Vaclav Klaus og EU - skeptisk realisme

 

Der skulle tre valgrunder til for at genvælge ham som præsident. Dramaet er næsten blevet totalt forbigået i de danske medier. Det stod ellers i vores baghave, og kan få afgørende betydning for Europa.

Den 15. februar blev Tjekkiets præsident Vaclav Klaus genvalgt til en ny femårsperiode.

Da det socialistiske diktatur kollapsede i november 1989, arbejdede Vaclav Klaus som analytiker på det Tjekkoslovakiske Videnskabernes Selskab. Ligesom Vaclav Havel var Klaus kendt som stor modstander af det socialistiske regime. Men modsat Havel og de andre dissidenter var han hverken forfatter eller journalist. Derimod havde han en økonomisk baggrund.

Klaus var blandt de reformøkonomer, der fik udrejsetilladelse i det såkaldte politiske forår i Prag i slutningen af 1960erne, og det skulle blive en tur, der satte sig dybe spor. Klaus læste blandt andet i USA, hvor han stiftede bekendtskab med frimarkedstænkere som Ludwig von Mises og Milton Friedman. Men det var især Friedrich Hayek, som fik Klaus til at indse kapitalismens moralske overlegenhed i forhold til den uretfærdige planøkonomi, som han selv var tvunget til at leve i.

»Foråret i Prag« kulminerede for 40 år siden i januar 1968, da de reformvenlige kommunister pressede den gamle garde ud af regeringskontorerne. I april fremlagde den nye regering en reformpakke, der skulle give socialismen et menneskeligt ansigt. Magthaverne i Kreml opfattede med rette programmet som et anslag mod hele den socialistiske model, og sendte soldater ind i Tjekkoslovakiet for at stoppe processen inden ideerne spredte sig til andre østeuropæiske lande.

I tiden der fulgte var det bestemt et dårligt karrieretræk at bekende sig til Friedrich Hayeks grundidé om, at staten altid udgør en trussel mod borgernes frihed, og kun bør gribe ind, når borgernes frihedsrettigheder er truet. Det er klart, at man ikke bliver belønnet for at mene, at et samfund, der mangler frihedens selvregulerende mekanismer, bliver et tyrannisk samfund, som kun kan rette sine fejl, når magthaverne har ført landet ud i katastrofen. Men Klaus fik ret, og efter Fløjlsrevolutionen i 1989 var der pludselig brug for de reformer, som Klaus var blevet eksponent for. Klaus blev finansminister i frihedsregeringen, og i 1992 udnævnte præsident Vaclav Havel ham som statsminister for Tjekkiet. Nu stod Klaus selv i spidsen for det, der siden er blevet kaldt det tjekkiske mirakel.

Vaclav Klaus er blevet kaldt alt fra Tjekkoslovakiets Milton Friedman til Østeuropas Margaret Thatcher, men ingen af betegnelserne er præcise nok til at beskrive Tjekkiets genvalgte præsident. Han hører heller ikke til hos de helt store frihedskæmpere fra 1989, som Havel, Polens Lech Walesa eller Litauens Vytautas Landsbergis. Han hører til blandt de få ledere i historien, der kan kombinere ideologi og ideer med real politik.

Når Tjekkiet i januar 2009 overtager formandsposten for EU vil der være tale om en historisk begivenhed. Det er kun anden gang, at et af de tidligere østeuropæiske diktaturer skal stå i spidsen for EU, men den egentlige årsag til, at det kan blive et skelsættende formandskab, er, at Klaus måske er den sidste europæiske leder, der rent faktisk har en klar vision for det europæiske samarbejde.

Vaclav Klaus bliver ofte kaldte EU-skeptiker, og han er da også skeptisk over for det EU, som vi kender det i dag. Han skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det indre marked, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der har været fremherskende siden 1992, og er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og dens afløser, Lissabon-traktaten, var det ikke fordi, han var modstander af EU, men fordi han mente, at traktaten cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Klaus vil tilbage til den oprindelige inter­governmentale model, hvor nationalstaterne samarbejder - uanset historiske, økonomiske, kulturelle eller religiøse forskelle - på de områder, der styrker europæernes personlige og økonomiske frihed. Ikke begrænser vores frihed. Og måske bliver hans vision til virkelighed igen, når han står i spidsen for Europa næste år.

Af Kasper Elbjørn Senest opdaterede: 5 March 2009, 17:31

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer
Kommentér

Comment form is Gravatar and coComment enabled.