Blog (Mest populære 10 Indlæg)

Klare og effektive love er vejen frem

Overdrevent restriktive og forældede love og regler er en hindring for udenlandske investeringer.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Verdensbanken, hvor man sammenligner love og regler, som påvirker udenlandske investeringer, på tværs af 87 lande.

Klare og effektive love og regler er derimod afgørende for at sikre de bedste resultater for alverdens økonomier, borgerne og investorer, står der i rapporten, som af en eller anden grund ikke er blevet opdaget af de danske medier her i sommervarmen.

Udenlandske investeringer er afgørende for alle lande
Verdensbanken – eller Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling– blev skabt efter Anden Verdenskrig for at finansiere genopbygningen efter krigen. I dag søger Verdensbanken ved hjælp af lån og rådgivning at reducere fattigdom og fremme bæredygtig økonomisk vækst.

Ifølge den nye rapport fra Verdensbanken er udenlandske investeringer af afgørende betydning for et lands udvikling - især i tider med økonomisk krise.

Udenlandske investeringer bringer kapital og ny teknologi og viden til landet, og det bidrager til at skabe arbejdspladser, ligesom udenlandske investeringer stimulerer konkurrencen i landet ved at nedbringe lokale priser og forbedre borgernes adgang til varer og tjenesteydelser.

Effektive love og regler
Ligesom vi altid har handlet med hinanden, har vi investeret i hinandens lande i hundredvis af år, men som følge af den økonomiske globalisering placerer virksomhederne i højere grad end tidligere deres aktiviteter – lige fra produktion til salg – hvor det bedst kan betale sig.

Dette illustreres af, at de direkte udenlandske investeringer var næsten 150 gange højere i 2007 end i 1970.

Denne udvikling kræver ikke flere love og regler, men effektive love og regler, og de lande der først accepterer og indordner sig globaliseringens konsekvenser, vil stå stærkest fremover.

Det er der ikke noget nyt i.

Det nye er, at vi ikke kan tage globaliseringen for givet.

Stort fald i direkte udenlandske investeringer
Den økonomiske krise har betydet, at direkte udenlandske investeringer siden 2007 er faldet med omkring 40%

Det kan vi heldigvis gøre noget ved.

Ifølge rapporten fra Verdensbanken betyder bureaukratiet i Angola og Haiti, at det kan tage et udenlandsk selskab op til et halvt år at etablere et datterselskab. I Canada og Georgien kan det gøres på mindre end en uge.

Pointen er, at vi skal lære af de bedste for at sikre, at vi ikke falder af globaliseringsvognen.

Kun lidt kritik af Danmark
Danmark bliver heldigvis kun kritiseret én gang i den 200 lange siders rapport fra Verdensbanken.

I 8 af de 87 lande, som rapporten har undersøgt, kan udlændinge ikke eje jord udstykket til erhverv og i 16 lande kan udenlandske selskaber ikke eje landbrugsjord, selvom der for statsborgerne i landene er privat ejendomsret.

Desværre fremhæver rapporten, at dette fænomen ikke er begrænset til udviklings- og overgangsøkonomier, og nævner bl.a. Danmark:

»Mange højindkomst OECD økonomier har også restriktioner over for udlændinge. Danmark, Finland, Grækenland og Irland har eksempelvis begrænsninger for udenlandsk ejerskab af bestemte arealer eller pålægger bopælskrav til udlændinge, der ønsker at erhverve jord.«

Der er masser vi kan gøre bedre
Derudover er der i følge Økonomi- og Erhvervsministeriets analyse »Vækst gennem globalisering - Handlingsplan og baggrundsanalyse« fra 2003 meget andet vi kan gøre for at tiltrække investeringer til Danmark.

I ministeriets analyse står der bl.a., at følgende er en direkte hindring for yderligere indgående direkte udenlandske investeringer:

Andre undersøgelser viser ifølge ministeriet, at Danmark kunne tiltrække ca. 5% flere direkte udenlandske investeringer, hvis alle tilbageværende formelle restriktioner for investeringer i hele OECD blev afviklet.

Det var måske ikke ligefrem en advarsel. Det var en opfordring!

Af Kasper Elbjørn

Velfærdsstaten opløser familien

Tilbage i juni skrev Anne Sophia Hermansen et essay om manden i 30erne. Det skabte en hed debat – og ikke på den gode måde. Sommervarmen steg folk til hovedet, og grøfterne mellem kønnene blev gravet dybere og dybere. I denne uge følger TV2s Go’ aften Danmark op på diskussionen. Mandag aften besøgte jeg selv TV-magasinet sammen med Anne Sophia Hermansen for at diskutere, hvorfor der overhovedet er så mange singler i dagens Danmark.

Jeg ser egentlig ikke mig selv som en af de drengerøve, som Anne Sophia Hermansen beklagede sig over. Jeg er mere røv end dreng, når jeg er på arbejde, og forhåbentlig mere dreng end røv, når jeg har fri. Jeg tror heller ikke, som andre har skrevet, at vi i stadigt stigende grad lever alene, fordi kvinderne går med Georg Jensen-smykker, gummisko og har leverpostej i håret. Dem kender jeg i hvert fald ikke!

Jeg tror, der er en helt tredje, mere væsentlig årsag til, at vi lever hver for sig, selvom vi egentlig helst vil leve i tosomhed og have ligeså mange børn som vores bedsteforældre.

