Kampen om historien

Den konsensus , der opstår om fortiden, præger nutiden for slet ikke at tale om vores visioner for fremtiden. Derfor er der på mange måder tale om reel kulturkamp, når man ønsker at ændre den altdominerende måde at forstå historien på. Der er tale om en konflikt mellem forskellige intellektuelle positioner. En kamp om dansk åndsliv. Den kulturkamp har tænketanken Cepos valgt at blande sig i, og det er der nu kommet en antologi ud af. Antologien udkommer i dag og hedder 20 begivenheder der skabte Danmark.

Danmark er et lille land, og i Danmark har der almindeligvis kun været plads til én opfattelse af historien ad gangen. Det gælder ikke kun i offentligheden, men også blandt fagfolk. Den lærde forskning i historie har i Danmark udviklet sig gennem en række skoler, der hver i sin tid var altdominerende og hver især hævdede at repræsentere den eneste rigtige måde at forstå historien på og dermed den eneste rigtige historie. Indtil 1970'erne havde det i årtier været den radikale Erik Arup og hans elever, der satte dagsordenen. Den stillede bønder, kornpriser og landbrug i centrum som historiens drivende kræfter, mens politik, krige, konger og ikke mindst religion blev reduceret til perifere og forstyrrende fænomener. Arup-skolen mente ligesom de radikale politikere, at religion er noget sludder, og at pacifisme er den eneste fornuftige politiske holdning, mens folk, der mener, at nationen kan og bør forsvare sig mod trusler, er i bedste fald naive og i værste fald provokatører.

På trods af marxisternes indtog på universiteterne i 1970'erne er opfattelsen af historien stadig farvet af den radikale tradition. Selv om den mistede taget på universiteterne, havde den fortsat et godt tag på seminarierne og i skolerne, især da mange opfattede den som en modvægt mod marxismen. Det var den egentlig ikke; den radikale historieopfattelse er med sin tro på landbrugets centrale rolle og sin foragt for nation og religion nærmest en slags marxisme uden det revolutionære had til demokratiet. Især den radikale skole har således dannet den historiske bevidsthed i det sidste halve århundrede. Fra skolerne på universiteterne er måderne at forstå historien på formidlet via lærebøger til elever, der har opfattet de deri udtrykte meninger og stofvalg som naturlige, dækkende og sandfærdige. Således er opfattelser af historien, der i realiteten er bestemt af stærke fordomme, blevet alment accepterede sandheder, der præger samfundet og visionerne for, hvordan Danmark skal udvikle sig.

Den radikale traditions livskraft kommer ikke mindst til udtryk ved, at P. Munchs Verdenshistorie i tre bind stadig bliver brugt i undervisningen, selvom de nærved 100 år gamle.

P. Munch var forsvarsminister under Første Verdenskrig. Han og hans kolleger i den radikale regering holdt muligvis Danmark ude af krigen, men fik til gengæld tilnavnet løgnens og bedrageriets ministerium. Det var ikke uden grund, at den konservative udenrigspolitiker John Christmas Møller fandt på dette tilnavn. Danskerne betalte med deres frihed for ikke at blive inddraget i Første Verdenskrig. Da Stauning dannede regering i 1929, blev P. Munch udenrigsminister og en yderst indflydelsesrig en af slagsen. Få måneder efter Besættelsen i juni 1940 måtte han gå af. Hans neutralitetspolitik havde denne gang lidt alvorligt skibbrud. Danmark var besat, men hans tanker om udenrigspolitik og hans forestillinger om frihed, lighed og fremskridt blev stående i hans historiebøger, som mange, ikke mindst af de generationer, som i dag styrer Danmark, har læst i gymnasietiden.

Tænketanke skal præge samfundsudviklingen, og derfor udgiver Cepos i dag en antologi, der kan medvirke til at bryde det radikale historiemonopol. En antologi, der har til formål at nedbryde tabuer, sætte lys på vinkler i historien, der er blevet glemt, samt gøre op med myter der gennem historieskrivningen har fået lov til at blive stående ubemærket.

Ideen til antologien blev oprindelig affødt af kanondiskussionen, der har verseret i Danmark siden 2004. Debatten begyndte, da daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i september 2004 offentliggjorde en detaljeret læseplan for historiefaget i gymnasiet. En referencegruppe under undervisningsministeren havde udarbejdet en liste med 21 specifikke emner, og listen markerede et brud med den 30 år lange tradition for, at lærerne selv måtte vælge, hvilke emner og perioder de beskæftigede sig med. Listen blev imidlertid lanceret med en påmindelse om, at kanon betyder rettesnor, og at listen var lavet for at få en fælles forståelse for den fælles arv.

