Blog (Tag: afghanistan)

Kontroversiel biografi fra Rumsfeld på vej

I dag annoncerede forlaget, Sentinel, at den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds biografi udkommer den 25. januar. Det oplyste flere amerikanske nyhedssider og blogs tirsdag eftermiddag.

Rumsfelds biografi kommer til at hedde »Known and Unknown«. Titlen er taget fra en af hans mange kontroversielle udtalelser op til invasionen af Irak:

»There are known knowns. These are things we know that we know. There are known unknowns. That is to say, there are things that we know we don’t know. But there are also unknown unknowns. There are things we don’t know we don’t know.«

En af de mest kontroversielle forsvarsministre
Netop invasionen af Irak var med til at gøre Rumsfeld til en af de mest kontroversielle forsvarsministre i amerikansk historie.

Ikke overraskende stod de danske politikere i kø for at udtrykke deres glæde, da Rumsfeld trådte tilbage efter det republikanske nederlag ved midtvejsvalget i 2006.

De håbede alle, at Rumsfelds afgang var et tegn på en ændret strategi i Irak, og de fik ret.

Fyret af Bush
Hvad de ikke vidste, var, at han selv to dage forinden havde afleveret et notat til den daværende Præsident George W. Bush om at ændre strategien i Irak.

Rumsfeld anbefalede, ligesom den danske venstrefløj, at man reducerede tropperne.

Muligvis var det derfor, Præsident Bush bad ham tage sin afsked.

Vi ved i dag, at Præsident Bush og den nye forsvarsminister, Robert Gates, som præsident Barack Obama modigt valgte at genudnævne, gjorde det stik modsatte.

Det var tydeligt, at når amerikanske soldater blev sat ind i de mest urolige områder ophørte volden næsten øjeblikkeligt, og derfor var forøgelsen af antallet af amerikanske soldater det helt rigtige.

Ingen bliver skånet
Ligesom Donald Rumsfeld selv, skåner erindringsbogen ikke nogen, sagde Adrian Zackheim, der er direktør for forlaget. Manuskriptet indeholder alt det, jeg havde håbet på og meget mere, fortsatte han.

Og hvad kan vi så forvente: Hemmelige detaljer om og indsigt i Bush-administrationen, terrorangrebet den 11. september 2001 samt krigene i Afghanistan og Irak, Rumsfeld opvækst under den Store Depressionen og Anden Verdenskrig, hans politiske karriere herunder tiden som minister i Nixon og Fords regeringer samt hans møde med Saddam Hussein - og det berømte håndtryk i december 1983.

Old vs. New Europe
Jeg indrømmer gerne, at jeg var en af dem, der syntes Rumsfeld gjorde det godt efter terrorangrebet på New York og Washington DC i 2001.

Jeg var endda enig med ham, da han i januar 2003 på et spørgsmål om det bekymrede ham, at Europa var imod en invasion af Irak, svarede:

»You’re thinking of Europe as Germany and France. I don’t. I think that’s old Europe. If you look at the entire NATO Europe today, the centre of gravity is shifting to the east and there are a lot of new members and if you just take the list of all the members of NATO and all those that have been invited in recently, what is it twenty-six, something like that, you look at vast numbers of other countries in Europe, they’re not with France and Germany on this, they’re with the United States.«

Jeg kan godt lide, når politikere siger hvad de mener, og mener hvad de siger. Det gjorde Donald Rumsfeld her.

Rumsfeld udstillede den ægte, dybe splittelse i Europa over invasionen af Irak, ligesom han antydede, at de gamle kernelande i EU, ikke mindst Tyskland og Frankrig, på alle mulige måder havde haft deres storhedstid. Fremtiden lå hos de nye medlemmer af EU og NATO.

Stædig og stejl
Et langt stykke af vejen mener jeg, at han havde ret i den kontroversielle analyse.

Omvendt erkender jeg, at jo længere tid han sad som forsvarsminister, des ringere blev han. Han var alt for stædig og stejl, da det begyndte at gå galt i Irak og de første tegn på borgerkrig meldte sig.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Præsident Bush ikke bad om hans afsked allerede efter præsidentvalget i 2004.

Men det får vi måske svar på i hans biografi.

Af Kasper Elbjørn

Derfor er McCain det bedste bud

 

Både Demokraternes Barack Obama og Republikanernes John McCain repræsenterer et stærkt alternativ til præsident George W. Bush. Målet er forandring, men midlerne er forskellige, og i stedet for blot at forblive begejstret over Obamas taler har jeg nærlæst, hvad det egentlig er, han vil. Og det er faktisk årsagen til, at jeg, som antropolog Dennis Nørmark beskriver det i JP 19/10, er endt med at kaste min »kærlighed i den republikanske lejr«.