For nogle år siden udtalte den nuværende kulturminister Carina Christensen (K), at hun undrede sig over, at danskerne ikke fik flere børn. Hendes udtalelse byggede blandt andet på en undersøgelse, der viste, at danskerne fik 1,8 børn, men vi ville egentlig gerne have 2,4 børn. Ministerens teori var, at uskrevne normer var årsagen til, at danskerne fik færre børn, end de ønskede. Hun ville gerne finde ud af, hvilke barrierer der forhindrede danske familier i at få det antal børn, de gerne ville have.Carina Christensen var på daværende tidspunkt 34 år. Hun var ugift og havde ingen børn. Derudover var hun blevet minister ved noget nær et tilfælde og i en rimelig ung alder. Det var hendes forbrydelse – og det skulle hun aldrig have gjort! Sådan en karrierepolitiker uden familie skulle bare holde sin mund, lød det i vrede læserbreve og avisledere.

Men hvis man - her nogle år efter - lytter til, hvad hun egentlig spurgte om, og ser bort fra den tåbelige familiekommission, som hun efterfølgende nedsatte for at finde svar på spørgsmålet, havde hun fat i en helt central problemstilling for os i 30erne.

Anne Sophia Hermansens sommer-essay og den kønsdebat, det affødte, fik mig til at tænke over, om problemet i virkeligheden er, at vi overser, at det samfund, vi har opbygget, gør alt for at forhindre os i at leve det liv og i de familiemønstre, vi alle ønsker os.

Historikeren David Gress skriver i sin bog Velstandens kilder om det dilemma, som den amerikanske sociolog Daniel Bell har kaldt for kapitalismens kulturelle selvmodsigelse. Når flere og flere lever alene, er det en konsekvens af, at vi i dag er blevet så rige, at vi har råd til at være single. Den forbruger- og nydelseskultur, som kapitalismen muliggjorde, ændrede vores samfund og resulterede i et stort skift i danskernes familiemønster og især kønsrollemønstret. Men væksten og velstanden i samfundet er afhængig af, at vi opretholder de traditionelle familiemønstre, og at vi yder før vi nyder.

I dag har vi sjældent travlt med at gifte os og få de børn, vi godt vil have, fordi vi ikke behøver skabe en familie for at overleve, ligesom staten hjælper os, hvis vi bliver alene med vores børn

I takt med, at danskerne blev rigere og rigere, voksede skattetrykket, og staten blev større og større og undergravede dermed det personlige ansvar, vi har for os selv og vores nærmeste. Vi ringer til kommunen, hvis vores bedsteforældre skal have hjælp, og vi behøver ikke engang smøre madpakker til vores børn længere. Velfærdsstaten har gradvist overflødiggjort familien og overtaget de forpligtelser, det ansvar og den omsorg, man yder over for sig selv og sine nærmeste. David Gress skriver et andet sted i bogen, at det værste er, at vi aldrig har fået belyst de negative konsekvenser af denne udvikling. Jeg vil tilføje på baggrund af sommerens kønsdebat, at det er ligeså slemt, at vi heller aldrig har diskuteret, om det samfund, vi har opbygget, egentlig er det samfund, vi vil have.

Hvis vi vil ændre på dette - og passe bedre på hinanden og vores samfund - nytter det ikke noget, at vi graver grøfter mellem kønnene. Det er på tide, at vi tager os sammen og tager samfundet tilbage. Vi har brug for en seriøs og åben debat om velfærdsstaten og finde ud af, om den egentlig er prisen værd – eller om vi kunne opnå samme eller mere lykke uden den stærke og styrende stat. Undersøgelsen om, hvor mange børn vi vil have, og hvor få vi får, tyder på, at selvom de fleste siger, at de er glade for det samfund, vi har i dag, modarbejder velfærdsstaten faktisk de uskrevne normer og værdier, vi sætter pris på, og forhindrer os i at leve det liv, vi ønsker os.

Af Kasper Elbjørn

Den amerikanske lære

Velfærdsstaterne i Europa skriger efter fornyelse. Ikke mindst den danske. I USA er debatten om fremtidens velfærdssamfund allerede i gang. Præsident Barack Obama har lanceret en ganske omfangsrig reformdagsorden, der på mange måder er et opgør med den traditionelle amerikanske tilgang til forholdet mellem stat og borger. Det har sat sindene i kog specielt hos det mindretal, der er uenige med præsidenten, og det er et stigende antal amerikanere. Lige netop derfor fortjener den nuværende amerikanske præsident alt mulig ros for at turde tage opgøret med sine modstandere og reformere det amerikanske samfund.

Jeg er ikke enig med præsidenten i alt, hvad han foretager sig, men én ting er sikker: Vi har brug for politikere i Europa, der ligesom præsident Obama tør sætte deres egen dagsorden for fremtidens velfærdssamfund med risiko for at blive upopulære og tabe næste valg.

