Stakkels Alsing Andersen

Den 23. november 1947 måtte Alsing Andersen gå af efter kun 10 dage som indenrigsminister.

Statsminister Hans Hedtoft (S) udnævnte ham til indenrigsminister efter valget i 1947, hvor socialdemokraterne dannede regering efter to år med Venstres Knud Kristensen ved roret.

En socialdemokratisk kæmpe
Alsing Andersen var tidligere formand for socialdemokraterne. En af deres kæmper. Tidligere forsvarsminister og også finansminister. Han var selvskrevet til at blive minister igen, men et regulært folkekrav forlangte Alsing Andersens afgang.

Årsagen var ikke, at han var taget på påskeferie eller havde meldt afbud til to møder. Det var heller ikke fordi hans kone havde fået en skattesag på halsen. Han havde hverken modtaget penge fra nazi-Tyskland eller været medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP).

Årsagen var, at danskerne var så vrede over, at han som socialdemokratiets formand havde skrevet under på det »cirkulære«, som socialdemokraterne udsendte den 2. september 1943.

Her fordømte han modstandsbevægelsen og hyldede samarbejdspolitikken.

Cirkulæret
I brevet til socialdemokratiets organer og fagbevægelsen havde Alsing Andersen på vegne af socialdemokratiet forsvaret samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og kaldt det en ansvarlig politik.

På samme måde beskrev Alsing Andersen modstandsbevægelsen som ansvarsløse »chauvinister og kommunister«.

Chauvinister var dengang et nedsættende ord for konservative, og Alsing Andersen fremhævede da også John Christmas Møller, formanden for det Konservative Folkeparti, som den eneste i sit cirkulære.

»Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet at skåne vort land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne have givet et blot tilnærmelsesvis lige så godt resultat. Og således kunne det sikkert have fortsat indtil krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning.

Men denne vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og at fremkalde en anden mentalitet i dele af befolkningen.«

Christmas Møllers dagbog fra London
Den konservative partiformand John Christmas Møller fortjener at blive fremhævet. Han var en af de eneste politikere, der tog konsekvensen og sagde fra overfor besættelsesmagten.

Christmas Møller var stærk fortaler for en samlingsregering for at undgå indenrigspolitiske slagsmål under Besættelsen, men allerede i efteråret måtte han imidlertid forlade regeringen på grund af sine udtalte antinazistiske holdninger, og i 1942 flygtede han til London.

I hans dagbog fra London, som blev udgivet i 1945, og som jeg fandt for nogle år siden i min farmors bogreol, kan man læse om hans foragt over for den kyniske materialisme, som samarbejdspolitikken var udtryk for.

Dagbogen indeholder mange af de taler, han holdt i radioen fra sit eksil i London. Det er stærke sager og jeg kan godt forstå samarbejdspolitikerne var irriterede over dem.

Med ført hånd
Jeg tror personligt ikke, Alsing Andersen selv har skrevet cirkulæret af den 2. september 1943.

Det blev med stor sikkerhed skrevet med ført hånd.

Alsing Andersen var udelukkende formand for partiet under krigen, fordi tyskerne havde tvunget den tidligere og kommende formand, Hans Hedtoft, bort fra posten.

Men det var Alsing Andersen, der havde underskrevet cirkulæret. Han havde ikke bare samarbejdet med tyskerne, men også forsvaret samarbejdet og kritiseret modstandsbevægelsen. Han havde ansvaret for, hvad der stod i brevet, og dengang var der ingen tvivl i danskernes sind: Det kunne ikke undskyldes.

Derfor måtte han gå.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 19 October 2010, 11:39

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.