Tilbage til fremtiden

 EU-skeptikerne har fået vind i sejlene denne sommer. Ikke kun de traditionelle reaktionære modstandere, men også en ny gruppe af skeptikere: de borgerlige EU-skeptikere. Hvis vi skal stoppe denne udvikling, der i sidste ende vil skabe et endnu mere interventionistisk - og måske endda socialistisk - Europa, kræver det en hudløst ærlig tilgang til det europæiske projekt.

Det begyndte med diskussionen om den Økonomiske-Monetære Union. Finansministeren skrev i en kronik i Berlingske Tidende den 6. maj, at det for ham var tankevækkende, at nationalbankdirektørerne fra Cypern og Malta havde »større indflydelse på renten i euro-området - og dermed den danske rente - end den danske nationalbankdirektør«.

Svaret fra de borgerlige skeptikere og senere også partiet Ny Alliance kom prompte. »Vi har ikke brug for en svag euro,« sagde Anders Samuelsen den 23. maj. Principielt efterlyste Ny Alliance blot reformer i euro-området, men reelt fik EU en afklapsning fra de liberale og gjorde næppe tilliden til Unionen større.

Det var dog især Irlands totale afvisning af Lissabon-traktaten den 12. juni, der fik Lars Løkke Rasmussen til at opgive diskussionen. Det skulle han ikke have gjort, fordi deltagelse i euro-samarbejdet handler ikke om økonomi. Det handler om politik. Det er klart, at de andre lande ikke gider lytte til et land, der står med det ene ben ude af døren, og ved at afskaffe undtagelserne er en mulighed for at præge samarbejdet i højere grad end i dag.

En lidt mere ligegyldig historie om, at fødevarekommissær Mariann Fischer Boel ønskede, at alle medlemslande skulle indføre gratis frugt- og grøntordninger til skolebørn, fulgte måneden efter. Når historien er interessant, er det fordi den provokerede enhver, der værdsætter den personlige frihed og det personlige ansvar. Der er al mulig grund til at støtte EUs samarbejde om sundhed, når det eksempelvis gælder muligheden for at blive behandlet i udlandet, men frugt i skolerne er i bedste fald et nationalt anliggende, og egentlig forældrenes ansvar.

Endnu et eksempel på, at Kommissionen prøvede at blive populær på noget, som Kommissionen slet ikke skal blande sig i, kom blot en uges tid senere, da telekommissær Viviane Reding sagde, hun ville tvinge mobilselskaberne til at nedsætte de priser, som de internt afregner med hinanden, med 70 procent. Det lyder godt med billigere mobilpriser - ligesom gratis frugt kunne være rart - men hvis forslaget gennemføres, vil det betyde en betydelig skævvridning af det frie marked og højere priser på alt muligt andet. Teleselskaberne jo skal hente deres indtægter et eller andet sted. Intet er som bekendt gratis.

Det var utålmodigheden med den langsomme vej mod vækst og velstand, der i slutningen af 80erne drog EU mod den såkaldte interventionistiske model, som man må vende sig imod.

Politikernes historiske utålmodighed er bedst beskrevet i Friedrich Hayeks »Vejen til trældom«. Her står, at frihed ikke er en sikker og ukrænkelig besiddelse. Frihed er noget, man skal passe på. Men historien gentog sig op gennem halvfemserne. De europæiske ledere betragtede resultaterne af frihedspolitikken som en sikker og ukrænkelig besiddelse, der ikke viste resultater hurtigt nok. I stedet for at vente på de langsigtede positive konsekvenser af fællesmarkedet, besluttede man, at man gennem interventionisme skulle vise europæerne, at det nye EU havde sin berettigelse. Det er denne interventionistiske tilgang til samarbejdet, som ikke bare de borgerlige vender sig imod, men også folk i al almindelighed.

I Weekendavisen i juni vendte den velkendte Uffe Ellemann-Jensen tilbage med en af de der arrogante bemærkninger, alle elskede, dengang de borgerlige gik med EU-sokker: »De er sgu ikke toneangivende. De er nogle stykker. Og nogle af dem har ikke hævet sig over gadekærsniveauet«.

Nej, den tidligere udenrigsminister talte ikke om socialister eller fodnotepolitikere, men om de borgerlige EU-skeptikere. Og han havde ret i, at de stadig ikke er mange, men de bliver flere og flere, og den seneste dom vedrørende familiesammenføringsreglerne vil skubbe andre i samme retning.

Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan blive så overrasket over dommen. Det er sket mange gange før, at Domstolens afgørelser har haft vidtrækkende politiske konsekvenser. Men politiske afgørelser skal træffes af politikere, og hvis et flertal i Danmark har besluttet, at grænsen for den frie bevægelighed er dér, hvor man sikrer, at tredjelandsborgere ikke kommer ind i landet, så er det dér, grænsen går. Uanset om loven ligger i en gråzone, eller om det er rationelt i en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft.

Lissabon-traktaten fastslår ikke bare, at EU stadig bygger på klassisk-liberale værdier såsom respekten for frihed og menneskerettighederne, men traktaten styrker også den eneste demokratiske institution i EU, Europa-Parlamentet.

Og afgørelsen om familiesammenføringsreglerne viser med al tydelighed, at der er behov for et stærkt parlament, der kan måle sig med den magt, som ikke bare Domstolen, men også embedsmændene - herunder Kommissionen - med tiden har fået.

Det er hovedårsagen til, at jeg er tilhænger af Lissabon-traktaten, selvom jeg blankt erkender, at Thomas Jeffersson, der skrev den amerikanske forfatningstekst, som er et af de smukkeste skrifter i historien, ville vende sig i sin grav, hvis han læste den.

EU bør fortsætte med at deregulere markedet, og Europa-Kommissionens rolle burde være at fremlægge planer, der gør det lettere for borgerne at færdes og handle frit. Europa-Parlamentet bør fungere som EUs vagthund og stoppe alle tiltag, der begrænser det frie marked. Domstolen skal sikre, at de politiske afgørelser bliver overholdt.

Det er på tide, at vi som borgerlige fortæller, at vi stadig tror på det europæiske projekt, men at vi ikke vil finde os i, at EU udvikler sig til en superstat, der mere og mere minder om den statsform, som de nye medlemslande kæmpede imod, da de var underlagt socialismen.

Tjekkiet, der blev medlem efter optagelsesforhandlingerne i København i 2002, har formandskabet for EU i 2009.

Mottoet for formandskabet er »Europe without barriers«. Det er en dagsorden, der sætter kursen for at tage Europa tilbage til fremtiden. Der er håb forude, hvis vi ønsker det.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 5 March 2009, 17:35

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.