For nogle år siden besluttede min familie at købe en klassisk ødegård i Hultanäs ca. 40 km fra Växjö i Sverige. Huset ligner lidt et af husene i Astrid Lindgrens »Alle vi børn i Bullerby« eller »Emil fra Lønneberg«, og området kunne også sagtens være taget ud af en af de kendte børnebøger. I år besluttede jeg mig for at holde ferie i Hultanäs, da man slapper rigtig godt af deroppe. Der er intet internet, ingen post eller aviser, og ens BlackBerry virker ikke. Og jeg trængte til at slappe lidt af efter en mindre succesfuld valgkamp, ny stilling og forretningsrejser. Der gik dog ikke mange dage, før jeg havde færdiggjort den bog, jeg havde med hjemmefra, og blev en smule rastløs. Heldigvis fandt jeg en bog i reolen, vi vistnok købte, umiddelbart efter vi havde overtaget huset. Bogen hedder »Nödårsbarn« (Vitterleken, 2006) og er skrevet af en historiker med rødder i området, Bennie Akerfelt.

Jeg kender ikke forfatteren, og at dømme ud fra omslaget er det ikke en bog, man finder på bibliotekerne hverken i Danmark eller Sverige. Men det gør den ikke mindre interessant. Bogen begynder under den store sultkatastrofe i 1868. Mellem den 21. maj og 23. august faldt ikke en eneste dråbe regn i området, hvilket ikke blot ødelagde høsten hos de i forvejen hårdtprøvede bønder, men afstedkom skovbrande, der yderligere pressede de små bygder økonomisk. Da regnen endelig kom, var det for sent. Høsten var ødelagt og en lang, kold vinter ventede forude. De stærkeste emigrerede derfor til USA, og de var med til at opbygge det amerikanske samfund efter den ødelæggende borgerkrig. De svageste emigrerede fra livet selv, som forfatteren skriver. Bogen følger dem, der blev tilbage.

Udover historien om de tragiske skæbner i det smålandske højland kan man læse, hvordan Göteborg Kommune advarede svenskerne om, at det krævede noget helt specielt at emigrere. Opslaget hedder: »Nogle almennyttige råd for udvandrede til Amerika«, og under første punkt står der, at hvis man har det godt i Sverige, bør man blive dér »i stedet for at søge det ukendte«.

Dernæst gør kommunen blandt andet opmærksom på, at alle, der frygter hårdt arbejde, bør blive i Sverige, ligesom man advarer mod at have for høje forhåbninger til det nye liv. Til sidst står der i cirkulæret, at man skal være »nøgtern, ærlig og flittig«. Disse dyder bliver der sat stor pris på, og, som der står, man belønner tilmed denne adfærd i Amerika.

Det bringer mig tilbage til i dag. Kritikerne af præsident Barack Obamas velfærdsreformer mener nemlig, at reformerne vil medføre, at lige netop de værdier, som Göteborg Kommune opridsede i det gamle cirkulære, og som det amerikanske samfund blev bygget på, og gjorde USA til den rigeste nation med den højeste vækst på kloden, vil blive eroderet med reformerne. I disse dage står kampen specielt om sundheds­systemet.

I Danmark har vi allerede taget de første skridt mod et mere effektivt sundheds­system. Vi har sat patienten før systemet og gjort op med inertien i sundhedssystemet ved at tilbyde frit sygehusvalg mellem privathospitaler og offentlige sygehuse, tillade private sundhedsforsikringer og udvide patientsikkerhedsordningen, så den blandt andet omfatter den kommunale sundhedssektor og apotekerne. Vi har stadig lang vej at gå, fordi vi mangler den ubehagelige debat om, hvem der skal have førsteret til behandling i fremtiden, og hvem der skal betale hospitalsregningen, når antallet af ældre vokser og befolkningen som helhed lever længere med deraf flere sygdomme til følge, som forhåbentlig alle kan behandles.

I USA står de med fuldstændig samme problem, samtidig med at man i udbredt grad har haft en sundhedsordning baseret på en frivillig aftale mellem amerikanerne og forsikringsselskaberne, der selvsagt er bekymrede for udgifterne i fremtiden. Det har gjort aftalerne komplicerede og dyre. Præsident Obamas svar har været mere statslig styring. Kritikerne mener, det havde været bedre at lave klarere regler for forsikringsaftalerne i stedet for at tage ansvaret fra befolkningen og indføre mere statsligt bureaukrati.

Aldringen af samfundet har også affødt en debat om det, vi vel ville kalde folkepension. Præsident Obama har foreslået skattefrihed for pensionister med lav indkomst. Det lyder sympatisk, men kritikerne af pensions­reformen har påpeget, at udgifterne vil blive betalt af middelklassen, der har drevet det amerikanske samfund vidt i håbet om at leve den amerikanske drøm. De amerikanske skatteydere vil i forvejen være hårdt prøvede i fremtiden, da statsgælden – der er eksploderet de seneste måneder, og i forvejen var høj – skal betales tilbage. Andre kritikere siger derfor, at der slet ikke er råd til skatteyderbetalt pension i fremtiden, og at skattefrihed for pensionister bør være det eneste gode i fremtiden. I stedet skal det være mere attraktivt at spare op til egen pension, fordi der bliver ikke andet. Endnu en ubehagelig diskussion, der er sund for ethvert samfund, som står ved en skillevej.

Jeg hører ikke til dem, der tror, at præsident Obamas reformideer vil erodere den amerikanske drøm. Den er iboende enhver amerikaner og meget stærkere end staten og politikere. Jeg tror til gengæld, at politik kan ændre meget, og jeg hører bestemt til dem, der mener, at den amerikanske præsident har en ganske anden vision for Amerika end de stædige svenskere, der stod på toget i Hultanäs i 1868. Men den amerikanske drøm består. Ligesom de danske værdier vil bestå, uanset hvilken form for velfærdssamfund vi vælger.

