Sagt på Grundlovsdag

Jeg holdt min Grundlovstale sammen med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i Lovparken i Køge.

Birthe Rønn tog i sin tale udgangspunkt i Grundtvigs Englandstur efter pinsen i 1843. Det var her han lærte om betydningen af økonomisk frihed og et frit marked.

Min Grundlovstale tog udgangspunkt i et af Piet Heins berømte GRUK:

Tæk dit tag med vid og viden,
Ånd alene trodser tiden.

Jeg synes, det lille gruk passer godt på vores Grundlov, fordi Grundloven er præcis ligeså relevant i dag, som da vores forfædre vedtog Grundloven i 1849.

Jeg indrømmer gerne, at Grundloven er meget tidsbestemt. Nogle vil måske kalde den antikveret i sit bogstav. Men det er jo ikke så meget dens bogstav, som dens ånd, vi fejrer i dag den 5. juni på Grundlovsdag.

Ånden i Grundloven er at sikre en demokratisk stat, sikre frihed og lige rettigheder, sikre et frit marked, og sikre et aktivt civilsamfund.

Og ånden i Grundloven lever videre. Ånden i Grundloven trodsede tiden, og blev en naturlig del af vores samfund, fordi den grundlovsgivende forsamling tækkede taget med vid og viden.

Grundlovens paragraf 19
Den grundlovsgivende forsamling var også kloge nok til at sikre, at andre ikke kunne blande sig i, hvordan vi havde indrettet vores samfund.

Det er Grundlovens paragraf 19, der gør det muligt for Danmark at være medlem af organisationer som for eksempel FN og Europarådet, men beslutninger, der vedtages i disse organisationer gælder ikke med det samme eller per automatik i Danmark.

Hvis beslutninger fra FN eksempelvis griber ind i danskernes rettigheder, så skal beslutningerne gøres til dansk ret - før de gælder, og det kan kun ske med Folketingets samtykke.

Det er også derfor, at vi kan vælge at lytte til FN, hvis de har gode råd til Danmark. Men vi kan også lade være.

Vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Alle FN-medlemmer har underskrevet FN-pagten, men de kan - ligesom Danmark - vælge at se bort fra FN’s anbefalinger.

Derfor er jeg enig i, at FN aldrig bliver et meningsfyldt forum for at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Diktatorer og udemokratiske lande
FN er befolket af så mange diktatorer og udemokratiske lande, at man ikke kan træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter eller være sikker på, at FN arbejder for at styrke og sikre frihed og rettigheder.

Et godt eksempel var i sidste måned, hvor Oberst Gaddafis Libyen fik sæde i det, der officielt er FNs Menneskerettighedsråd. I forvejen sidder lande som Rusland, Kina og Saudi-Arabien i FNs Menneskerettighedsråd. De får nu selskab af lande som Libyen, Angola, Malaysia, Qatar og Uganda.

Det mest alarmerende er, at EU-landene ikke protesterede over, at den slags lande fik sæde i Menneskerettighedsrådet, selvom det dog bør tilføjes, at Danmark var blandt de 20% af medlemmerne, der undlod at stemme for Libyen.

Men eksemplet viser, at FN ikke kan sikre de frihedsrettigheder, som vi tager for givet i Danmark og resten af den frie verden.

Derfor er jeg glad for, at FN ikke bestemmer i Danmark.

Derfor er jeg glad for, at uanset, hvad FN siger, er det dansk lovgivning, der afgør, hvad der er rigtigt og forkert i Danmark.

Og derfor er jeg glad for, at vores Grundlov sikrer, at de borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt.

Men hvis ikke FN arbejder for at styrke de borgerlige, individuelle frihedsrettigheder, hvem skal så?

Jeg kan kun finde ét svar på det spørgsmål: Os selv! Vi må selv sikre et aktivt civilsamfund, der styrker ånden i Grundloven.

Lugten af fortvivlelse og håbløshed
Somalia er et af de FN-medlemmer, hvor der ikke er rart at være.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sagde for nogle år siden, da han stadig var formand for Venstre, at han godt kunne forstå den familiefar i Somalia, der desperat søger at finde et andet sted i verden, hvor familien kan få en fremtid.

”Jeg kender lugten af fortvivlelse og håbløshed. Hvis jeg var født der, ville jeg gøre hvad som helst for at komme væk,” sagde han.

Desværre er situationen i Somalia ligeså slem i dag, som den var i 1997. Der er stadig krigslignende tilstande i Mogadishu, og hver eneste dag flygter et stigende antal civile fra Mogadishu. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Somalia som følge af krigshandlingerne, den manglende sikkerhed, omfattende kriminalitet og risikoen for terrorhandlinger.

Øksemanden
Det er ikke tilfældigt, at jeg nævner Somalia. Jeg ved godt, det er kontroversielt i Danmark.

Jeg er sikker på, at alle husker, at Jyllands-Postens karikaturtegner, Kurt Westergaard, blev udsat for drabsforsøg med en økse i sit hjem af en 28-årig mand.

Den 28-årige drabsmand havde somalisk baggrund.

Da han var en lille dreng, har hans far eller mor sikkert tænkt, at de ville gøre hvad som helst for at komme væk med deres lille søn.
Den lille søn er 28 år i dag, og anklaget for mordforsøg på en mand, der havde tegnet en tegning.

Jeg fordømmer drabsforsøget, men jeg kan ikke lade være at sige, at jeg også er glad for, at der var plads i Danmark til at hjælpe en familie, der flygtede fra lugten af fortvivlelse og håbløshed.

Til gengæld fortryder jeg, at ingen lærte den lille dreng om den frihed - og de rettigheder - vi kan tilbyde borgere i Danmark.

Jeg fortryder, at ingen lærte ham om ytringsfrihed, religionsfrihed og Grundlovens paragraf 67.

Og jeg fortryder, at ingen nogensinde inviterede ham med til Grundlovsdag.

Men måske er der håb forude. Måske er vi blevet klogere. Måske har vi lært, at vi hverken skal være dumme eller naive, men heller ikke hensynsløse og forstenede. Måske har vi lært, at intet kommer af sig selv. Heller ikke læren om frihed og rettigheder.

Jeg tror faktisk, vi har lært af de seneste 25 års flygtninge-, indvandrer- og integrationspolitik.

Somali Development Organization
Tilbage i januar læste jeg om et nyt initiativ, som somaliske ledere i de fire nordiske lande ville iværksætte dette forår. De kalder sig Somali Development Organization.

Formålet med organisationen er, at sikre unge somaliere i Danmark, Sverige, Norge og Finland blev trukket væk fra de fundamentalistiske imamer.

Man vil give dem viden og identitet.

Jeg håber, at unge somaliere i Danmark er inviteret med til et grundlovsmøde et sted i landet, fordi så vil de finde ud af, at den slags private initiativer er i tråd med Grundloven.

Ånden i Grundloven lever videre i den somaliske organisation. Modsat alle de statslige initiativer, der iværksættes for at styrke integrationen, er organisationen et udtryk for et aktivt civilsamfund, hvor der arbejdes for at styrke ny-danskernes viden om rettighederne i Grundloven og en demokratisk identitet.

Det er værd at fejre på en Grundlovsdag. Og det gjorde vi så.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 5 June 2010, 19:22

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.