Tillykke, Ronald Reagan

”Det elendige planøkonomiske system kunne ikke sikre både en militær oprustning, der stod mål med Vestens, og en rimelig levestandard for de befolkninger, der takket være de nye kommunikationsmuligheder fik stadigt bedre indblik i, hvordan man levede på den anden side af Jerntæppet. Der blev sat trumf på af en stærk amerikansk politisk ledelse under præsident Ronald Reagan”. 

Sådan skriver en af vore egne stærke ledere, Uffe Ellemann-Jensen, om Ronald Reagan i bogen ”Det lysner i øst” (Gyldendal, 2006). I dag, den 6. februar, har Ronald Reagan fødselsdag. Han ville være fyldt 96 år, og han er værd at fejre, da han er en af de præsidenter, der efterlod sig en bedre verden, end den han overtog, da han blev præsident i 1981. 

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjev, blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte. 

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var ”(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier. 

I dag er de fleste af de østeuropæiske lande, der var underlagt lederne i Kreml, frie demokratier, medlemmer af EU og NATO, og de ved, hvem de skal takke for deres frihed. Det så man for nyligt, da en ung toppolitiker fra Tjekkiet, en af Prags borgmestre, Tomas Chalupa, fortalte, at Prag ville bygge et mindesmærke for Ronald Reagan. Begrundelsen for mindesmærket var enkel: ”Reagan (…) defeated Communism”. 

Tillykke, Ronald Reagan.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 15 February 2009, 15:28

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.