Jeg tror ikke, som socialisterne, at staten er løsningen på vores problemer. Jeg har tværtimod stor tiltro til danskernes egen evne til at løse hverdagens problemer. Min drøm er derfor et samfund, hvor alle er nøgterne, ærlige og flittige, og hvor kommunerne hjælper de svage, der ikke kan arbejde selv, men lader resten være i fred. Jeg ønsker et samfund, hvor ingen frygter hårdt arbejde, men gerne giver en ekstra hånd med efter fyraften eller tager et ekstra år på arbejdsmarkedet, fordi vi ved, det kan betale sig. Et samfund hvor alle har høje forhåbninger til fremtiden og ikke lader sig slå ud af en økonomiske krise, vi selv har været med til at skabe. Et samfund hvor vi værner om den personlige frihed, ejendomsretten og menneskerettighederne og passer på hinanden og samfundsressourcerne. Ikke kun de økonomiske, men også miljøet og energien. Det er min danske drøm.

Jeg ved godt, at mange sikkert ønsker et andet samfund, end jeg her overordnet har beskrevet. Det er kun godt! Og i stedet for at skælde ud på min samfundsvision bør de beskrive deres egen vision og stoppe med at diskutere bogstavskombinationer efter et valg, der formentlig først kommer om to år, true os med at »gå ind ad hoveddøren hos folk« og blande sig i danskernes privatliv, når den offentlige sektor sejler, eller stille forslag om en ny millionærskat, når der stort set ikke er millionærer i Danmark. Kun hvis politikerne fra alle partier – og meningsdannere fra alle leder og kanter – kæmper om at sætte en ny vision for Danmark, får vi samme nyttige værdi- og kulturdebat, som USA er så heldig at have i øjeblikket.

Af Kasper Elbjørn

Kæmper i en tandløs tid

Jeg skulle egentlig have skrevet om den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes valgkamp op til forbundsvalget den 27. september 2009, men der var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Merkel siger intet. I en del af valgkampen har hun simpelthen holdt ferie. Hendes strategi synes at være at sige så lidt som muligt. Ingen visioner. Ingen forslag. Ingen politik. Det er åbenbart vejen til magten i dag. Politik handler ikke om noget mere - udover når de gamle politiske kæmper engang imellem åbner munden.

Sådan har det ikke altid været. Fortidens politikere har gennem tiden ikke sparet på de store ord. Det var før kontraktpolitikken, hvorfor meget af det de sagde, forblev ord, men man vidste i det mindste, hvad de bar i hjertet. Hvad de brændte for. Jeg tror, det var det, vi mindedes denne sommer, da Socialdemokraternes Svend Auken gik bort. Hvis man var liberal i 1990erne, ved man præcis, hvorfor Socialdemokraterne var så kede af det. Auken tilhørte en generation af politikere, der brændte for deres sag - også selvom det engang imellem betød, at de brændte deres lys i begge ender. En socialdemokrat, som jeg læste på universitetet med, og som sidder i Folketinget i dag, sagde engang til mig, at det vi liberale følte i 1998, følte Socialdemokraterne i 1990. Hun havde ret. Vi vidste, at tiden efter valget i 1998 ville blive en anden, og derfor gjorde det ekstra ondt, da Venstres Uffe Ellemann-Jensen tabte valget - og man må sige, at tiden efter 1990 også blev en anden for Socialdemokraterne. Vi kommer os nok aldrig helt over det. Hverken dem eller os. Heldigvis.

Der er ikke mange af de gamle kæmper tilbage i dag. Men der sidder stadig nogle stykker tilbage hist og her. En af dem er Thor Pedersen. Han er i dag formand for Folketinget, og i sidste uge viste han præcis det politiske mod, som er så fraværende i politik i dag.

Ved en konference arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet. Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele. "Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?", fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for. Det har altid været hans facon, men bag det lille skæve smil viste sig lidt af det ærlige hjerte, der stort set ikke findes mere i dansk politik.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering. Derefter fik han noget så sjældent for en dansk politiker som en yderst succesfuld erhvervskarriere, hvorefter han i 2001 vendte tilbage som finansminister.

Det er ikke altid gået lige godt med sarkasmen og de små vittigheder. Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993. Spørgsmålet sorterede under ham, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet. Poul Schlüters firkløverregering var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre det til et kabinetsspørgsmål, så den lod sig nedstemme uden det helt store opgør. Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes. Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa. Men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986. Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter. Thor Pedersen gjorde derfor det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck. Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: "Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge," sagde han. Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister. Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde heldigvis lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger. Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker.

Et andet af Thor Pedersens uforglemmelige øjeblikke var, da han erklærede, at det gik så godt med den danske økonomi, at hvis det fortsatte sådan de næste 1.000 år, ville vi eje hele verden. Bemærkningen faldt i august 2006. Faktisk udtalte han de berømte ord ved sin sidste finanslovspræsentation. Dengang var der ingen grund til at svede, når finansministeren præsenterede finanslov. Finansloven for 2007 markerede nemlig et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os. Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: "Hvis vi bruger vores store, fine tusindeårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så et det problem egentlig løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]".

