The era of small government is back - i Israel!

Imens de danske politikere sloges om et par skatteprocenter, franskmændene og italienerne kæmpede om at være mest protektionistiske, og mens ikke bare resten af de vesteuropæiske lande, men også USA, kastede milliarder af skatteydernes penge efter virksomheder og banker, som måske slet ikke er levedygtige på sigt, havde Israels kommende premierminister, den konservative Benjamin Netanyahu, travlt med at danne regering i Jerusalem.

I Danmark er billedet af Netanyahu entydigt. Han fremstilles som en uforsonlig, nationalistisk politiker. Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret. Det er korrekt, at Netanyahu flere gange har sagt, at han ikke vil forhandle om Jerusalem eller trække bosættelserne tilbage fra Vestbredden, men tilføjede sidste torsdag efter hans møde med FN's særlige udsending i Mellemøsten, Tony Blair, at en kommende regering under hans ledelse vil stoppe bosættelserne. Endvidere bekymrer det ham ikke, om Israel er vellidt i Europa, og han mener i øvrigt ikke, at jødiske interesser altid varetages bedst af internationale regler og normer. Ikke mindst er han stærkt kritisk overfor FN på grund af den arabiske verdens stigende indflydelse på FN, herunder ikke mindst FN's Menneskerettighedsråd, en kritik som man også finder i resten af den frie verden ikke mindst på grund af de anti-israelske resolutioner, der gennemtrumfes af organisation for den islamiske konference (OIC).

Men Benjamin Netanyahu er mere og andet end udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi hører bare sjældent om det. Netanyahus kampagne var et ekko af præsident Barack Obamas præsidentkampagne, bedst illustreret af Netanyahus website som til forveksling lignede Obamas. Men også Netanyahus valgslogan var inspireret af Obamas. "Sammen vil vi lykkes", stod der overalt på valgplakaterne i Israel i sidste måned. Noget tyder dog på, at Netanyahus Israel vil lykkes med en anden politik end den, der føres i Obamas Amerika.

Netanyahu har indtil den 3. april til at danne regering. Det i sig selv kan være svært i Israel. Men derudover står landet overfor de samme problemer, som resten af den frie verden. Landet er muligvis allerede i recession og budgetunderskuddet er voksende. Lige nu er Netanyahus finanspolitiske redskab et budget udarbejdet i august. Det rækker næppe langt i denne krise, der i dybde og omfang er værre end noget vi har oplevet tidligere. Israel er en lille åben økonomi ligesom Danmark. På linje med Danmark udgør den israelske eksport over halvdelen af bruttonationalproduktet, men hvor dansk eksport er relativ modstandsdygtig over for økonomiske nedture i andre lande, er Israel hårdt ramt af recessionen i USA og Europa, der udgør henholdsvis 40%, og 35% af eksporten. Det var en af årsagerne til, at over 19.000 mennesker mistede deres job i januar.

Netanyahus opskrift på at få vendt økonomien er ikke ny. Han stod bag det såkaldte økonomiske mirakel i 2001-2005. Dengang fik han på rekordtid - og på trods af Al-Aqsa-intifadaen - vendt økonomien ved hjælp af skattelettelser, og han skabte dermed større vækst, end landet havde oplevet i en hel generation. Ved samtidig at skære ned på de offentlige udgifterne, fik han tillige mindsket Israels budgetunderskud fra 5,1 procent af BNP i 2003 til 1,8 procent af BNP i 2005.

Netanyahus planer denne gang er mere af det samme. Han vil først og fremmest sænke person- og selskabsskatten, liberalisere ejendomsmarkedet, der stadig er præget af Israels socialistiske fortid, og udvide kreditgivningen til virksomheder.

Ligesom i ethvert andet demokrati kan Netanyahu ikke regne med, at hans økonomiske planer ikke vil møde modstand. Efter at forhandlingerne med Arbejderpartiet og det midtersøgende Kadima-parti brød sammen, har Netanyahu forhandlet med valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu. Når det gælder den økonomiske politik ligger Liebermanns parti på linje med Socialistisk Folkeparti, men Lieberman vil formentlig ikke gå efter de økonomiske poster i regeringen. Derimod vil han formentlig insistere på selv at blive udenrigsminister.

En Netanyahu-regering med Lieberman som udenrigsminister vil uden tvivl få EU-diplomaterne og den arabiske verden til at se rødt. Men inden man dømmer Liebermann ude, skal man huske, at det faktisk er på det udenrigspolitiske, at han har sin styrke. Det ved Netanyahu. Liebermann har en ny og anden tilgang til fredsprocessen. Han mener ikke, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabiliteten i Mellemøsten. Han mener heller ikke, at konflikten er territorial, og han tror ikke på, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten. Han anser konflikten for at være ideologisk, og mener, at en ny opdeling af området netop skal tegnes af ideologiske forskelle. Udover udenrigsministerposten vil Liebermann formentlig gå efter de mere værdipolitiske ministerier, som i Israel omfatter kultur, undervisning, infrastruktur og bolig.

I denne situation vil Netanyahu efter alt at dømme selv påtage sig finansministerposten for netop at have hånd i hanke med økonomien. Det vil så være med en stærk vicefinansminister til at håndtere ministeriet, da Netanyahu får nok at bestille som premierminister. Her nævner de israelske medier, at det kunne blive en af de kronprinser i Likud-partiet, der tilhører Netanyahus liberalistiske fløj. Alternativt vil han udnævne en af de tunge økonomiske drenge i Israel såsom den tidligere chef for nationalbanken Jacob Frenkel, der ikke er politiker, men loyalt kan gennemføre Netanyahus reformer for ham. Alt i alt tegner det godt.

Lederen af Republikanerne i den amerikanske Kongres, John Boehmer, var hård i sin bedømmelse af præsident Barack Obamas tale til nationen forleden. "The era of big government is back," sagde han som en stærk kontrast til præsident Bill Clintons replik tilbage i januar 1996, hvor han i en radiotale erklærede: "The era of big government is over". Noget tyder på, at Benjamin Netanyahu har lyttet mere til Clinton end Obama. Man fristes til at skrive, at "the era of small government is back". Men denne gang i Israel.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 9 March 2009, 11:11

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.

Nyheder fra Venstre