Det samme gjaldt undervisningsminister Bertel Haarders historiekanon for folkeskolen. Bertel Haarder (V) mente, at historie var et kulturfag, der krævede overblik og sans for kronologien, og at de kulturbærende fag skulle give de unge et kulturfællesskab, som de kunne tage afsæt i.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt med overblik og en vis sans for kronologi i lige netop historiefaget, men da historie med ministerens egne ord er et kulturfag, kan man ikke udelukke, at en historiekanon udvikler sig til en facitliste, og dermed bliver et led i den kultur- og værdidebat, der ikke skal udkæmpes af staten, men af befolkningen. En berettiget kritik af ideen om en historiekanon er derfor, at den kan betyde ensretning og meningstyranni, hvilket ethvert frit samfund må vende sig imod. Dertil kommer, at når en kanon bliver lanceret i mere eller mindre officielle fora, risikerer man at centralisere det danske åndsliv, så fremtidige, socialdemokratiske regeringer føler sig kaldet til at afløse en evt. borgerlig kanon med en socialdemokratisk kanon. Den form for statslig indblanding i den danske kultur, skal vi vende os imod.

Bertel Haarders historiekanon kan imidlertid næppe blive anklaget for at være en del af kulturkampen eller udtryk for ensretning og meningstyranni. Tværtimod blev den beskyldt for at være så bred og rummelig, at den næppe i praksis vil få nogen større effekt.

Vi håber, at Bertel Haarders historiekanon vil få den effekt, som den var tiltænkt af ministeren, men vi tror, det er tvivlsomt. Når vi mener det er tvivlsomt, er det fordi, at lærerne frit kan bruge kanonen i den rækkefølge, de ønsker, selvom kanonen blev præsenteret som en kronologisk fortløbende liste. Dermed opnår man ikke det overblik og sans for kronologien, som er kanonens vigtigste argument.

En historiekanon, som Ulla Tørnæs' eller som Bertel Haarders, kan være med til at skærpe interessen for historien. Kanoner kan skabe historisk overblik og sans for kronologien i historien, og de kan skabe fælles forståelse for den fælles arv. Alt sammen er vigtigt. Men de skal ikke bruges i kampen om åndslivet. Den kamp må stå andre steder. Det skal staten ikke blande sig i, men ministre og politikere kan selvfølgelig opfordre til debat og bør blande sig i den, når de har noget at sige.

Den interessante kanon er bygget op af begivenheder, der er delikate for alle parter og strømninger i samfundet, og af begivenheder, der kan siges at have skabt det samfund, der skal lære af den. Den interessante kanon er derfor berettiget i et lille land som Danmark, hvor der kun har været plads til én opfattelse af historien, og hvor mange historiebøger er præget af tabuer, fortielser og myter.

De 20 kapitler i Cepos' nye antologi repræsenterer ikke forfatternes bud på en historiekanon for universitetet, gymnasiet eller folkeskolen. Forfatterne er formentlig ikke engang enige i, om eleverne skal have en kanon eller ej. Antologien indeholder dog personer, begivenheder og analyser, som forfatterne mener, er vigtige, hvis vi skal have en akkurat forståelse af Danmarks udvikling.

Forbilledet i udarbejdelsen har dels været forlaget Gallimards populære historiske bogserie 30 journées qui ont fait la France, hvor rutinerede historikere, skribenter og journalister hver i ét bind ud fra bestemte datoer fortæller om vendepunkter i nationens historie.

Et andet forbillede har været A.D. Jørgensens klassiske Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie . A.D. Jørgensens fortællinger udkom første gang i 1882. Hver gang bogen er blevet genudgivet har den været genstand for en hidsig debat fordi den netop ikke repræsenterede danmarkshistorien, men et bud på danmarkshistorien, ligesom Cepos' antologi.

Vi blander os i kampen om historien fordi vi ønsker en pluralistisk tilgang til danmarkshistorien.

Pluralismen giver ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Pluralismen opfordrer derimod til, at man selv tager stilling til den givne kamp, konflikt og diskussion. Ligesom der ikke kun findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes, findes der heller ikke kun ét svar på, hvordan historien fortælles.

Vi respekterer , hvis folk er uenige i vores og forfatternes valg af begivenheder til antologien. Det gør vi fordi pluralismen er født af tolerance. Men så må kritikerne komme med et andet og bedre bud på begivenheder, personer og institutioner, der har skabt Danmark på godt og ondt.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 24 April 2009, 21:44

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.