Det er sådan et klip, som journalister og historikere kan bruge, når Danmarks Radio en dag skal lave en udsendelse om Anders Fogh Rasmussens regeringer, hvor Thor Pedersen var finansminister frem til valget i november 2007. Og selvfølgelig blev der også dengang fniset i salen, da ordene faldt. Socialisterne omskrev hurtigt citatet til, "vi kan købe hele verden", hvilket ikke rigtig gav mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen egentlig var så glad, da han fremlagde sit sidste finanslovsforslag. Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så "ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse"?

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Finansloven for 2007 var på mange måder kulminationen på den genopretningspolitik, som tidligere finansminister Henning Christophersen (V) igangsatte i 1982, da Socialdemokraterne overgav regeringsmagten til Poul Schlüters firkløverregering. Den socialdemokratiske regering havde efterladt et underskud på nærved 80 mia. kr. Desuden var underskuddet på betalingsbalancen steget til 20 mia. kr., og arbejdsløsheden vokset til omkring 250.000 ledige. Det var derfor ikke så mærkeligt, at overskriften på regeringens arbejde blev "Økonomisk genopretning", og det var bestemt positivt, at vi i 2007 langt om længe havde den frihedsgrad, som Thor Pedersens graf viste, fordi - som han indikerede - man ingen personlig frihed kan have uden økonomisk frihed.

I sidste uge viste han så tænder igen. Igen på sin helt egen måde. Dermed redefinerede han også til en vis grad Folketingets formands rolle, som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt. Det synes at være ligeså tiltrængt som at styre taletiden i Salen.

Jeg er klar over, at denne klumme kan virke som en lovprisning af Thor Pedersen. Jeg vil sikkert også blive anklaget for at rose Thor Pedersen mere, end han har fortjent. Men jeg nævner Thor Pedersen, fordi han er et eksempel på en politikertype, der er ved at uddø. Og det beklager jeg dybt, da der mere end nogensinde er brug for politikere, der tør sige den nye tandløse magtelite midt imod. Som tør stå alene. Den slags kæmper er der behov for i en tid, hvor meningsmålinger og fokusgrupper har efterladt partierne så ens i deres holdninger, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved den vedtagne sandhed, ligesom personfnidder præger den offentlige debat. En tid hvor man åbenbart kan vinde et valg uden at sige noget som helst substantielt eller behøver redegøre for sin vision for fremtiden. Hvis man overhovedet har én.

Husk det gamle ordsprog: når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel. Det gælder sådan set altid.

Af Kasper Elbjørn

Når en fjer bliver fem høns

I går aftes satte jeg mig for at finde ud af, hvad der egentlig stod i Financial Times Deutschland, og hvorfor den danske udenrigsminister blev kaldt »verdens værste« af Daily Telegraph.

En ting er, at de danske medier går i selvsving over tre aflyste møder, og at Financial Times Deutschland rapporterer om, hvad der sker i det lille naboland mod nord, men det undrede mig, at det estimerede engelske dagblad hoppede med på vognen.

Det viste sig da også, at en fjer var blevet til fem høns.

Hvis man vil til bunds i historien, skal man læse analysen, som den står i Financial Times Deutschland. Det var nemlig den, Daily Telegraph og andre netaviser citerede fra.

Imidlertid gik oversættelsen galt for Daily Telegraph, og sætningen »unbeholfenste Außenministerin der EU« blev til »world’s worst foreign minister«.

Jeg skal med det samme erkende, at Politiken ikke røg med på spøgen. I stedet vendte man historien om og undersøgte, om det skader Danmarks interesser, at historien nu ikke længere kun var diskussionsemne i Danmark. Svaret fra eksperterne var nej.

Andre medier prøvede desperat at vise tænder, og citerede lystigt alverdens netaviser for den fuldstændig samme historie. Ikke at det er en undskyldning, men også DR glemte at tjekke kilderne ordentligt, og bragte historien i radioavisen.

Det gamle ordsprog om, at en fjer blev til fem høns, har vist sjældent været mere passende.

Jeg skal til sidst bemærke, at selvom jeg aldrig har stemt på Det Konservative Folkeparti, og sikkert aldrig kommer til det, hører jeg til dem, der mener, at mediedækningen af udenrigsministerens to ferier i henholdsvis påsken og i sidste uge, er gået i selvsving.

I går var ingen undtagelse.

Jeg kender ikke udenrigsministeren personligt, men jeg ved, hun både er kompetent og charmerende. Vigtige dyder når man er topdiplomat. Det kan man næppe sige om alle de udenrigsministre, vi har haft gennem tiden.

Skulle hun have taget et mindre ministerium og eksempelvis genopfundet Økonomiministeriet, som det så ud i 1990′erne? Ja, måske, mådeholdenhed er en af de gode borgerlig dyder, og så var finansministeren også blevet fri for at bruge tid på internationale økonomiske anliggender samt regeringens konjunkturvurderinger og økonomiske redegørelser.

Derudover skal man aldrig gentage en succes.

Tiderne var nok anderledes dengang man kunne være både partiformand og udenrigsminister. I øvrigt var kombinationen ikke særlig succesfuld de første år. De ældre læsere kan sikkert huske valgresultatet i 1987.

Af Kasper Elbjørn

Høj skat skader virkelysten

 

I Nyhedsavisen 2. januar diskuterer Ole Thorbek og Flemming Lander begge min kommentar af 29. december.

Jeg stillede spørgsmålet, hvordan det var gået, hvis vi i Danmark stadig havde et skattetryk på 26 procent af BNP, som i 1960, da den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen døde. Årsagen var, at en britisk forsker netop har fundet ud af, at velstanden i Storbritannien ville have været dobbelt så stor, hvis de offentlige udgifter var blevet holdt på det niveau, de havde i 1960.

Jeg har aldrig påstået, at lavere skatter giver mere velfærd fra det offentlige. Derimod skrev jeg, at lavere skatter kan give mere velstand. Pointen er, at med færre velfærdsordninger og lavere skatter ville beskæftigelsen og velstanden blive større, fordi det bedre ville kunne betale sig at gøre en ekstra indsats på arbejdsmarkedet.

Thorbek skriver, at danskerne allerede arbejder meget. Det er ikke korrekt. Et af CEPOS seneste notater viser tværtimod, at vi har den sjettekorteste arbejdstid i OECD.

Grunden til den relativt lave danske arbejdstid er ikke, at danskerne er dovne.Derimod skal den korte arbejdstid ses i lyset af den meget høje skat på arbejde, som blandt andet indebærer, at fire ud af ti fuldtidsbeskæftigedes betaler 63 procent i skat, når de tjener 100 kroner ekstra.

Det er den fjerdehøjeste marginalskat i OECD, og den høje skat skader naturligvis virkelysten - og dermed også velstanden - i samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Lieberman - mere end en højrenationalist

Det skortede ikke med fy-ord i de danske morgenudsendelser i radio og TV i går efter det israelske valg. Højreorienteret, nationalistisk, højre-nationalistisk - og Danmarks Radio gik så langt, at man i radioavisen flere gange kaldte valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu, for ultra-nationalistisk.

Det gjorde terrororganisationen Hamas i øvrigt også. Dén lader vi lige stå et øjeblik.

Sandheden er mere nuanceret. Når det gælder den økonomiske politik, ligger Liebermans parti på linje med Socialistisk Folkeparti. Man accepterer markedsøkonomien, men ønsker ikke ubetinget at frigive de frie markedskræfter.

Det kan næppe kaldes højreorienteret.

Avigdor Liebermans parti er heller ikke mere nationalistisk end de danske partier, der ofte handler ud fra kortsigtede, nationale interesser.

Derudover er partiet faktisk tilhænger af medlemskab af NATO og endda også EU, men især kendt for at gå ind for et sekulært samfund, hvor stat og kirke er adskilt.

Det er snarere partiets holdning til Mellemøst-konflikten, der skiller partiet ud fra de andre partier i Israel.

Lieberman mener ikke, at konflikten handler om, hvor grænserne til Israel skal gå, men derimod om kultur og værdier. Derfor har han også tilkendegivet, at han er villig til at afgive israelsk territorium for at gøre de to stater i en to-statsløsning mere homogene.

Til gengæld gør han gældende, at israelere, der ikke anerkender Israel, ikke kan være israelske statsborgere, ligesom han ikke mener, at Israel skal forhandle med lande, der ikke accepterer Israels ret til at eksistere. Hermed rammer han et ømt punkt hos de jødiske israelere, som på tværs af partitilhørsforhold i stigende grad mener, at de arabiske israelere er mere loyale over for Hamas end de er over for Israel.

Årsagen til, at Avigdor Liberman fik så stor succes ved valget i tirsdags, skyldes dog først og fremmest, at han formåede at fremstille sit parti, der på dansk hedder Vort Hjem Israel, som et nyt folkeparti, der ikke kun henvender sig til den oprindelige vælgergruppe, de russiske indvandrede, men er et frisk pust i israelsk politik. Når strategien lykkedes for Lieberman, skyldtes det formentlig skuffelsen over regeringspartiet Kadima, der blev dannet af tidligere premierminister Ariel Sharon umiddelbart inden valget i 2006.

Sharon oplevede aldrig sit partis valgsejr i 2006. Umiddelbart efter valgkampen var skudt i gang, blev han ramt af flere massive hjerneblødninger og har siden ligget i dyb koma. I stedet blev Ehud Olmert premierminister, og han har ikke været nogen succes.

Det indså Lieberman, der efter sidste valg blev en del af Olmerts koalitionsregering.

Umiddelbart efter præsident George W. Bush' besøg i Israel i januar 2008, hvor han prøvede at presse de israelske politikere til at holde Olmert flydende på grund af fredsprocessen og på trods af korruptionsanklager, forlod Lieberman Olmerts synkende skib. Det var et klogt valg, der senere gav ham massiv vælgeropbakning.

AVIGDOR LIEBERMAN BLEV født i den del af det tidligere Sovjetunionen, der i dag hedder Moldova. Han immigrerede til Israel i 1978 og fik senere en kandidatuddannelse fra Jerusalems universitet.

I 1990erne var han generalsekretær for Likud og en af Benjamin Netanyahus allierede. Han fungerede endda som stabschef for Netanyahu, da Netanyahu første gang var premierminister 1996-1999. I 2001 blev hans nydannede parti optaget i Ariel Sharons regering, og Lieberman blev minister for infrastruktur 2001-2002. I 2006 gik han med i Ehud Olmerts regering for at holde de nye russiske partier fra magten, og der var sikkert mange fra både Likud og Kadima, der så en fordel i, at det netop var Lieberman, der holdt styr på de russiske israelere og ikke de russiske oligarker, der var flyttet til Israel siden Sovjetunionens sammenbrud.

