Terroren kommer og går, retsstaten består

Stuttgarts øverste landsrets beslutning om at prøveløslade den tyske terrorist Brigitte Mohnhaupt efter 24 års fængsel har sat fokus på Rote Armee Fraktion.

Den venstreekstremistiske terrororganisations aktiviteter kulminerede i det tyske efterår i 1977 med kidnapningen af og senere drabet på Hans-Martin Schleyer. Brigitte Mohnhaupt stod i spidsen for den såkaldte anden generation af Baader-Meinhof-gruppen, der med bombeterror og bortførelser rystede den (vest)tyske retsstat og dræbte i alt 34 personer.

Imens tyskerne diskuterer om den tyske retsstat skal vise sin storsind ved at benåde denne terrorist eller om en benådning er en hån mod de efterladte, er det værd at påpege, at hele diskussionen om løsladelsen er mulig fordi Rote Armee Fraktion ikke længere udgør en trussel mod den tyske retsstat.

Den tyske retsstat har andre udfordringer i dag end den havde i 1977. Sådan vil det også gå med de trusler, vi i dag er udsat for, og det er derfor, at vi skal være varsomme med at indføre ny anti-terrorlovgivning, der ikke tages op til revision efter en vis tid.

Derfor har CEPOS foreslået, at man indfører solnedgangsklausuler i anti-terrorlovgivningen, således at Folketinget er nødt til at revidere anti-terrorlovgivningen efter en vis tid. Jeg har før omtalt brugen af solnedgangsklausuler. Når det er en god ide, er det fordi, at anti-terrorlovgivning ofte repræsenterer alvorlige indgreb i borgernes frihed. I øvrigt er det helt almindeligt i mange andre lande at påhæfte lovgivningen med solnedgangsklausuler.

Terrororganisationer har det med at forsvinde igen efter en årrække, og det bør anti-terrorlovgivningen også gøre.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 15 February 2009, 15:25

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.