»Farer venter dem, der ikke reagerer på livet.« Sådan sagde den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i dag for 20 år siden. Gorbatjov var på officielt besøg i Østtyskland, eller DDR, som man kaldte det, for at fejre 40-året for DDRs grundlæggelse. I dag ved vi, at Gorbatjov fik mere ret, end han måske havde håbet på, da han talte med journalisterne efter den store militærparade. De politikere, der negligerer befolkningens håb om frihed og rettigheder – der ikke tør se virkeligheden i øjnene – straffes hårdt.

Historien om Tyskland er trist. Landet blev delt i fire besættelseszoner efter Anden Verdenskrig. DDR blev dannnet i 1949, og udgjorde den sovjetiske besættelseszone. Forinden var BRD, Vesttyskland, blevet grundlagt ud fra de tre vestlige besættelseszoner. DDR blev grundlagt som et socialistisk diktatur efter mønster fra Sovjetunionen. Kun ét parti var tilladt, ligesom man havde en statsstyret presse, ingen ytringsfrihed, planøkonomi og kollektive landbrug. Det viste sig imidlertid hurtigt, at østtyskerne hellere ville bo i det kapitalistiske Vesttyskland, og flere og flere flygtede derfor over grænsen fra øst til vest. Situationen var uholdbar. Den unge socialistiske stat kunne simpelthen ikke opretholdes, hvis flygtningestrømmen blev ved, og de socialistiske ledere reagerede ved den 13. august 1961 at opføre det, som de kaldte en anti-fascistisk beskyttelsesmur, Berlin-muren, der med årene voksede sig større og større, og i den frie verden blev symbolet på Den Kolde Krig og socialismens rædsler.

DDR var ellers en slags mønsterland for socialismen og klarede sig faktisk bedre end de andre socialistiske lande. Bedre end Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien m.fl. Derfor var der også lagt op til en festdag, da jubilæet løb af stablen den 7. oktober 1989. Alverdens diktatorer, terrorister og socialistledere var taget til Østberlin for at fejre jubilæet: Rumæniens Ceausescu, general Jaruzelski fra Polen, PLO-lederen Yassir Arafat, Nicaraguas præsident Daniel Ortega, Ole Sohn fra Danmark og mange, mange flere. I midten og helt fremme i forreste række stod selvfølgelig Mikhail Gorba­tjov og Østtysklands diktator Erich Honecker, der i sin tid havde haft ansvaret for opførelsen af Berlin-muren og siden 1971 havde været statsleder. Det var faktisk lidt af en overraskelse, at Honecker stod der side om side med Gorbatjov. I løbet af sommeren 1989 var han nemlig blevet syg. Under et møde i de socialistiske landes forsvarssamarbejde, Warszawa-pagten, var han faldet om. Årsagen var ikke, at han havde cancer, som rygterne ellers havde lydt, men derimod en galdesten. Det lykkedes dog den 77-årige diktator at deltage i alle festlighederne og smile triumferende under hele militærparaden. Det virkede næsten, som om han troede, at festlighederne retfærdiggjorde det terrorregime, som han havde viet sit liv til at opbygge, som William F. Buckley skriver i bogen »The Fall of the Berlin Wall« (Wiley, 2004). Men her tog Honecker fejl. Festlighederne blev der­imod DDRs sidste krampetrækning.

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker at have læst Gorbatjovs bemærkning i avisen dengang. Måske var han slet ikke citeret i Berlingske Tidende, som mine forældre abonnerede på, da jeg boede hjemme. De fleste har formentlig også glemt bemærkningen, fordi den i dag er overskygget af den fantastiske begivenhed, der fandt sted en måned senere, hvor Muren forsvandt. Jeg forstår godt, hvis mange, der er født op til eller efter 1989, har svært ved at forestille sig, hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre at bygge en mur ned igennem et land eller opdele et helt kontinent. Det forekommer helt ufatteligt i dag. Tænk at berøve halvdelen af Europas befolkning frihed og rettigheder? Tænk at leve i et land, man ikke må forlade? Naturligvis kunne det ikke blive ved.