»Israel har ret til at kræve fuld tilslutning fra alle sine borgere. Den, som ikke er parat til at anerkende Israel som en jødisk og zionistisk stat, kan ikke være borger i landet«, sagde Lieberman i en tale på Saban Center for Middle East Policy i Washington tilbage i 2006, da han som nyudnævnt minister i Olmerts regering forklarede sin holdning til Mellemøst-konflikten. Han påpegede endvidere: »Fredsprocessen er baseret på tre grundlæggende falske præmisser: at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabilitet i Mellemøsten, at konflikten er territorial og ikke ideologisk, og at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten«. Uanset hvad man ellers mener om Avigdor Lieberman og hans parti, Yisrael Beiteinu, bør man tænke lidt over denne nye tilgang til konflikten. Ikke mindst i lyset af at der trods utallige fredsforsøg stadig ikke er fred mellem Israel og de arabiske lande. Og hvis Yisrael Beiteinu bliver tungen på vægtskålen, når præsident Shimon Peres en af de kommende dage skal pege på en forhandlingsleder, vil Liebermans betragtninger om Mellemøst-konflikten uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle fremover.

Det havde derfor været interessant, hvis de danske medier havde brugt morgennyhederne i går til at analysere sig frem til, hvad Liebermans syn på konflikten vil betyde for fredsprocessen i stedet for at bruge tiden på at brændemærke et politisk parti med symboler, der tilhører det 20. århundrede.

Af Kasper Elbjørn

Bush Big Spender

Dagen før den 110. kongres skulle samles for første gang, skrev Præsident George W. Bush en kommentar i Wall Street Journal. Præsident Bush’ vision for Amerika er efterhånden velkendt på begge sider af Atlanten. Denne gang var den også velskrevet: 

“I believe that when America is willing to use her influence abroad, the American people are safer and the world is more secure. I believe that wealth does not come from government. It comes from the hard work of America’s workers, entrepreneurs and small businesses. I believe government closest to the people is more responsive and accountable. I believe government plays an important role in helping those who can’t help themselves. Yet we must always remember that when people are hurting, they need a caring person, not a government bureaucracy”. 

Læste man videre, stødte man på endnu en sætning, som man som borgerlig må have svært ved at være uenig i: 

“By balancing the budget through pro-growth economic policies and spending restraint, we are better positioned to tackle the longer term fiscal challenge facing our country”, fortsatte han. 

Det hører imidlertid med til historien, at republikanerne ikke i praksis har levet op til denne målsætning siden 2001. Der har ikke været nogen form for ”spending restraint” under George W. Bush.

Veronique de Rugy, der sidder i CEPOS’ rådgivende komité, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største ”spender” siden Jimmy Carter, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største ”spender” siden Lyndon B. Johnson. Og det siger ikke så lidt. Jeg har fundet et ældre citat af de Rugy, som sætter årene med Bush lidt i perspektiv:

“Like Reagan, Bush has supported a large defense spending build-up. But a stark difference in fiscal philosophies is evident with regard to nondefense spending. While Reagan attacked the “destructive pattern of runaway spending,” as he called it in his second budget, Bush has expanded a wide array of “compassionate” welfare state programs”.

Af Kasper Elbjørn

Miljøfascismen viser sit ækle ansigt i Danmark

”Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd, og det er besværligt at flagre sig fri”, skrev Poul Henningsen i 1940. Hans tekst er blevet brugt og misbrugt af mange, og der vil sikkert også være delte meninger om min brug af teksten, men jeg fandt den indbyggede advarsel i teksten relevant efter jeg læste en artikel i Information i fredags. Overskriften var ikke til at tage fejl af. ”Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten”, skrev avisen den 18/11 i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk overfor holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt uanset om de mener klimaændringerne er menneskeskabte eller ej. Jeg mener også, vi i Danmark har sikret os, at både fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, er blevet belyst, og de fleste erkender i dag faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift. ”Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,” sagde Miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg blev alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar. Jeg kan nemlig ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus’ kontroversielle klimabog ”Blå planet i grønne lænker – Hvad er truet: Klimaet eller friheden?” udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Artiklen i Information viser imidlertid, at miljøfascismen også viser sit ækle ansigt herhjemme for tiden.

Miljøfascisme er et stærkt udtryk, men engang imellem er det nødvendigt at kalde ondskaben ved rette navn. Uden at have studeret miljøbevægelserne og deres oprindelse indgående, er det vist ikke en overdrivelse at skrive, at de har deres oprindelse på den del af den ekstreme venstrefløj, der dyrkede det autoritære. Miljøbevægelsens dagorden var oprindeligt en maskeret kritik af kapitalismen. Det var ingen hemmelighed, og derfor slog de fleste borgerlige og liberale korsets tegn hver gang miljøet blev bragt op i den offentlige debat. Dermed var der frit spil for de røde, og de tilkæmpede sig dygtigt miljødagsordenen i løbet af 1980erne, ligesom de borgerlige og liberale tabte dagsordenen især som følge af de borgerlige-liberale partiers støtte til A-kraft. Poul Schlüters firkløverregering blev tilbage i 1984 mødt med krav fra et flertal i Folketinget bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og socialisterne om, at al planlægning vedrørende A-kraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre A-kraft til et kabinetsspørgsmål, og lod sig derfor nedstemme på samme vis, som man lod sig nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Perioden kendes i dag som ”fodnoteperioden” fordi oppositionen tvang firkløverregeringen til at fremlægge bestemte synspunkter internationalt, som blev indført som fodnoter til NATOs officielle politik overfor Sovjetunionen. Regeringen lod sig imidlertid ikke kun nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, men her fik man dog gjort klart, at man var uenig i politikken, som oppositionen tvang regeringen til at føre. I miljøspørgsmål tabte man derimod helt dagsordenen, og fik ikke fortalt, hvorfor A-kraft var en del af løsningen på miljøproblemerne, og hvorfor det ligger de borgerlig-liberale helt naturligt at passe på ressourcerne i samfundet og få mere ud af den herunder selvfølgelig også miljøet.

