Fuldblodskommunisten

GERT PETERSEN beskylder i JP 10/6 Søren Pind for at tilsvine Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov. Og jeg vil give Gert Petersen ret i, at det er usædvanligt, at man i Vesten taler eller skriver nedsættende om Gorbatjov. Historien har det med at dømme Gorbatjov for hans sympatiske væsen og ikke hans gerninger. Faktum er, at Gorbatjov var fuldblodskommunist og for enhver pris ønskede, at det sovjetiske rædselsimperium skulle bestå. Gorbatjovs strategi var at sikre Vestens støtte til Sovjetunionen gennem reformer og åbenhed.

Sidste blodige træk

Derfor er det korrekt, når Gert Petersen skriver, at Gorbatjov var den, der trak hæren ud af Afghanistan, gav Andrej Sakharov og andre dissidenter deres fulde frihed, standsede alle støjsendere, gennemførte valg, der ikke var frie som vores, men dog alligevel en nyskabelse i regimet, han præsiderede. Men man må ikke glemme, at hele strategien med hans åbenhed og reformer var at sikre Sovjetunionens overlevelse. Gert Petersen glemmer rædslerne i de tre baltiske lande i januar 1991, når han skriver, at Gorbatjov uden sværdslag accepterede sovjetimperiets fald, da folkeflertallet ønskede det. Det er simpelthen ikke sandt. I ly af mediernes ensidige fokus på Irak og den første golfkrig, invaderede den røde hær Letland og Litauen den 8. januar 1991. De tre baltiske lande havde længe ønsket deres frihed, og i foråret 1990 havde de med næsten enstemmighed valgt selvstændigheden efter næsten 50 års besættelse. Sovjetunionen vidste, at USA og NATO-landene havde brug for sovjetternes støtte i koalitionen mod Irak og var klar over, at USA ville have svært ved at bryde koalitionen for at sikre Baltikums selvstændighed. Det var Sovjetunionens sidste blodige træk. Og enhver med Gert Petersens kendskab til Sovjetunionen ved, at et sådan træk ikke sker uden lederens godkendelse. Der er ikke noget at sige til, at Gorbatjov ikke er populær i Estland, Letland og Litauen. Nobelkomiteens hædersbevisning til Gorbatjov vidner desuden om, hvordan verden så sent i historien som 1991 stadig vendte det blinde øje til vores baltiske venner på den anden side af Østersøen. Først da den russiske præsident, Boris Jeltsin, fik magt, som han havde agt, i august 1991, fik de tre baltiske lande, og med dem mange flere besatte områder, deres frihed tilbage. På det tidspunkt var Gorbatjov heldigvis blot et levn fra tider, som de fleste helst ville glemme.

Flankeret af Reagan

Modsat Gert Petersen er jeg derfor enig med Søren Pind i, at Gorbatjov ikke havde fortjent Nobels fredspris. I hvert fald burde han have været flankeret af præsident Ronald Reagan, der havde lige så stor indflydelse på afslutningen på Den Kolde Krig som Gorbatjov. Reagans motiver var blot så meget mere ædle end Gorbatjovs motiver. Gorbatjovs strategi slog fejl, fordi statsledere som præsident Reagan ikke ubetinget ville støtte regimer som det sovjetiske. Det glemte Nobelkomiteen. Men det bør historien ikke glemme med frygt for at blive beskyldt for tilsvining

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 24 April 2009, 22:36

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.