Jeg lytter altid, når Nørmark skriver og siger noget. Det gjorde jeg også, da jeg for nogle år siden var ansat i Cepos, hvorfor Nørmark blev inviteret flere gange til tænketankens arrangementer.

Men denne gang må jeg melde hus forbi. Måske skulle Nørmark gå lidt mindre op i ligegyldigheder, som hvem der stemmer på McCain, og i stedet gå mere op i, hvorfor de gør det, og hvad det egentlig er for en forandring, de to kandidater ønsker.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama.

Det har jeg tidligere skrevet her i JP tilbage i februar. Dengang gjorde jeg opmærksom på, at Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der er brug for forandring, klart er at foretrække frem for Hillary Clinton.

Årsagerne til, at Republikanerne valgte John McCain, er helt de samme. Jeg havde foretrukket New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, fordi jeg er mere enig med ham, når det gælder værdipolitikken og de indenrigspolitiske områder, men Giuliani formåede ikke at distancere sig fra præsidenten, og derfor er McCain Republikanernes præsidentkandidat i dag.

Interessant fænomen

Jeg er helt enig med Nørmark i, at venstrefløjens begejstring for Obama er et interessant fænomen, da Obama absolut ikke kan kaldes socialist.

Jeg er bestemt også enig med Nørmark i, at man som liberal bedre kan identificere sig med Obama og Demokraterne i væsentlige værdipolitiske spørgsmål, men samtidig er jeg også dansker, og derfor kan jeg ikke tillade mig at gå op i, hvad amerikanerne ønsker med deres skoler, sygehuse og pension.

Ikke at det ikke interesserer mig. Jeg tror vi kan lære meget af hinanden, men først og fremmest støtter jeg John McCain på grund af hans handels-, forsvars-, og udenrigspolitik.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Og her hører Barack Obama altså til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser. Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden ikke brug for Obamas forskrækkede protektionisme.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det ligeledes republikanernes og især McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne ende borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper.

Tiltro til McCain

I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik end set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men udenrigspolitik handler om andet end højere vandstand. Rundt omkring venter oppositionsbevægelserne i alverdens diktaturer på den frie verdens næste træk, og Obamas ønske om at forhandle sig til en bedre verden har EU ligesom prøvet før uden succes.

Oppositionsbevægelserne i Damaskus og Teheran, Beijing og Moskva, Khartoum og Harare, Havanna og Caracas bliver ikke styrket, hvis vi forlader os på Obamas gode hensigter. Også her vil John McCain være bedre for verden.

Af Kasper Elbjørn

Opgør med fodnoterne

Med den tilspidsede situation i Afghanistan og den fortsatte krise i Irak er den aktivistiske danske udenrigspolitik og Danmarks tætte sikkerhedspolitiske samarbejde med USA endnu engang til debat. Imidlertid synes der at være en bemærkelsesværdig enighed om grundlaget for den aktivistiske danske udenrigspolitik.

I dag stiller ingen af de toneangivende politiske aktører spørgsmålstegn ved en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, og selv regeringens tætte samarbejde med USA er bredt accepteret.

I vidt omfang er linien da også en videreførelse af den tidligere SR-regerings politik. Både aktivisme og atlantisme er blevet centrale elementer i dansk udenrigspolitik, og debatten handler ikke om, hvorvidt aktivisme og atlantisme skal være grundpillerne i politikken, men hvordan de skal være det.

Danmarks udenrigspolitiske aktivisme blev først formuleret i det såkaldte "forståelsesbrev" forfattet af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres udenrigspolitiske ordfører Lone Dybkjær i juni 1988.

Det sigtede mod "...at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning samtidig med, at hensynet til dansk sikkerhed varetages...".

Brevet blev startskuddet til et opgør med den traditionelt passive og reaktive danske udenrigspolitik og ikke mindst med den politik, der mellem 1982 og 1988 pålagde den borgerlige regering at fremsætte fodnoter til de fælles NATO-beslutninger og dermed sendte Danmark ud på kanten af det acceptable for et NATO-medlem.

Fodnotepolitikken udgjorde en betragtelig skærpelse af den traditionelle forbeholdne position, som Danmark indtog i forholdet til NATO. Fodnoterne ændrede omverdenens opfattelse af Danmark som et land solidt plantet i NATO.

Imidlertid var Uffe Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, og hans holdning var velkendt hos vores allierede, hvilket formentlig har hjulpet på stemningen, når en fodnote blev skrevet ind i de fælles NATO-beslutninger.

Derfor kan man med rette sige, at selv om fodnoterne tærede på Danmarks goodwill og på længere sigt udgjorde en potentiel risiko for vores frihed og demokrati, så gik Danmark alligevel ud af fodnoteperioden uden for alvor at have mere end ridser i omdømmet hos USA og resten af den frie verden.

