Tag ånden fra 1849 med på søndag

Grundloven er vores sikkerhed for, at de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder altid vejer tungere end statslig, mellemstatslig eller overstatslig magt. Derfor fejrer vi hvert år Grundloven den 5. juni, hvor Frederik VII i 1849 gav Grundloven til folket - som der står på rytterstatuen på Christiansborg slotsplads i København. 1849 var dog på ingen måde en revolution eller en omvæltning af det danske samfund, men snarere en begivenhed i en kontinuerlig udvikling, der ikke kunne stoppes. Sådan er det ikke alle steder i verden, og derfor skal vi altid kæmpe for de værdier, som Grundloven bygger på.

Jeg indrømmer gerne: Grundloven er ikke perfekt. I den danske Grundlov støder vi eksempelvis først på afsnittet om de individuelle, borgerlige frihedsrettigheder i paragraf 67. De står ikke i begyndelsen, som de burde, men det er der faktisk en god grund til. Årsagen er, at den grundlovgivende forsamling slet ikke var særlig uenig om frihedsrettighederne. Det var ikke frihedsrettighederne, der skilte vandene i den grundlovgivende forsamling. Tag eksempelvis retten til at skrive og tale frit. Der var ingen formel ret til at ytre sig i de sidste år under den sidste enevælde. Det stod ikke skrevet nogen steder, at man måtte ytre sig i tale og skrift, men under Christian VIII var der faktisk ytringsfrihed.Kongen havde godt nok forsøgt at påvirke folkeopinionen i anti-liberal retning, men han tabte slaget og forsøget på at vende udviklingen ved at kritisere de liberale. Man kan næsten sige, at kongen tabte slaget om ytringsfriheden i ytringsfrihedens navn.

I dag ved vi, at det er de borgerlige frihedsrettigheder, der er grundstenen i vores samfund. Uden ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden og beskyttelsen af den private ejendomsret ville vi ikke have det samfund, som vi har. Der er mange, som tidligere har påpeget, at de borgerlige frihedsrettigheder i Grundloven ikke er særlig stærke. At det netop er ånden i Grundloven - og ikke Grundloven i sig selv - der har sikret danskernes frihed, og det er bestemt en passende kritik af Grundloven.Ytringsfriheden er eksempelvis "under ansvar for domstolene." Religiøse samfund må ikke "stride mod sædeligheden eller den offentlige orden." Foreningsfriheden "kan forbydes, når der [...] kan befrygtes fare for den offentlige fred." Og så selvfølgelig den værste af dem alle, at ejendomsretten ikke er mere ukrænkelig, end at almenvellet kan bestemme, om man skal afstå sin ejendom. Det sker hver dag ude i kommunerne. Uden at skelne mellem ekspropriation til private og offentlige formål, eksproprierer man folks ejendom for at anlægge golfbaner, skydebaner o.lign., når man egentlig kun burde ekspropriere, hvis der var tale om infrastrukturprojekter, hospitaler o.lign.

Der er ingen tvivl om, at disse undtagelser er med til at underminere ånden i Grundloven. Derfor skal vi være glade for, at den positive udvikling, der kendetegnede diskussionerne i den grundlovsgivende forsamling, ikke blev stoppet med vedtagelsen af Grundloven. Jeg synes, det fortæller noget om, at vi i Danmark deler nogle fælles værdier, som vi på tværs af partierne står vagt om. Vi behøver ikke engang skrive dem ned. De lever i os, og de overlever generation efter generation.Det skulle de gerne blive ved med, og derfor har jeg nok det, som man kan kalde et ekstremt syn på Grundloven. Jeg synes nemlig, at vi skal overholde Grundloven. Ikke kun ordene i Grundloven, men ånden i Grundloven. Og vi skal gå længere end det. Vi skal kæmpe for ånden i Grundloven både ude og hjemme. Vi skal gøre de danske værdier om frihed og lige rettigheder til europæiske værdier. Ikke med love og regler. Dem er der nok af. Men i ord og gerninger. Vi skal i EU stå fast på, at alle skal kunne tænke, tale og tro, som de vil. Alle skal have ret til at efterstræbe lykke og forme sit eget liv. Vi skal kæmpe for lige rettigheder uanset køn, seksualitet, race eller religion. Og vi skal gøre det, fordi vi har tradition for det. Sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan er det heller ikke alle steder i Europa.

Europa har heller ikke altid valgt frihedens vej. Som den svenske forfatter Johnny Munkhammar gør opmærksom på i indledningen til sin nye bog Sköna Europa - Världens Bästa Världsdel (Kalla kulor förlag, 2009) blev prinsesse Europa ifølge græsk mytologi forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte tre sønner. Zeus var en tordengud, men han var også guddommeliggørelsen af begreber som verdensorden, retfærdighed og gæstfrihed. Sidenhen lod prinsessen sig let forføre, når hun blev utålmodig og mistroisk overfor den personlige og økonomiske friheds evne til at imødekomme kontinentets udfordringer. Hun lod sig ofte friste af populisme og nationalisme. Det kan ske igen, hvis ikke vi holder hende på ret kurs.

Ligesom vi aldrig tidligere kunne tage ånden i Grundloven for givet, vil vi fortsat skulle kæmpe for den i fremtiden.

Derfor skal vi tage ånden i Grundloven med os til stemmeurnerne på søndag. Hvis det er ekstremt - så kald mig bare ekstremist. Fordi som Barry Goldwater sagde, da han var blevet republikanernes præsidentkandidat i 1964: "Ekstremisme i forsvaret af frihed er ikke nogen synd, ligesom tilbageholdenhed i håndhævelsen af lov og ret ikke er nogen dyd".

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 10 June 2009, 13:47

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.