Blog (Tag: ashton)

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet

Forleden berettede Politikens netavis om, at et fly fra det libyske luftvåben var styrtet ned nær den østlige by Benghazi.

Besætningsmedlemmerne havde angiveligt kastet sig ud med faldskærm fra det russisk byggede Sukhoj-22 fly.

Flyet lettede fra hovedstaden Tripoli og styrtede ned nær byen Ajdabiya, der ligger cirka 160 kilometer sydvest for Benghazi.

Årsagen var, at piloterne nægtede at adlyde ordrer om at bombe Ajdabiya.

De modige piloter bør vi hylde, ligesom vi skal hylde alle de andre modige mennesker i Mellemøsten, der langt om længe siger fra overfor de rædselsregimer, som de alt for længe har været tvunget til at acceptere.

Vi kunne dog godt have hjulpet piloterne. Vi kunne have sørget for, at deres fly slet ikke havde mulighed for at lette.

Der er ingen, der siger, at det næste fly, der letter, er bemandet med ligeså modige piloter.

Og bombeflyene vil blive ved med at lette, så længe udenrigsminister Lene Espersen (K) og hendes kolleger i EU - med EU’s repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Cathrine Ashton, baronessen fra benzintanken, i spidsen - ikke vil blande sig.

Anderledes har det været med USA's udenrigsminister, som af helt andre grund har holdt lav profil.

Der er alt mulig grund til at tro, at hun har været uenig med sin chef i, at USA ikke skal blande sig, og noget tyder på, at Præsident Barack Obama er begyndt at lytte til sin udenrigsminister, Hillary Clinton.

I hvert fald lød der meldinger i går aftes om, at USA nu »holder alle muligheder åbne«, og at man er parat til at blande sig.

Jeg gætter på, at det er årsagen til, at der fredag blev indkaldt til hastemøde i NATO.

I stedet for blande os udenom af frygt for at blive beskyldt for at have iværksat demonstrationerne, bør vi altid hjælpe med kræve frihed, demokrati og menneskerettigheder, når og hvor det er muligt.

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet, som Sovjetunionens sidste diktator, Mikhail Gorbatjov, sagde efter ankomsten til Østberlin den 6. oktober 1989, da vestlige journalister spurgte ham om farerne ved den oppiskede stemning i befolkningen.

Derfor skal vi blande os. Og det kan kun gå for langsomt.

Tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med det libyske folk og alle de andre, der demonstrerer i gaderne.

Jo længere tid blodsudgydelser fortsætter og bombeflyene letter, des sværere vil opbygningen af demokratiet blive.

Af Kasper Elbjørn

Europas fremtid begynder at ligne Europas historie

I den amerikanske udgave af Wall Street Journal tirsdag har Bret Stephens, der er redaktør for den europæiske og asiatiske udgave af avisen, skrevet en tankevækkende kommentar – en advarsel til os europæere om ikke at gentage de fejl, vores forfædre begik.

Advarslen kommer efter et interview som EU’s handelskommissær, den tidligere belgiske udenrigsminister, Karel De Gucht, gav til en flamsk radiostation for ca. en måned siden.

De Gucht blev interviewet om de seneste forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Han sagde, at årsagen til, at forhandlingerne var kommet i stand, skyldtes to ting: for det første at jøder er så indflydelsesrige i USA; og for det andet, at man ikke skal spille kispus med jøder.

»Man skal ikke undervurdere den jødiske lobby på Capitol Hill,« skal De Gucht angiveligt have sagt uden på nogen måde at skelne mellem »jøder«  og »Israel«.

»Dette er den bedst organiserede lobby, og man skal ikke undervurdere grebet den har på amerikansk politik uanset om det er republikanere eller demokrater.«

EU’s handelskommissær er sammen med EUs præsident Van Rompuy, Kommissionsformand Barroso og udenrigschef Ashton EU’s ansigt udadtil. Det er ham, der repræsenterer EU, når der forhandles på topniveau - og han havde kun lige talt sig varm.

»Det er en tro på – det er svært at beskrive det anderledes – hos de fleste jøder at de altid har ret,« fortsatte De Gucht. »Og det har ikke noget at gore med om de er religiøse jøder eller ej. Jøder generelt har også denne tro på, at de altid har ret. Så det er ikke så nemt, selv med moderate jøder at få en rational diskussion om, hvad der faktisk sker i Mellemøsten.«

Interviewet var ikke længere en kritik af den israelske regerings politik. Det var heller ikke klassisk anti-zionisme med kritik af Israel som en jødisk stat. De Guchts kommentarer var møntet på jøder generelt.

Da interviewet blev kendt i bredere kredse end hos den flamske radiostations lyttere udsendte  Handelskommissær Karel De Gucht en udtalelse, hvor han skrev, at han på ingen måde havde ønsket at fornærme eller stigmatisere det jødiske samfund. »Jeg vil gerne slå fast at anti-semitisme ikke er acceptabelt i verden i dag.«

Bret Stephens påpeger, at det bekymrende ved udtalelsen er, at De Gucht ikke indrømmer, at lige netop den stigmatisering af jøder, som han gjorde sig til talsmand for, netop er anti-semitisme.

Men hvad værre er, at ingen europæiske toppolitikere tog afstand fra hans anti-semitiske udtalelser.

»Ingen kommentarer«, lød det fra det tyske udenrigsministerium. »Vores holdning til anti-semitisme er meget klar, men vi har ingen kommentarer til andre menneskers udtalelser,« lød det fra det italienske udenrigsministerium. Det var som om man havde hørt det hele før. »Højrepræsentant Ashton er sikker på [De Gucht] ikke ville fornærme noget, og han har undskyldt,« sagde udenrigschef Catherine Ashtons talsmand.

Hvis en europæisk toppolitiker udtaler sig om jøder, som De Gucht gjorde, og resten af den politiske elite lader som om, det er ligegyldigt, og intet betyder, gør det dem så til kujoner, medskyldige - eller bare kyniske politikere? Formentlig alle tre ting, skriver Bret Stephens.

Det kan vi så tænke lidt over.

Bret Stephens mener, at Europas fremtid begynder at ligne Europas historie.

Det kan vi tænke over om vi ikke bør gøre noget ved.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre