatiseres, så generaldirektører ikke fremover bygger koncerthuse eller begynder andre store projekter for borgernes licenspenge.

Folketinget har besluttet, at licenspengene i fremtiden skal indkræves via den nye medielicens, som også rammer mennesker, der kan se TV på en mobiltelefon, PC, iPod, PDA, mv. Det lyder sådan set fair nok, at alle skal betale uanset medie. Men man kunne have undgået medielicensen ved at introducere en licenskode, således at man kun kunne benytte DRs hjemmeside, hvis man indtastede sin licenskode. Det havde været langt mere retfærdigt. Det er jo ikke alle med mobiltelefoner, PCer eller lignende, der benytter sig af DRs Internet.

Nu skal de betale alligevel. Medielicensen er imidlertid vedtaget, og pengene skal bruges ordentligt. I forbindelse med at DR sælges, og licenskronerne lægges i den nye Public Service Fond, bør man derfor præcisere public service-begrebet. Det kræver EU faktisk allerede i dag. Kommissionen har i den såkaldte Alkmar Trans dom gjort det helt klart, at det skal fremgå af den nationale lovgivning, hvordan public service defineres. Det gør det ikke i dag. F.eks. står der i Radio- og fjernsynslovens §10, at public service skal omfatte fjernsyn, radio og internet el. lign. Det er da ikke særlig præcist. Den nye medielicens sikrer, at DR har penge nok. Hvis DR ikke kan levere public service for de mange penge pga. andre aktiviteter, så er det måske på tide helt at skille sig af med DR og søge nye veje.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 24 April 2009, 21:49

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.