Obama vidste den var gal med Nordkorea

Hvis I nogensinde igen hører en kinesisk og amerikansk - eller måske en dansk - toppolitiker sige, at situationen i Nordkorea er under kontrol, skal I ikke stole på dem.

I de sidste år har vi igen og igen og igen hørt, at hvis bare vi holdt op med at kalde det nordkoreanske styre, hvad det er, som Præsident George W. Bush gjorde, da han inkluderede landet på hans Ondskabens Akse, og forhandlede med dem, skulle vi nok få dem til at skrotte deres atomvåben.

Hvis bare vi ville være søde ved dem, vil de godt forhandle fred med os.

Man skulle så tro, at Nordkoreas angreb på Sydkorea, det værste artilleriangreb siden 1953, ville få folk på bedre tanker, men vi slipper ikke.

Inden længe vil de selv samme finde på en eller anden tåbelig undskyldning for angrebet og sige, at det er Nordkoreas måde at sige, at de gerne vil forhandle med USA.

Advarsel til Obama
Der er dog nogle få, der hele tiden, også da Præsident Bush var allermest upopulær, har holdt fast i at advare mod Nordkorea, og det synes jeg skal nævnes i disse dage, hvor situationen er total ude af kontrol.

Tilbage i januar 2009 kun 12 dage før Præsident Barack Obama blev præsident, holdt Stephen Hadley, der dengang var sikkerhedsrådgiver i det Hvide Hus, en tale, som oprindelig var tiltænkt Præsident Bush.

På det tidspunkt var der ikke mange, der længere lyttede til Bush, og derfor var det strategisk fornuftigt at overlade talen til sikkerhedsrådgiveren.

Det blev derfor Hadleys opgave at advare omverdenen og den nyvalgte Præsident Obama om situationen i Nordkorea.

Hadley sagde bl.a. at Nordkorea ville blive en »tidlig udfordring« for den kommende præsident.

Ingen tog advarslen alvorligt.

I stedet inviterede man til flere 6-partssamtaler mellem Nordkorea, Sydkorea, Rusland, Kina, USA og Japan, og gjorde alt for at undgå at genere diktaturet yderligere.

Og den 23. november gik det så galt.

Hård retorik skræmte nordkoreanerne
Jeg erkender, at den hårde retorik, som kendetegnede Præsident George W. Bush, ikke skabte fred mellem Nord- og Sydkorea, men i det mindste blev Nordkorea så skræmt af de barske ord, at de ikke angreb deres demokratiske nabo, som de gjorde i mandags.

En rådgiver fra det Hvide Hus sagde forleden på TV-stationen, ABC, at man ikke foreløbig ville invitere til flere 6-partssamtaler, da man ikke ville belønne Nordkoreas aggressive adfærd.

Nej, tak, men det kunne måske være, man skulle se ondskaben i øjnene og straffe Nordkoreas aggressive adfærd.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 29 November 2010, 07:17

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.

Nyheder fra Venstre