Seks år er lang tid i politik

»Venstre og de konservative tænker i taktik og ikke i politik. Rohde, du skylder vælgerne at svare på, hvad der skal ske i fremtiden?«.

Sådan lød ordene fra Socialdemokratiets nuværende formand, Helle Thorning-Schmidt, tilbage i januar 2005, da cirka 120 tilhørere på Politikens opfordring var kommet for at høre fire politikere debattere et emne, flere af dem ellers mere eller mindre havde fået forbud mod at debattere.

Jens Rohde, Venstres daværende politiske ordfører, svarede, at han ikke ville lægge sig fast på f.eks. at afskaffe efterlønnen, »men vi afviser ikke reformer«, tilføjede han.

Helle Thorning-Schmidt var langt mere offensiv end de tre andre deltagere, der udover Rohde bestod af den nuværende vicestatsminister og justitsminister, Lars Barfoed (K), og de Radikales nuværende leder, Margrete Vestager (R).

»Jeg ved godt, at alle advarselslamper blinker rødt, når jeg siger det her, men vi bliver nødt til at ændre efterløn og pensionsalder, men kun for os, der i dag er under 40«.

Det var dengang.

I dag, seks år efter, og hele to år efter at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik, viste de borgerlige-liberale, at de har lagt taktikken bag sig og nu fører borgerlig, ansvarlig politik.

Efterlønnen udfases stille og roligt, og regeringen sikrer samtidig at ældre, nedslidte danskere får adgang til en ny senior førtidspension, uanset om de har været tilmeldt efterlønsordningen eller har haft råd til at være medlem af en A-kasse.

De svageste i vores samfund bliver prioriteret i forhold til alle dem, der godt kan arbejde.

Det er en god løsning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort op med den politiske arv fra hans forgænger og en gang for alle genfundet de borgerlige-liberale kerneværdier.

Men pensionsreformen er ikke ny.

Tilbage ved valgmødet i Politikens Hus i 2005 foreslog Helle Thorning-Schmidt næsten fuldstændig det samme.

Hun mente, at efterlønnen i fremtiden skulle gå til dem, der har slidt hårdest og længst: »Jeg forestiller mig altså ikke en fuldstændig udfasning af efterlønnen. Samtidig skal vi sørge for, at der er så få som muligt på overførselsindkomster«, sagde hun og påpegede, at det derfor var vigtigt, at mennesker uden uddannelse hele tiden kan uddanne sig.

Seks år er lang tid i politik.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 25 January 2011, 14:21

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.

Nyheder fra Venstre