Blog (Tag: abbas)

Berlusconi og formandskabet – manden og bolden

Selvom de danske medier gjorde alt, hvad de kunne for at væmmes mest muligt over, at den italienske premierminister Silvio Berlusconi nu er formand for EU, var det nu nok den engelske avis The Independent, der løb med prisen for bedste overskrift. »Europe United in Disgust as Berlusconi takes EU Throne«, skrev avisen. Den danske avislæser kan således være tryg ved, at det ikke kun er i Danmark, at man går efter manden i stedet for bolden. Sådan er det åbenbart i hele EU. I stedet for at fokusere på manden burde man fokusere på bolden, det vil sige hele det italienske formandskab.

Italien var med til at stifte det EU, vi kender i dag, og Italien har før med stor succes haft formandskabet for EU. Rom-traktaten behøver ingen præsentation, og de fleste vil vide, at det var under italiensk EU-formandskab, at man i 1975 vedtog at etablere direkte valg til Europa-Parlamentet, ligesom man i 1985 aftalte at indføre et indre marked i EU og i 1992 skabte grundlaget for at introducere en fælles europæisk mønt, euroen. Alt sammen vedtaget under forskellige italienske formandskaber. Alt i alt har Italien således gjort betydelig mere for det europæiske fællesskab end de fleste andre medlemslande. Det nuværende italienske formandskab indleder således i disse dage et meget lovende formandskab, der fortjener langt større opbakning, end medierne giver det.

Udover at fokusere på premierminister Berlusconis fortid som italiensk erhvervsmand har enkelte medier valgt at fokusere på Berlusconi som diplomat i visheden om, at det også nok skal gå galt. Ikke mindst de franske aviser har gjort opmærksom på, at (franske) EU-diplomater frygter, at Berlusconi vil finde på at bruge EU-formandsposten til at komme med egenrådige udenrigspolitiske udspil. Berlusconi har i forvejen skabt opsigt ved at erklære, at både Israel og Rusland kunne optages i EU, hvis Tyrkiet kunne. I sidste måned lagde han sig derudover ud med en række af de øvrige medlemslande ved bevidst at undlade at besøge Arafat under en rundrejse i Mellemøsten. Det er ikke noget, der passer Frankrig og »det gamle Europa«, men problemet er måske ikke kun Berlusconi, men derimod lige så meget, at Berlusconi modsat så mange andre stats- og regeringschefer har erkendt, at EU er så meget mere end »de gamle«. »Det nye Europa« ser formentlig Berlusconis udspil som et forfriskende pust fra et land, der egentlig hører til blandt »de gamle«.

Den italienske regering forstår, måske bedre end noget andet land i EU, hvor betydningsfuld en balanceret holdning til konflikten i Mellemøsten er.

I de kommende måneder vil fredsprocessen i Mellemøsten blive blandt det italienske formandskabs største udfordringer både inden og uden for EU. Mange af de nye medlemslande vil uden tvivl følge Berlusconis udenrigspolitiske linie, der ikke udelukkende er pro-Israel, men som bevidst underminerer Arafat, for herigennem at styrke Abu Mazen, selvstyrets premierminister, og hans ønske om at bevæge selvstyreområdet væk fra brugen af terror - og mod en fredelig løsning af konflikten med Israel. Det er desuden også USAs position, hvorfor heller ikke præsident Bush mødtes med Arafat, da han efter befrielsen af Irak genstartede fredsprocessen.

Meget tyder på, at Berlusconi handlede helt bevidst, da han valgte ikke at se Arafat, og at han vil benytte formandskabet til netop at fremme denne udenrigspolitiske linie over for de andre stats- og regeringsledere. Målet er selvfølgelig at forbedre EUs anseelse i Washington og Israel, hvilket også er tiltrængt. Den italienske regering forstår, måske bedre end noget andet land i EU, hvor betydningsfuld en balanceret holdning til konflikten i Mellemøsten er. Den synes at have forstået, hvor meget den europæiske - næsten blinde - pro-palæstinensiske attitude ødelægger for både EU og konflikten i sig selv.

Denne erkendelse var også synlig under det danske EU-formandskab, hvorfor det i dag er Danmarks udenrigsministers plan, man arbejder ud fra for at skabe fred. Det italienske formandskab kan forhåbentlig bidrage yderligere til at skabe respekt omkring EU - hos begge de stridende parter. Det er vigtigt for EU og for muligheden for fred.

Et af de helt konkrete tiltag, som Berlusconi lancerede på sin rundrejse i Mellemøsten for netop at skabe respekt om EU på begge sider, var den plan for økonomisk genopbygning af en fremtidig palæstinensisk stat, som premierminister Ariel Sharon kaldte »Berlusconi-planen«. Medierne har på forunderlig vis fuldstændig overset dette vigtige tiltag, som med garanti vil blive et vitalt element i vejen til varig fred mellem en jødisk og palæstinensisk stat, liggende side om side.

I det store og hele har Berlusconi allerede inden det italienske formandskab gik i gang udvist forståelse for Mellemøst-konflikten ved at indtage en helt klar position over for begge parter. Berlusconi formåede således at kombinere en klar afstandtagen fra terror og den del af det palæstinensiske lederskab, der stadig ikke tager afstand fra terroren, med en håndsrækning om økonomisk hjælp til den del af lederskabet, der rent faktisk ønsker fred. Alt sammen sagt imens han lod israelerne forstå, at europæerne naturligvis ønsker dem det bedste, nemlig fred, da vi i bund og grund ligner hinanden kulturelt og deler samme politiske anskuelser. Israel er som bekendt det eneste demokrati i Mellemøsten.

Billedet af Berlusconi som en politiker med nye dristige udenrigspolitiske visioner harmonerer naturligvis ikke med billedet af Berlusconi som en leder, der ikke er værdig til at stå i spidsen for EU. Det er måske derfor, at så få europæiske medier har skrevet om Berlusconis rejse i Mellemøsten. Den lover måske lidt mere, end man kunne tænke sig?

Berlusconis udfald mod Martin Schulz var ligeledes under lavmålet, men det var Schulz' bemærkninger

til Berlusconi så

sandelig også

,

Ligeledes fokuserede man udelukkende på Berlusconis udfald mod den socialistiske EU-parlamentariker Martin Schulz, da medierne skulle rapportere fra Berlusconis tale i Europa-Parlamentet 2. juli. Nævnt blev i ingen avis, at de øvrige EU-parlamentarikere faktisk flere gange afbrød Berlusconi under hans tale - med bifald!

Italien har under alle omstændigheder gjort betydelig mere for det europæiske fællesskab end de fleste andre medlemslande. Mine sympatier for Berlusconis erhvervskarriere er naturligvis ikke forfærdelig høje. Berlusconis udfald mod Martin Schulz var ligeledes under lavmålet, men det var Schulz' bemærkninger til Berlusconi så sandelig også. Det ændrer dog ikke ved, at det er en stor fejl at afvise, at Italien ikke igen kan skrive sig ind i historiebøgerne som landet, der, ligesom Frankrig, bærer det europæiske fællesskab frem mod nye højder til gavn for Europa og verden omkring os.

Det italienske formandskab under premierminister Berlusconi fortjener opbakning. Min opfordring er, at man går efter bolden - ikke manden. Og selvom den engelske avis The Independent nok aldrig når denne erkendelse, så skulle det alligevel fryde, om de europæiske medier ved udgangen af december må krybe til korset, rydde forsiden og skrive: »Europe United by Italy«. Det ville være en sejr for Italien - men også for Europa.

Af Kasper Elbjørn