Klimadebatten skal da forplumres

Kan man forplumre en debat? Det mener Information åbenbart. Overskriften var ikke til at tage fejl af. »Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten«, skrev avisen den 13. november i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk over for holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt, når det gælder fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, ligesom fleste erkender faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift.  »Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,« sagde miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden, socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg er alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar. Jeg kan ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus' kontroversielle klimabog 'Blå planet i grønne lænker' udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Miljøfascismen viser imidlertid sit ækle ansigt for tiden. Socialdemokratiet er ikke ene om at ville udelukke kritikere fra det offentlige rum. Den konservative miljøordfører Per Ørum Jørgensen og Ejvind Vesselbo fra mit eget parti, Venstre, følger godt med, kan man læse.

Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik. Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde. Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 18 November 2009, 06:15

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.