Miljøbevægelsens dagsorden er siden Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud blevet meget mere end en kritik af det kapitalistiske system. Miljøfascismen er karakteriseret ved, at den ikke blot ønsker kontrol med det private erhvervsliv, men hele civilsamfundet. De brune - der i følge artiklen i Information åbenbart findes hos alle partier - kalder sig måske nok grønne, men havde de været ægte grønne, ville deres mål være blot at passe på ressourcerne. De vil dog meget mere og gå meget længere. De vil begrænse ressourcerne, og hvad næsten er værre, så vil de begrænse ressourcerne uden at argumentere hvorfor. Det virker næsten som om, de ønsker at binde kritikerne på mund og hånd, og de har, ligesom de røde, socialisterne, og de sorte, islamisterne, ikke respekt for den borgerlige åndsfrihed, som ellers værdsættes i ethvert samfund, hvor man har respekt for hinandens ejendom og opfatter sine medmennesker som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit. Dermed bliver ønsket om at passe på miljøet til en ideologi med velkendte fascistoide tendenser, hvor man kombinerer et korporativt økonomisk system med autoritære elementer.

Præsident Václav Klaus skriver i ”Blå planet i grønne lænker”, at vi ikke skal lade klimaændringerne fortrænge fundamentale spørgsmål såsom frihed og demokrati. Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik. Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde! Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Af Kasper Elbjørn

Frit spil til socialister, fascister og islamister

Jeg tror, alle kender til ønsket om, at ens værste anelser, er forkerte. At ens advarelser er ligeså hysteriske, som det man advarer imod. Jeg håbede i lang tid, at deltagerne på klimatopmødet var velmenende og oprigtigt bekymrede for den globale opvarming, men mine værste anelser blev bekræftet, da jeg hørte klapsalverne under Venezuelas præsident, Hugo Chavez tale i Bella Centret.

»Med en omskrivning af Karl Marx, vil jeg sige, at der er et spøgelse, der løber gennem Københavns gader«, sagde præsident Chavez. »Kapitalismen er dette spøgelse. Ingen, tror jeg, ønsker at nævne det. Kapitalismen. Jeg har også bemærket nogle af de skilte udenfor denne konference. På et af de skilte, der især var interessante, stod der, »Lad os ikke ændre klimaet -lad os ændre systemet!« Dette budskab kan jeg især godt lide, og jeg vil gerne tilføje, at ved at ændre systemet kan vi redde planeten. Den destruktive kapitalistiske model udrydder liv,« fortsatte Chavez, men blev afbrudt. Ikke af vrede - men af klapsalver.

Det er længe siden, at nationer bid for bid er blevet forvandlet fra demokrati til diktatur.

Siden Den Kolde Krig er det heldigvis gået den anden vej. I takt med kapitalismens indtog er staternes magt i forhold til borgerne blevet udhulet og alverdens diktatorer er forsvundet eller fjernet. Befolkninger rundt omkring på kloden har siden begyndelsen af 1990erne ikke længere været tvunget til at leve under den umenneskelige planøkonomiske styring, men har fået frihed og rettigheder til frit at handle med hinanden.

Sådan er det desværre ikke gået i Venezuela.

Bedst som man troede, at planøkonomien så småt var ved at afgå ved døden, viste den sit grimme ansigt i form af Hugo Chavez. Siden han blev valgt, har menneskerettighederne været under konstant pres. Centralbankens uafhængighed er blevet stækket, ligesom Chavez pr. dekret har eksproprieret virksomheder m. v. Dertil kommer hans planer om en centralt styret planøkonomi i et latinamerikansk storrum, der vækker minder om noget, Europa helst vil glemme. Nabolandet Colombia har allerede fået en advarsel. I en tale så sent som i sidste måned bad Chavez sine militære ledere om at forberede sig »på krig« med Colombia, fordi landet havde bedt USA om hjælp til at bekæmpe terrorister.

Der var ham og hans kritik af kapitalismen, som de delegerede i Bella Centret hyldede, inden de begyndte at give den danske regering skylden for, at klimaaftalen ikke blev ambitiøs nok. Problemet er bare, at uanset hvilken aftale, den danske regering præsenterede, ville den aldrig blive ambitiøs nok for de delegerede, der heppede på præsident Chavez. De var nemlig ikke Chavez nyttige idioter. De accepterede ikke at høre på alverdens socialister, fascister og islamister for at få en aftale. De var enige og deres mål var ikke at passe på miljøet, men at angribe den frihed og de rettigheder, der er grundlaget for vores kapitalistiske samfund.

Endnu en gang lod vi dem få frit spil.

Af Kasper Elbjørn