Præsidentens inderste EU-tanker

Allerede sidste fredag kom den første melding fra præsidentpaladset i Prag. Tjekkiets præsident Václav Klaus ville acceptere EUs reformtraktat, Lissabon-traktaten, hvis Tjekkiet kunne få samme undtagelse som Storbritannien og Polen og undgå at ratificere EUs charter for grundlæggende rettigheder.

Jeg er personlig tilhænger af Lissabon-traktaten. Ikke fordi den er perfekt, men fordi den trods alt er bedre end Jacques Chiracs Nice-traktat, der har været gældende indtil nu.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at præsident Václav Klaus hellere havde været Lissabon-traktaten foruden. Klaus havde formentlig håbet, at irerne havde stemt nej igen eller et andet land havde forhalet ratifikationsprocessen. Dermed kunne briterne, der skal have parlamentsvalg inden maj næste år, vælte den nuværende regering og få en ny konservativ regering, der kunne sende traktaten til afstemning. Der er vist ingen tvivl om, at briterne ville stemme nej, og så kunne Klaus holde sit løfte om ikke at ratificere traktaten, hvis et andet EU-land heller ikke gjorde det.

Sådan gik det ikke. Irerne stemte klart ja, og derefter ratificerede Polen Traktaten. 3. november underskrev Klaus så endelig den nye EU-traktat, som den sidste af EUs stats- og regeringschefer.

De mest væsentlige nyskabelser i Lissabon-traktaten handler om EU-institutionernes sammensætning og rolle i beslutningsprocessen. Det bliver simpelthen lettere for EU at træffe beslutninger, når Lissabon-traktaten træder i kraft. Derudover får den eneste folkevalgte institution i EU, Europa-Parlamentet, mere indflydelse, og det må altså være svært at være uenig i, at det er godt, at folkevalgte får mere indflydelse i EU - og embedsmændene mindre. Omvendt har præsident Václav Klaus ret i sin kritik, når han siger, at man skaber et mere føderalt Europa ved at give Unionen større demokratisk legitimitet.

Det føderale element i Traktaten understreges endvidere af, at EU nu får en præsident. Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair blev nævnt som en oplagt kandidat, hvilket han stadig er, hvis man ønsker en stærk og visionær leder, men når EUs regeringschefer vælger en præsident 19. november, bliver det formentlig en mere beskeden type. Det kunne være Letlands tidligere kvindelige præsident, Vaira Vike-Freiberga, men det ender nok med en af de konservative statsministre i Belgien eller Holland. Ukendte, ufarlige og ude af stand til at hamle op med eksempelvis den amerikanske og kinesiske præsident.

Unionen får også en såkaldt udenrigsminister, en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som bliver fast formand i Udenrigsrådet og næstformand i Kommissionen. Til denne post nævnes den tidligere italienske statsminister og kommunistleder, Massimo D'Alema, og Storbritanniens nuværende udenrigsminister, David Miliband.

Jeg bryder mig ligesom præsident Václav Klaus heller ikke specielt om de føderale elementer i den nye Traktat, men omvendt tror jeg, der er hårdt brug for et mere effektivt europæisk samarbejde, hvor landene tvinges til at tage hinanden med på råd. Det gælder naturligvis først og fremmest på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. EU har aldrig reelt haft en fælles udenrigspolitik, og Lissabon-traktaten vil ikke revolutionere udenrigspolitikken, men blot føre til en - med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens velkendte ord - »mere fælles udenrigspolitik«. Ikke mindst hvis man vælger Miliband til posten som formand for Udenrigsrådet. Han siger selv, at han ikke kandiderer, men ingen tvivl er om, at han allerede har forstået, hvad posten kan bruges til. Ved en tale hos Institut for strategiske studier i London 26. oktober opfordrede han EU til at »tage sig sammen« eller blive »tilskuer i en G2 verden formet af Kina og USA«. Så klart kan det siges!

