I dag er det Thors fødselsdag

Folketingets formand har fødselsdag i dag. Ikke rundt, men halvrundt.

Thor Pedersen fylder 65 år, og det er en god anledning til at gøre status over, hvordan han har forvaltet embedet siden han blev formand efter Folketingsvalget i 2007.

Jeg indrømmer gerne, at jeg blev lidt overrasket over, at Folketinget valgte netop Thor Pedersen som formand, men det viste sig at være et rigtig godt valg.

Et lille skævt smil eller en halvdårlig joke
Thor Pedersen har altid haft en helt speciel stil. Uagtet folkestemninger har han - ofte med et lille skævt smil eller en halvdårlig joke - gennemført det, som han mente var det rigtige, eller sagt sin mening.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering.

Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993.

Balladen om atomkraft
Firkløverregeringen var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og den daværende energiminister Knud Enggaard (V) advarede folketingsflertallet om, at konsekvensen ville være, at Danmark ville miste sin kompetence på det nukleare område.

Enggaard fik ret, men når det gik, som det gik, var det fordi statsminister Poul Schlüter (K) ikke ønskede at gøre atomkraft til et kabinetsspørgsmål, og regeringen lod sig derfor nedstemme uden det helt store opgør.

Et psykologisk problem
Spørgsmålet om Barsebäck trængte sig på nogle år senere, da debatten om atomkraft om muligt blev endnu mere skinger.

Barsebäck sorterede under Thor Pedersen, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet.

Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes.

Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa, men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986.

Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter.

Thor Pedersen gjorde det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Hvad skal væk? Barsebäck!
Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck.

Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: »Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge,« sagde han.

Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister.

Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger.

Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker, og bombardementet udeblev, selvom Barsebäck blev lukket. Det skete dog ikke uden, alle vidste, at Thor Pedersen anså det hele som en smule grotesk.

Tiden i Finansministeriet
I sin tid som finansminister havde Thor Pedersen især travlt med at forklare, at regeringen brugte flere penge på den offentlige sektor end nogensinde tidligere.

Det kan virke helt absurd i dag, hvor vi ved at væksten i den offentlige sektor steg med ca. 1,6 procent, da Thor Pedersen var finansminister 2001-2007, men det var en stor udfordring dengang.

Hans sidste finanslov blev præsenteret i august 2006.

Her præsenterede han finansloven for 2007, der markerede et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os.

Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: »Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]«.

Socialisterne omskrev hurtigt citatet til: »Vi kan købe hele verden«. Det gav ikke rigtig mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen var så glad over, at 25 års genopretningspolitik var overstået.

Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så »ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse?«

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Intet afskærer formanden fra at deltage i debatten
Den personlige stil tog han med sig, da han blev formand for Folketinget.

Folketingets formand har ifølge forretningsordenens § 4, stk. 3 ret til at deltage i Folketingets forhandlinger, og dermed er der ikke noget, der afskærer formanden fra at deltage i den politiske debat, men det var nyt, at Folketingets formand tillod at sige fra både overfor sine egne partifæller, regeringen og oppositionen, når det var nødvendigt.

Ved en konference i september 2009 arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet.

Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele.

»Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?«, fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for.

Stemningen var nok mindre munter i Venstres gruppeværelse, da han modsatte sig et forslag, der skulle forpligte hussælgere til at energimærke deres boliger. Thor Pedersen advarede gruppen om, at forslaget ville træde den personlige frihed trædes under fode. Hertil var det svært at modargumentere

Rendyrket socialisme
Sagen, der satte prikken over i’et, var da heller ikke forslaget om energimærkning, men derimod madpakkeordningen, som han kaldte for »rendyrket socialisme«.

»Regeringens målsætning om at tilbyde alle et sundt måltid er jo flot. Men det er endt et sted, hvor ingen ønsker det,« lød det fra Thor Pedersen, der med udtalelsen underløb den nye indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), der loyalt kæmpede for en madpakkeordning hendes forgænger havde foreslået, og som hun selv havde været imod, inden hun blev minister.

Det var selvfølgelig »rendyrket socialisme«, og det var godt nogen turde sige fra, men det var også utraditionelt, at Folketingets formand sagde de forbudte ord.

Olsen-Planen
Tidligere formænd har bestemt også været kontroversielle.

Ingen nævnt, ingen glemt, men alligevel vil jeg fremhæve Erling Olsen, der i sin embedsperiode 1994-1998 revolutionerede måden folketinget arbejder på med den såkaldte »Olsen-Planen«.

Planen, som på mange måder var nødvendig, men unødig dyr for skatteyderne, betød, at tilskud til partierne i 1996 blev forhøjet med ca. 55 millioner kr. om året, et beløb der siden er steget med 2 pct. om året, ligesom man hævede tilskud til folketingsgrupperne med en årlig merudgift på ca. 34 millioner kr.

»Olsen-Planen« er en ligeså stor milepæl i embedets historie omend hel anderledes og med et andet sigte end den udvikling, som Thor Pedersen har sat i gang.

Erling Olsen mener selv, at resultatet af »Olsen-Planen« konkret set var, at Folketingets arbejdspres blev større, imens medlemmernes pres blev mindre. Den del af planen, som omhandlede støtte til folketingsgrupperne og medlemmerne samt Folketingets administration, fik ikke den ventede effekt.

Ifølge Torben Kroghs »Farvel til partierne – det politiske system under forvandling« (1998) steg antallet af spørgsmål til ministrene således fra i folketingsåret 1993-94 at være 7.357 til to år senere at være 11.434. Ligeledes steg antallet af private lovforslag, hvilket heller ikke var hensigten.

De har jo ikke noget tøj på
Vi ved ikke, hvad resultatet af Thor Pedersens personlige stil vil være, og hvis han ikke genopstiller ved næste valg, kan det være, at embedet bliver ligeså gråt og kedeligt, som det tidligere har været.

Der er dog ingen tvivl om, at Thor Pedersen er i gang med at redefinere Folketingets formands rolle som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt.

Jeg mener, at der er et udtalt behov for, at formanden påtager sig den rolle i en tid, hvor alle løber i én retning. Fordi når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel.

Derfor skal Thor Pedersen have et tillykke med på vejen i dag.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 19 June 2010, 10:12

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.