Aftalen om forståelsesbrevet blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Ikke blot fordi Det radikale Venstre på Lone Dybkjærs opfordring brød med partiets traditionelle linie i udenrigspolitikken af hensyn til landets sikkerhed.

Begivenheden var også afgørende, fordi aftalen i kombination med afslutningen af den Kolde Krig skabte helt nye muligheder for dansk udenrigspolitik.

Indtil afslutningen af den Kolde Krig var de europæiske småstaters udenrigspolitiske handlemuligheder i høj grad bundet af den sikkerhedspolitiske spænding mellem de to blokke med USA og Sovjetunionen i spidsen. For Danmark betød det, at ligesom udenrigspolitikken fra 1864 og frem til 1945 havde været påvirket af den mulige trussel fra Tyskland, så var den fra 1945 til 1989 præget af den mulige trussel fra Sovjetunionen.

Efter 1989 er magtpolitikken fortsat et grundvilkår i international politik, men dens virkemidler har undergået en væsentlig forandring i det euro-atlantiske område, hvor militær magt spiller en mindre rolle end tidligere, og diplomatisk kompetence til gengæld er blevet vigtigere.

Forståelsesbrevet muliggjorde en maksimal udnyttelse af disse nye muligheder ved at skabe det indenrigspolitiske grundlag for, at en kvalitativ ændring af trusselsbilledet kunne følges op af en kvalitativ ændring af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Perspektivet i dansk udenrigspolitik blev globalt i forfølgelsen af klassiske udenrigspolitiske mål som sikkerhed, velstand og værdier, og sikkerhed blev anset for at være en fælles udfordring snarere end et nationalt problem.

De nødvendige ressourcer for at føre politikken ud i livet og en generelt større risikovillighed skabte gode betingelser for en aktiv politik.

Politikken kom op gennem 1990'erne til udtryk både i det geografiske nærområde, hvor Danmarks spillede en meget aktiv rolle i forhold til de baltiske lande, i udvidelsen af NATO og særligt EU, og globalt, hvor Danmark bl.a. gennemgik en såkaldt militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem sin meget omfattende deltagelse i internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse.

Aktiv militær indsats blev nu opfattet som et legitimt udenrigspolitisk middel, hvis målet var international fred og sikkerhed og menneskerettigheder, og den foretrukne samarbejdspartner i sikkerhedspolitikken var som oftest USA.

Kontrasten mellem nutid og fortid blev endnu tydeligere efter terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen så terrorangrebene som udtryk for et angreb på alt, hvad vi står for - individuel frihed, fælles sikkerhed og demokrati - og betonede, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA og sine andre NATO-allierede.

Han understregede, at vores fremtid og vores sikkerhed er fælles, Danmarks sikkerhed er identisk med NATO og USA's sikkerhed. Modsætningen til den fodnotepolitik, som mindre end 15 år tidligere havde været synonym med den sikkerhedspolitiske kurs i statsministerens eget parti, var til at tage og føle på.

Anders Fogh Rasmussens regering har overordnet set fastholdt prioriteterne fra 1990'erne, men samtidig også skruet op for både aktivisme og atlantisme.

Politikken er ikke kun tilpasset det nye trusselsbillede efter 11. september og de begrænsninger, som det danske forsvarsforbehold pålægger regeringen i forhold til EU-samarbejdet.

Den er i lige så høj grad et ideologisk opgør med fortiden, en del af en mere generel værdikamp, hvor villigheden til at bringe ofre for at nå sine overordnede mål ofte understreges med direkte henvisning til kontrasten til besættelsen og fodnoteperiodens udenrigspolitik.

Samtidig med, at aktivismen er fortsat, er dens gevinster og faldgruber blevet stadig tydeligere.

På den ene side rummer aktivismen mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os og forholde sig til globaliseringens udfordringer.

Dertil kommer muligheden for at deltage i udbredelsen af frihed, markedsøkonomi og demokrati til stadig flere lande, særligt i samarbejde med USA.

På den anden side omfatter i hvert fald den sidste type af projekter en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder uafhængigt af befolkningens ønsker.

Den såkaldte sociale ingeniørkunst er ikke bare utopisk, men også udgiftstung for de deltagende landes borgere, livsfarlig for både soldater og civile og rummer samtidig risikoen for at undergrave respekten for de værdier, som er målet.

Hvilken lære de politiske beslutningstagere vil drage af dette i fremtiden, ved vi ikke, men deres svar vil næppe indeholde så radikale opgør med fortiden som både fodnoteperioden og den efterfølgende forståelse af Danmarks rolle i international politik på meget forskellig vis var udtryk for. Aktivismen er kommet for at blive.

Af Kasper Elbjørn