Jo mere staten vokser...

Præsident Gerald Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Men i dagene efter hans død kom flere og flere historier frem om hans liv og levned, der beskrev ham som andet end det loyale partimedlem, som først rigtig følte sig hjemme i det Ovale Værelse, da det var for sent. 

Ford var bestemt ikke nogen Barry Goldwater eller Ronald Reagan. Men heller ikke en George W. Bush. Ford plejede at sige: ”A government big enough to give you everything you want, is a government big enough to take from you everything you have”, og citatet er ligeså relevant i dag som tidligere. På begge sider af Atlanten. 

Som jeg tidligere har skrevet, er der under Præsident Bush ikke blevet holdt igen med at øge de offentlige udgifter, og herhjemme kæmper politikerne om, hvem der kan øge de offentlige udgifter mest i fremtiden. Senest har Mogens Lykketoft bebudet, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med 2,35 pct. om året. Det er endnu mere end VK-regeringen, som har tilladt en vækst på 1,48 pct. i gennemsnit om året siden 2001. 

Overfor dagbladet Børsen påpegede den tidligere overvismand Torben M. Andersen dagen derpå, at Socialdemokraterne så enten må gennemføre reformer eller sætte skatten op for at betale regningen. Og så er vi tilbage til Fords gamle citat. Fordi jo mere staten vokser, jo mindre er der tilbage til os selv.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 15 February 2009, 15:10

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.