Til kamp mod småhedsvanviddet

Kampen mod den såkaldte hvad-skal-det-nytte-holdning tog mange år. Først i 1982 skiftede Danmark kurs i udenrigspolitikken, selv om elementer fra fortiden stadig spiller os et puds. Danmarks deltagelse i befrielsen af Irak er det seneste bevis på, at selv et lille land kan gøre stor forskel, hvis landet tør. Det nytter noget.

Det er imidlertid ikke længere givet, at vores nuværende aktive udenrigspolitiske linje fortsætter. Den seneste tids debat vedrørende befrielsen af Irak samt Danmarks forhold til EU kalder til kamp mod det, som en tidligere dansk udenrigsminister kaldte småhedsvanvid.

En af de første bannerførere mod den passive udenrigspolitiske linje var Laust Moltesen. Moltesen var udenrigsminister i Madsen-Mygdals regering, der fungerede 1926-1929. Han var således chef for diplomatiet i en tid, der må betegnes som en af de fredeligste i et århundrede præget af to verdenskrige. Ikke desto mindre så han faren ved ikke at tage stilling og endte sin karriere som indædt modstander af samarbejdspolitikken og den vage holdning til datidens kommunistiske og fascistiske terrorregimer.

Laust Moltesen blev født i Sønderjylland og var hele sit voksne liv venstremand. Han kom i Folketinget i 1909, og da Folkeforbundet blev oprettet efter Første Verdenskrig, var han selvskreven til at repræsentere Danmark i Geneve. Moltesen var tilhænger af, at man måtte have et forum, der understøttet af lov kunne anvende magt mod fredsbrydere og diktatoriske regimer. Derfor var Moltesen i lighed med den amerikanske præsident Woodrow Wilson og senere den engelske premierminister Winston Churchill tilhænger af Folkeforbundet, der oprindeligt havde til hensigt at opretholde verdensfreden ved magt.

Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede. Præsident Wilson greb tanken og foreslog, at den skulle realiseres som en del af fredsslutningen efter Første Verdenskrig. 40 stater gik fra begyndelsen sammen i forbundet, og tallet øgedes til 55 stater i 1928. I løbet af 1930erne viste det sig imidlertid, at Folkeforbundet hverken kunne gennemtvinge eller opretholde freden. Folkeforbundet degenererede til en diskussionsklub ude af stand til at bremse de kommunistiske og fascistiske regimer. USA meldte sig i sin isolationisme aldrig ind i Folkeforbundet, og medlemsstaternes uvilje mod at sætte handling bag de gode intentioner viste sig tydeligst, da Mussolinis Italien invaderede Abessinien.

Efter sin tid som udenrigsminister måtte Laust Moltesen se sine holdninger henvist til nyttesløse protester mod Staunings flertalsregering med Det Radikale Venstre. I et dramatisk opgør med SR-regeringen tog Moltesen til sidst konsekvensen af regeringens hvad-skal-det-nytte-politik og nedlagde i 1932 sit folketingsmandat i protest mod den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han mente, at SR-regeringen led af småhedsvanvid.

Laust Moltesens værste frygt blev til virkelighed, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Udenrigsminister P. Munch måtte i juli tage konsekvensen af sin fejlslagne tilpasningspolitik, og i stedet udpegede Stauning Erik Scavenius til ny udenrigsminister. Det var især udenrigsministeriet, der stod for kontakten til besættelsesmagten, og Scavenius var om muligt en endnu større fortaler for en imødekommende politik overfor tyskerne. Den gamle radikale ideolog Viggo Hørups retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte?, var blevet et mantra for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Småhedsvanviddet ville ingen ende tage.

Småhedsvanvid kan bedst betegnes som en sygelige besættelse af forestillingen om mindrevær. Småhedsvanvid giver sig i samfundet kollektivt udslag i angst for det ukendte, fremmede sprog, kulturer og påvirkninger fra stormagter. Den individuelle form kan også kaldes den indre jantelov: du skal ikke tro, jeg er noget. Den kollektive form giver de angrebne en fællesskabsfølelse, der danner et vældigt uerkendt vakuum af mindreværd.

Danmarks ageren i Den Kolde Krig var oftest karakteriseret af arven fra Stauning, Munch og Scavenius. Også vores flakkende holdning til vores medlemskab af EU må vel siges at være et levn fra den tid. På mange måder led Danmark næsten konsekvent af småhedsvanvid - lige fra Moltesens afgang som udenrigsminister i 1929 og frem til 1982, hvor partifællen Uffe Ellemann-Jensen overtog udenrigsministerposten.