Hovedårsagen til, at systemet brød sammen, var, at den socialistiske planøkonomi ikke fungerede og befolkningerne slet ikke ønskede socialisme. Det viste sig især, efter Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen og satte en række reformer og bevægelser i gang, der afslørede den løgn, systemet var bygget på. Dertil kommer, at den frie verden brugte regimernes økonomiske svaghed til at udmanøvrere dem militært. En tredje årsag var, at selvom Gorbatjov sagde, at man altid skal reagere på livet, tog han aldrig selv skridtet fuldt ud. Han anerkendte aldrig, at frihed, demokrati, rettigheder og markedsøkonomi er et mål i sig selv, og den 26. december 1991 led Gorbatjov samme skæbne som resten af diktatorerne i Østeuropa, da Sovjetunionen blev opløst.

Honecker trådte tilbage blot få uger efter DDRs storstilede jubilæum. Han blev afløst af Egon Krenz, som den 9. november efter stærkt pres gav DDR-borgerne fri udrejse. Umiddelbart efter strømmede østtyskerne gennem Berlin-muren til Vestberlin, mens TV-kameraerne rullede og hele verden fulgte tyskernes glæde ved at blive genforenet. Det blev Berlin-murens endeligt, for allerede samme aften begyndte tyskerne at bryde Muren ned. Et år senere, den 3. oktober 1990, blev Tyskland genforenet.

Vi ved i dag – ikke mindst fra nyligt frigivne dokumenter fra det britiske udenrigsministerium – at den daværende franske præsident François Mitterrand og den britiske premierminister Margaret Thatcher, men også andre statsledere i Europa, modarbejdede den formelle genforening af Tyskland. De var næsten alle fra den generation, der huskede Anden Verdenskrig og frygtede et nyt, stort Tyskland i midten af Europa. Men den fransk-britiske skepsis var imidlertid ikke nok til at bremse genforeningen af Tyskland. Og det er først og fremmest den store genforeningskansler, Helmut Kohl, der skal have æren for, at det gik så hurtigt, som det gik. Kohl lovede at binde det nye Tyskland til det politiske og økonomiske samarbejde inden for det, der blev til den europæiske union. Kohl forstod således bedre end de fleste Gorbatjovs vise ord. Kohl opfyldte befolkningens ønske. Han reagerede på livet. EU blev til gengæld de vesteuropæiske landes sikkerhed for, at historien ikke ville gentage sig, som Mitterrand, Thatcher og andre frygtede. Tanken om, at man kunne sikre fred og frihed i Europa ved at binde de europæiske landes økonomier sammen, blev endnu en gang bekræftet. EU – med alle dens fejl og mangler – var garantien for at skabe et helt Europa igen. Det sås ikke mindst, da de østeuropæiske lande langt om længe blev medlem af EU efter topmødet i København i 2002, og det er selvfølgelig også derfor, at EU aldrig bliver færdig med at forandre sig. Flere lande, der har kæmpet for frihed og rettigheder, banker i dag på døren, og døren til Unionen bør altid være åben for dens europæiske naboer, ellers opfylder EU simpelthen ikke længere sin fornemste rolle og vil dø en langsom – og formentlig også smertefuld – død. Fordi vi ved jo, at farer venter dem, der ikke reagerer på livet ...

Historien viser os, at der er forskel på godt og ondt. Retfærdighed og uretfærdighed. Verden er faktisk nogle gange sort og hvid, og lige netop derfor bør vi ikke tøve med at hjælpe alle de mennesker, der rundt omkring på kloden stadig lever under tvang og i trældom og har samme brændende ønske om frihed og rettigheder, som østtyskerne havde. Ikke kun for at skabe sikkerhed, men også for at skabe frihed. Vi synes imidlertid at mangle politikere, der tør tage kampen op og sikre, at de spirende håb, som ses en gang imellem, når modige mennesker tager kampen op med de regimer, de er tvunget til at leve under, slår rødder og gror fast. Nutidens politikere bør lære af Gorbatjovs profeti og bare en gang imellem se bort fra meningsmålinger og fokusgrupper og gøre det rigtige, også selvom det måske ikke er lige let eller lige populært i øjeblikket.

Jeg har et stykke af Berlin-muren stående i min reol. Jeg bruger den til bogstøtte. Og som et evigt minde om, at det er muligt at gøre det rigtige, og de, der ikke gør det, bliver i sidste ende taberne.