Ligesom det er forkert at kalde præsident Václav Klaus for EU-modstander, er det en misforståelse, at det udelukkende er de føderale elementer i den nye traktat, han er modstander af. Klaus skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det Indre Marked og nedbryder handelsbarrierer mellem medlemslandene, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og Lissabon-traktaten var det fordi han mente, at traktaterne cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Jeg kan godt forstå, at der er flere der gør lidt grin med Klaus' argument om, at han ønskede en undtagelse fra EUs charter for grundlæggende rettigheder, fordi det ville give fordrevne sudeter-tyskere ret til at kræve erstatning fra Tjekkiet. Jeg ved ikke, om det passer, og jeg er egentlig ligeglad med, hvilke undtagelser andre lande har, men det ærgrer mig, at Klaus ikke tog sig tid til at forklare, hvorfor han som et borgerligt-liberalt menneske principielt er imod EUs charter for grundlæggende rettigheder. Tjekkiets undtagelse giver bestemt mere mening end Danmarks undtagelser, der virker temmelig fjollede, hvis man altså mener, at Danmark skal være medlem af EU.

Under Europa-Parlamentsvalget i sommer mødtes jeg med en af de mere fornuftige socialdemokrater, Claus Larsen-Jensen, der kørte en engageret valgkamp, og selvom jeg ikke var specielt enig med ham, var han, ligesom de fleste folkesocialister, rigtig sjov at debattere med. På et af valgmøderne fortalte han, at han havde været med til at forhandle Charteret, og det havde været »rigtig sjovt«. Hvis en socialdemokrat synes, det har været »rigtig sjovt« at sidde og indføre rettigheder i EUs charter for grundlæggende rettigheder, er der grund til at bekymre sig, og jeg tog mig derfor tid til at læse, hvad der egentlig stod i Charteret. Det var godt, jeg gjorde det, fordi udover de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder, indeholder Charteret tillige en række sociale og økonomiske rettigheder, og det var selvfølgelig dem, at Larsen-Jensen var så glad for.

I den frie verden har sociale og økonomiske rettigheder aldrig før haft samme status, som de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder. Sociale og økonomiske rettigheder var til gengæld et velkendt fænomen i de tidligere socialistiske diktaturstater, som præsident Václav Klaus kender alt for godt. Klaus voksede op i det socialistiske Tjekkoslovakiet, og her havde man sociale og økonomiske rettigheder. Her omfordelte man alle de økonomiske ressourcer, man havde, indtil der ikke var flere ressourcer tilbage. Resultatet kender vi. Dertil kommer, at det hidtil har været sådan i Den Frie Verden, at det er de folkevalgte politikere, der afgør, hvor stor en økonomisk omfordeling, der skal være, og hvis man er uenig i omfanget af omfordelingen, kan man stemme på andre politikere, der ønsker at omfordele anderledes.

De sociale og økonomiske rettigheder strider altså imod præmisserne i vores demokrati, og det er en stor skam, at den tjekkiske præsident ikke fortalte, at det var derfor, han var modstander af EUs charter for grundlæggende rettigheder. Fordrevne sudeter-tyskere eller ej.

Jeg er naturligvis ikke modstander af, at Lissabon-traktaten nævner menneskerettighederne, men i stedet for at lade socialdemokrater, folkesocialister, tidligere kommunister og andet godtfolk sidde og udvande de klassiske frihedsrettigheder, skulle Traktaten selvfølgelig blot have henvist til Den europæiske menneskerettighedskonvention, der blev vedtaget i 1950, og fungerer glimrende, ligesom den i øvrigt allerede benyttes i EU-retten.

I bogen »Blå planet i grønne lænker - Hvad er truet: Klimaet eller friheden?« kan man læse i et bilag til bogen, at Klaus i en række svar til den amerikanske kongres skrev, at han altid føler sig forpligtet til at sige fra, når han opdager, at vores frihed, markedsøkonomi og velstand er truet. Bogen handler om øko-profeternes klimaforskrækkelse, men hans modstand mod udviklingen i EU er formentlig et udtryk for det samme. Det gør ham ikke til EU-modstander, men blot en kritiker, og jeg er derfor glad for, at han nu har ratificeret Lissabon-traktaten. Jeg vil bestemt hellere have en mand som han indenfor EU end udenfor EU. EU er nemlig ikke perfekt. EU er en uperfekt Union i stadig forandring.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 11 November 2009, 20:39

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.