Polens præsident vil blive husket som en frihedshelt - ikke en homo-hader

Det er naivt, hvis man tror, man kan bagatelisere den nu afdøde polske præsident, Lech Kaczynski, der omkom i et flystyrt lørdag morgen, med en bemærkning om, at han var en besværlig forhandler i EU og engang forbød en homo-parade.

Dybt naivt.

Der er ingen tvivl om, at Præsident Kaczynski og hans tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der nærmest delte magten efter præsident- og parlamentsvalget i 2005, var kontroversielle og splittede Polen.

De liberale, den akademiske elite, og storbypolakkerne blev til tider helt pinlige over tvillingerne og deres udgydelser mod feminisme, homoseksualitet, EU og deres foragt for både Rusland og Tyskland på grund af Polens blodige historie med de to store nabolande.

Andre så tvillingerne som to af deres egne.

De kunne let identificere sig med tvillingernes parti, Lov og Retfærdighedspartiet, der kæmpede for konservative værdier som nation, familie og kirke og mod korruption.

Tvillingebrødrenes vælgere bor især på landet og tilhører den ældre generation, som havde oplevet mindst én invasion og besættelse, og havde set tvillingerne kæmpe side om side med Lech Walesa mod det socialistiske diktatur i Polen op igennem 1980erne

Denne vælgergruppe bifaldt i langt højere grad samarbejdet i NATO og det stærke bånd til USA end det europæiske fællesskab i EU.

De huskede stadig, det var USA - og ikke EU - der havde støttet deres frihedskamp.

Alliancen med Bush
Tvillingernes alliance med den daværende amerikanske præsident George W. Bush blev især værdsat. Ikke kun fordi alliancen gav Polen nogle vigtige handelsfordele, men fordi alliancen gav Polen den sikkerhed, som Polen aldrig tidligere havde haft.

Tilhængerne af Præsident Kaczynski og hans tvillingebror anså den planlagte antimissil-base i Polen, som gjorde ærkefjenderne i Moskva rasende, som det ultimative symbol på det stærke venskab mellem Polen og USA.

Da den nuværende amerikanske Præsident Barack Obama i september 2009 annoncerede, at han ville skrotte antimissil-baserne i Polen og Tjekkiet, blev det af stort set alle set som en meget stor tilnærmelse til Rusland. Også i Polen.

En ny generation
I mellemtiden havde landet fået ny liberal regering.

En ny generation af vælgere smed premierminister Jaroslaw Kaczynski på porten i 2007, og den yngre Donald Tusk lancerede en ambitiøst reformpolitik, der betød, at Polen nærmest ikke mærkede finanskrisen.

Jeg behøver næppe skrive, at Tusk fortsat er en meget populær mand i dag.

Ligesom den tjekkiske regering blot trak på skuldrene over Obamas nye politik, lod Tusk forstå, at han aldrig helhjertet havde støttet planerne om Missilskjoldet og baserne i Polen.

Ingen alliance uden baserne
Præsident Kaczynski var imidlertidig ikke sen til at sige sin ærlige mening.

Han udtalte gennem sin talsmand, at Polen de facto ville miste en strategisk alliance med Washington uden antimissil-baserne.

Det hørte man godt i Washington, men jeg er ikke helt sikker på, at man forstod, hvorfor Kaczynski var så skuffet?

En ting er sikkert: Det var ikke tilfældigt, at det var Tjekkiets Præsident Vaclav Klavs, der var vært, da Obama og den russiske Præsident Medvedev i torsdags underskrev den vigtigste nedrustningsaftale siden den Kolde Krigs afslutning.

Kaczynski vil ikke blive glemt
Præsident Kaczynskis død kan meget vel blive afslutningen på en epoke i polsk politik, men alt det han stod for, vil for altid blive husket.

Han symboliserede den polske nationalisme, som var et vigtigt element i polakkernes frihedskamp.

At han netop døde på vej til Katyn nær Smolensk i Rusland for at mindes de 20.000 polske krigsfanger, der brutalt blev nedslagtet i foråret 1940 på den sovjetiske diktator Josef Stalins personlige ordre, vil sikre ham en plads i historien.

Glemt vil være, at han som borgmester engang forbød en homo-parade i Warszawa og var en besværlig forhandler, da man forhandlede forfatningstraktaten i EU.

Uanset hvad men mener om Kaczynski og hans politik, tror jeg, polakkerne vil huske ham som en frihedshelt, der kæmpede for konservative værdier som nationen, familien og kirken under og efter det socialistiske diktatur, og døde side om side med de 20.000 polske krigsfanger, som han var på vej for at ære og mindes.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 10 April 2010, 19:20

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.

Nyheder fra Venstre