Efter Anden Verdenskrig etableredes FN. Den institutionelle opbygning af FN følger nøje Folkeforbundets, og ligesom Folkeforbundet havde sin storhedstid i fredsperioden 1924-1930, så har FN da også vist sig at være overordentlig nyttig og operativ i fredstid. Det sås eksempelvis ved dets dannelse efter Anden Verdenskrig samt i 1990erne efter Den Kolde Krigs ophør og frem til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Den væsentligste forskel på FN og Folkeforbundet er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner ikke gælder for FN. Derfor blev FN på mange måder de kommunistiske terrorregimers beskytter under Den Kolde Krig. I dag kan man frygte, at FN ligeledes kan blive misbrugt til at blive en form for garant for regimer, der støtter vor tids største internationale trussel, terrorismen.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, da diskussionen om befrielsen af Irak var på dagsordenen i foråret. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at FNs tidligere chef for våbeninspektørerne, Hans Blix, kan have ret i, at forløbet op til befrielsen af Irak kan have skadet FN's Sikkerhedsråd for stedse. Skylden kan dog ikke lægges på USA eller Storbritannien. Årsagen er snarere, at mange lande i FN led af det, som Laust Moltesen kaldte småhedsvanvid. Danmark var lykkeligvis ikke mere blandt disse lande.

Årsagen hertil grunder sig i, at der mange år efter Moltesens embedsperiode i 1982 endelig kom en udenrigsminister, der turde tage opgøret med småhedsvanviddet. Uffe Ellemann-Jensen handlede ud fra tesen om, at små lande sagtens kan gøre en forskel. Ellemann-Jensen-doktrinen er klogeligt blevet videreført af både Nyrup Rasmussens regeringer og regeringen Fogh Rasmussen. Især Nyrup Rasmussen personligt og hans forsvarsminister, Hans Hækkerup, har taget voldsomme kampe internt i regeringen for at overbevise om fornuften i at støtte de militære indgreb, som USA iværksatte i 1990erne uden om FN.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at Ellemann-Jensen-doktrinen videreføres af kommende regeringer.

Socialdemokratiets nye leder Mogens Lykketofts udmeldinger i foråret op til befrielsen af Irak er et tegn herpå. I Politiken 25/3 gav Lykketoft udtryk for, at ingen nær politisk ven eller fjende med kendskab til hans holdninger kunne tro, at han som regeringschef ville have sendt danske kampstyrker til en USA-ledet krig uden FN-mandat.

Lykketofts modvilje mod den nye amerikanske udenrigspolitik, der stærkt inspireret af Woodrow Wilsons og Winston Churchills udenrigspolitiske ideer blev formet efter terrorangrebet den 11. september, er formentlig dybfølt og derfor ikke forbigående. Det må man have respekt for - og bekæmpe.

Det er vigtigt, at Danmark ikke kommer ud i samme udenrigspolitiske slingrekurs i forholdet til USA, som den der kendetegner vores medlemskab af EU. Derfor bør udenrigspolitikken indgå som et yderst vigtigt valgtema i den kommende valgkamp.

Der er en lige linie fra Laust Moltesen frem til Uffe Ellemann-Jensen og til Danmarks udenrigspolitiske linie i dag. Derfor var det også naturligt, at Danmark var med i koalitionen, der befriede irakerne fra et diktatur, som til forveksling mindede om det sovjetiske under Josef Stalin.

Beslutningen om at deltage i den internationale koalition var endnu et opgør med den passive tilpasningspolitik, der kendetegnede dansk udenrigspolitik før 1982. Desuden viste vores deltagelse i befrielsen af Irak, at Danmark kan gøre stor nytte internationalt. Vi skal derfor altid være parate til at forsvare væsentlige værdier som fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder ved at yde et militært bidrag. Ikke mindst terrorangrebet på New York og Washington for to år siden har tydeliggjort, at det er mere påtrængende end nogensinde. Ingen mennesker ønsker krig, men hvem vil have fred, hvis freden indebærer, at befolkninger lever som det irakiske folk før befrielsen?

Mange danske politikere lider stadig af det, som Moltesen kaldte småhedsvanvid. Adskillige er stadig præget af hvad-kan-det-nytte-tankegangen. Modstanden mod at lade Danmark indgå i koalitionen samt ulysten til at udvikle samarbejdet i EU er de mest udtalte eksempler på danske politikeres småhedsvanvid.

Ikke mindst Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre synes at have svært ved at ryste småhedsvanviddet af sig, når det gælder forholdet til USA, ligesom Dansk Folkeparti har gjort det til en dyd at være modstander af EU - uanset hvilken del af samarbejdet, der diskuteres.

Desværre ser mange politikere stadigvæk helst, at Danmark hverken bliver hørt eller set. Det er, som om de gamle dogmer fra Staunings, Munchs og Scavenius tid vækkes til live, når Danmark indtager en holdning på tværs af, hvad andre måtte mene, og når vi markerer os som et internationalt stærkt engageret land. Om det skyldes mangel på mod, lederskab eller visioner, er det svært at svare på. Det må de pågældende politikere selv gøre, hvis de kan. Men det er vigtigt, at vi værner om vores nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitik, som det tog så mange år at føre igennem.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 1 February 2011, 15:22

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.