Ruslands uacceptable adfærd

Robert Petersen, der er ph.d.-studerende på Roskilde Universitets Center, skriver i kronikken 12. august, at alt tyder på, at den russiske invasion af Georgien var en reaktion på, at Georgien angreb Sydossetien. Han mener, Rusland har en god sag, og kritiserer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at sige, at intet kan retfærdiggøre, at en stormagt griber ind i et andet lands indre forhold. Det er hvad Vesten selv har gjort i Jugoslavien, Irak og flere andre steder, mener Robert Petersen.

For det første kan man spørge sig selv, hvordan en krig mod et andet land kan være en god sag, men dertil kommer, at Sydossetien er en del af Georgien. Derfor er Georgien i sin fulde ret til at sætte militært ind mod oprørsstyrkerne, der ønsker selvstændighed fra Georgien, og Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig. For det tredje kan man ikke sammenligne forholdene i Sydossetien med hverken det tidligere Jugoslavien eller Irak.

Inden NATO greb ind, foregik en systematisk etnisk udrensning i Kosovo. Det er heldigvis ikke sket i Georgien. Sammenligningen med Irak er også behæftet med fejl. Iraks tidligere diktator Saddam Husseins styre dyrkede konsekvent myten om, at han havde masseødelæggelsesvåben, og destabiliserede hele regionen, imens han nægtede at overholde FNs resolutioner. Der er tale om en helt og aldeles anderledes situation end i Georgien.

Til sidst skriver Robert Petersen, at det hele faktisk er Vestens skyld, fordi NATO og EU blev udvidet østover trods russiske protester. Vi føjede »spot til skade« efter den Kolde Krig, skriver han.

Må jeg minde om, at det var selvstændige, demokratiske nationer, der frivilligt søgte optagelse i NATO og EU, og i alt, alt for lang tid måtte vente på at blive formelt optaget. Hvis Vesten føjede nogen »spot til skade« var det ikke overfor Rusland, men overfor ansøgerlandene, som vi først efterlod bag Jerntæppet i 50 år til et socialistisk rædselsregime styret fra Moskva, for dernæst at lade dem vente over ti år på at blive optaget i de organisationer, der havde sikret os selv både frihed og velstand.

Nu må vi så vise, at vi ikke igen er os selv nok. De omkringliggende lande holder øje med, hvad vi gør. De ved godt, de står som de næste i køen af lande, som Rusland ikke respekterer.

Jeg er enig i, at NATO og EU fremstår foruroligende splittede og ufokuserede. Man kan også med god grund argumentere for, at Georgiens deltagelse i befrielsen af Irak burde have været sikkerhed nok for landet, og at USA skulle have gjort mere end blot fragte de 2.000 georgiske soldater hjem fra Irak.

Men den amerikanske præsident skal alligevel have ros for sin tale natten til tirsdag, der satte tonen for, hvordan vi bør reagere overfor de russiske aggressioner. Han kaldte det »en uacceptabel fremfærd i det 21. århundrede«. Frankrigs præsident og udenrigsministers indsats for at stoppe krigen bør ligeledes fremhæves, ligesom den britiske udenrigsminister var befriende klar i mælet, da han onsdag sagde, at forholdet mellem EU og Rusland skal tages op til revision på EUs udenrigsministermøde 6. september.

Hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede, må der nu handling bag ordene. Et løfte om optagelse i NATO er et uundgåeligt skridt i den retning.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 5 March 2009, 17:40

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.