Blog (Tag: alliotmarie)

Farvel til den franske doktor

I weekenden sagde Europa og resten af verden midlertidigt farvel til en af de helt store menneskerettighedsforkæmpere, Bernard Koucher, den franske udenrigsminister, der i Frankrig er kendt som le médecin français.

Den 71-årige Kouchner blev i går afløst af den tidligere justitsminister Michèle Alliot-Marie.

Kouchner var den store overraskelse, da Præsident Nicolas Sarkozys premierminister, François Fillons, præsenterede den nye regering i 2007.

Siden har Kouchner ikke skuffet. Han har fuldt og helt levet op til sit rygte som en ægte humanist og menneskerettighedsforkæmper.

EU og de evindelige traktatdiskussioner har han pænt overladt til Præsident Sarkozy og Premierminister Fillons, men ikke uden at gøre omverden opmærksom på, at han - modsat præsidenten - er tilhænger af tyrkisk medlemskab af EU.

Dette budskab er uden tvivl blevet hørt i alle de muslimske lande han har besøgt og irettesat for ikke at respektere FNs menneskerettigheder.

En fascinerende politiker
Jeg mener, Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Han tilhører en generation af politikere, der allerede er gået, eller er ved at gå, på pension, men som udmærker sig ved at sige hvad de mener, og som mener, hvad de siger.

Oprindelig var Kouchner slet ikke borgerlig, men som så mange andre i sin generation tiltrukket af det autoritære.

Som ungkommunist ledte han sågar medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Allerede i 1971 var han dog kommet på bedre tanker, og havde lagt kommunismen bag sig, og gjorde sig bemærket ved at være en af medstifterne af organisationen Læger uden grænser.

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992, blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy.

Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin indtil han i 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo.

Alt for emotionel
Dominique Moïsi fra den franske International Relations Institute er mildest talt ikke enig i min beundring for Kouchner.

Moïsi udtalte i går til AP, at Kouchner var alt for emotionel, og gentog derefter den gamle konspirationsteori om, at Præsident Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne.

Som jeg tidligere har diskuteret, er der dog ikke meget, der tyder på, at udnævnelsen af Kouchner i 2007 udelukkende var en provokation eller en del af en kynisk politisk strategi.

Udnævnelsen af Koucher, som magasinet The Economist skrev tilbage i 2007, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden, ligesom han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som den tidligere Præsident Jacques Chirac var blevet synonym med.

Dødsdommen over Ashtiani
I de sidste måneder har jeg prøvet at følge dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani. Den iranske kvinde er dømt til at blive stenet til døde for utroskab.

Hvis man følger denne forfærdelige sag, kan man ikke komme udenom Kouchner

Han var den første statsleder, der tog skarp afstand fra dødsdommen, og sagde, at dødsdommen var et klart brud på menneskerettighederne, som den frie verden under ingen omstændigheder ville acceptere.

Dette mod bør han hædres for, og jeg håber nordmændene i Nobelpriskommiteen husker ham næste år.

Sakineh Mohammadi Ashtiani og alle os andre, der mener vi skal kæmpe for frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne blev en kampfælle fattigere lørdag aften, da Kouchner indgav sin afskedsbegæring til Præsident Sarkozy.

Men jeg tror heldigvis ikke, vi har hørt det sidste fra Kouchner endnu.

Af Kasper Elbjørn